Analyse
 

Hvad skete 11. september 2001?

USA's 'rigsdagsbrand' eller nyt Pearl Harbor

Af Frede Klitgård
Kommunistisk Politik 1, 2006

Katastrofen i USA den 11. september 2001, hvor tre kaprede fly blev anvendt som bomber i angreb på World Trade Center og Pentagon, gav USA et kærkomment påskud til bl.a. at iværksætte de folkeretsstridige militære overfald på Afghanistan og Irak.

Angrebene er blevet betegnet som 'Det nye Pearl Harbor', men også – med henvisning til Hitler – som 'Præsident Bushs rigsdagsbrand'. På basis af en ny dokumentarisk sammenfatning af '11. september' giver modstandsmand og journalist Frede Klitgård her et indblik i nogle af de rejste problemer, der fortsat er til debat også i USA.

Alle erfaringer viser, at historien aldrig gentager sig på samme måde. Men der kan meget vel være tydelige lighedspunkter i forløbet og parallelle udviklingslinjer. Det vil derfor ikke være forkert at sammenligne fascismens fremmarch, dens krigsmageri og magtudøvelse i Tyskland i 30'erne med udviklingen i USA op til og efter flyangrebene på World Trade Center i New York og på krigsministeriet Pentagon den 11. september 2001.

Tyskland 1933

Mindre end en måned efter, at den senile tyske præsident, general Paul von Hindenburg, havde udnævnt Adolf Hitler til rigskansler den 30. januar 1933, opstod der den 27. februar en storbrand i rigsdagsbygningen.

Rigsdagsbranden
Berlin 27.02.1933

Dette terroristiske anslag kom som en gave fra himlen, og nazisterne udpegede øjeblikkeligt kommunisterne og 'den socialdemokratisk-kommunistiske enhedsfront', det vil sige arbejderbevægelsen, som 'gerningsmand'. Det viste sig senere, at branden var planlagt og udført af nazisterne, men kan ikke siges at være fuldt opklaret. Det infame svindelnummer blev gennemført, skønt de to arbejderpartier faktisk ikke – først og fremmest på grund af de socialdemokratiske lederes halsstarrige antikommunisme og modstand – havde indgået nogen som helst aftale.

Allerede dagen efter, altså 28. februar, udstedte præsident Hindenburg og den nye rigskansler Hitler en vidtgående 'Forordning til Beskyttelse af Folk og Stat '. Den var det stik modsatte af beskyttelse og sænkede den fascistiske mørke nat over Tyskland i de følgende 12 år – og banede vej til det egentlige mål: Angrebskrig for et Stortyskland i hagekorsets tegn med de under­tvungne nationers befolkninger som frygtsomme, retsløse og lydige slaver.

Forordningen dekreterede ophævelse af syv af de vigtigste paragraffer i for­fatningen. Det indebar meget alvorlige begrænsninger i den personlige frihed og ytringsfriheden, herunder pressefriheden og møde- og forsamlingsfriheden. Desuden blev der åbnet for brev-, telegraf- og telefoncensur, husundersøgelser, beslaglæggelser og indskrænkninger i ejendomsretten.

23. marts kastede nazisterne masken og gennemførte med terrorbranden som begrundelse en særlov, der blev kaldt 'bemyndigelsesloven'. Med tilslutning fra det konservative og det katolske parti fik regeringen bl.a. 'ret' til at vedtage love, også selv om de var i strid med forfatningen/grundloven. Selv for den tid med mange hel- og halvfascistiske stater var der tale om en skærpelse til fordel for magtudøverne, som vakte stor opmærksomhed overalt.


De forenede Stater 2001

Angrebene på USA den 11. september 2001 blev straks kaldt 'USA's nye Pearl Harbor' og sammenlignet med Japans bombardement af den amerikanske flådebase i 1941. Med disse angreb som påskud blev der gennemført en særlovgivning, Patriot Act, der på afgørende punkter nærmest er en kopi af Hitlers nazistiske forordninger og metoder og betød væsentlige og helt afgørende begrænsninger af de borgerlige rettigheder. Loven giver også 'ret' til tidsubegrænsede arrestationer i andre lande og vilkårlige indespærringer på Guantanamo-basen i Cuba eller i hemmelige fængsler.

Ligesom i sin tid i Tyskland er der tale om ensretning og politistatsmetoder, der minder ubehageligt meget om SS- og Gestapo-korpsenes forbrydelser, udslag af fascistiske kræfters aktioner til 'retfærdiggørelse' af ekspansion og krig.

Angrebene kan ikke betragtes som fuldt opklaret. Det er en almindelig erfaring for alle oplyste mennesker, at alle kriges begyndelse eller start altid henligger helt eller delvist i mørke og i de fleste tilfælde er omgærdet med mærkelige, uforklarlige, foruroligende og aldrig opklarede foreteelser.



Politistaten på vej

Den amerikanske Patriot Act har været forlæg for den tilsvarende lovgivning i Danmark og andre EU-lande. Mere kommer til. EU-kommissionen har til hensigt at begrænse foreningsfriheden og indføre vidtgående statskontrol med alle foreninger – naturligvis politiske, men også idræts-, husmoder- og brevdueforeninger.

Intet skal debatteres eller vedtages. Alt ligger suverænt i kommissionens hæn­der, og den kan skalte og valte efter forgodtbefindende. Ifølge forslaget kan kommissionen selv vedtage forslaget, der så er 'lov og ret' for alle foreninger i alle EU-lande. Alle foreninger vil blive afkrævet nøjagtige medlemslister samt regnskaber med oplysning om, hvor indtægterne kommer fra, og hvad de er anvendt til, herunder hvem eller hvad der er ydet støtte til. Ved udarbejdelsen af den udemokratiske 'lov' har ophavsmændene åbenbart skævet lidt for meget til Tyskland under Hitler. Hele sagen og metoderne kan betegnes som 'Gestapo ad bagdøren'.


Meget mørklagt

Offentligheden i Danmark beskæftiger sig stadig med Anden Verdenskrig, især de mange mystiske begivenheder i forbindelse med Tysklands overfald og besættelse af Danmark og Norge den 9. april 1940. Meget ligger stadig hen i mørke. Flere officielle 'undersøgelser', ikke mindst den herostratisk berømte parlamentariske kommission, blev bevisligt brugt mere til at tilsløre hændelsesforløbet end til at klarlægge det. Begrebet 'syltekrukke' er ikke anvendt med urette.
Det står allerede nu helt klart, at det samme er tilfældet i USA i sagen om 11. september-affæren.

Som et memento kan det nævnes, at Danmark i sin tid på Middelgrunds-fortet havde en kanon, der ikke kunne skyde den 9. april 1940, da de tyske nazistiske tropper landede. På samme måde kunne 'verdens bedste missilsystem', der beskytter Pentagon, ikke skyde, da det kaprede Flight 77 af typen Boeing 757 smadrede ind i hovedfacaden. Der skabtes godt nok et hul i ydermuren, men meget mindre, end hvis der virkelig havde været tale om et vældigt fly som en 757'er.


Krig bygget på løgn

Da krig er blevet hverdag for de fleste, er det også en almindelig erfaring, at en krig som regel igangsættes med et løgnagtigt, konstrueret påskud. George W. Bush, der med lidt fifleri (af mangel på stemmer) og en dommer blev indsat som USA's præsident og dermed blev øverstkommanderende for verdens største hær, påstod, at Afghanistan og Irak var en trussel imod USA.

Ydermere blev det hævdet, at Irak var i besiddelse af frygtelige masseødelæggelsesvåben, og at USA's tidligere nære ven Saddam Hussein sikkert ville bruge dem.

Skønt de over halvandet tusinde FN-inspektører ikke havde fundet sådanne våben, erklærede den amerikanske krigsophidser Bush og efterfølgende hans automatiske danske ekko, Anders Fogh Rasmussen (V), at de påståede masseødelæggelsesvåben virkelig var til stede i Irak.
- Det er ikke noget, vi tror. Det er noget, vi ved, erklærede proselytten Fogh Rasmussen.

Han omklamrede og støttede helt uhæmmet frokostvennen Bush, og han fik sit parti, Venstre, og Dansk Folkeparti til at stå i spidsen for at trække Danmark ud i den ulovlige, krigsforbryderiske krig.

Løgnen om Iraks masseødelæggelsesvåben er blevet gentaget så ofte og så vedholdende i alle medier, at mange mennesker sikkert mener, at 'der må jo være noget om snakken'. Det var faktisk den samme taktik, som krigsløgnenes stormester, Adolf Hitlers propagandaminister Joseph Goebbels, udviklede med mærkbar succes.

Dansk grundlovsbrud

I Danmark har 24 'almindelige mennesker' med de kendte advokater Christian Harlang og Bjørn Elmquist i spidsen rejst sag imod Fogh Rasmussen med henvisning til, at Danmarks krigsdeltagelse er i strid med grundloven og ulovlig på grund af det mang­lende mandat fra FN.

Her bør det givetvis erindres, at Danmarks deltagelse som 'koalitionspartner' i Bushs krig i Irak ikke, som det monotont påstås, blev vedtaget af et flertal i Folketinget. Der var kun tale om et flertal af de forholdsvis få, der deltog i afstemningen. De folketingspolitikerne, der fredag den 21. marts 2003 indstiftede den danske 'Krigsforbrydernes Dag', talte kun sølle 61 eller godt en tredjedel af Folketingets 179 medlemmer.

Selv i denne højst betydningsfulde sag, der drejede sig om krig og fred, og som til sidst trak Danmark i krig for første gang i mere end halvandet hundrede år, var der 68 'ærede medlemmer', som deserterede fra deres naturlige pligt og ikke indtog deres polstrede stol i folketingssalen. Hver enkelt af de vellønnede, men fraværende politikere havde indgået en såkaldt 'clearingaftale' med et medlem i et andet parti, således at de begge pjækkede fra mødet. Det resulterede i, at der kun var 111 medlemmer til stede i salen. 50 folketingsmedlemmer stemte imod Danmarks grundlovsstridige, ulovlige og folkeretsstridige deltagelse i USA's angrebskrig i Irak. Med et mikroskopisk flertal på 11 (!) stemmer steg 61 politikere ombord i USA's krigsvogn og kørte Danmark ud i krig.

Grundloven og også Folketingets for­retningsorden mangler desværre og åbenbart en ufravigelig bestemmelse om mødepligt for folketingsmedlemmerne, i hvert fald i alle overordnede, betydningsfulde sager. Det må være ret indlysende, at det er en stærkt forvreden form for demokrati, som tillader folketingsmedlem­mer at skulke fra det arbejde, de er valgt til at udføre. Det er vel også en hån imod vælgerne?

Mange fortilfælde

Det kan være på sin plads at erindre om, at mange tidligere krige også blev udløst med løgnagtige begrun­delser. Den tyske nazidiktator Adolf Hitler følte sig 'truet' af Polen og forlangte jord, før han med overfaldet på Polen den 1. september 1939 udløste Anden Verdenskrig. USA's kyniske overfald på Vietnam var begrundet med, at nogle vietnamesiske skibe – der senere viste sig at være to helt fredelige, ubevæbnede fiskerbåde – havde beskudt amerikanske krigsskibe.

11. september-affæren har i USA og andre steder udløst megen debat. Det er dog bemærkelsesværdigt, at pressen samtidig har undladt at stille de skarpe og uddybende spørgsmål, som de 3.000 ofre og murbrokkerne på Manhattan naturligt måtte rejse. Danskerne kender det samme fra de historier, mange medier og faghistorikere serverer om den tyske besættelse af Danmark og Anden Verdenskrig.

Dokumentarisk skildring

Sagen og dens problemer er blevet behandlet i en del bøger, som det kræver megen tid at pløje sig igen­nem, hvis man ønsker at få et nogenlunde klart billede af begivenhede­ne og politikernes 'behandling' eller udnyttelse af dem.

I en læseværdig, vel dokumenteret bog af David Ray Griffin, forhenværende professor i filosofi og teologi ved Claremont School of Theologi i Californien, gives der på 320 sider et fortrinligt resume, hvor også mange andre forfattere inddrages, herunder den kendte filmma­ger Michael Moore og en lang række andre kendte journalister, historikere m.v., der rimeligvis er mindre kendte i Danmark.

Under titlen 'Det nye Pearl Harbor Foruroligende spørgsmål om Bush-administrationen og 11. september' er bogen udgivet af forlaget 'Progressive Publishing', Randers.

I bogens forord, der er skrevet af den fyrede forhenværende officer i den militære efterretningstjeneste Frank Søholm Grevil, bedre kendt som den modige og forfulgte 'whistleblower', der dokumenterede statsminister Anders Fogh Rasmussen som løgner i forbindelse med krigen mod Irak, bringes en opfordring til at læse bogen og læse den igen – og derefter drage konklusioner. Det er fornuftig tale.

En gave fra himlen

Ligesom andre er David Ray Griffin ikke i stand til at fremlægge skriftlige beviser i form af ordrer o.lign. i forbindelse med den længe forberedte krig mod Irak (eller et andet land?). Det er samme problemstilling som i spørgsmålet om nazisternes jødeud­ryddelser eller besættelsen af Danmark.

Men Griffin dynger så mange vægtige indicier op på bordet, at de ikke kan affærdiges som tankespind. Under alle omstændigheder står det fast, at 11. september blev modtaget af Bush & Co. som en kærkommen lejlighed til – man fristes til at skrive 'ligesom i sin tid Hitler' – at stramme grebet om den mere eller mindre vildførte, bedragne eller uvidende befolkning og foretage et fremstød for den amerikanske imperialisme, kapitalismens høvdinge og de åbne eller mere skjulte fascistiske kræfter med rødder i højreorienterede militser, Ku Klux Klan og religiøse fundamentalister.

Allerede før '11. september' var de krigeriske planer i støbeskeen, og folkene omkring Bush efterlyste ret åbent 'et nyt Pearl Harbor', der kunne udnyttes til retfærdiggørelse af de aggressive hensigter. Derfor kom '11. september' nærmest som en gave fra himlen. Straks efter angrebet erklærede den forhenværende udenrigsminister (og krigsforbryder!) Henry Kissinger, at sagen burde ende med 'ødelæggelsen af det system, der er ansvarlig for angrebet'. USA's aggressive 'høge' var ikke et sekund i tvivl om kursen og begyndte febrilsk at udnytte situationen.

Krav om uvildig undersøgelse

David Ray Griffins bog er inddelt i tre dele med i alt 10 kapitler. Forfatteren har udarbejdet en liste med 40 ganske besynderlige eller mysteriøse hændelser. Han konkluderer, at der af mange grunde er behov for en uvildig, virkelig tilbundsgående undersøgelse af denne historisk betydningsfulde sag.

Det må være tilladt at erindre om, at de mange mystiske hændelser i for­bindelse med den tyske besættelse af Danmark i sin tid blev nøje undersøgt af den seriøse Jon Galster. Han var i stand til at opstille en liste med mere end 50 yderst besynderlige og aldrig undersøgte og opklarede tildragelser eller forhold. 'Samarbejdspolitikerne' afviste alle anklager og uvildige undersøgelser. Som hævn blev Jon Galster straffet juridisk og endog frataget sin stilling og levebrød. Dette blot til ihukommelse!

Griffins 40 punkter

I det følgende skal omtales nogle få af de vigtigste 40 punkter i David Ray Griffins bog, men de råber alle på undersøgelse og seriøs forklaring.

1. Hvorfor brød alle rutinemæssige kommunikationer sammen, da radiokontakten med de kaprede fly blev afbrudt? De angribende fly kunne i hen ved en time uantastet flyve igennem det amerikanske luftrum. Hvorfor blev der ikke som foreskrevet og indøvet opsendt jagere fra den nærmeste militære flyvebase for at afskære flyene og bringe dem til landing? Efter alarmering i en katastrofesituation skal kampfly være i luften på mindre end tre minutter.

2. I New York kollapsede tre højhuse efter ret små og begrænsede brande. Det er første gang i historien, at huse, der er opført som konstruktioner af stålrammer, styrter sammen på den måde, som det skete. Flyenes brændstof brændte med en temperatur på omkring 700 grader Celsius, men stål smelter først ved en temperatur på omkring 1.500 grader Celsius.

Ud over de to tvillingetårne på 400 meters højde kollapsede det lavere højhus, der kaldes 'Bygning 7'. Dette 108 meter høje hus med 47 etager var placeret i en afstand af 108 meter fra det nordlige tårn og endnu længere væk fra det sydlige.

WTC Bygning 7 - en stor skyskraber, også efter amerikanske forhold -
Blev ikke ramt af fly, men kollapsede på 7 sekunder - som ved en kontrolleret sprængning
Det rummede bl.a. CIA-lokaler og New Yorks borgmester Guilianis kommandocenter ved terror mv

Det er en gåde, hvorledes det kunne styrte sammen, idet det ikke blev ramt af noget fly, men nok af en anselig mængde murbrokker fra det nordlige tårn. Af uforklarlige årsager opstod der en ordinær, mindre brand, der fik næring fra et lager af dieselolie. Men det er udelukket, at en brand af denne type kan få et hus med stålkonstruktion til at kollapse. Eksperter har hæftet sig ved, at 'Bygning 7' kollapsede fra bunden som ved en såkaldt kontrolleret nedrivning, der foretages ved anvendelse af sprængstof.

3. Myndighederne fik igangsat oprydningsarbejdet så ilsomt, at eventuelle fysiske beviser for katastrofen blev tilintetgjort. Oprydningen blev først og fremmest koncentreret om at få fjernet alle stålrester uden nærmere undersøgelser. Det gælder også for 'Bygning 7', hvor der ikke var nogen menneskeofre.

Angrebet på Pentagon

I 'Det nye Pearl Harbor' gennemgås en lang række mærkelige omstændigheder vedrørende angrebet på Pentagon. Det enorme kompleks, der hedder Pentagon, rummer ud over krigs­ministeriet også USA's nationale militære kommandocenter, NMCC. Kom­plekset er i USA omtalt som 'verdens mest velbeskyttede' med mindst fem meget sofistikerede antimissilbatterier. Men da det gjaldt, blev institutionen slet ikke forsvaret. Selv om flyet kom meget tæt på det Hvide Hus, blev heller ikke dettes antimissilbatterier aktiveret.

I bogen drages der en række slutninger, men billedet er stadig ret kaotisk og uoverskueligt.

Det kaprede fly, Flight 77, som efter reglerne skulle have været skudt ned, blev det ikke, men styrtede ned 'på almindelig måde'. Derimod blev ruteflyet Flight 93 skudt ned af to forfølgende F-16-jagere.

Angrebet på Pentagon fandt sted over en halv time efter angrebet på det andet tårn i World Trade Center, WTC, hvorfor det militære kommandocenter må formodes at have været i højeste alarmberedskab.

Men Flight 77 drønede af sted i det amerikanske luftrum fuldstændig uantastet i 29 minutter uden at blive bemærket på nogen radarskærm. Med dagens elek­troniske overvågningssystemer skulle dette være helt umuligt.

De ekstremt hurtigflyvende jagere, der skulle forsvare Pentagon, nåede først frem 15 minutter efter, at bygningen var ramt. Det er i sig selv helt uforståeligt, idet basen Langley, hvorfra flyene blev opsendt, ligger kun 280 km fra Penta­gon. Det er også ganske mærkeligt, at der ikke blev opsendt fly fra Andrews Air Base, der ligger kun 16 km fra Washington, som basen har til opgave at beskytte.

Pentagon i brand
Foto taget af forbipasserende

Denne base råder i øvrigt også over de sofistikerede F/A-18-Hornet-jagere. Ved angrebet på Pentagon blev 59 kvinder, mænd og børn i Flight 77 dræbt. Det samme gjaldt 155 militære og civile personer i Pentagon.

Ifølge den officielle fremstilling blev Pentagon ramt af Flight 77, et kæmpefly af typen Boeing 757, der blev brugt som en rambuk. I muren blev der officielt revet et hul, som kun var mellem 4,6 og 5,5 meter (15 og 18 fod ) i diameter. Der er ingen skader ved siden af eller oven over hullet. Billeder fra stedet viser ingen vragrester som f.eks. dele af det vældige skrog, vingerne, halen med det store ror, der er over 12 meter ( 40 fod ) højt, eller de tunge motorer.

Kritikere har anført, at for at få den officielle forklaring til at stemme, må halen have været så høflig, at den dukkede sig, før flyet brasede ind i bygningen.

Den officielle forklaring hævder, at flyet trængte helt ind til den tredje ring af de fem, Pentagon er inddelt i. Men heller ikke på dette sted er der bevisligt fundet vragrester. Et fly, der anvendes som rambuk, vil smadre en mur. Dette forhold har givet næring til teorier om, at der var tale om et missil, idet et sådant vil gennemtrænge muren, sådan som det skete, og frembringe et hul, som billeder viser. Målt fra vingespids til vingespids var flyet 38 meter (125 fod) bredt, men er ifølge den officielle forklaring forsvundet sporløst gennem et hul, der som nævnt er mindre end 6 meter (12 fod) bredt. Den brand, der brød ud i Pentagon, var ret voldsom og kortvarig. Men vragrester af stål og aluminium kan ikke være smeltet ved en sådan almindelig kuliltebrand. Det skabte en officiel forklaring om, at vragresterne var fordampet. Men den påstand gav blot ny næring til teorien om et missilangreb.

Endnu en omstændighed har givet anledning til undren, forklaringer og bortforklaringer og intens debat. Ofrenes identitet blev officielt konsta­teret ved hjælp af deres fingeraftryk. Men det kan jo ikke stemme, at vragresterne fordampede ved udvikling af meget høje temperaturer, og at der samtidig blev fundet lig eller ligrester, der ikke var brændt og var så nedkølede, at det var muligt at tage og at anvende deres fingeraftryk til identifikation.

Missilteorien

Talrige oplysninger og øjenvidneskildringer indikerer, at et missil eller måske et lille militærfly var 'skyldigt' i angrebet på Pentagon. Den mest udbredte påstand i denne retning er baseret på den kendsger­ning, at et missil som nævnt gennemborer sit mål og frembringer et hul som det i Pentagons ydermur. Mange ganske pålidelige øjenvidner har set et lavtgående fly eller missil komme flyvende i høj hastighed med brølende eller hvinende motor og med retning mod Pentagon.


Konspirationsteorier

Ligesom det er tilfældet med det aldrig rigtigt opklarede mord på præsident John F. Kennedy, eller for at blive i det hjemlige, den tyske besættelse af Danmark, opstod der og opstår der hårdnakkede konspirations-formodninger og -teorier. I alle tilfælde er de vanskelige at bevise, fordi så meget bliver holdt hemmeligt og fejet ind under guldtæppet, eller som i det danske tilfælde stuvet af vejen i lukkede arkiver. Muligvis kan konspirations-påstande ofte afvises, men det kan jo ikke gælde de sande!

Det turde være en ubestridelig og erfaringsmæssigt bevist kendsgerning, at USA med CIA som spidspids har deltaget i nærmest utallige, hemmelige konspirationer i nærmest utallige lande, bl.a. i de amerikanske stater. Hvis politiske kup­planer eller militærkup som i sin tid i Grækenland eller Chile medtages, må selv den mest indædte konspirationsafviser bøje sig for de uafviselige kendsgerninger. Således forholder det sig også med 11. september, hvor mange foreteelser må være baseret på aftaler, overenskomster eller hemmelige planer.


Forhåndsinformationer

David Ray Griffin refererer i sin bog om '11. september' mange mere eller mindre beviste påstande om, at USA's myndigheder i forvejen havde informationer om angrebene, men forhindrede både undersøgelser og anholdelser af afslørede eller mistænkte gerningsmænd. Dertil kommer formodninger om, at 'visse kredse', der måske ikke direkte deltog i planlægningen og udførelsen af angrebene, i hvert fald udnyttede dem til forsøg på at retfærdiggøre eller gennemtrumfe en ny politik.

I bogen påvises det, at USA's 'krig mod terrorisme' i Afghanistan og Irak ikke var reaktioner på '11. september', men var planlagt længe før disse begivenheder og blot var en del af en større dagsorden. USA's interesse i Afghanistan skyldes bl.a. planerne om at bygge rørledninger gennem dette land og Pakistan for at kunne transportere olie og gas fra Turkmenistan til en position ved det Indiske Ocean.

USA's interesse i Irak skyldes først og fremmest olie. Det ligger vist i øvrigt klart for tænkende mennesker. David Ray Griffin påviser, hvorledes Taliban-styret blev oprettet og fik leveret våben m.v. med massiv 'bistand' fra den amerikanske efterretningstje­neste CIA og fra Pakistans tilsvarende ISI (Inter Services Intelligence). Også Saudi-Arabien var med og gav betydelig økonomisk støtte.

Skjulte forbindelser

Blandt de mange betændte sager i den aggressive amerikanske præsident George W. Bushs fremfærd er denne families meget nære forbindelser med 'superterroristen' Osama bin Laden og de kongelige saudiarabere. Bin Laden-familien, der i nogen grad har taget afstand fra Osama bin Laden og al-Qaeda, er en af de mest indflydelsesrige i Saudi-Arabien og har haft tætte forretningsmæssige forbindelser med den amerikanske Bush-familie i mere end 20 år.

Forbindelsen synes opretholdt og har i hvert fald haft opsigtsvækkende konsekvenser. Det er en meget mystisk begivenhed, at umiddelbart efter '11. september' fik mange medlemmer af Laden-familien mulighed for at forlade USA. Der kan udmærket blandt dem have været folk, som støtter Osama bin Laden, der i modsætning til tidligere nu fremstilles som et uhyggeligt monster.

Saudi-arabernes fly fik oven i købet tilladelse til at lette, før det ellers totale flyveforbud efter 11. september var ophævet. Det er en fastslået kendsgerning, som ikke kan bestrides af noget fornuftsvæsen.

Højrefolkenes medskyld

Mysteriet om '11. september' har fremkaldt et væld af artikler, radio- og tv-programmer, der på baggrund af åbenbare huller i efterforskningen har rettet søgelyset på den amerikanske politiske højrefløjs udnyttelse af sagen til at oppiske et helt umådeholdent hysteri om 'krig mod terror'. Interessen samler sig om, hvorvidt og i hvilken grad ansvarlige myndigheder på en eller anden måde har deltaget i at skabe USA's 'nye Pearl Harbor eller rigsdagsbrand'.

Politikere, militære chefer, 'meningsdannere' m.fl. retter bedende blikket imod det høje og afviser fnysende og forargede, at ansvarlige personer har deltaget i, været vidende om eller har lukket øjnene for noget sådant. Det er da fuldstændig utænkeligt i det demokratiske USA, lyder det.

Fortalerne for teorien bider dog fast og henviser især til 'det cubanske eksempel'.

I 1962 gav den daværende præsident Eisenhower efterretningstjenesten CIA ordre til at frembringe et påskud til at invadere Cuba. Kort tid efter blev planen overtaget af den nye præsident Kennedy, der dog fratog CIA sagen og overdrog den til krigs- eller forsvarsministeriet.

David Ray Griffin har i en ny bog, der opfølger The New Pearl Harbor, kritisk gennemgået den officielle undersøgelsesrapport fra 11. september-kommissionen.
Den er et røgslør, mener han

Herefter blev en ny, hemmelig plan, 'Operation Northwoods', udarbejdet. Heri indgik forslag til at forøge den bestående spænding mellem USA og Cuba og påvirke verdensoffentligheden og de Forenede Nationer, FN. For at skabe dette billede blev der bl.a. fremsat forslag om at udvikle en ”kommunistisk terrorkampagne” i Miami, Florida og måske Washington. Den tophemmelige plan, der for nylig er blevet frigivet, så den kan offentliggøres, bærer titlen 'Memorandum til forsvarsministeren' og er underskrevet af alle de militære stabschefer. Den indeholder blandt meget andet også dette forslag:
'Vi kunne sænke en bådfuld cubanere undervejs til Florida (virkelig eller simuleret).'

Følgende ide fortjener faktisk al mulig opmærksomhed, idet den synes at være en opskrift til '11. september':
'Det er muligt at skabe en hændelse, som på overbevisende måde vil demonstrere, at et cubansk fly har angrebet og skudt et civilt rutefly ned ... passagererne kunne være en gruppe universitetsstuderende på vej til ferie.'

Forfatteren skriver, at selv om Kennedy afviste planen – det var efter hans fiasko med invasionen i svinebugten i Cuba – betyder det ikke, at alle præsidenter altid og under alle omstændig­heder vil afvise sådanne planer i den hensigt at opnå geopolitiske mål gennem 'hændelser', som involverer, at man ofrer uskyldige, endda uskyldige amerikanere.

Forfatteren opfordrer læserne til ved afvejning af alle argumenter at stille det helt afgørende spørgsmål om, hvem der kan have fordel af den skete 'hændelse'.


Præsidentens besynderlige optræden

På selve dagen for angrebet på USA optrådte den amerikanske præsident så besynderligt, at det vakte stor uro og skabte heftig mediestorm. George W. Bush skulle denne dag besøge en skole i Sarasota i Florida og bl.a. høre nogle elever læse, og pressen skulle have mulighed for at tage billeder. Han var omgivet af den sædvanlige garde af sikkerhedsfolk fra det særlige korps, Secret Service, der siges at være udstyret med verdens mest avancerede kommunikationsudstyr.

Bush ankom til skolen umiddelbart før kl. 9, mens det først angribende fly ramte WTC kl. 8.48 – og to andre fly var kapret. Radiostationerne havde straks afbrudt deres udsendelser for at informere om angrebet. Havde sikkerhedsfolkene ikke kontakt til omverdenen? Havde ingen af bilerne radio? Under den senere debat i medierne hævdede præsidenten og andre ganske hårdnakket, at Bush ikke anede noget om det skete og først fik det at vide ved ankomsten til skolen. Kl. 9.03 satte præsident Bush sig til rette i et klasselokale for at høre ele­verne læse op.

Det er bemærkelsesværdigt, at på samme tidspunkt blev vicepræsident Cheney og præsidentens sikkerhedsrådgiver Condoleezza Rice, der opholdt sig i det Hvide Hus, af agenter fra Secret Service ført ned i den bombesikre beskyttelsesbunker.

Den kendsgerning, at Secret Service-folkene omkring Bush ikke førte ham til et andet sted, som det skulle ske efter sikkerhedsforskrifterne, har i sig selv skabt forundring. Spørgsmålet er vigtigt, fordi Bush må have været et mål, og flykaprerne har vidst, hvor præsidenten ville opholde sig, idet skolebesøget var omtalt tidligere.

En ledende efterretningsagent, James Bamford, har oplyst, at selv da USA's øverstbefalende blev informeret om, at USA var under angreb, var han ikke interesseret i flere detaljer. Han spurgte ikke, om der havde været andre trusler, hvor angrebene kom fra, og hvordan man bedst kunne beskytte landet mod yderligere angreb.

Midt i dette nye Pearl Harbor vendte præsidenten tilbage til pressefolkene og underholdt sig med dem om dagens opgave, dagens fotoseance. Præsidenten lyttede smilende til elever i en andenklasse, der læste op om en kæleged. Præsidenten småsludrede og spøgte bredt smilende med de benovede skoleelever og bjæffede bl.a. wow-wow for dem. Da det blev vist på tv og i videooptagelser, skabte det stor vrede hos mange mennesker.

Pårørende til folk, der på samme tid blev brændt op i WTC, var dybt forargede over præsidentens opførsel. Ledsagere beskrev senere præsidenten som påfaldende afslappet og ubekymret. Da en journalist spurgte Bush, om han havde hørt, hvad der var sket i New York, svarede han: 'Det vil jeg snakke om senere'.
Derefter trådte han frem og gav hånd til den kvindelige klasselærer Daniels og sneg sin venstre hånd om bag hende i endnu en posering for kameraerne. Han tog sig god tid. På grund af forargelsen udsendte det Hvide Hus et år senere en anden version, hvorefter præsidenten hurtigt afbrød skolebesøget, nemlig i løbet af 'få sekunder'. I virkeligheden betød 'få' mindst 700 sekunder.

På spørgsmålet om, hvorfor præsidenten ikke bekymrede sig om den mulige fare for de ca. 200 mennesker på skolen, lyder forklaringen, at Bush ikke ville gøre børnene urolige. Mange af de kritisk indstillede journalister og andre mener, at præsident Bush med hele sin opførsel indikerer, at han har vidst besked i forvejen og var klar over, at der reelt ikke bestod nogen fare for ham selv.

Fra skolen kørte George W. Bush og hele hans bilkortege til lufthavnen, hvor præsidenten steg om bord i Air Force One, som lettede kl. 9.55. Her er der igen et særligt mysterium. På det nævnte tidspunkt var mere end 3.000 fly i luften over USA, og ingen vidste, hvor mange fly der var kapret. Alligevel blev præsidentflyet Air Force One, der var et oplagt mål for angriberne, ikke ledsaget af en eskorte af jagerfly, som er i 24 timers kampberedskab, og som 'normalt' ville være en selvfølge.


Kritik som helligbrøde

Efter '11. september' blev alle naturli­ge spørgsmål og kritiske bemærknin­ger afvist af mange konservative politikere, medier m.v.

Der blev ligefrem kørt en kampagne, hvor kritikere blev anklaget for man­gel på amerikansk patriotisme. Den 12. september erklærede præsident Bush, at han ville stille sig i spidsen for en 'storslået kamp mellem det gode og det onde'. Den efterfølgende dag blev i stor stil markeret som 'Den Nationale Dag' for bøn og til minde om ofrene for terroristangrebene.

14. september holdt den nyreligiøse præsident selv en prædiken, omgivet af tv-prædikanten Bill Graham, en kar­dinal, en rabbiner, en imam samt fire tidligere præsidenter og mange kongresmedlemmer.

For første gang i historien udstedte en amerikansk præsident fra en prædikestol i en katedral en krigserklæring. Han sagde bl.a.:
- Vores ansvar over for historien er allerede klart ... Vi skal besvare disse angreb og befri verden for ondskab ... Der er blevet ført krig imod os i hem­melighed, ved hjælp af bedrageri og mord ... Denne nation er fredelig, men barsk, når den vækkes til vrede ... De har angrebet USA, fordi vi er frihe­dens hjem og forsvarer ... Vi beder den almægtige Gud våge over vores nation og give os tålmodighed og beslutsomhed i alt det, der kommer... Og må Han altid vejlede vores land. Gud velsigne Amerika.

Med disse ord helliggjorde præsident George W. Bush sin aggressive, imperialistiske politik og stemplede uden videre enhver modstand og kritik som kættersk helligbrøde.

David Ray Griffin: 'Det nye Pearl Harbor – Foruroligende spørgsmål om Bush-administrationen og 11. september'
320 sider, 160 kr.
'Progressive Publishing'
www.prog-net.dk.

- End -