Analyse
 

Afstraffelse af Danmark:
den forkerte fjende

Af Ramzy Baroud
Redaktør af
Palestine Chronicle

Originalartikel Asia Times
2.febr. 2006

Introduktion

Ramzy Baroud, chefredaktør for online-avisen Palestine Chronicle, har i en kommentar i Asia Times behandlet den arabiske og muslimske verdens reaktion på Jyllands Postens reaktionære provokation med Muhammed-tegningerne.

Barouds artikel sigter mod de reaktionære kræfter i den arabisske ogv muslimske verden, som med egne formål søger at udnytte ophidselsen over Mohammed-tegningerne. Ikke som et forsvar for det hykleriske danske forsvar for "ytringsfriheden", men som en kritik af sigtet med de voldsomme reaktioner. Disse tilslører den manglende kritik af hovedfjenden: det amerikansk dominerede Vestens aggression imod den muslimske verden.

Forfatteren undrer sig over valget af Danmark som "prygleknap". Men det burde vel ikke undre. Danmark er i verdenspolitisk sammenhæng et lille mindre betydningsfuldt lakajland, som temmelig omkostningsfrit kan irettesættes stedfortrædende og dermed på en gang tjene både de konservative arabiske regeringers amerikanske samarbejdspartnere og befolkningernes protester.

Under artiklen har Stop Terrorkrigen citeret fra den europæiske menneskerettighedkonvention, som ganske utvetydigt trækker grænserne for benyttelsen af ytringsfriheden, der som bekendt aldrig har været tænkt som en beskyttelse af magthaverne og deres talerør. Enhver kan spørge sig selv, om ikke Jyllands Postens tegninger overskrider denne konvention?

Fra journalister og intellektuelle i Danmark og Europa savnes en tilsvarende selvkritisk analyse som Ramzy Barouds i den arabiske ogv muslimske verden.
Forfatteren Arne Herløv Petersen er en af de få, der er kommet med en klar afsløring af den fremherskende dobbeltmoral her -
se Ytringsfrihed, fetaost og landsforræderi

STOP TERRORKRIGEN

Kun er uansvarligt og inellektuelt kluntet individ ville kunne finde på at tegne så krænkende, som de billeder, der af en bladtegner i den danske avis Jyllands-Posten fremstiller profeten Muhammed. Og ingen avis med respekt for sig selv ville tillade sig at publicere noget så fladpandet.
Reaktionen i den muslimske verden henleder imidlertid opmærksomheden på et meget alvorligere emne.

Jyllands-Posten - sammen med et andet blad i Norge, der genoptrykte de krænkende tegninger - er tydeligvis hverken selv-respekterende eller alvorlige. Hvad skal det gøre godt for at afbillede en profet, der æres af hundrede af millioner over hele verden, som en terrorist, der bærer en bombe under sin turban? Hvad bibringer det af humor eller intellekt at portrættere et menneske, der har bidraget til en stor del af menneskehedens åndlige forestillingsverden, som et svin? Overhovedet intet.

Hvad det kommer til at gøre er tværtimod at forstærke og fastlåse de følelser af bitterhed og ydmygelse, der opleves af millioner af muslimer, altimens de lider under de amerikansk styrede vestlige krige med alle deres tragedier og endeløse blodsugydelser.

End ikke den bekvemme undskyldning om pressefrihed er et særlig rimeligt forsvar for latterliggørelsen. En sådan frihed burde ikke påkaldes som et anvendeligt påskud, der blot udvider kløften mellem Vesten og den muslimske verden. Desuden: Hvorfor ikke indrømme, at der i de fleste vestlige samfund er mange ubetvivlelige værdier, gamle og nye, der er tabu, som få vover at nærme sig, hvor holocaust er en af dem?

Men det er ikke de vestlige mediers selvmodsigelser, som jeg ønsker at fokusere på her.
Hvad jeg ønsker er at undersøge den arabiske og muslimske verdens selvmodsigelser, der karakteriserer den arabiske og muslimske verdens kollektive reaktion på mere eller mindre håndgribelige aggressioner.

Den anti-danske bevægelse, som det med imponerende hast er lykkedes at opbygge i muslimske lande: kollektive græsrodsaktioner og afgørende politiske initiativer under ledelse af forskellige regeringer - med Libyen og Saudi Arabien i spidsen tog hurtigt form af en af de mest koordinerede arabiske missioner siden 1973, der lagde yderligere pres på både Danmark og Norge.

I mellemtiden er en alvorlig økonomisk boykotkampagne hastigt ved manifestere sig i form af tomme hylder i indkøbscentre, der engang tilbød danske produkter over hele Saudi Arabien og andre lande.

Den danske statsminister Anders Fogh Rasmussen, der skønt han ikke undskyldte personlig, anbefalede JyllandsPosten at give en klar undskyldning for at have fornærmet muslimer og muslimske lande med sin redaktionelle beslutning om at offentliggøre tegningerne.
Men det vil ikke være tilstrækkeligt i lyset af en optrækkende storm, eftersom repræsentanter for den arabiske liga med sikkerhed tager sagen til FN i håb om vedtagelse af en FN resolution, der (ifølge BBC) bakket op af sanktioner skal beskytte religon imod krænkelser.

Mens man må rose en sådan forenet arabisk og muslimsk holdning - i håb om at den vil begrænse sig til legitime former for protest - så kan man ikke lade være med at undre sig: Hvor var en sådan kollektivitet, da der var størst behov for den?

Dette er ikke for at antyde, at forseelse imod et folks tro - et hvilketsomhelst folk eller tro - bør tages let. Men hvis arabere kan være så effektive i organiseringen af så folkelige (og effektive) kampagner, der bruger økonomiske, politisk og diplomatiske midler til at opnå indrømmelser, hvorfor så den totale fravær af sådanne kampagner som protest imod USA's krig imod Irak, dets betingelsesløse støtte til Israel og den nedladende udenrigspolitik og de grandiose demokrati- paradeforestillinger, som det ønsker at påtvinge alle og enhver?

Er det ikke temmelig ejendommeligt, at billige israelske produkter uden forbehold oversvømmer arabiske markeder fra Marokko til Qatar til trods for den kendsgerning, at Israel besættter jord, der tilhører tre arabiske lande? Er det ikke ejendommeligt, at muslimske lande drevent baner vej for en normalisering med Israel - nogle åbent som Pakistan, andre mere fordækt som Malaysia - til trods for den kendsgerning, at Israel skamløst fører sig frem med sin politik, der omfatter målrettede snigmord og drab på hundreder af palestinensere?

Og hvor krigeriske mener man, de danske medier kan være sammenlignet med deres modparter i de Forenede Stater og Storbritannien? Ikke desto mindre er der næppe en eneste arabisk husholdning, der savner adgang til CNN, HBO og Fox. Det er temmelig ironisk, at mange i de arabiske medier helt tilfældigt opdagede, at 530 danske soldater deltager i den illegitime amerikanske krig imod Irak, som følge af den danske aviskonflikt.

Det kan således dårlig hævdes, at den folkelige reaktion på de krænkende tegninger var kulminationen på en årelang bitterhed rettet imod dansk udenrigspolitik, enten i Irak eller i forhold til noget andet arabisk eller muslimsk relateret spørgsmål.

Dette er hverken et forsøg på at forsvare Danmark (eller Norge) eller dets tilsyneladende selektive "pressefrihed", men at fokusere på de misforståede prioriteringer, der oversvømmer den ararbiske verden i dag.

Efter et årti af amerikansk anførte FN-sanktioner i Irak blev muslimske og arabiske nabolande rost af De Forenede Stater for, at deres samarbejde var afgørende for det vellykkede resultat af sanktionerne mod den ramte nation. Ifølge de mest forsigtige og forældede FN-rapporter døde mere end 500.000 irakiske børn som resultat af manglende medicin.

Hvor var det folkelige oprør dengang, hvor var det diplomatiske raseri og boykot- kampagnerne? Jeg er bange for, at den muslimsk- og arabisk ledede anti-danske kampagne vil uddybe en kløft, der adskiller begge verdener, underbygge arabernes ry for at være intolerante og samtidig levere en betydningsløs tegner hans livs chance: chancen for matyrium på vegne af pressefrihed og måske en bogkontrakt og/ eller et indslag på Oprah Winfreys TV talkshow. Men det er blot, hvad man kan forvente.

Profeten Muhammed æres, fordi hans bidrag til millioner af muslimers dagligliv føles overalt. Han behøver ikke en dansk bladtegner for at værdsætte eller stryge hans relevans i millioners liv. Det kan muslimer være sikre på.

Det er imidlertid forstemmende, at den muslimske verdens kollektive energi er opslugt af at fordømme et lille europæisk land over en tegning, mens amerikanske militærbaser hjemsøger hjertet af den arabiske verden, og amerikanske fast-food restauranter trænges om ethvert gadehjørne fra Atlanterhavet til den Arabiske Golf, mens de færreste synes at bemærke det eller overhovedet at bekymre sig om det.

Ramzy Baroud underviser i massekommunikation ved Curtin Universityt of Technology og er forfatter til den kommende bog The Second Palestinian Intifada: A Chronicle of a People´s Struggle (Pluto Press, London).
Han er også chefredaktør af Palestine Chronicle.

Oversat af Hans Pendrup for Stop Terrorkrigen

Appendix:

Europæiske Menneskeretskonvention artikel 10, der handler om ytringsfrihed:

tk. 1 Enhver har ret til ytringsfrihed. Denne ret omfatter meningsfrihed og frihed til at give eller modtage meddelelser eller tanker, uden indblanding fra offentlig myndighed, og uden hensyn til grænser

Stk. 2 Da udøvelsen af disse frihedsrettigheder medfører pligter og ansvar er der nogle begrænsninger i ytringsfriheden, bl.a. hensynet til beskyttelse af andres gode navn, rygte og rettigheder. FN's konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination fordømmer i artikel 4, Al propaganda og alle organisationer, som bygger på ideer eller teorier om overlegenhed hos en enkelt race eller en persongruppe af en bestemt hudfarve eller etnisk oprindelse, eller som søger at forsvare eller fremme nogen form for racehad og racediskrimination.

a) Medlemsstaterne skal kriminalisere al udbredelse af ideer, der hviler på racemæssig overlegenhed eller racehad.

- End -