Amerikas geopolitiske mareridt

Strategisk energipolitik i Eurasien

Af F. William Engdahl

GlobalResearch.ca 7. maj 2006

Bush administrationen fik chancen for at "levere varen" i forbindelse med USA´s strategiske målsætning i henseende til global kontrol med energiresourcerne. Det mislykkedes, ligesom det er ved at mislykkes m.h.t Iran, hvor amerikansk antagonisme er ved at drive rivaliserende lande i hinandens arme. Administrationen har også mistet grebet om beskyttelse af amerikansk overherredømme, som det efterstræbes i overensstemmelse med Bush doktrinen, især med hensyn til Kina og Rusland. Det er potentielt det største strategiske nederlag for amerikansk magtudfoldelse siden 2. verdenskrig.
- F William Engdahl

" I løbet af kun 12 måneder er det lykkedes Rusland og Kina at flytte brikkerne på Eurasien´s geoolitiske "skakbrædt" væk fra, hvad der har været en overvældende amerikansk strategisk fordel til det modsatte, hvor USA i stigende grad er isoleret.
Det er potentielt det største strategiske nederlag for den amerikanske magt udfoldelse i perioden efter 2. verdenskrig
Dette er også den strategiske baggrund for den såkaldte realistiske klikes genopdukken i amerikansk politik."

Part I: Disintegrationen af Bush præsidentskab

Ved at henlede opmærksomheden på den indlysende rolle olje spiller i amerikanske politik idag, har Bush-Cheney administrationen gjort lige netop dette: De har henledt verdens energimanglende magters opmærksomhed på den strategiske kamp om energi og især olje. Dette har allerede konsekvenser for den globale økonomi, manifesteret i form af et prisniveau på $75 pr tønde råolje.
Nu antager det dimensioner af, hvad en tidligere amerikanske forsvarsminister med rette kalder, et "geopolitisk mareridt" for de Forenede Stater.

Bush-Cheney-Rumsfeld og co.s tilvejebringelse af et geopolitisk mareridt er også nøglen til forståelse af de dramatiske politiske skift indenfor de amerikanske establishment i de forløbne seks måneder, bort fra Bush's præsidentskab.

Kort sagt:
Bush/Cheney og deres bande af neo-konservative krigshøge, med deres særlige forhold til Israels i Irak og over hele Mellemøsten, fik en chance.
Denne chance gik ud på at levere ressourcer til det amerikanske strategiske mål i form af kontrol med global kontrol med oljeressourcerne med henblik på at sikre USA's rolle som den første blandt ligemænd i det kommende tiår og videre.

Ikke blot er det mislykkedes dem at "levere" dette mål om amerikansk strategisk dominans. De har også truet hele grundlaget for fortsat amerikansk overherredømme, eller som Rumsfelds Pentagon ynder at kalde det: "Full Spectrum Dominance."

Den bolivianske præsident Evo Morales´ initiativ i kølvandet på møder med Venezuelas Hugo Chavez og Fidel Castro med henblik på at udøve national kontrol over olje og gasresourcer er blot den seneste demonstration af tilbagegangen for amerikansk magtudfoldelse.

Bush-doktrinens fremtid på vippen

Eftersom den amerikanske udenrigspolitiks realiteter er tilsløret af den endeløse retorik om "forsvar for demokrati" og lignende, er det nyttigt at gøre sig klart, at amerikansk udenrigspolitik siden Sovjet Unionens sammenbrud har været åben og utilsløret. Det drejer sig om for enhver pris at forhindre befæstelsen af en potentiel kombination af lande, der vil kunne udfordre amerikansk dominans. Dette er den amerikanske politik, som er nærmere beskrevet i Bush's West Point tale i juni 2002.

Ved denne lejlighed skitserede præsidenten en radikal afvigelse i uforbeholden amerikansk udenrigspolitik på to afgørende områder: En politik for præventiv krig,hvis USA skulle være truet af terrorister eller af slyngelstater engageret i produktion af masseødelæggelsesvåben. For det andet bemyndigede retten til selvforsvar USA til at indlede forebyggende angreb imod potentielle aggressorer, og afskæring af disse før de er i stand til at indlede angreb imod USA.

Den nye amerikanske doktrin, Bush doktrinen, proklamerede ligeledes "USA´s pligt til at indsætte ensidig militær aktion når acceptable multilaterale løsninger ikke kan findes." Den gik videre og erklærede det for amerikansk politk, at "De Forenede Stater har og agter at fastholde militær styrke hinsides udfordringer."
USA agter at indlede en hvilkensomhelst aktion, der skønnes nødvendig, for at videreføre sin status som verdens eneste militære supermagt. Dette har ligheder med det britiske imperiums politik før første verdenskrig, hvor the Royal Navy måtte være større end verdens to næststørste flåder tilsammen.

Politikken indebar også forudgribende regimeforandring rundt omkring i verden under slogan'et "udvidelse af demokratiet". Som Bush erklærede i West Point: ´USA har ikke noget imperium, der skal udvides eller utopia, der skal etableres. Vi ønsker kun for andre, hvad vi ønsker for os selv -- sikkerhed fra vold, frihedens frugter og håbet om et bedre liv."

Disse politiske fragmenter blev samlet til en officiel politik i september 2002, en tekst fra det Nationale Sikkerhedsråd med titlen The National Security Strategy of the United States. Denne tekst blev udfærdiget for præsidentens underskrift af den daværende NSA chef Condi Rice. Hun tog til gengæld et tidligere politik dokument der var udarbejdet under Bush senior præsidentskabet i 1992 af den neo-konservative Paul Wolfowitz.

En intern læk af udkastet til New York Times førte derefter Præsident Bush senior til at bekendtgøre, at dette kun var et udkast og ikke USA´s politik.´ I 2002 var det imidlertid officiel amerikansk politik.

Rice's Bush- doktrin fastslog, at "militær pre-emption (forebyggelse) " var legitim, når truslen var ´fremdukkende' eller 'tilstrækkelig, selv hvis der fortsat var usikkerhed mht til tid og sted for fjendens angreb´
Dette efterlod ifølge kritikere et hul stort nok til at en Abrams-tank kunne rulle igennem. Afghanistan, som i det foreliggende tilfælde blev erklæret for et legitimt mål for amerikansk militært bombardement, fordi Taliban regimet havde sagt, at det kun ville udlevere Osama bin Laden, hvis USA fremlagde bevis for, at han stod bag angrebet 11 september på verdenshandelscentret og Pentagon. Bush leverede ikke noget bevis. Han indledte en "pre-emtiv" krig.
På den tid var der kun få, der bekymrede sig om at tage den international rets finesser i betragtning.

Bush doktrinen var og er en neo-konservativ doktrin for forebyggende og forudgribende (pre-emptive) krig. Den har vist sig at være en katastrofe for USA´s rolle som eneste supermagt.
Dette er baggrunden for forståelsen af alle begivenheder i dag, således som de udfolder sig i og omkring Washington.

Det er fremtiden for Bush-doktrinens udenrigspolitik og faktisk de Forenede Staters fremtidige evne til at fortsætte som eneste supermagt eller eneste hvadsomhelst, der nu er på spil i forbindelse med Bush-præsidentskabets fremtid.

Det er nyttigt at notere sig , at viceforsvarsminister Wolfowitz skrev sit 1992-udkast for den daværende forsvarsminister, Dick Cheney.

Bush-administrationen i krise

Det mest fascinerende tegn på en gennemgribende forandring indenfor det amerikanske politiske etablissement i forhold til Bush doktrinen, og de, som står bag den, er den debat, der udvikler sig i forbindelse med et 83 siders arbejdspapir, der oprindeligt blev offentliggjort på Harvard Universitetets officielle hjemmeside, der kritiserede Israels dominerende rolle i forbindelse med udformningen af USA's udenrigspolitik.

Arbejdspapiret blev indledningsvis kasseret af B´nai Brith og udvalgte neo-konservative skribenter, som "anti-semitisk", hvilket det ikke er. En kommentator forsøgte at smæde det som "et ekko af tidligere KKK (Ku Klux Klan leder, den tidligere KKK leder og white power advokat David Duke´s synspunkter," der også har angrebet Israel lobbyen.

Den kendsgerning er imidlertid særdeles væsentlig, at denne gang er førende mainstream medier inklusive Richard Cohen i Washington Post kommet Walt og Mearsheimer (se nedenstående om disse) til undsætning. Selv visse dele af israelsk presse har gjort dette. Tabuet omkring offentlig omtale af neo-konservatives pro-israelske dagsorden er tilsyneladende brudt. Det antyder at den gamle gardes udenrigspolitiske etablissemet, dvs typer som Zbigniew Brzezinski og Brent Scowcorft og deres allierede træder frem for at genoptage den udenrigspolitisk ledelse. De neo-konservative har vist sig at være en kolossal fejltagelse i deres forsvar for Amerikas strategiske realpolitiske interesser, således som realisterne ser det. *

Det omtalte arbejdspapir, "Den israelske lobby og amerikansk udenrigspolitik," blev skrevet af to højt respekterede amerikanske udenrigspolitiske realister og rådgivere for udenrigsministeriet. Forfatterne er hverken neo-nazi skinheads eller anti-semiter.
John J. Mearsheimer er professor i political science og meddirektør for Program on International Security Policy ved Chicago university. Stephen M. Walt er akademisk dean og professor ved Harvards Kennedy School of Government. Begge er medlemmer af Coalition for a Realistic Foreign Policy. De er såkaldte "realister" på linje med Kissinger, Scowcroft og Brzezinski.

Nogle af deres konklusioner vedr. den israelske lobbys mål er:

* ´Ingen lobby har haft held til at fjerne udenrigspolitikken så langt fra, hvad den amerikanske nationale interesse ellers ville lade formode jævnsides med bestræbelser på at overbevise amerikanere om, at USA og israelske interesser i alt væsentligt er identiske.´

* Amerikanske tilhængere af Israel støttede krigen imod Irak. De overordnede embedsmænd i administrationen, der gik i spidsen for kampagnen, var også i fortroppen af Israel lobbyen, dvs. daværende vice forsvarsminister Paul Wolfowitz; viceforsvarsminister Douglas Feith; Elliott Abrams, mellemøstlige affærer for det Hvide Hus; David Wurmser, mellemøstlige affærer for vicepræsident Richard Cheney; Richard Perle, første blandt neokonservative ligemænd, (tidligere) formand for forsvarspolitisk udvalg, en indflydelsesrig rådgivningsgruppe af strategiske eksperter.

* Lignende bestræbelser er nu på vej med henblik på at bombe Irans atom-faciliteter.

* AIPAC (israelsk lobby org.) bekæmper registrering som udenlandske agenter, fordi dette ville være ensbetydende med alvorlige begrænsninger af dets kongresrelaterede aktiviteter, især på det lovgivende område i forbindelse med valg ... amerikanske politikere er fortsat yderst følsomme overfor kampagnebidrag og andre former for politisk pres og større mediedistributører er tilbøjelige til at forblive velvilligt indstillede overfor Israel, uanset hvad det gør.

Det er nyttigt at citere målene for den Coalition for a Realistic Foreign Policy, som Walt og Mersheimer er medlemmer af, som grundlag for en bedre forståelse af deres gruppering i den aktuelle fløjkrig inden for den amerikanske elite (mellem tilhængere af en "realistisk" kontra en "idealistisk" aktuelt neo-konservativ udenrigspolitik, O.A. ).

Denne koalitions website fastslår:

`På baggrund af en stadigt mere blodig konflikt i Irak bevæger amerikansk udenrigspolitik sig i en farlig retning imod imperium.
Bekymrende imperiale tendenser gør sig gældende i Bush administrationens nationale sikkerhedpolitik. Dokumentet om denne lover højtideligt at opretholde Amerikas militære dominans i verden, og det gør det på en måde, der opmuntrer andre lande til at danne modsatrettede koalitioner og alliancer. Vi kan forvente, og vi ser nu, flere magtbalancer, der danner sig imod os. Folk oprøres over og modsætter sig dominans, uanset hvor godartet den forekommer."

Forfatterne Walt og Mearsheimer bemærker også, at Richard Perle og Douglas Feith satte deres navne under et politisk blueprint i 1996 for Benjamin Netanyahus dengang kommende regering i Israel med titlen´Et rent brud: En ny strategi til sikring af riget [Israel]´.

I dette dokument anbefalede Perle og Feith Netanyahu, at den zionistiske genopbygning burde forkaste enhver tanke om at handle land for fred med palestinenserne, dvs at skrotte Oslo- overenskomsterne. Videre måtte Saddam Hussein styrtes og demokrati etableres i Irak, hvilket efterfølgende ville vise sig at være smittende for Israels andre arabiske naboer. Dette var i 1996, syv år før Bush indledte en næsten ensidig krig for regime-forandring i Irak.

Da NBC TVs Tim Russert på den udbredt sete ´Meet the Press´ spurgte Perle om hans alenlange geopolitiske liste til fordel for Israel, svarede Perle: ´Hvad er der i vejen med den?´

Hvis alt dette skulle lykkes, skrev Perle og Feith, "Ville Israel være nødt til at vinde bred amerikansk støtte."

For at sikre denne støtte anbefalede de den israelske premierminister at betjene sig af "en sprogbrug amerikanerne var fortrolig med og som går i hak med temaer fra amerikanske administrationer under den kolde krig, og som passer lige så godt på Israel."
En israelsk kommentator i Ha´aretz anklagede Perle og Feith for ´at bevæge sig på en knivsæg´ mellem ´deres loyalitet overfor amerikanske og israelske interesser.´

I dag har Perle været tvunget til at holde en lav profil i Washington efter tidligere at have været formand for Rumsfelds forsvarspolitiske udvalg i Pentagon. Feith blev tvunget til at forlade udenrigsministeriet til fordel for den private sektor. Det er mere end et år siden.

En bølge af Bush- tilbagetrædelser er undervejs

Nu er det Hvide Hus' stabschef og en mand, der var en loyal væbner for Bush familjen i 25 år, Andrew Card, trådt tilbage og i en bekendtgørelse, der øjensynligt chokerede neokonservative høge som William Kristol, annoncerede Bush's pro-neokonservative CIA-chef, Porter Goss, brat sin afsked med en kortfattet erklæring.

Goss' afgang blev forudvarslet af den voksende skandale, der involverede Goss' nr. 3 mand i CIA, administrerende direktør Kyle ´Dusty´ Foggo. Sidste december indledte CIA's generalinspektør en undersøgelse af Foggos rolle i Pentagon-CIA kontrakt-svindel. Foggo er også blevet forbundet med en opdukkende White-House-GOP sexskandale, der kunne få Monika Lewinsky affæren til at blegne. Da Goss krænkede avancements-rækkefølgen ved at udnævne Foggo til nr. 3 i CIA, forbindes Goss tilbagetræden og de truende sex- og bestikkelsesskandaler omkring Foggo af nogle medier med hinanden.

Foggo sagen er forbundet med den blamerede republikanske kongresmand, Randall ´Duke´ Cunningham. Føderale advokater har anklaget en af Foggos nærmeste venner, San Diego forretningsmanden Brent Wilkes, som en ikke-tiltalt co-konspirator, for deltagelse i en plan om at bestikke Cunninghan, den tidligere GOP kongresmand fra San Diego.

Cunningham er på sin side forbundet med den anklagede republikanske pengevasker og fix-it mand, Jack Abramoff. Foggo administrerede kontrakter, der involverede mindst et af de selskaber, der blev anklaget for at betale bestikkelse til kongresmand Cunningham. Wall Street Journal rapporterer, at Foggo siden gymnasiet har været en nær ven af den californiske rustningsentreprenør Brent R. Wilkes. De rapporterer, at en pågående ´kriminel undersøgelse´ drejer sig om, hvorvidt Mr. Foggo brugte sine poster ved CIA til på usømmelig vis at styre kontrakter til Mr. Wilkes selskaber.´

Wilkes var impliceret i anklager imod Cunningham, som en ikke-sigtet co-conspirator, der angiveligt betalte €630.000 i bestikkelse til Cunningham for hjælp til at opnå føderale forsvars- og andre kontrakter. Ingen anklager er blevet rejst imod Wilkes, selvom føderale anklagere i San Diego arbejder med at opbygge en sag imod ham såvel som imod Foggo.
FBI og føderale anklagere undersøger vidnesbyrd om, at Wilkes havde givet gaver til Foggo og betalt for forskellige tjenester, inklusive angivelige sex orgier i Watergate (nu Westin), mens Foggo var i en position til at hjælpe ham med at opnå visse CIA kontrakter.

CIA generalinspektøren har indledt en undersøgelse af spionagenturets administrerende direktør, Kyle "Dusty" Foggo og hans forbindelser til to forsvars contractors, der er anklaget for at bestikke et medlem af kongressen og Pentagon-funktionærer.

Goss' tilbagetræden følger i kølvandet på offentlige krav fra et stigende kor af tilbagetrådte militære generaler om forsvarsminister Rumsfelds øjeblikkelige tilbagetræden på grund af den militære fiasko i Irak.
Det seneste i den langsomme systematiske ´let ´em twist in the wind´ nedskæringsproces for Bush regimet var en hændelse i Atlanta den 4. maj i forbindelse med et forventet venligsindet udenrigspolitisk tilhørerforum, hvor Rumsfeld talte.

Under spørgerunden blev han konfronteret med sin agitation for at gå i krig i Irak. Ray McGovern, en CIA veteran gennem 27 år, der engang forestod den daværende præsident George H.W. Bush's efterretnings-briefings hver morgen indledte en debat med Rumsfeld. Han spurgte, hvorfor Rumsfeld før Irak invasionen havde insisteret på, at der var ´skudsikre beviser´, der forbandt Saddam Hussein med Al Qaeda.
"Var det en løgn, Mr.Rumsfeld, eller var dette fabrikeret andetsteds? For alle mine CIA kolleger diskuterede dette, og det samme gjorde 9/11 kommissionen," spurgte McGovern en overrasket Rumsfeld. ´Hvorfor løj du for at få os i en krig, der ikke var nødvendig?´

Det væsentlige i forbindelse med det skift, der afspejler sig i, hvordan de etablerede medier behandler Rumsfeld, Cheney og Bush i dag, ses i følgende beretning i Los Angeles Times:

´I begyndelsen af meningsudvekslingen bibeholdt Rumsfeld sit sædvanlige uforstyrrelige image, idet han insisterede"Jeg har ikke løjet; Jeg løj ikke dengang," før han kastede sig ud i et kraftigt forsvar for administrationens førkrigs-påstande om Irak´s masseødelæggelsesvåben.
Men Rumsfeld blev usædvanligt mundlam, da McGovern pressede ham vedr. hans påstande om, at han vidste, hvor ukonventionelle Irak-våben var lokaliseret.
"Du sagde, at du vidste, hvor de var," sagde McGovern."Det gjorde jeg ikke. Jeg sagde, at jeg vidste, hvor mistænkte steder var," svarede Rumsfeld.
McGovern læste derefter op af forsvarsministerens erklæringer om, at våben var lokaliseret nær Tikrit og Baghdad...' 

Rumsfeld var dødsstille. Hele episoden blev filmet og vist på landsdækende tv. Rumsfelds dage er tydeligvis talte. Karl Rove siges at være blot dage fra at blev tiltalt sammen med Cheneys medhjæler, Lewis Libby, i forbindelse med Valerie Plame-CIA lækage-sagen. Husk på, at denne sag drejede sig om angivelige beviser på Niger-uran som grundlag for at overtale kongressen til at afvise en krigserklæring imod Irak og give Bush carte blanche.

Alle tråde bliver omhyggeligt tydeligvis vævet sammen af en genopdukkende fløj af politiske realister (repræsenteret af Brzezinski m.fl. O.A.) til et tapet, der sandsynligvis munder ud i en rigsretsag, måske også imod vicepræsidenten, den virkelige magt bag Bush's præsidentskab.

Part II. Disintegration af den amerikanske eurasiatiske indflydelse

En udenrigspolitisk katastrofe over Kina

I denne sammenhæng er Bush's diplomatiske fornærmelse for nylig af den besøgende kinesiske præsident Hu Jintao dobbelt katastrofal for den amerikanske udenrigspolitiske situation. Bush handlede på grundlag af et manuskript skrevet af de anti-kinesiske neo-konservative, der bevidst fornærmede og ydmygede Hu i det Hvide Hus.

Først var der en hændelse, hvor en taiwanesisk ´journalist´, et Falun Gong medlem, på den omhyggeligt iscenesatte Hvide Hus pressekonference under filmsoptagelsen på konferencen fyrede en tirade af imod kinesiske menneskerettigheder i mere end tre minutter uden at der blev gjort forsøg på afbrydelse Derefter kom afspilningen af den kinesiske nationalsang for Hu. Den "kinesiske" hymne var imidlertid den (taiwanesiske) udgave af den kinesiske nationalsang, ikke (Beijing) folkerepublikkens hymne.

Det var ingen 'smutter' fra Det Hvide Hus' professionelle protokolansvarlige folks side. Det var et bevidst forsøg på at ydmyge den kinesiske leder. Problemet er, at den amerikanske økonomi er blevet afhængig af kinesiske handelsimport og af kinesiske beholdinger af amerikanske finansielle værdipapierer. Kina af i dag er den største indehaver af dollarreserver i form af amerikanske værdipapirer til skønnet $825 mia. Hvis Beijing skulle beslutte sig til at træde ud af det amerikanske obligationsmarked, selv delvis, ville det forårsage et frit fald for dollars og et sammenbrud af det $7 billioner store ejendoms marked, en bølge af amerikanske bankkrak og en enorm arbejdsløshed.
Det er en realistisk mulighed, omend den er usandsynlig for nærværende.

Kinas Hu spildte hverken tid eller tårer over Bush's krænkelse. Han fortsatte omgående til Saudi Arabien på et 3 dages besøg, hvor begge parter undertegnede handels-, forsvars- og sikkerhedsoverenskomster. Det skulle være overflødigt at gøre opmærksom på, dette er ikke noget ubetydeligt rap over fingrene til Washington fra det traditionelt ´loyale´ saudiske kongehus' side.

Hu underskrev en handel med SABIC of Saudi Arabia om at bygge et $5.2 mia. oljeraffinaderi og petrokemisk projekt i det nordøstlige Kina. I begyndelsen af året var kong Abdullah i Beijing påofficielt statsbesøg. Hmmmm ...
Siden den aftale mellem Roosevelt og kong Ibn Saud, der gav Aramco og ikke briterne eksklusiv koncession på at udvikle saudisk olje i 1943, har Saudi Arabien i Washington været regnet for en strategisk hovedinteressesfære.

Hu tog derefter til Marokko, endnu en traditionel amerikansk interessesfære, og til Nigeria og Kenya, der alle anses for at være amerikanske interessesfærer. Hmmm. For kun to måneders siden var Rumsfeld i Marokko for at tilbyde amerikanske våben. Hu tilbyder at finansiere energiudnyttelse der.

SCO og de iranske tildragelser

De seneste udviklinger i forbindelse med the Shanghai Cooperation Organization (SCO) og Iran understreger yderligere den dramatiske forandring i de Forenede Staters geopolitiske situation.

SCO blev oprettet i Shanghai d. 15 juni 2001 af Rusland og Kina tillige med fire tidligere sovjetiske centralasiatiske republikker - Kazakhstan, Kirgisistan, Tajikistan og Uzbekistan. Før 11 sept. 2001 og den amerikanske deklaration af en 'ondskabens akse' i januar 2002 repræsenterede SCO efter Washingtons opfattelse blot en geopolitisk baggrundssnak. I dag definerer SCO, der til dato har været næsten fuldstændigt fortiet i amerikanske mainstream medier, en ny politisk modvægt imod amerikansk overherredømme og dens "uni-polære" verden.
På det næste SCO møde den 15 juni 2006 er Iran blevet inviteret til at blive fuldt medlem af SCO.

Sidste måned bekendtgjorde den kinesiske ambassadør i Teheran Lio G Tan at en forventet olje og gas handel mellem Kina og Iran er klar til at blive underskrevet.
Handlen siges at være mindst $100 mia. værd og inkluderer udvikling af det enorme Yadavaran indenlandske oljefelt. Kinas Sinopec ville acceptere at købe 250 mio tons af LNG over 25 år. Intet under at Kina ikke er begejstert for at støtte Washington imod Iran i FN's Sikkerhedsråd. USA har af indlysende geopolitiske grunde forsøgt at lægge massivt pres på Beijing for at tilbageholde handlen, men uden held. Yderligere et stort nederlag for Washington.

Iran arbejder også med planer om at levere naturgas via en pipeline til Pakistan og Indien. Energiministre fra de tre lande mødtes i Doha fornylig og planlægger at mødes igen i denne måned i Pakistan.
Pipeline-fremgangen er et direkte tilbageslag for Washingtons forsøg på at styre investorer fri af Iran. Ironisk nok driver USA's opposition disse lande i hinandens arme, Washingtons ´geopolitiske mareridt´.

På det samme SCO møde den 15 juni vil Indien, som Bush personligt forsøger at bejle til som geopolitisk modvægt til Kina, også blive inviteret til at slutte sig til SCO. Tillige vil Mongoliet og Pakistan blive inviteret til at slutte sig til SCO. SCO vinder ganske betragteligt vægt i geopolitisk sammenhæng.

Irans vice udenrigsminister Manouchehr Mohammadi fortalte ITAR-Tass i Moskva i april, at iransk medlemskab af SCO ´kunne gøre verden mere retfærdig´. Han talte også om at bygge en iransk-russisk 'gas og olje bue', hvilken de to gigantiske energiproducenter kunne koordinere aktiviteter.

USA ude i kulden i Central Asien

Optagelsen af Iran i SCO åbner mange nye muligheder for Iran og regionen. I kraft af SCO-medlemskabet kan Iran nu tage del i SCO projekter, hvilket yderligere vil være ensbetydende med adgang til højst tiltrængt teknologi, investering, handel og infrastruktur udvikling. Det vil have store implikationer for den globale energisikkerhed.

SCO har efter sigende oprettet en arbejdsgruppe af eksperter forud for juni topmødet med henblik på at udvikle en fælles SCO asiatisk energistrategi og diskussion af fælles pipeline-projekter, olje-udnyttelse og relaterede aktiviteter. Iran sidder på verdens næststørste naturgas-reserver, og Rusland har de største. Rusland er verdens næststørste oljeproducent efter Saudi Arabien. Dette er ikke uvæsentlige træk.

Indien er desperat for at komme på talefod med Iran vedr. energi, men bliver presset af Washington til at lade være.

Bush-administrationen forsøgte sidste år at får 'observatør status' i SCO, men blev afvist. Afvisningen - tillige med SCO's krav om en reduceret amerikansk militær tilstedeværelse i i Central Asien, uddybet russisk-kinesisk samarbejde og tilbageslag for amerikansk diplomati i Central Asien - har udløst en politisk nyvurdering i Washington.

Efter udenrigsminister Condoleeazza Rice's besøg i Central Asien i oktober 2005 bekendtgjorde hun en reorganisering af det amerikanske udenrigsministeriums afdeling for Sydasien, så den kan inkludere de centralasiatiske stater og en ny plan for 'Greater Central Asia' . Washington prøver at trække de centralasiatiske stater bort fra Rusland og Kina. Hamid Karzais regering i Kabul har ikke reageret på SCO's tilnærmelser. I betragtning af hans historiske forbindelser til Washington har han sandsynligvis ikke meget valg.

Gennady Yestafiyav, en tidligere general i Ruslands udenrigsefterretningstjeneste, siger at ´USA´s langsigtede mål i Iran er indlysende: at fremkalde det nuværende regimes fald, at etablere kontrol over Irans olje og gas; og at bruge dets territorium som den korteste rute for transport af hydrocarbonater under amerikansk kontrol fra centralasiatiske regioner og Det Kaspiske Hav udenom Rusland og Kina. Dette for ikke at tale om Irans iboende militære og strategiske betydning.´

Washington havde baseret sin strategi på Kazakhstan som dets nøglepartner i Central Asien. USA ønsker at udvide sin fysiske kontrol over Kazakhstans oljereserver og formalisere kazakhisk oljetransport via en Baku-Ceyhan pipeline, såvel som at tilvejebringe sikkerhed for USA's dominerende rolle i Det Kaspiske Hav. Men Kazakhstan leger ikke med. Præsident Nursultan Nazarbayyev rejste til Moskva den 3. april for at genbekræfte sin fortsatte afhængighed af russiske olje pipelines. Og også Kina gennemfører, som vi kunne se tilbage i december, store energi og pipeline-aftaler med Kazakhstan.

Hvad der - til trods for sikring af en stor amerikansk militærbase-aftale med Uzbekistan efter sept. 2001 - forværrer Washingtons geopolitiske problemer er, at dets relationer med Uzbekistan i dag er katastrofale. De amerikanske bestræbelser på at isolere præsident Islam Karimov i forlængelse af den ukrainske 'orange revolution's-taktik' fungerer ikke.
Den indiske premierminister Manmohan Singh besøgte Tashkent sidst i april.
Tillige støtter Tajikistan sig i høj grad på Ruslands støtte. I Kirgisistan holder præsident Burmanbek Bakiyevs alliance med den Moskva-støttede premierminister Felix Kulov til trods for amerikanske forsøg på at skabe splid i regimet.

I løbet af kun 12 måneder er det lykkedes Rusland og Kina at flytte brikkerne på Eurasiens geopolitiske "skakbrædt" væk fra, hvad der har været en overvældende amerikansk strategisk fordel, til det modsatte, hvor USA i stigende grad er isoleret.

Det er potentielt det største strategiske nederlag for den amerikanske magtudfoldelse i perioden efter 2. verdenskrig. Dette er også den strategiske baggrund for den såkaldte realistiske klikes genopdukken i amerikansk politik. ...

Oversættelse: Hans Pendrup

Efterord af Hans Pendrup

I ovenstående artikel tegner F. William Engdahl et billede af den aktuelle geopolitiske sitution på globalt plan, som må betegnes som et vendepunkt. Engdahl bygger sine konklusioner på en nødvendigvis kortfattet gennemgang af to forskellige, men indbyrdes sammenhængende udviklinger i hhv. den amerikanske udenrigspolitik og nye geopolitiske forskydninger i den "euroasiatiske" magtbalance.
"I løbet af 12 måneder, skriver Engdahl som afslutning på sin artikel, " er det lykkedes Rusland og Kina at flytte brikkerne i Eurasien´s geopolitiske "skakbrædt" (et begreb som han har hentet fra Zbigniew Brzezinski´s bog fra 1997, "The Grand Chessboard") væk fra hvad der hidtil har været en overvældende amerikansk strategisk fordel, til det modsatte, hvor USA i stigende grad er isoleret. Det er potentielt det største strategiske nederlag for den amerikanske magtudfoldelse i perioden efter 2. verdenskrig. Dette er også den strategiske baggrund for den såkaldte relistiske fløj´s genkomst i amerikansk politik."

De enkelte elementer i denne nye udvikling er kun sparsomt om overhovedet behandlet i mainstream medierne. Det er derfor ikke uvæsentligt at gøre sig bekendt med de forudsætninger Engdahl måtte have for sin argumentation. Wikipedia (the free encyclopedia) oplyser flg.:

F.William Engdahl har skrevet om emner vedr. energi, politik og økonomi i mere end 30 år begyndende med det første oljechok i de tidlige 1970´ere. Han har bidraget regelmæssigt til et antal publikationer inkl. Asia Times Online, Japan´s Nihon Keizai Shimbun, Foresight magazine, Grant´s Investor.com, European Banker og Business Banaker International.
Han har også talt ved utallige internationale konferencer om geopolitisk, økonomiske og energi emner inklusive et hovedoplæg til Montreaux Global Investor´s Forum, the Center for Energy Policy Studies in London, Bank Negara Indonesia i Jakarta, the International Chamber of Commerce i Zagreb og the International Institute of Strategic Studies i Moskva.

Han bor for tiden i Tyskland og er jævnsides med regelmæssige arbejder om økonomiske, energi og internationale forhold og er aktiv som consulting economist. Han er en hyppig bidragyder til FinancialSense.dom og 321Gold.com blandt andre online sites jævnsides med virksomhed som rådgivende geopolitisk økonom.

Engdahl har skrevet best-seller bogen om olje og geopolitik: "A Century of War: Anglo-American Oil Politics and the New World Order," er er oversat til arabisk, koreansk, tysk, kroatisk og tyrkisk. Han har netop afsluttet den snart udgivne "Seeds of Destruction: th hidden agenda of GMO".

Efter en grad i politik fra Princeton University og graduate study i sammenlignende økonomi ved universitetet i Stockholm, arbejdede han som økonom og free-lance journalist i New York og i Europa, hvor han dækkede emner der bl.a. omfattede Sovjet Unionen´ sammenbrud, den asiatiske krise 1997-98, GATT Uruguay rundens handels forhandlinger, EU´s fødevare politk, korn kartellet, IMF politik, den tredje verdens gældsforhold, hedge funds og derivativ handlens politiske rolle.

Engdahl bidrager endvidere til Globalresearch.
Nærværende artikel er hentet fra Asia Times.

Hans Pendrup

- End -