| Analyse |
USA udmanøvreret i eurasiatisk energipolitik?Af F. William Engdahl Globalresearch.ca 3. juni 2006
Mens en styrkeprøve med Iran lurer i horisonten bliver US meget påfaldende og stilfærdigt udmanøvreret i det strategi for kontrol med energiresourserne i den Persiske Golf, Central Asien og Afrika og videre. Påfaldende og i al stilhed er de Forenede Stater ved at blive udmanøvreret i dets nu åbenbare strategi til kontrol med de store energiresourcer i den Persiske Golf, det central asiatiske Kaspiske Basin, i Afrika og videre. Den amerikanske strategi vedr. global energikontrol, er de fleste nu klar over, var den virkelige årsag til den særdeles kostbare regime-forandring i Irak, eufemistisk betegnet ´demokrati´ af Washington. George W. Bush genformulerede sin demokrati mantra så sent som 28 maj i forbindelse med West Point militær-akademiets afgangsceremoni, hvor han erklærede, at Amerikas sikkerhed afhænger af et aggresivt fremstød for demokrati, især i Mellemøsten. Hvis trenden i de seneste begivenheder fortsætter, vil det ikke være demokrat i Bush-stil, der spredes, men snarere russisk og kinesisk indflydelse over store olje og gas forsyninger. Ønsket om sikring af energi kontrol har præget Washingtons støtte til højst risikable ''kulørte revolutioner' i Georgien, Ukraine, Uzbekistan, Belarus og Kyrgystan i de seneste måneder. Det ligger bag USA´s aktivitet i Guinea staternes Vestafafrikanske Golf, såvel som i Sudan, der er kilde til 7% af kinesisk olje import. Det ligger bag den amerikanske politik overfor Hugo Chavez´ Venezuela og Evo Morales´ Bolivia. I de seneste måneder, har denne globale strategi m.hbl.p. global energidominans, der er højt prioriteret i amerikanske strategi, vist tegn på at fremkalde lige det modsatte: en slags ´koalition af de uvillige´, stater der i stigende grad ikke ser andre muligheder end til trods for traditionelle animositeter at samarbejde om modstand imod hvad de ser som et amerikansk fremstød for at kontrollere det hele, deres fremtidige energi sikkerhed. Der er nogle i Washington, der begynder at indse, at de måske har været for kloge, som det tydeligt fremgår af nylige offentlige erklæringer til både Kina og Rusland, to nationer hvis medvirken i en eller anden form er afgørende for USA´s globale energi projekts succes.
I modsætning til råd fra gamle Kinarotter, inklusive tidligere udenrigsminister Henry Kissinger, arkitekten bag Nixons åbning imod Kina 1972 nægtede det Hvide Hus at yde Hu Jintao æren af en fuld state dinner, da han aflagde besøg i april og serverede i stedet en kort frokost for ham. Hu blev offentligt ydmyget af en velkendt Falun Gong heckler (afbryder, ballademager) på konferencen i det Hvide Hus og med andre åbenlyse ydmygelser. M.a.o. bød det Hvide Hus Hu velkommen med et slag i ansigtet. På samme tid langede vicepræsident Dick Cheney i en tale i den baltiske stat Litauen først i maj ud efter Ruslands Putin, med det mest åbne angreb på dets interne menneskerettigheds politik såvel som dets energipolitik Her erklærede Cheney om Rusland, at "regeringen uretfærdigt og utilbørligt har indskrænket sit folks rettigheder." Han anklagede Rusland for energi ´intimidering og afpresning.´ Ejendommeligt nok har Washington gentagne gange anklaget Kina for ´ikke at spille efter reglerne´ i henseende til dets oljepolitik, i forbindelse med erklæringer om, at Kina er skyldig i at ´søge at kontrollere energi ved kilden´, som om det ikke havde været USA´s energipolitik i det sidste århundrede eller så. Betydningen af at tage sigte samtidig på både Rusland og Kina, de to eurasiatiske giganter, den ene den største investor i amerikanske værdipapirer, den anden verdens næststørste højst udviklede militære kernevåbenmagt, afspejler erkendelsen i Washington af, at alt ikke er så gnidningsløst i jagten på global dominans som oprindeligt lovet af forskellige strateger i og omkring Bush administrationen.
15 juni vil medlemmer af the Shanghai Co-operation Organization, anført af Kina og Rusland angiveligt invitere observatør Iran til fuldt medlemsskab. Dette møde vil blive holdt i Shanghai. Selv hvis fuldt medlemskab bliver udsat som har været antydet, står den kendsgerning tilbage, at Rusland og Kina begge ønsker at besegle et nærmere samarbejde med Iran vedr. eurasiatisk energi. Shanghai Cooperation Organization, SCO, blev grundlagt i juni 2001 af Kina, Rusland, Kazakhstan, Kygyzstan, Tajikistan og Uzbekistan. Dets erklærede mål var at fremme ´samarbejde i politiske anliggender, økonomi og handel, videnskabeligt-teknisk, kulturel og uddannelsesmæssige sfærer såvel som på energi-, transport-, turisme- og miljøbeskyttelsesområder." I de seneste måneder har dets medlemmer taget flere potentielt strategiske skridt til at distancere sig fra amerikansk afhængighed, både i henseende til energi og hvad angår monetær afhængighed. Et blik på kortet giver et indtryk af et udvidet SCO´s potentiale.
I sin tale fornylig t vedr. nationens tilstand bekendtgjorde præsident Putin, at Rusland planlægger at gøre rublen konvertibel med andre store valutaer som euro´en og at bruge rublen i sine olje og gas transaktioner. Den konvertible rubel forventes ifølge seneste russiske erklæringer at blive introduceret 1. juli 2006, seks måneder før oprindeligt planlagt. Rusland har også fremlagt sine planer om at flytte en del af sine nu betragtelige dollarreserver bort fra dollaren og at det vil bruge $40 mia til at købe guldreserver for. Ruslands statsejede naturgas transportselskab Transneft har konsolideret sin olierørledningskontrol med henblik på at blive ene eksportør af russisk naturgas. Rusland har langt de største naturgasreserver i verden og Iran de næststørste. Med Iran vil SCO kontrollere den langt overvejende mængde af verdens naturgasreserver såvel som en betragtelig del af dens oljereserver, for ikke at nævne potentiel kontrol med Hormuz strædet, den snævre korridor for passage af et flertal af Gulf olje tankskibe til Japan og Vesten. Sidst i maj rapporteredes det, at Rusland og Algeriet , de to største gasleverandører til Europa er blevet enige om at øge energisamarbejdet. Algeriet har givet russiske selskaber eksklusiv adgang til algerisk olje og gasfelter, og Gazprom og Sonatrach vil samarbejde om leveringen af gas til Frankrig. Putin har afblæst Algeriets $4.7 mia gæld til Rusland, og for sin del vil Algeriet købe $7.5 mia værd af russiske avancerede jetkampfly, luftforsvarssystemer og våben. Oh,oh. 26 maj bekendtgjorde den russiske forsvarsminister Sergei Ivanov også, at Rusland definitivt vil forsyne Iran med sofistikerede Tor-M1 antiluftskyts missiler angiveligt som begyndelsen til levering af langt mere sofistikerede våben. Ouch. Yderligere er det Kreml-kontrollerede Gazprom´ske gasmonopol med et af Putins Ruslands mere fascinerende eksempler på geopolitisk dristighed gået ind i stilfærdige forhandlinger med den israelske premierminister Ehud Olmert via Olmerts milliardær ven Benny Steinmetz om at sikre russisk naturgasforsyninger til Israel via en undersøisk pipeline fra Tyrkiet til Israel. Iflg. den israelske avis, Yediot Ahronot, har Olmerts kontor sagt, at det vil støtte Gazprom tilbuddet. I adskillige år har Israel været konfronteret med gasmangel fra Tethys Sea boringen og snart gas knaphed fra Ægypten. Tethys Sea gas forventes at løbe tør i løbet af få år. British Gas er på tale i forbindelse med levering af fra Gaza, men Israel anfægter BG´s ret til at bore. Men selv med Ægypten og Gaza gas forventes gas knaphed omkr. 2010 medmindre Irael er i stand til at finde nye kilder. Gazprom og Putin ind på scenen. Gassen vil blive afledt fra den under-udnyttede russisk-tyrkiske Bluestream røledning, som Rusland byggede med henblik på øget indflydelse over Tyrkiet for to år siden. Putin søger klart at skaffe sig en løftestang inde i Israel som modvægt til den ensidige amerikanske indflydelse på Israels politik. Oyvey!
Peking er for sin del også i bevægelse for at ´sikre energi ved kilderne.´ Kinas blomstrende med 9% vækst kræver massive naturresourcer for at opretholde væksten. Kina blev netto-importør af olje i 1993. I 2045 vil Kina være afhængig af importeret olje for 45% af dets energibehov. 26 maj begyndte råolje fra Kazakhstan at flyde ind i Kina fra en nylig færdiggjort olje-rørledning fra Atasu i Kazakhstan til Alataw passet i den fjerne vestlig kinesiske Xinjiang provins, en 1.000 km rute som blev bekendtgjort så sent som sidste år. Den markerede den første gang olje bliver pumpet direkte ind i Kina. Kazakhstan er også medlem af SCO, men er siden Sovjet Unionens sammenbrud af Washington blevet regnet for dettes indflydelsessfære, med Chevron Texaco, Condi Rice´s gamle oljeselskab, som den store olje udvikler. I 2001 er oljerørledningen med en udstrækning på omkring 3.000 km til Dushanzi, hvor kineserne bygger deres største oljeraffinaderi, klar til at blive taget i brug i 2008. Kina financierede hele den $700 mio rørledning og vil købe oljen. I 2005 købte Kinas CNPC statslige olje-selskab PetroKazakhstan for 4.2 mia. og vil bruge den til udvikle oljefelter i Kazakhstan. Kina er også i forhandlinger med Rusland om en pipeline til levering af siberisk olje til Nordøst Kina et projekt, der vil kunne blive færdiggjort i 2008, og en naturgas rørledning fra Rusland til Heilongjiang i Kinas nordøsten. Kine har lige passeret Japan i rang som verdens næststørste oljeimportør efter USA. Peking og Moskva integrerer også deres elektricitets økonomier. Sidst i marts bekendtgjorde China State Grid Corp sine planer om at øge importen af russisk elektricitet femfold i 2010.
Med sin aggressive aktivitet til sikring af fremtidige oljeforsyninger ´ved kilden,´ har Kina også bevæget sig ind i traditionelle amerikanske, britiske og franske oljedomæner i Afrika. Foruden at være den store udvikler af Sudans oljerørledning, der udskiber omkring 7% af Kinas totale olje import, har Peking været mere end aktiv i Vest Afrika i de lande, der grænser op til Guineas oljerige Golf, der er kilde til enorme felter af efterspurgt olje med lavt svovlindhold. Siden oprettelsen af Kina-Afrika Forum i 2000 har Kina reduceret told på 190 importerede varer fra 28 af de mindst udviklede afrikanske lande og slettet $1.2 mia dollars i gæld. Betegnende for den måde Kina gør en ende på den sædvanlige IMF-styrede vestlige kontrol med afrikanske stater, ydede Kina´s eksport-import bank for nylig et $2 mia soft lån til Angola. Til gengæld gav Luanda-regeringen Kina en aktie i oljeudvinding i de lavvandede kystområder. Lånet skal bruges til infrastruktur projekter. I modsætning hertil er amerikanske interesser i det krigshærgede Angola sjældent gået videre end til den velbefæstede enklave Cabinda, hvor Exxon Mobil sammen med Shell Oil har domineret indtil for nylig. Dette er tilsyneladende ved at ændres med de voksende kinesiske interesser. Igangværende kinesisks infrastruktur projekter i Angola inkluderer jernbaner, veje, et fiber-optik netværk, skoler, hospitaler, kontorer og 5,000 enheder i boligsektoren. En ny lufthavn med direkte ruter fra Luanda til Peking er også under planlægning. Indirekte via dets støtte af den sudanske regering er Kina også deltager i et højst risikabelt spil om regime-forandring i nabolandet, det oljerige Chad. Tidligere dette år var Verdensbankens ´tough guy´, Paul Wolfowitz, tvunget til at trække sig fra planer om at ophæve Verdensbankens støtte efter trussel om en afbrydelse af oljeeksport fra det lille Chad. ExxonMobil er aktuelt det store oljeselskab der er aktivet Chad. Men Sudan støtter Chad oprørere, der kun blev hindret i at styrte præsident Idriss Debys notorisk korrupte og upopulære regime af 1,500 franske soldater, der holdt Deby regimet ved magten. Washington har sluttet sig til Paris i støtten til Deby. Sudan har involveret Kina, snarere end vestlige selskaber i udnyttelse af dets oljefelter, overvejende som resultat af fejlberegnede amerikanske sanktioner påtvunget i 1997, men som blokerede amerikanske oljeselskaber fra at gøre forretninger i Sudan. En ny Sudan-støttet regime i Chad ville bringe Chad-Camerooun rødledningen og vestlige oljeselskaber i farezonen. Man kan forestille sig, at Kina ville være mere end villig til at træde ind i et sådant tomrum og hjælpe Chad med at udvikle dets olje, især hvis hovedparten går til Kina. Og umiddelbart efter set ubehagelige diplomatiske besøg i Washington i april, hvor den kinesiske præsident blev modtaget af et Hvide Hus diplomati med overlagte fornærmelser, der vækker mindelser om fraternitetsløjer på University of Texas, rejste Hu Jintao videre til Nigeria, længe af Washington betragtet som dettes ´oilsphere of interest.´ I Nigeria, Afrikas største oljeprocucent, underskrev Hu en overenskomst med den nigerianske regering, hvor Nigeria vil give Kina fire oljeboringslicenser i byttte for investering af $4 mia. i infrastruktur. Kina vil købe en kontrollerende aktie i Nigerias 110.000 tønder pr.dag Kaduna oljeraffinaderi og bygge jernbane- og kraftstationer samt tage 45% andel i uvikling af Nigeria´s OML-139 offshore olje og gasfelt, der af Kina CNOOF oljeselskabs formand betegnes som, ´et olje og gasfelt af enorm interesse ... placeret i et af verdens største olje og gas bassiner.´ Næsten hele Nigerias aktuelle oljeproduktion er kontrolleret af vestlige multinationale. Men situationen der vil snart ændres i Kina´s favør. Tilsvarende bløde infrastruktur-lån eller energi investerings tilbud fremsættes af Kina til Gabon, Elfenbenskysten, Liberia og Ækvatorial Guinea. Den ejendommelige anklage imod Kina for ´ikke at spille efter reglerne,´og ´forsøge at sikre energi ved kilden,´ begynder at antage konkrete dimensioner, når disse og de seneste russiske energipolitiske træk ses som en helhed.
Det er ikke så mærkeligt at nogle Washington høge er ved at blive foruroligede. Pludselig er verden af potentielle ´fjender´ ikke længere begrænset til den islam-centrerede krig imod terror. Den førende neo-konservative ideolog, Robert Kagan, skrev en fremtrædende leder-kommentar fornylig i Washington Post. Kagan er antagelig engageret i tænkning på et temmelig højt niveau i Washington. Hans kone, Victoria Nuland, arbejdede som vicepræsident Cheneys Deputy National Security rådgiver indtil hun blev udnævnt til US ambassadør i NATO. Kagan erklærede under henvisning til Rusland og Kina, ´Indtil nu har det liberale vestens strategi været at forsøge at integrere disse to magter i den internationale liberale orden, at tæmme dem og sikre dem for liberalismen.´ Kagan fortsatte: ´Hvis i stedet Kina og Rusland i løbet af de kommende årtier varigt og måske fremgangsrigt er ved at udvikle sig til robuste støttepiller for autokrati, så kan de ikke forventes at tilslutte sig Vestens vision om humanitetens uomgængelige evolution i retning af demokrati og autokratisk herredømmes endeligt .´ Kagan anklagede Kina og Rusland for at have vist sig som beskyttere af ´en informel liga af diktatorer´ - der, iflg. Kagan, for tiden inkluderer . lederne af Belarus, Uzbekistan, Burma, Zimbabwe, Sudan, Venezuela, Iran og Angola blandt andre - rundt om i verden, der, ligesom lederne af Rusland og Kina selv, modsætter sig ethvert forsøg fra Vestens side på at blande sig i deres interne affærer, hvad enten det sker via sanktioner eller med andre midler. ´Spørgsmålet er, hvad de Forenede Stater og Europa beslutter at gøre som svar,´ skrev Kagan. ´ Uheldigvis vil al Qaeda måske ikke være den eneste udfordring, liberalismen er konfronteret med i dag eller endda den største.´ Den amerikanske udenrigspolitiks mainstream organisation, the New York Council on Foreign Relations har også for nylig markeret sig vedr. spørgsmålet om især kinesisk energi politik. Oversættelse: Hans Pendrup Af F. William Engdahl - se også på dansk Amerikas geopolitiske mareridt Washingtons interesse i Ukraine Irak og de skjulte euro-dollars krige - End - |
