Analyse
 

Karikaturerne i Mellemøstpolitikken

Af James Petras og Robin Eastman-Abaya


Originalartikel:

The Caricatures in Middle East Politics
Rebelion 26.02.2006

James Petras - amerikansk sociologiprofessor, forfatter og klassekampsaktivist.
Hans seneste bog er
The Power of Israel in the United States
(Clarity Press, 2006).
Den behandler også karikaturerne og Danmarks rolle.

Nøglen til den aktuelle eksplosive konfrontation mellem islamiske og arabiske demonstranter, politiske ledere og regeringer på den ene side og USAs og de vesteuropæise regeringer og pressefolk på den anden skal findes i israelske bestræbelser på at polarisere verden til Israels fordel, og fremme isolering, økonomisk sanktion og/eller et militært angreb på Iran. Der er mange centrale spørgsmål, som næsten alle kommentatorer og analytikere har undladt at tage op. Det gælder bl.a.:

Hvorfor blev ”karikaturtegningerne” offentliggjort i Danmark?

Hvad er den politiske baggrund for ”Flemming Rose”, Jyllands-Postens kulturredaktør, som bestilte, udvalgte og offentliggjorde tegningerne?

Hvilke større emner falder sammen med timingen af offentliggørelsen og reproduktionen af karikaturtegningerne?

Hvem ”drager fordel” af offentliggørelsen af tegningerne og den derpå følgende konfrontation mellem araberne/islam og Vesten?

Hvad er den aktuelle politiske kontekst for de arabisk/islamiske protester?

Hvordan er den israelske efterretningstjeneste, Mossad, indblandet i at provokere til konflikt mellem Vesten og de islamisk/arabiske samfund, og hvordan svarer følgerne til dens forventninger?

Et udgangspunkt for analyse af Muhammed-kontroversen, som er blevet et fokus for at angribe muslimer og muslimske lande for at være intolerante over for vestlig “ytringsfrihed”, er Danmarks mangeårige rolle som et ledende operationspunkt for Mossad-aktiviteter i Europa. Eller udtrykt på en anden måde: Hvordan kunne et lille skandinavisk land med 5.4 millioner borgere og tilflyttere (af hvem 200.000 eller mindre end 3 % er muslimske), berømt for eventyr, skinke og ost, blive mål for millioner af praktiserende muslimers vrede fra Afghanistan til Palæstina, fra Indonesien til Libyen og ind i gaderne i alverdens byer hvor der er betydelige muslimske befolkninger? Hvorfor ville muslimer efter bombningen af Bagdad, torturen i Abu Ghraib, massakrerne i Fallujah og den fuldstændige forarmelse af det samlede irakiske og afghanske folk, vende vreden mod danske symboler fra dets dåsesmåkager til dets ambassader og oversøiske erhvervskontorer?

Den fortælling der blev præsenteret af fjernsynets nyhedsformidlere uden at fortrække en mine, handler om hr. 'Flemming Rose', en missionerende kulturredaktør på et udbredt dansk dagblad, der ønskede at imødegå den voksende 'politiske korrekthed' hos europæere mht. at kritisere muslimer, som han sammenlignede med den 'selvcensur' han havde været vidne til i Sovjetunionen, hvor han var født. Jyllands-Postens ukrainsk fødte kulturredaktør med det sære navn engagerede danske karikaturtegnere til at fremsende en serie tegninger af profeten Muhammed, som de (de danske tegnere) kunne forestille sig ham. Men fire af de tolv tegninger der blev udvalgt til offentliggørelse, var udarbejdet af 'Rose's egen stab, bl.a. den mest kontroversielle, hvor Muhammed havde en bombe i turbanen. Trods Danmarks lov mod blasfemi offentliggjorde hr. Rose tegningerne 30. september 2005, og resten er historie.

Et gigantisk verdensomfattende angreb på Vestens ”hellige ret til ytringsfrihed” brød ud i den muslimske verden, mens millioner af chokerede europæere og nordamerikanere kastede sig ud i forsvar for deres elskede friheder i dette ”kultursammenstød”. Syrien og Iran blev på fremtrædende plads kritiseret for at sende rasende troende ud i gaderne i Damaskus og Teheran, i Beirut og i Gazas slum. Ifølge USA udenrigsminister Rice ”har Iran og Syrien gjort sig umage for at opildne følelserne og bruge dette til deres eget formål, og verden burde stille dem til regnskab for det”. De pakistanske og libyske myndigheder, der er allieret med USA, skød på demonstranterne og dræbte og sårede snesevis af dem, mens talrige religiøse ledere blev arresteret. De vestlige regeringer opfordrede deres arabiske og muslimske allierede til at forhindre flere angreb på danske varer og ejendom og beskyldte dem der ikke var i stand til at kontrollere raseriet, for medskyldighed og tilskyndelse til uro.

Alt dette på grund af en serie tegninger, eller det er hvad man vil bilde os ind. Kulturredaktøren 'Flemming Rose', som hurtigt blev træt at at være omringet af en dansk politi- og sikkerhedsstyrke der skulle beskytte ham mod mord, og som savnede sine daglige løbeture i sit fredelige Københavnerkvarter, valgte at søge sikker havn i Miami, Florida (frem for sit fædreland Ukraine), sammen med landflygtige fra Cuba, israelske sayanim (se nedenfor) og Mah-Jongspillende pensionister, mens dramaet spillede videre.


Danmark som centrum for Mossad aktivitet

Hvorfor Danmark? Kunne denne klodset producerede kontrovers have været sat i værk på siderne i en hvilken som helst større avis i London eller New York? Hvem ville ønske at anbringe Danmark i centrum af dette ”kultursammenstød” – der lignede manuskriptet fra en eller anden islamofobisk B-film?

Et interessant kapitel i den tidligere israelske Mossadagent Victor J. Ostrovskys bog, By Way of Deception (St. Martin's Press 1990), skitserer de tætte forbindelser mellem de danske efterretningstjenester og israelske Mossad gennem årtierne:

”Forbindelsen mellem Mossad og den danske efterretningstjeneste er så tæt at den er uanstændig. Men det er ikke Mossads dyd der lider skår ved arrangementet; det er Danmarks. Og det er fordi danskerne er af den fejlagtige opfattelse at fordi de reddede en mængde jøder i Anden Verdenskrig, er israelerne taknemmelige, og at de kan nære tillid til Mossad.”

Mossad har kapacitet til at dirigere hele den arabiske befolkning og særlig palæstinenserne (formodentlig dem med dansk borgerskab medregnet) gennem deres særlige forhold til danskerne:

”... en Mossadansat kontrollerer alle arabisk- og palæstinensisk-relaterede beskeder (inden for Danmarks arabiske samfund) der kommer ind i deres (den danske efterretningstjenestes) hovedkvarter ... et usædvanligt arrangement for en udenlandsk efterretningstjeneste.”

Den høje agtelse de ansatte i den danske efterretningstjeneste nærer for deres israelske Mossadkolleger, er tilsyneladende ikke gengældt, ifølge Ostrovsky:

”Mossadfolkene ser så meget ned på deres danske kolleger at de refererer til dem som 'fertsalach', det hebræiske ord for et lille gasudslip, en prut ... de fortæller Mossadfolkene alt hvad de gør” (s. 231-32).

Til gengæld for deres tjenstvillighed får danskerne værdifuld 'uddannelse' af israelerne:

”En gang hvert tredje år rejser danske efterretningsofficerer til Israel til et seminar ledet af Mossad” ... som afføder nyttige kontakter for Mossad ... ”mens de viderefører den opfattelse at ingen organisation håndterer terrorisme bedre end de (Mossad).”

I kølvandet på den amerikanske fiasko i Irak og verdens modvilje mod et massivt 'forebyggende militært angreb' eller en økonomisk og diplomatisk embargo mod Iran, som ville sende oliepriserne op over 100 $ pr. tønde, havde Israel brug for at vende den ideologiske krig på hovedet. Det ville være meningsfuldt at en kampagne med det formål yderligere at oppiske begrundelser for at angribe lande som Iran og Syrien (Israels aktuelle hovedfjende), skulle udgå fra en af USAs tætteste europæiske allierede i invasionen og ødelæggelsen af Irak og Afghanistan, hvis hele nationale efterretningsapparat (så kærligt omtalt som 'fertsalach') ville være ivrigt efter at tjene Israels interesser.


Flemming (eller Flammende) Rose: Journalist med en sag

På baggrund af Mossads mangeårige infiltration i de danske efterretningstjenester og dens tætte arbejdsforbindelser med de højreorienterede medier, er det ikke overraskende at en ukrainsk jøde, der opererer under navnet ”Flemming Rose” med tætte arbejdsforbindelser til den israelske stat (og særlig med det yderliggående Likud regime), skulle blive center for kontroversen over tegningerne. ”Rose”s bånd til den israelske stat går længere tilbage end hans velkendte promotions”interview” med Daniel Pipes (2004), den berygtede zionistiske ideolog og araberhader.

Forud for sin ansættelse som kulturredaktør på en ledende højreorienteret dansk avis var ”Rose” fra 1990 til 95 en Moskva-baseret reporter, som udarbejdede en dansk oversættelse af en selvforherligende selvbiografi af Boris Yeltsin, gudbarn af de pro-israelske, post-kommunistiske russiske oligarker, hvoraf de fleste havde dobbelt statsborgerskab og samarbejdede med Mossad om at vaske sorte milliarder. Mellem 1996 og 1999 arbejdede journalisten ”Rose” i Washingtonområdet (og rejste med Clinton til Kina), før han vendte tilbage til Moskva 1999 – 2004 som korrespondent for Jyllands-Posten

. I 2005 blev han dens kulturredaktør trods få eller ingen erfaringer på området og forud for andre, danske, journalister på bladet. I sin nye position vandt ”Rose” en magtfuld platform til at opildne og spille på den voksende fjendtlighed hos konservative danskere mod immigranter fra Mellemøsten, og særlig muslimerne. Idet han brugte 'interview'-formen, offentliggjorde han Pipes' giftige anti-islamiske afhandling, sandsynligvis for at ”afprøve situationen” før han gik videre til næste trin i Mossad-strategien for at skabe en polariseret Øst-Vest- konfrontation.


Handlingens politiske kontekst

Der er en stor mængde kilder der viser at Irakkrigen i vidt omfang var resultat af en massiv fejlinformeringskampagne udført af civile militarister i Pentagon og USA-zionister der færdedes ind og ud af høje stillinger i Pentagon og det civile samfund, i samarbejde med den israelske stat, som ønskede at Irak skulle ødelægges som en funktionsdygtig nation. Der er ingen beviser for at de ledende amerikanske olieselskaber øvede pression mod kongressen eller fremskyndede krigen i Irak eller den aktuelle konfrontation med Iran. Der er mængder af beviser for at de er meget urolige for de tab der kan blive resultatet af et israelsk angreb på Iran.

Zionisterne havde held med deres formål i Irak, at etablere et brohoved i den nordlige kurdiske enklave ('Kurdistan'), og sikre sig fordele i det nye ”irakiske” regime via Chelabi og andre. De ledende jødiske organisationer mobiliserede for at modarbejde enhver kritik af de zionistiske politikere, ved – som man kunne have forudsagt – at anklage dem for 'antisemitisme'. Ikke desto mindre har FBI-undersøgelser, CIA-rapporter og juridiske anklager i tidens løb peget på centralt placerede israelske agenter og deres hjemlige medarbejdere som israelske spioner. Mens Israel drog fordel af Bush og Blairs invasion i Irak, kan man ikke sige det samme om De forenede Stater. Efterhånden som tusinder af faldne hobede sig op, og krigsudgifterne steg mod himlen til hundreder af milliarder dollars, voksede modstanden mod krigen. Israelske strategiske planer om at udvide amerikanske militæroperationer til Iran og Syrien mødte stærk modstand både fra det amerikanske militær selv og fra offentlige og endda også private sektioner af massemedierne.

Mossad-interesser i New York Times, Wall Street Journal og andre steder måtte beslutte sig for bluffnumre som Irans ikke eksisterende atomvåbentrusel, umiddelbart efter at den samme plan mht. Irak var blevet afsløret som totalt opdigtet. Der var brug for en anden form for propaganda for at bringe krigskritikerne til tavshed og øge uviljen mod islamister/arabere i almindelighed og Iran i særdeleshed. Det var her ”Flemming Rose”-Mossad-operationen kom ind i billedet. De islamiske hadekarikaturer blev offentliggjort i Danmark i september 2005, da de israelske og amerikanske zionister eskalerede deres krigspropaganda mod Iran. I begyndelsen var reaktionen fra de islamiske lande imidlertid begrænset. Historien blev først optaget i International Herald Journal sent i december 2005.

Tidligt i januar 2006 satte Mossad ”Katsas” (hebræisk for specialansatte) deres sayanim (frivillige jødiske medarbejdere uden for Israel) overalt i vestlige og østeuropæiske medier til samtidig at reproducere karikaturerne 1. og 2. februar 2006. En af den slags sayanim aktioner ville have været seniorredaktøren ved France-Soir Arnaud Levy og avisens hovedredaktør Serge Fauberts beslutning om at offentliggøre tegningerne. Men dens fransk-ægyptiske ejer fyrede næsten øjeblikkeligt avisens administrerende redaktør, Jacques Lefranc, som ifølge et interview i CNN i begyndelsen havde modsat sig offentliggørelsen, uden at røre Levy og Faubert.

En skinger kampagne blev sat i gang i praktisk taget alle provestlige massemedier, som fordømte de i begyndelsen relativt moderate islamiske protester der var forekommet mellem september og december 2005, hvad der hurtigt fremkaldte den efterfølgende massive eskalering, uden tvivl med hjælp fra hemmelige Mossad-agenter i arabiske befolkninger. Mossads ”små prutter”, den danske efterretningstjeneste, pustede til ilden ved at give Danmarks højreorienterede statsminister Anders Fogh Rasmussen det råd ikke at give efter og nægte at give en undskyldning, som de provestlige arabiske regimer ønskede, og endda afslå ønsket om et møde med en gruppe dansk-baserede diplomater fra arabiske og muslimske lande for at diskutere 'situationen'.

”Flemming Rose”-Mossad forsøgte sig med en ny dristig åbning for yderlige at øge spændingen mellem øst og vest. Han tilbød offentligt at publicere iranske karikaturtegninger der gjorde nar af Holocaust i ”sin” avis. Seniorredaktøren af Jyllands-Posten, som noget sent åbenbart havde fået færten af ”Flemming Rose”s skjulte dagsorden, nedlagde dog veto mod 'tilbudet' og bad Rose om at tage orlov. Rose rejste til Miami, ikke Tel Aviv – hvor hans bosættelse havde kunnet stille spørgsmålstegn ved hans påstand om simpelthen at være modstander af ”selvcensur”. I Miami er han uden tvivl beskyttet af de lokalt baserede sayanim , der er bevæbnede og trænede i ”selvforsvar” af truede zionister.


Sayanim – den vestlige civilisations forsvarere

Sayanim , ifølge Victor Ostrovsky afledt af det hebræiske ord for 'at hjælpe', er et gigantisk verdensomspændende netværk af jøder i strategiske eller nyttige stillinger (fast ejendom, massemedier, finansverdenen, bilhandel osv. ...), som har truffet aftale om at hjælpe med ved israelske Mossad aktiviteter i deres egne lande. Dette er blevet henregnet til den overnationale loyalitet som sayanim udviser over for Israel, forud for og ikke altid til fordel for deres hjemlande. Ifølge Gorton Thomas og Martin Dillon i deres detaljerede biografi Robert Maxwell, Israel's Superspy (Carroll and Graf Publishers 2002) var den berygtede mediehersker Robert Maxwell en super- sayanim , der sørgede for skjulesteder, kontorer, politiske forbindelser og penge-hvidvaskning og desuden plantede historier til fordel for Israel efter Mossads krav. Jonathan Pollard, den amerkianske marineforsker der blev fængslet for spionage, er endnu en begygtet sayanim .

De aktiviteter disse 'hjælpere' udøver, strækker sig faktisk helt fra det spektakulære til det mere almindelige, og ifølge Victor Ostrovsky i hans biografi By Way of Deception fra 1990 udgør sayanim et forråd af tusinder af aktive og inaktive individer som kan yde diskrete tjenester ud fra deres loyalitet mod 'Israels sag' som defineret af en til enhver tid løbende Mossad handling. Kynismen i dette arrangement er tydelig: Det gør ikke nogen større forskel for Mossad om en aktivitet, som f. eks. ”Flemming Rose”s, bringer de nationale og økonomiske interesser hos sayanim ens eget land i fare, eller hvis de bliver afsløret, kan skade jødernes status i diaspora. Standardsvaret fra Mossad ville være: ”Hvad er det værste der kunne ske de jøder? at de alle skulle komme til Israel? fint nok.” Deres hensynsløshed har tydeligvis følger for jøder som har nægtet at lade sig rekruttere som Mossad-hjælpere i berørte lande.


Mossads krigspropaganda og ”Muhammedsagen”

Israelske ledere udtrykte deres modstand mod Bush-administrationens dipolomatiske forsøg på at trække de europæiske magter ind i forhandlingerne om Iran. Automatisk og uden at stille spørgsmål iværksatte alle de ledende zionistiske og jødiske organisationer i USA (AIPAC, Præsidenterne for de Ledende Jødiske Organisationer, ADL m.fl.) en langvarig national kampagne for at mobilisere kongressen og deres ”venner” i departementerne til at gribe til øjeblikkelig militær handling eller påtvinge Iran økonomiske sanktioner. Men Bush-administrationen, der ganske vist var enig, manglede offentlig støtte i USA og hos deres europæiske allierede og deres nationale vælgerskarer. Mossads politik var at finde et påskud til at polarisere den offentlige mening mellem Mellemøsten (og derudover) og Vesten for at eskalere spændingerne og dæmonisere islamiske modstandere mod deres planer om hegemoni i Mellemøsten. ”Rose”-tegningerne passede perfekt i Mossads kram.

Sagen kunne markedsføres som et spørgsmål om ytringsfrihed, en konflikt mellem ”værdier” snarere end ”interesser”, mellem det ”demokratiske Vesten” og de fundamentalistiske ”totalitære” (som fremstillet af Pipes-Rose) islamister. Intet kunne være længere fra sandheden. Rose havde bestilt og udvalgt de islamiske karikaturer, hvorimod hans avis havde afvist lignende karikaturer af Jesus Kristus i en tidligere sammenhæng. Billedet af Rose som en ”kulturel billedstormer” – mens hans arbejdede for en højreorienteret avis hvis daglige kost var at publicere negative ”nyheder” om immigranter (fra Mellemøsten) og positive interviews med zionistiske ekstremister – er i sig selv utroværdigt, selv om dette billede er blevet udspredt af alle de ledende medier. Mens ”Rose” startede de internationale spændinger, offentliggjorde hans liberale og neo-con kolleger og hans kammerater i og uden for Mossad hans provokationer og fremkaldte vrede i den arabiske og islamiske verden.

Tegningerne, de efterfølgende fornærmelser og beskyldningerne mod de islamiske demonstranter og deres verdslige allierede overalt i Afrika, Mellemøsten, Asien og Europa endte med at fremkalde omfattende fredelige og efterhånden voldelige protester hos millioner af mennesker. Billeder af voldelige protester og demonstrationer blev bragt i de vestlige massemedier og havde held med at vække den tilsigtede frygt for og agtpågivenhed mod muslimske lande og mindretal i Europa. Islamofobien bredte sig. Zionistiske propagandister i Europa og USA knyttede forsvaret for ”ytringsfriheden” sammen med israelsk ”sikkerheds”politik. Mens Vesten vendte sin vrede mod de islamiske demonstranter, blokerede Israel Gaza, og USA og Europa fjernede al støtte til palæstinenserne, idet de truede befolkningen med masseudhungring som straf for at den havde udøvet sin demokratiske ret til at vælge sine egne ledere. ”Rose”s juleleg om ytringsfriheden satte nyt liv i den ellers miskendte ZionCon doktrin om ”kultursammenstødet”. Ved at spille på europæisk islamofobi og den voksende nærtagenhed hos praktiserende muslimske og arabiske nationalister over for krænkelser, er det sandsynligt at israelske eksperter i psykologisk krigsførelse slog ned på sagen om ”ytringsfrihed” som det ideelle afsæt for konflikten.

Da Hamas – som Israel havde stemplet som en terroristbevægelse – vandt sin demokratiske valgsejr, fremskyndede det de israelske forsøg på at overtale vestlige regeringer til at insistere på at regeringer i muslimske lande skulle undertrykke de 'irrationelle islamiske masser' eller forberede sig på vestlig censur eller fjernelse af støtte. (At man ikke var slået hårdt ned på demonstranterne blev i medierne fremstillet som offentlig accept eller tilskyndelse.) De ledende amerikanske zionistiske organisationer var i stand til at påvirke udenrigsminister Rice så hun gav Iran og Syrien skylden for at have iværksat de verdensomspændende demonstrationer, fra Gaza til Filippinerne. Den israelske strategi var at udnytte den europæiske vrede til at svække modstanden mod et militært angreb eller økonomiske sanktioner mod Iran og Syrien.


På den anden side af religiøs blasfemi

Mens de fleste officielle analytikere har koncentreret sig snævert om karikaturtegningerne som kilde til og mål for de massive globale demonstrationer, er de faktisk allerhøjst den umiddelbare anledning til en hel serie aktuelle begivenheder af langt større politisk betydning. Fra ”chok og skræk”-tæppebombningen af Irak til massetorturen og den daglige ydmygelse af befolkningerne i de besatte lande, fra den totale ødelæggelse af Fallujah (et amerikansk symbol som Guernica var det for nazisterne) til den israelske ødelæggelse af Jenin og Palæstina, fra de daglige mord på palæstinensere udøvet af de israelske besættere til oversmøringen af koranen med lort i Guantanamo, har Israel, USA og Europa forsøgt at vise at muslimer ikke skal føle sig sikre noget sted – ikke i deres skoler, hjem, kontorer, marker, fabrikker eller moskeer – og at intet er helligt .

Årsagen til at millioner demonstrerer mod en karikaturtegning af Muhammed offentliggjort i en ubetydelig skandinavisk højreorienteret avis, er at dette er den dråbe der får bægeret til at flyde over – udløseren – efter en række velovervejede krænkelser af de muslimske, arabiske og koloniserede folks grundlæggende sociale og politiske rettigheder. Mens de vestlige medier udelukkende har fokuseret på demonstrationernes religiøse indhold, har stort set hvert eneste land hvor massive og langvarige demonstrationer har fundet sted, fornylig været udsat for vestlig intervention i form af omfattende udplyndring af råmaterialer og/eller oplevet ødelæggelse af deres verdslige rettigheder: lande er invaderet, hjem, skoler, hospiltaler, sundhedssystemer og forsyning af rent vand er blevet ødelagt, landbrug og naturrigdomme plyndret, museer, biblioteker og arkæologiske udgravningsområder ribbet og moskeer vanhelliget.

De nuværende vilkår for materiel eksistens er blevet et vestligt inferno for alle de befolkninger (både verdslige og religiøse) der lever i arabiske og islamiske lande. Nu er der så gentagne gange blevet trampet ustraffet på deres dybeste historiske og åndelige referencepunkt, profeten Muhammed – den centrale religiøse skikkelse – af arrogante imperialister og deres håndlangere i medierne, hjulpet og sekunderet af den israelske stat og dens oversøiske ' sayanim 'agenter. Det er kynisk at antyde at praktiserende muslimer ustraffet ville kunne vanhellige Jesus Kristus-figuren i betragtning af at det også er forbudt i Koranen.

Som de israelske strateger udmærket godt vidste på forhånd, ville krænkelsen af Islam ikke finde sted i et politisk tomrum: De materielle betingelser for en islamisk-arabisk opstand var modne: Hamas havde vundet sin overvældende sejr ved de palæstinensiske valg, USAs militær var klar over at man var ved at tabe krigen i Irak, Iran nægtede at kapitulere, Bush var ved at tabe offentlig støtte til sine aktuelle og kommende krige i Mellemøsten, AIPAC, Israels vigtigste politiske instrument til at påvirke amerikansk politik, var under undersøgelse for forbrydelser... Israels strategi med at få USA til at udkæmpe sine krige var ved at slå tilbage mod det selv. Der var behov for at genoplive de politisk-militære spændinger som man havde udnyttet efter 11. september 2001 til Israels fordel: derfor ”Flemming Rose”s provokation, derfor den samordnede brede offentliggørelse af sagen, derfor agitationen for ytringsfrihed hos vestlige ' sayanim ', liberale, konservative og neocon ideologer, derfor den forudsigelige eksplosion af protester, derfor 'genskabelsen' af spændingen i Mellemøsten ... og virkeliggørelsen af Israels planer.

Det er klart at den eksploderende konfrontation er mere end en sag om religion eller ytringsfrihed, mere end de klodsede provokationer fra en omstrejfende kulturredaktør forkælet af de 'små prutter' i et infiltreret dansk efterretningsvæsen. Det der står på spil, er den velovervejede racistiske stereotypisering af de arabiske og islamiske folk og befolkningerne i den tredje verden med henblik på at opretholde og uddybe deres undertrykkelse, udbytning og underordning. Den mest gennemtrængende, produktive og indflydelsesrige kilde til racistiske arabiske stereotyper er Israel og dets oversøiske akademikere (særlig i USA og Europa) og dets terror'eksperter' og psykologer ved de mest prestigefyldte universiteter og tænketanke, som har leveret den ”psykologiske profil” til at tortere, ydmyge, provokere og undertrykke de millioner der kæmper for selvbestemmelse mod kolonimagters og imperiers herredømme.

Endnu en gang har Israel og særlig dets oversøiske agenter sat Israels ekspansionistiske og militaristiske interesser forud for befolkningernes interesser i USA og Europa. ”Er det godt for jøderne?” Et kriterium fastsat af den israelske stat har ført til en blindgyde af massive konfrontationer og voksende fjendtlighed mellem arabisk/muslimske folk og vestlige regeringer. Hvad der forekom denne verdens 'Roser' og deres Katsas og lærvillige Sayanim så fikst, at provokere konfrontation, kan igen vise sig at være en boomerang: Opstandene kan gå videre end til at protestere mod symboler på krænkelse og angribe magtens substans, herunder de arabiske og muslimske prokonsuler og kollaboratører med den euro-amerikanske politiske og økonomiske magt. Mens Mossad er højst snedig til at infiltrere og provokere undertrykte grupper, har det været iøjnefaldende udueligt til at kontrollere og begrænse de deraf følgende opstande, som Hamas' nylige sejr demonstrerer og den irakiske modstand viser. Den næste omstridte karikaturtegning kunne vise Moses der leder sit folk ud i ørkenen.


Epilog

Mens den Mossad-provokerede kontrovers om ‘ytringsfrihed over for blasfemi' mellem Vesten og de islamiske folk stadig uddybes, er Israel gået i gang med at påføre 3 millioner palæstinensere en nazi-lignende belejring beregnet på at sulte dem til at afgive deres demokratiske friheder. Beregnet på er den præcise term.

Gideon Levy, der er topjournalist for det israelske dagblad Haaretz, rapporterer (19.2.2006) hvordan Dov Weissglas, der er rådgiver for den israelske statsminister, spøgefuldt fortalte en række topembedsmænd:
”Det (den økonomiske blokade, som kan inkludere elektricitet og vand ud over fødevarer) ligner en aftale med en diætist. Palæstinenserne vil blive en hel del tyndere, men ikke dø.”
De israelske embedsmænd ”skreg af grin”.
Som Levy påpeger, ”lever over halvdelen af alle palæstinensere allerede i fattigdom ... sidste år havde 37 % vanskeligheder med at skaffe mad ... 54 % af befolkningen i Gaza har skåret ned på mængden af mad de spiser ... børnedødeligheden er vokset med 15 % ... arbejdsløsheden har nået 28 %.”

Beregnet velforberedt masseudsultning af en gettoiseret befolkning, spøgefuldt omtalt af dens bødler som et 'besøg hos diætisten', er en nøjagtig gentagelse af den indenrigspolitiske diskussion hos den nazistiske overkommando om befolkningen i Warszawas getto. Israels evne til at påføre og anvende en folkedrabspolitik er i høj grad blevet lettet af det symbolske sideoptrin som Mossad-'Rose' instruerede i Vesteuropa. ”Kultursammenstød” i folkedrabets tjeneste – er hverken et fikst påfund eller blot en krænkelse af islamiske følelser, men en forbrydelse mod menneskeheden.

Oversat af Minna Skafte-Jensen for Boykot Israel

Af James Petras på dansk - se også:

Lobbyen og den israelske invasion i Libanon: Deres kendsgerninger og vores

Karikaturerne i Mellemøstpolitikken

En ny facade på Bush's udenrigspolitik

Imperiet i år 2005

Raseringen af Rusland

Det amerikanske præsidentvalg: Et blik fra venstre

Tredjeverdens modstand og vestlig intellektuel solidaritet

Latinamerika på tærsklen til et nyt årtusinde

USA fastholder førergrebet

Informationssamfund, globalisering og andre imperialistiske fabler

Den Tredje Vej - myte eller realitet

Engelsk:
Rebellion: Artikler af James Petras

- End -