Bush på dansk

v. Hans Pendrup

Det indledende udenrigspolitiske afsnit af statsministerens åbningstale til Folketinget synes ikke at have givet anledning debat i medierne. Og selv om en kortfattet redaktionel meningstilkendegivelse på Politikens forside med overskriften "Bush på dansk" rammer plet, så lader redaktionen sig nøje med en mild kritik af den den amerikanske håndtering af "de stadigt stigende problemer som de internationale operationer i Irak og Afghanistan er løbet ind i".

Politiken skriver:

Bush på dansk - Foghs forenklinger

"Når det gælder moraliserende forenklinger kan Fogh efterhånden konkurrere med sin ven i det Hvide Hus, George W. Bush. De eneste tab af menneskeliv på den globale scene, der blev nævnt, var dem, der fandt sted 11.sept. for fem år siden. De stadigt stigende problemer som de internationale operationer i både Irak og Afghanistan er løbet ind i, og den mareridtsagtige vold i Bagdad, hvor et stadig større befolkningsflertal ønsker de udenlandske styrker væk, blev derimod ikke nævnt med et ord.

Talens værdibærende del var en lang besværgelse om uafviselige overordnede mål, uden et ord om, hvor dårligt det går med at nå dem, fordi USA har valgt så problematiske midler til at forfølge dem. For mange vil det mest provokerende nok være, så fjern vores statsminister fra den hjemlige dagsorden." (Politiken 4. okt. 2006)

Hvad sagde Fogh?

I det indledende udenrigspolitiske afsnit af sin tale sagde Fogh bl.a.:

"Den 11. september 2001 kaprede 19 terrorister fire fly i USA. Tusindvis af uskyldige mennesker blev slået ihjel. Og siden har verden ikke været den samme.
Gennem de sidste fem år er det blevet klart, at vi står midt i en global værdikamp. Det er ikke en værdikamp mellem kulturer eller religioner. Det er en værdikamp mellem forstandig oplysning og fundamentalistisk formørkelse. Mellem demokrati og diktatur. Mellem frihed og tyranni.

"I den kamp kan man ikke være neutral. Vi må aktivt støtte frihed og folkestyre.
Vi skal værne om vore frihedsrettigheder. Om retten til selv at vælge, hvordan vi vil leve vort liv. Om ytringsfriheden – den vigtigste af alle frihedsrettigheder.
Det er vigtigt, at vi gør os klart, hvilke ekstremistiske kræfter, vi står overfor. At vi ikke giver køb på vores værdier i et misforstået forsøg på at forstå eller tilpasse os.
Når det handler om frihed og demokrati, kan og skal vi ikke gå på kompromis.

Ethvert menneske, ethvert folk har ret til frihed. Vi accepterer ikke det synspunkt, at der skulle være lande eller folkeslag, som ikke har ret til eller ikke egner sig til demokrati. Derfor må verdens frie samfund stå sammen om at forsvare og fremme frihed og folkestyre. Uden at gå på kompromis med retsstat og retssikkerhed."

Politiken karakteriserer statsministerens fremstilling som forenklet. Det tør antydes. Det er forenklinger af den slags man sædvanligvis kalder propaganda. Helt på linje med Bush retorikken om kampen imod "ondskabens akse" og "slyngelstater". Ren demagogi, der uanset politiske ærinde må karakteriseres som under lavmålet oplæg fra statsministeren til en folketingsdebat i et land, der forstår sig selv som demokratisk og "forstandigt".

" Gennem de sidste fem år er det blevet klart, at vi står midt i en global værdikamp. Det er ikke en værdikamp mellem kulturer eller religioner. Det er en værdikamp mellem forstandig oplysning og fundamentalistisk formørkelse. Mellem demokrati og diktatur. Mellem frihed og tyranni."

At fremlægge en sådan svada af floskler som debatgrundlag er nærmest at betragte som en hån imod Folketinget. Enhver med blot en minimal orientering om politik ved, at sådan forholder det sig simpelthen ikke. Der er forstandig oplysning og fundamentalistisk formørkelse, demokrati og diktatur, frihed og tyranni i begge lejre.

Påstanden om global værdikamp som grundlag for uomgængelig konfrontation er både fejlagtig og dødsens farlig.

Danmarks rolle og de "ekstremististisk kræfter"

Danmark er som bekendt i krig som deltager i en amerikansk ledet alliance. Danmark er på ingen måde neutral. Hvad drejer den krig sig om? Da det ikke drejer sig om en krig imod en stat eller koalition af stater med en erklæret udenrigspolitik, kan man kun gisne om motiverne. Ifølge Bush er der tale om "islamfascisme" (eller islamofascisme), kort sagt en ny variation af de demokratifjendtlige kræfter som udløste 2. verdenskrig.

Heroverfor står ifølge Bush "det internationale samfund" eller "den frie verden" og dens kamp for demokrati, frihed og markedsøkonomi. Efter 1989 og 11 sept. er den amerikanske supermagt den ubestridte leder af denne kamp.

Politiken erklærer sin uforbeholdne tilslutning til "store ord" om "kampen mellem frihed og tyranni", men kritiserer forenklingen, der gør sig gældende som fortielse af den vold på civilbefolkningerne i Irak og Afghanistan, som Bush Administrationens "værdikamp" har medført. Det er midlerne, Politiken tager til orde imod, men ikke målet, for det er jo "frihed og demokrati". Men er det det?

I forbindelse med en kommentar til det angivelige London baserede airlines plot erklærede Bush at "Nationen er i krig med islamiske fascister."

"Islamfascisme"?

Men lige præcis hvem det er, der antages at repræsentere den såkaldte islamofascisme, er det temmelig vanskeligt at afgøre, siger William Blum (Perpetual Fear, Counterpunch August 19 / 20, 2006)

Omfatter begrebet det undertrykkende Saudi-arabiske regime - historisk den længstvarende allierede af USA i Mellemøsten - eller de, der forsøger at vælte det?
På samme vis Hosni Mubaraks regime i Ægypten.

Og hvad med Pervez Musharrafs regering i Pakitstan, der lige har lavet en overenskomst med støtter af taliban i landets nordvestlige region? Drejer den som om at smutte tilbage fra at være en allieret i "krigen imod terror" til at være en støtte af fascister?

Eller tænk på Nouri Malikis regime i Irak, bakket op for tiden af USA. Gør den omstændighed, at den støtter sig til shiitiske mordpatruljer, den til et fascistisk regime?
Eller vil det kun få den betegnelse, når USA beslutter, at den ikke længere er nyttig under henvisning naturligvis til dens forbindelser med "islamofascisterne" i det iranske regime og dens afvisning af at stemple Hizbollah "terroristerne" i Libanon?

Hvad al Qaeda terrorist-gruppen angår må man spørge sig: Præcis hvornår blev de fascister? Tilbage i 1980´erne kæmpede de dog imod Sovjet Unionen med midler tilvejebragt af USA og det saudiske regime. Dde var ifølge præsident Reagan, frihedskæmpere - præcis ligesom de, der deltog i den amerikanske revolution

Paul R. Pillar, en tidligere topplaceret CIA analytiker og forfatter af en respekteret bog om terrorisme siger til Washington Post:
"Det fører til misforståelse af behovet for hvad der faktisk er en forskellig modterrorist politik for hver gruppe og stat, vi har med at gøre ... Hamas er en helt anden enhed end al-Qaeda ... Deres mål er meget forskellige."

Videre siger Pillar:
""Bush hævder at al-Qaeda og dets terrorist allierede ønsker at skabe et "imperium, der strækker sig fra Spanien til Indonesien." Helt hen i vejret. Larry Wilkerson, tidligere top hjælper for Colin Powell, fortalte mig:
"Jeg tror ikke der er en eneste sjæl i administrationen, bortset fra vicepræsident Dick Cheney, der tror på det nonsens om islamfascisme."
Hvorfor latterliggør demokraterne ikke denne særlige form for frygtmaneri?"

9/11 og værdikamp

Mens den danske statsminister uden at ryste på hånden godtager den officielle forklaring på 9/11, så er der betydeligt mere tvivl i USA.

Den tidl. vicefinansminister i Reaganregeringen og særdeles velrenommerede journalist for Wall Street Journal Paul Craig Roberts siger på årsdagen for 9/11:

"Min rolle er journalistens. Jeg tror at 9/11 blev brugt af Bush administrationen til at iværksætte aggressive krige i Mellemøsten, og at det ikke er administrationens hensigt at gøre en ende på aggressionen i Irak. Hvorvidt 9/11 blot var bekvem for administrationen eller om administrationen havde en finger med i spillet, ved jeg ikke.
Jeg konstaterer som en kendsgerning, at vort frie demokrati er ude af stand til at frembringe en undersøgelse, der kan nå frem til sandheden om 9/11."

Underminering af demokratiske rettigheder

Bush:
"Den krig vi fører idag er mere end en militær konflikt; det er den afgørende ideologiske kamp i det 21 århundrede."

Når man læser disse ord er fristet til at spørge hvordan den ideologiske kamp' der føres af Bush administrationen er kommet til udtryk i praksis. siger William Blum (Perpetual Fear , Counterpunch August 19 / 20, 2006)

"Krigen imod terror" har lige fra begyndelsen været ledsaget af bestræbelser på at underminere og ødelægge hele strukturen bag de forfatningsmæssigt garanterede demokratiske rettigheder, der er arven efter den ægte demokratiske revolution, der inspirerede lederne af den amerikanske revolution i det attende århunderede.

De principper, som Bush administrationen hylder, peger i retning af spirende diktatur. De har været tydeligst artikuleret ikke blot af så uforbeholdne tilhængere af præsidentielt tyranni som højestretdommerne Antonin Scalia og Clarence Thomas, men også i de amerikanske militære og efterretningsmæssige personel i form af torturkamre i Abu Ghraib og i de hemmelige CIA fængsler, hvis eksistens nu er offentligt indrømmet af Bush næsten fem år efter at de oprindeligt blev taget i brug. 10/05/06 " Information Clearing House "). -

Ifølge Paul Craig Roberts vil vi om en måned vide, om amerikanere forstår faren ved Bush administrationens fanatiske optagethed af terrorisme kombineret med et-partis kontrol med de udøvende og lovgivende grene. Hvis vælgerne forsømmer lejligheden til ved november valget at tage magten fra republikanerne i kongressen, vil Amerika opleve en endnu hastigere udvikling i retning af en politistat.

Bush-administrationens reaktion på 9/11, en hændelse, som vi har ufuldstændig og utroværdig information om, har bestået i at nedtrampe vigtige borgerlige frihedsrettigheder som habeas corpus, sagførernes særligt beskyttede forhold til deres klienter (the attorney-client privilege), beskyttelse af privatlivet (privacy), retfærdig rettergang (due process) og forbud imod angivelse af sig selv (self-incrimination), siger Roberts videre.

I dag findes der 'tilbageholdte' ('detainees') ", der er fængslet af den amerikanske regerings embedsmænd på ubestemt tid uden anklage eller retsgyldig fuldmagt --- faktisk fængslet uden retssag- og som nægtes adgang til advokat og familje og tortureres i bestræbelser på at opnå 'belastende tilståelser' (self-incrimination), mens amerikanske borgere udspioneres uden retsgyldig fuldmagt.
Dette er tydelige tegn på en politistat.

Olje og strategisk indflydelse

Hvis man vover at sige 'olie', bliver man ifølge Noam Chomsky fordømt som anti-amerikansk, en konspirationsteoretiker, gammelmarxist eller blot vanvittig.
" Det er ulovligt at indrømme, at vi har en regering, der søger at fastholde og udbygge et imperium, selv om intet kan være mere oplagt. Hvis man ikke gider læse strategipapirerne fra The Project for the New American Century , kan man se på, hvilken politik vi konkret fører," siger Chomsky. (Interview Information 8 sept. 2006) .

"Det handler selvfølgelig om olie og strategisk indflydelse. Regeringen har noteret sig, at Irak har udviklet sig helt anderledes end håbet - som alle eksperter havde forudset det ville. Hvis Irak bliver blot en smule demokratisk og uafhængigt, så bliver det en shia-regering, der vil få tætte bånd til og samhandel med Iran. Og allerede nu ser man, hvordan det dybt undertrykte shia-mindretal i Saudi Arabien, der bor lige oven på landets største oliekilder på østkysten, orienterer sig mod Iran og hylder Nasrallah."

"USA har kontrol over sunni-regimerne i Saudi Arabien, Egypten og Jordan, hvis befolkninger i vid udstrækning hader knæfaldet for USA. Shiitterne derimod har bred opbakning på grund af Irans styrkede rolle, modstand mod USA og den rendyrkede støtte til palæstinenserne. En suveræn og egenrådig shia-region vil destabilisere de amerikanske marionetstater i hele Mellemøsten. Den vil kunne sidde på hovedparten af verdens olie, den vil have enorm strategisk magt, og Iran-Irak vil være frit stillet til at rette samhandelsfokus mod Kina. USA vil starte en atom-krig, før man accepterer det scenarium," siger Noam Chomsky.

USAs nye "forsvarsstrategi"

The Project for the New American Century, eller PNAC, er en Washington baseret tænke-tank, der blev oprettet i 1997. Fremfor alt ønsker og kræver PNAC en ting: Etableringen af et globalt amerikansk imperium, som bøjer alle landes vilje.
De oprøres over den omstændighed, at de Forenede Stater som den sidste tilbageværende supermagt ikke gør mere i form af økonomisk og militær magt for at bringe resten af verden ind under en ny socio-økonomisk Pax Americana's paraply.

Essensen af PNAC's ideologi findes i en hvidbog der blev produceret i september 2000 med titlen "Rebuilding America's Defenses: Strategy, Forces and Resources for a New Century." Her skitserer PNAC hvad der kræves af Amerika for at skabe det globale imperium de forestiller sig.

Ifølge PNAC skal Amerika:

*Genanbringe permanent baserede styrker i Sydeuropa, Sydøst Asien og Mellemøsten;
*Modernisere amerikanske styrker og jævnsides øge vores kampflystyrke, undervandsbåds- og flådestyrker;
*Udvikle og deployere et globalt missil forsvarssystem og udvikle et strategisk herredømme over rummet;
*Kontrollere cyberspaces 'internationale arena';
*Øge forsvarsudgifterne til minimum 3.8 procent af BNP, en stigning på 3 procent fra de nuværende udgifter.

PNAC som drejebog for Bush administrationen

Det fulde omfang og ambition for Bush´s udenrigs- og militærpolitik er i mere omfattende form beskrevet i en bog med titlen Present Dangers. Crises and Opportunity in American Foreign and Defense Policy af the Project for the New American Century in 2000. I denne redigerede udgave af PNAC-stifterne Robert Kagan og William Kristol, kan man finde, hvad der tager sig ud som et blueprint til den aktuelle målsætning i forbindelse med USA´s globale engagement. Med nonstate (ikke statslig) terrorisme bliver der gjort kort proces i bogen, der omfatter kapitler skrevet af så fremtrædende udenrigspolitiske holdspillere som Richard Perle, Elliott Abrams, Paul Wolfowitz og Peter Rodman.

PNAC's "Present Dangers" fungerer tilsyneladende som en drejebog for Bush administrationen.

I sit kapitel om Mellemøsten fremlægger Elliott Abrams den "fred gennem styrke"-trosbekendelse, der er blevet det bærende princip for denne administration.
"Vor militære styrke og villighed til at bruge den vil fortsat være en nøglefaktor i vores evne til at fremkalde fred," skrev Abrams, som er administrationens National Security Council Senior Director for Democracy, Human Rights, and International Operations.

I lighed med andre PNAC principper opfordrer Abrams til en forebyggende "omstyrtning af Saddam Hussein." Styrkelse af vor store allierede i regionen, Israel, bør være grundlaget for amerikansk mellemøsten politik, og vi bør ikke tillade etableringen af en palæstinensisk stat, der ikke ikke eksplicit hævder amerikansk politik i regionen, ifølge Abrams.

Under overskriften "Regime Change" ('regimeskift') i det indledende kapitel, tager Kristol og Kagan sigte på Irak, Iran, Nordkorea og Kina som udfordrere, der må konfronteres. Med hensyn til Irak og Nordkorea, konkluderer de to PNAC-stiftere, at USA's 'fremtrædende rolle' ("preeminence") i det 21nde århundrede ikke kan baseres på "blot at ønske fjendtlige regimer ud af eksistens."

De advarer om, at USA vil være nødt "til at intervenere i udlandet, selv hvis vi ikke kan bevise, at USA's 'vitale interesser' i snæver forstand er på spil."

Det er præcis derfor Bush administrationen har så svært ved at forklare, hvorfor den er på krigsstien imod Irak. De argumenter, der fremsættes af Pentagon, Udenrigsministeriet og det Hvide Hus om det irakiske regimes støtte til international terrorisme, dets obstruktion af FN-inspektioner eller dets repressive karakter, er ikke det centrale i deres dagsorden --- nemlig at udløse "regime change" i alle lande, der udgør en udfordring - virkelig eller potentiel - for de amerikanske "imperium," med dets kontrol af fundamentale globale resourcer og dets globale militære dominans.

Bush administrationen hævder i lighed med Teddy Roosevelt, at amerikansk krigspolitik er et slag for fred.

I deres skriverier i forbindelse med det seneste præsidentvalg opfordrede Kagan og Kristol til en ny udenrigspolitik baseret på principperne for overlegen militær magt og konservativ internationalisme.
"Konservativ internationalisme," sagde de, er "den sande arving til en tradition i amerikansk udenrigspolitik, der går fra Theodore Roosevelt og frem til Ronald Reagan."

Til alt held forkaster størstedelen af det internationale samfund og et voksende antal amerikanere genoplivningen af det 19. århundredes kanonbåds- diplomati som en passende manifestation af det 21ende århundredes internationalisme.
(Foreign Policy in Focus 31 oktober 2002 Tom Barry: PNACs 'Present Dangers' som drejebog for Bush-doktrinen )

Det skulle med ovenstående eksempler in mente fremgå at der skal mere end statsministerens "besværgelser om uafviselige overordnede mål" som grundlag for en "forstandig og demokratisk" debat om de globalt omfattende konflikter og Danmarks rolle i dem.

Redaktion og oversættelser Hans Pendrup

- End -