Selv præsident George Bush har indrømmet, at der er ligheder mellem Vietnam og Irak. Men Irak er værre. Krigen har afsluttet den epoke, da USA var verdens eneste supermagt
I maj 2003 blev jeg interviewet af en journalist fra TV2-Fyn, som spurgte mig om, hvordan jeg som iraker følte, da krigen mod Irak var overstået. Da jeg svarede, at "den rigtige krig i virkeligheden begynder nu", virkede journalisten uforstående.
For mig var der to krige i gang: den der begyndte 19. marts mellem USA og Iraks militær, og en anden krig, som ventede på amerikanerne i de irakiske byer, den der begyndte, da de amerikanske kampvogne 9. april rykkede ind i Bagdad og væltede Saddams statue.
En dansk journalist har gode grunde til at tro på, hvad topgeneraler i verdens stærkeste militær siger, men for mig, der kommer fra Irak, er disse generaler dumme, fordi de slet ikke tager den menneskelige faktor med i deres planer. Krig er mere end bevæbnede soldater, kampvogne, missiler og jetfly. Krig handler primært om menneskelig vilje, identitet, tanker og følelser.
De danske tv-stationer har efterhånden boykottet mig, selv om de ved, at jeg ved uhyre meget mere om Irak end deres tv-stjerner fra Syddansk Universitet gør.
I maj 2004 holdt jeg et foredrag i Århus, hvor jeg bl.a. sagde, at Irak var et nyt Vietnam, fordi irakerne, sådan som jeg kender dem, er parat til at ofre millioner for at genvinde deres selvstændighed. Irakerne er et folk, som aldrig vil finde sig i besættelse, amerikansk besættelse oven i købet.
Det viste sig bagefter, at der blandt publikum havde været en journalist fra Jyllands-Posten. Dagen efter skrev hun en artikel i avisen under titlen Vietnam II, hvor hun dels latterliggjorde min vurdering, dels rettede kritik mod min "militante" sprogbrug, da jeg oven i købet var akademiker.
Der er åbenbart nogle uskrevne regler for, hvorvidt danske akademikere må blande sig i hede politiske debatter, og for hvordan de forventes at ytre sig. For mit vedkommende gør det det bare værre, at Irak er mit gamle fædreland. Sandhedsværdien i udtalelserne er derfor ligegyldig.
Nu kommer udtalelsen om Vietnam II fra George. Bush, den mand, som er den hovedskyldige i krigen mod Irak. Endelig erkender han selv, at der er ligheder mellem Vietnam og Irak. Selvfølgelig er Bush stadigvæk bagud i sin erkendelse, idet Irak i dag ikke længere kan sammenlignes med Vietnam. Det er blevet meget værre end Vietnam.
Irak spiller nu for USA samme rolle, som Afghanistan spillede for det gamle Sovjetunionen i 1980'erne. Det slår jeg fast - stadigvæk som dansk akademiker - og dette skal jeg fremføre argumenter for. Men foreløbig presser spørgsmålet om akademikernes forventede sprogbrug hårdt på og kræver en seriøs debat.
Der er en sammenhæng mellem, hvad man oplever, og den måde, man bruger sproget på til at beskrive oplevelsen. Hvis oplevelsen er smertefuld, vil man ikke kunne beskrive den med vendinger fyldt med glæde. Hvis oplevelsen er frygtelig, kan man ikke beskrive den med romantiske vendinger.
Medmindre man terapeutisk vil berolige panikslagne mennesker, vil man ikke via en fin sprogbrug kunne afdæmpe betydningen af en fare. Jeg forstår derfor ikke, hvorfor journalister og andre forventer, at man skal beskrive en blodig oplevelse som den med situationen i Irak efter besættelsen, med en fin, romantisk og kold tone.
Skal jeg, fordi jeg er akademiker, beskrive en situation, sådan som jeg selv oplever den, eller som en dansk journalist oplever den?
I dag anslår the Lancet Study, at 794.000 civile irakere har mistet livet siden invasionen i 2003. Vil de danske medier stadig hævde, at en dansk akademiker med irakisk baggrund har uret, når han kalder besættelsen af Irak "forbryderisk"?
Der er også sammenhæng mellem sandhed, viden og den måde, man formidler og fremsætter viden på. Skal akademikere, der har viden om sandheden bag besættelsen af Irak, fremsætte denne viden ærligt, eller skal de i stedet behage politikere og tilfredsstille journalisternes behov for bekræftelse af deres uvidenhed?
Skal man lulle danskerne i søvn ved at fortælle dem, at vores børn er i Irak for at hjælpe irakerne med at bygge broer og asfaltere veje? Er dette den forventede akademiske sprogbrug?
Hvad med det faktum, at irakerne i dag ikke har rent drikkevand og elektricitet? Hvad med det faktum, at befolkningen i det land, som besidder verdens anden største oliereserve, ikke kan opdrive gas og finde olie til at lave mad eller opvarme deres huse? Hvad med det faktum at irakiske børn ikke længere kan gå i skole? Hvad med det kaos og blodbad, der præger Irak? Skal alt dette fortælles til danskerne på et eventyrligt sprog?
Vil vi i dette land virkelig forholde os til sandheden om en sag, der oven i købet ikke kun drejer sig om irakerne, men også om os selv? Hvis ja, så skal vi indstille os på, at der i hvert fald er en anden sandhed end den, vi kender, eller den, medierne tillader os at kende. Om den sandhed bliver fremsat af en dansk akademiker med irakisk baggrund skal ikke gøre os mindre ivrige efter at høre den.
Irak ER ikke længere Vietnam, men USA's akilleshæl. Lad os se på følgende kendsgerninger:
Under krigen bestod Vietnam af to stater, det kommunistiske Nordvietnam og det proamerikanske Sydvietnam. Der var en befrielsesguerillakrig i Sydvietnam, hvor vietcongerne bekæmpede den amerikanske besættelse af landet. Vietcongerne fik omfattende strategisk støtte fra Nordvietnam, som selv fik støtte fra to supermagter, Sovjetunionen og Kina.
Alligevel tog det vietnameserne 12 år at påføre amerikanerne det kendte historiske nederlag i 1975.
I dag står amerikanerne ansigt til ansigt med nederlaget efter 3,5 år af besættelsen af Irak, selv om befrielsesbevægelsen i Irak ikke får støtte fra supermagter, og der heller ingen er i Nordirak, der kan yde strategisk støtte til den.
Hvor den irakiske befrielsesbevægelse har fået denne styrke til at tvinge Bush til at indrømme, at Irak minder om Vietnam, kan kun besvares ved, at besættelsen af Irak har udløst et helvede af kræfter i Irak og hele Mellemøsten. Et lille land påfører - uden støtte fra nogen - USA et katastrofalt nederlag. Er det ikke værre end Vietnam?
Under Vietnamkrigen mistede USA ikke kontrollen andre steder i Verden. USA tabte krigen i Vietnam, men opnåede samtidig succes og sejr andre steder, f.eks. i Mellemøsten, Afrika og Latinamerika.
I dag står USA magtesløs over for Nordkorea. USA har overdraget ansvaret for krigen i Afghanistan til NATO. USA kan ikke gøre noget ved, hvad der sker i Somalia. USA er tilbageholdende med at bruge magt mod Iran. USA er ikke i stand til at gøre noget ved et lille naboland som Venezuela, som udfordrer USA i Latinamerika.
Alt dette på grund af Irak. Irak suger USA's militære magt og økonomiske ressourcer i en krig, der koster USA to milliarder kroner om ugen. Man kan derfor ikke sige, at Irak kun minder om Vietnam.
Ved besættelsen af Irak har USA også givet de andre supermagter de bedste kort i kampen om dominans. Der er meget, der tyder på, at russerne og kineserne står bag, at Taliban igen er på scenen i Afghanistan. Krigen i Irak har afsluttet den epoke, da USA var verdens eneste supermagt. Det gjorde Vietnam ikke.
Besættelsen af Irak har forårsaget en omfattende katastrofe både for irakerne og amerikanerne. Det er også dybt beklageligt, at den amerikanske præsident har fået lov til at trække os danskere med i katastrofen.
Danmark, det land, som altid har haft et ry som fredselskende land, ville kunne have spillet en anden rolle i Irak end den, vi kender i dag. Danmark ville i virkeligheden kunne spille en fredsformidlingsrolle i de kommende forhandlinger mellem den irakiske befrielsesbevægelse og USA og ville kunne have hjulpet amerikanerne ud af Irak.
Men... desværre.
Omar Dhahir er studielektor, ph.d.
Af Omar Dhahir