| Analyse |
|
Årets vigtigste nyhed Hvordan Vesten vil profitere af Iraks dyrebareste råvareBlod og olje (1)
The Independent on Sunday (´IoS´) afslører i dag et udkast til en ny lov, der vil give vestlige oljeselskaber en massiv andel i de tredjestørste oljereserver i verden. Olje til sejrherrerne? Det er sådan, nogle eksperter betragter dette helt usædvanlige arrangement, hvor en stor mellemøstlig oljeproducent garanterer investorer enorme profitter over de næste 30 år.
Det var så, når det kommer til stykket, hvad Irak krigen blev udkæmpet for? Mens antallet af amerikanske soldater, der har mistet livet siden invasionen, stiger til over 3.000, og præsident George Bush satser på op til 30.000 flere tropper, er The Independent i søndags blevet bekendt med, at den irakiske regering er ved at presse en lov igennem, der giver vestlige oljeselskaber retten til at udnytte landets enorme oljereserver. Og Iraks oljereserver, de tredjestørste i verden, med et skønnet omfang på 115 mia. tønder, der venter på at blive udvundet, er en pris, der er værd at satse på. Som vice-præsident Dick Cheney bemærkede i 1999, da han stadig var chef for Halliburton, der er et selskab i olje-service branchen, så er Mellemøsten nøglen til at hindre verden i at løbe tør for olje. Nu har den nye oljelov ubemærket midt under alt ståhejen om borgerkrig i Irak og hængningen af Saddam Hussein i al stilhed været igennem adskillige udkast og er nu på tærsklen til at blive forelagt kabinettet og derefter parlamentet i Baghdad. Dets juridiske bestemmelser indebærer en radikal afvigelse fra normen for udviklingslande: i overensstemmelse med et system, der går under betegnelsen "produktions-delings overenskomster" eller PSA´s ("production-sharing agreements") vil oljegiganter som BP og Shell i Storbritannien og Exxon og Chevron i USA blive i stand til at tegne kontrakter på op til 30 år om udvinding af Iraks olje. PSA´s gør det muligt for et land at opretholde juridisk ejendomsret til dets olje, men overdrager en andel af profitter til de internationale selskaber, der investerer i infrastruktur og drift af udvindingen, pipelines og raffinaderier. Indførelsen af overenskomster vil være højt prioriterede for en stor mellemøstlig oljeproducent. Saudi Arabien og Iran, verdens oljeeksportører nr. 1. og 2. kontrollerer begge deres industrier nøje via statsejede selskaber uden nævneværdig udenlandsk medvirken, som det ligeledes er gældende for de flest medlemmer af the Organisation of Petroleum Exporting Countries, OPEC. Kritikere frygter, at Irak i betragtning af landets svage forhandlingsposition nu risikerer at blive låst fast på overenskomster på dårlige betingelser i årtier frem. "Tre udenlandske grupper har haft langt større muligheder for at granske denne lovgivning end de fleste irakere," sagde Mr. Muttitt. "Udkastet gik til den amerikanske regering og store oljeselskaber i juli, og til den internationale valutafond (IMF) i september. Sidste måned mødte jeg en gruppe på 20 irakiske parlamentsmedlemmer i Jordan, og jeg spurgte dem hvordan mange havde set lovgivningen. Det var det kun en, der havde." Storbritanien og USA har altid indigneret benægtet, at krigen blev udkæmpet for olje. D. 18 marts 2003, da invasionen var umiddelbart forestående, foreslog Tony Blair the House of Commons motion at støtte krigen. "Olje indtægterne, som folk fejlagtigt påstår, at vi ønsker at beslaglægge, burde sættes ind i en trust for den irakiske befolkning administreret via FN," sagde han. "Storbritannien burde søge en ny Sikkerhedsråds-resolution, der kan bekræfte ... brugen af alle oljeindtægter til fordel for den irakiske befolkning." Dette forslag kom der ikke noget ud af. Bortset fra denne undtagelse var det hypigt erklærede formål for USA og Storbritannien imidlertid, at Iraks oljepenge skulle bruges til at betale for genopbygningen. Paul Wolfowitz, viceforsvarsminister under krigen og nu chef for Verdensbanken, fortalte kongressen: "Vi har at gøre med et land, der faktisk kan finansiere sin egen genopbygning og det relativt snart." Men denne optimisme har vist sig uberettiget. Siden invasionen er den irakiske oljeproduktion faldet dramatisk. Landet producerer nu omkr. to mio tønder om dagen. Dette er en nedgang fra et førkrigs højdepunkt på 3.5 mio tønder. Ikke blot knager hele Iraks olje infrastruktur under virkningen af årelange sanktioner, oprørere har desuden konstant angrebet oljeledningerne således at den eneste uafbrudte strøm af eksport går via den Shia-dominerede sydlige del af landet. Forværring af sekterisk vold og gangsteruvæsen har af sikkerhedsgrunde drevet det meste af den uddannede elite ud af landet og dermed berøvet oljeindustrien de irakiske eksperter og administratorer, som det desperat har brug for. Og selv den nuværende forkrøblede operation er gennemsyret af korruption og smugleri. Oljeministeriets generalinspektør rapporterede for nylig, at en tankvognschauffør, der betalte $500 i bestikkelse til politipatruljer for at bringe olje over den vestlige eller nordlige grænse stadig vil indhøste en profit på transporten på $8,400. "I den nuværende situation, ville det være vanvittigt at pumpe flere penge ind, som bare bliver stjålet," sagde Greg Muttitt. "Det er en anden grund til at bringe 20$mia udenlandske penge ind nu." Før krigen bekræftede Bush påstande om, at Iraks olje ville betale for genopbygning. Men manglen på indtægter bagefter har gjort ham tavs på dette punkt. Senest har han hævdet, at oljen skulle bruges som middel til at forene landet, "således at befolkningen har tillid til den centrale regering", som han udtrykte det sidste sommer. Men i et land er der mere end noget andet land er afhængigt af olje - den udgør 70% af økonomien - har kontrol med aktiverne vist sig at være en opskrift på endeløse trakasserier. Det meste af oljereserverne ligger i områder, der er kontrolleret af kurderne og shi´iterne, hvilke øger sunniernes frygt for deres tab af magt med Saddams fald er ved at blive forværret af økonomiske tab. Særlig kurderne har været ivrige efter at presse på og har endog undertegnet nogle mindre PSA aftaler på egen hånd sidste år, og dermed afværget en konflikt med Baghdad. Disse problemer viser sig imidlertid nu at have været løst: en indtægts-delings overenskomst baseret på befolkningssammensætning blev indgået for nogle måneder siden, og kilder har fortalt Independent on Sunday (IoS), at regionale oljeselskaber vil være etableret til at håndtere PSA overenskomsterne som de er forudsat af den nye lov. The Independent har i søndags fået fat i et kopi af et tidligt udkast, som blev cirkuleret til oljeselskaberne i juli. Det er der forstået, at der ikke er foretaget væsentlige ændringer i det endelige udkast. De betingelser, der er nedfældet til at styre fremtidige PSA´ern er generøse: iflg. udkastet kunne de fastlægges for mindst 30 år. Afsløringen vil øge irakisk frygt for, at oljeselskaberne vil være i stand til at udnytte dets svage stat ved at sikre favorable betingelser der ikke kan ændres i fremtiden. Iraks suveræne ret til at bestyre sine egne naturressourcer kunne altså være truet af de juridiske bestemmelser i udkastet, der indebærer at alle konflikter med et udenlandsk selskab i sidste instans må afgøres ved international, snarere end irakisk mellemkomst. I udkastet fra juli, som The Independent har fået adgang til i søndags, er lovgiverne bevidst om konflikten i denne sammenhæng, og annoterende den relevante paragraf med noten, "Nogle lande accepterer ikke mellemkomst mellem et kommercielt foretagende og dem selv på grundlag af statens suverænitet." I kapitlet med overskriften "Fiscal Regime", forklarer udkastet, at udenlandske selskaber ikke er underlagt begrænsninger i henseende til at føre deres profitter ud af landet, og at de ikke er genstand for nogen form for beskatning, når de gør dette. "En udenlandsk person kan hjemsende sine eksportudbytter (i overensstemmelse med regler for udvekslinger med udlandet, der er i kraft på den tid)." Det forstås også at når selskaber engang har genvundet deres omkostninger fra udvikling af oljefelter, så har de lov til at beholde 20% af profitterne, mens resten går til regeringen. Ifølge. analytikere og oljeselskabs bestyrelser skyldes dette, at Irak er så farlig, men Dr. Muhammad-Ali Zainy, en senior økonom ved Centre for global Energy Studies, sagde: "Tyve pct. af profitterne i forbindelse med en produktionsdelingsoverenskomst, når først alle omkostningerne er blevet genindvundet, er et stort beløb." Mens omkostningerne er dækket vil selskaberne være i stand til at genindvinde 60 til 70% af indtægterne; 40% er mere end sædvanligt. David Horgan, administrerende direktør for Petrel Resources, en Aim-listed oljeselskab med fokus på Irak, sagde: Dr Zainy, en iraker, der for nylig besøgte landet, sagde: Han henviste til eksemplet med Total (fransk oljeselskab), der accepterede betingelser med Saddam Hussein før den anden Irak krig om at udvikle et enormt felt. Selvom kontrakten aldrig blev underskrevet, ville det franske selskab kun have beholdt 10% af profitterne, når selskabet først havde dækket sine omkostninger. Og mens selskabet dækkede sine omkostninger er det underforstået, at det accepterede at tage kun 40% af profitterne, mens den irakiske regering modtager resten. Produktionsdelingsoverenskomster på mere end 30 år er usædvanlige, og bruges i almindelighed som Amazon, hvor det kan tage op til et tiår at starte en produktion. Irak er derimod et at de billigste og letteste steder i verden at bore og producere olje. Mange felter er allerede blevet opdaget, og venter på at blive udviklet. Analytikere skønner, at til trods for omfanget af Iraks reserver - de tredjestørste i verden - er kun 2,300 kilder udvundet i alt, færre end i Nordsøen. Bekræftelse af de generøse betingelser - udbredt frygtet i lige høj grad af internationale ikke regeringsorganisationer og irakere - har tilskyndet til at drage paralleller med de produktionsdelings overenskomster som Rusland undertegnede i 1990´erne, da det var gået fallit og i kaos. Dengang var Shell i stand til at underskrive favorable betingelser, om at udvikle olje og gasreserver udfor Sakhalin øens kyst i det fjern- østlige Rusland. Men i slutningen af sidste år, efter måneder af slet skjulte trusler fra miljøorganisationer, blev det engelsk-hollandske selskab tvunget til at give den russiske statsejede gasgigant Gazprom en aktie i projektet. Selvom de fleste andre oljeeksperter accepterede det synspunkt, at PSA´er ville være nødvendige for at kickstarte eksporter fra Irak, så var Mr Muttitt uenig. James Paul fra Global Policy Forum, en anden rådgivningsguppe, sagde: Et punkt som alle er enige om er imidlertid, at kun små uortodokse oljeselskaber sandsynligvis vil risikere nogen aktivitet i Irak i den nærmeste fremtid. En direktør i oljeindustrien tilsluttede sig med følgende: Mr Muttitt reflekterede advarslerne om, at ufavorable handelsoverenskomster, der gøres nu kunne gå i opløsning få år længere fremme, netop når Irak kunne blive fredeligt nok til, at udvikling af dets oljeressourcer kunne blive attraktive. Det kunne være kimen til en fremtidig kamp om naturressourcer, der har ført til årtiers mistanke til vestlige motiver i lande som Iran. Irakiske fagforeningsledere, der mødtes for nylig i Jordan antydede, at lovgivningen ville forårsage uro, når først dets betingelser blev kendt blandt almindelige irakere. "Den irakiske befolkning nægter at tillade, at fremtiden for deres olje afgøres bag lukkede døre," sagde deres erklæring. "Besættelsesmagten søger og ønsker at sikre .... energiressourcer på et tidspunkt, hvor den irakiske befolkning stræber efter at bestemme sin egen fremtid, mens de stadig er underlagt besættelsens betingelser." Den bitterhed, der ligger i deres ord er ildevarslende, og ikke kun for oljeselskabers bestyrelser i London eller Houston. Den opfattelse, at Iraks velstand bliver delt op blandt udlændinge, kan kun yderligere hælde benzin på bålet af oprøret modvirker formålet med at sende flere amerikanske tropper til et land, der allerede er beskrevet i en amerikansk efterretningsrapport som en cause célèbre for terrorisme. Fortsættes Hvad de sagde "Olje indtægter, som folk fejlagtigt hævder at vi ønsker at beslaglægge, burde sættes i en fond til fordel for den irakiske befolkning" "Olje tilhører den irakiske befolkning; regeringen har ... at være gode stewards for dette værdifulde aktiv" "Den irakiske befolknings olje .. er deres rigdom. Vi gjorde det ikke (invaderede Irak) for olje" "Irak´s oljeindtægter kunne indbringe mellem $50mia og $100mia over to eller tre år ... (Irak) kan finansiere sin genopbygning" "I 2010 vil vi have behov for (yderligere) 50 mio tønder om dagen. Mellemøsten, er med to tredjedele af oljen og de laveste omkostninger, stadig hvor prisen ligger" Se også: Vesten scorer kassen på de irakiske oliereserver AF: Danny Fortson, Andrew Murray-Watson og Tim Webb, Information 9. januar 2007 Oversættelse: Hans Pendrup - End - |
