Imperialismens krise

Af John Wright
Counterpunch

Originalartikel: The Crisis of Imperialism

Den amerikanske besættelse af Irak har bevirket, at ordet imperialisme igen er dukket op som en del af hvedagssprogets ordforråd efter årtiers fravær, der strækker sig tilbage til slutningen af anden verdenskrig. Amerikanske militære eventyr har siden da været maskeret som defensive operationer imod udbredelsen af kommunisme og alle dens ondsindede manifestationer, nemlig i form af selvbestemmelse og social og økonomisk retfærdighed.

Sandheden er imidlertid, at imperialisme er forblevet konstant, altid tilstedeværende, sikker, men omskiftelig som årstiderne. Det eneste, der er forandret, er dens indpakning, der for at parafrasere James Connolly kunne betegnes som gammel vin på nye flasker.

USA's herskende klasse markerede sig efter anden verdenskrig som verdens nye imperialistiske herskere. Som sådan indså de hurtigt, at den mangfoldighed af nationale befrielsesbevægelser, der gjorde sig gældende over hele kloden efter krigen og som var fast besluttet på at ryste kolonialismens åg af sig, krævede nye kontrolmetoder til forskel fra de, der tidligere havde været brugt af de europæiske magter.

Verdensbanken og Den Internationale Valutafonds erklærede mål blev udformet af en lille klike af internationale finansfolk og banker (dvs. britiske og amerikanske, hvor briterne nu accepterede deres rolle som juniorpartnere i den nye tingenes orden) i Bretton Woods, New Hampshire i 1944. De skulle genopbygge Europa og stabilisere verdens finansielle markeder efter den anden verdenskrigs rystelser.

I tråd med disse hensigter måtte de nyligt selvstændige tidligere kolonier i den tredje verden, der gradvist havde vundet deres frihed, nødvendigvis sættes på plads og kontrolleres, for de besad de naturressourcer og menneskelige ressourcer, der var en forudsætning for ekspansion under dette nye globale imperium.

Efter at have lidt under kolonialismens hærgen, og efter den hårde kamp for befrielse, blev i særdeleshed det afrikanske kontinents nationer ladt tilbage med ødelagte og dødsmærkede økonomier, der kastede dem for gribbene i form af de store internationale banker og finansielle institutioner.

Disse banker og institutioner lånte enorme summer ud til rovgriske renter, der gjorde det umuligt for den tredje verden at genopbygge, udvikle og tilbagebetale deres lån på en gang.
Det måtte blive det ene eller det andet.

Forholdene mundede ud i en krise i midten af 1980'erne, da IMF og verdensbanken for at afværge udsigten til en verdenskrise som følge af de dårlige lån optaget af den tredje verdens lande, trådte ind og overtog ansvaret for disse gældsposter fra de store banker som Barclays, Credit Lyons, Chase Manhattan etc., der var truet af sammenbrud.

Det var et skridt, der anbragte IMF og Verdensbanken i en urokkelig magtposition, som de ikke har sluppet siden.

Siden den gang har næsten 70 lande i verden været tvunget til at acceptere strukturelle tilpasningsprogrammer (SAP's), der var udformet og udviklet af IMF og Verdensbanken . Disse SAP´er har til formål at restrukturere de omtalte landes økonomier for bedst muligt at opfylde den nødvendige tilbagebetaling af bistand og lån ydet af den Første Verden som repræsenteret af IMF og Verdensbanken.

Dette tvinger dem til at indføre strenge spareprogrammer på deres i forvejen hårdt trængte økonomier, der manifesterer sig som afvikling af livsnødvendige offentlige udgifter til sociale programmer for sundhed, uddannelse, transport, landbrug osv.

Disse spareprogrammer baner vej for transnationale selskaber, der altid er på udkig efter reduktion af omkostninger og adgang til billige råstoffer, og som kan komme ind og oprette deres produktionsforetagender, der driver mennesker - tit og ofte også børn - fra landet og ind i fabrikker, hvor de tvinges til at arbejde for en sulteløn i mange timer og under horrible betingelser.

Dette tjener to formål: det ødelægger den tredje verdens landbrugsøkonomier, der nu forventes at importere deres fødevarer fra den første verden, og det sikrer en overførsel af velstand til den første verdens transnationale selskaber og deres internationale investorer.

Tilfældet Nigeria er typisk. I dag er den forventede levealder i dette oljerige, men bistandsafhængige land, 47 år for mænd og 52 år for kvinder. Ud af en befolkning på 120 mio. lever 89 mio. mennesker af mindre end 1 dollar om dagen - dette til trods for den kendsgerning, at Niger Deltaet rummer store lagre af olje.

Et IMF lån på $12 mia. er blevet til en fortløbende ubetalt gæld på $27 mia.

Nigerias befolkning ser ikke eneste dollar af den velstand, der produceres af deres olje, som flyder ukontrolleret ud af deres land og i lommerne på et konsortium af britiske hollandske og amerikanske oljeselskaber. Dens tilværelse er reduceret til en daglig kamp for overlevelse.
Seks mio børn under 5 år dør hvert år i den tredje verden fortrinsvis som følge af sult og kurerbare sygdomme.

Dette år for år tilbagevendende folkemord på de fattiges børn er nettoresultatet af IMF og Verdensbankens voldtægt og tyveri af den tredje verdens natur og menneskelige ressourcer på vegne af den første verdens herskende klasse.

Det er imperialisme - uanset hvad det kaldes. Blød imperialisme, der kommer forklædt som bistand, men hvis faktiske formål er uadskillelig fra den hårde imperialismes, som vi nu ser i Irak med dets militære besættelse.

Begge dele er sat i værk for at tilfredsstille det frie markeds kapitalisters umættelige appetit.
Begge dele er ensbetydende med millioners død
Begge dele repræsenterer et onde. der er uforeneligt med menneskeligt fremskridt.

John Wright bor i Edinburgh, Scotland. Oversat af Hans Pendrup for Stop Terrorkrigen.

- End -