Krigen koster og koster
og koster

Af prof. Joseph E. Stiglitz

Den amerikanske nobelpristager i økonomi Joseph Stieglitz har netop udsendt en bog om de økonnomiske omkostninger ved Bush-regeringens ulovlige Irak-krig .

I denne artikel introducerer han nogle af hovedkonklusionerne fra 'The Three Trillion Dollar War '. Han betegner selv sine vurderinger som konservative. Det gælder også for omkostningerne for Irak.

Den 20. marts er 5-årsdagen for den amerikansk-ledte invasion af Irak, og det er tid at gøre status over, hvad der er sket. I vores nye bog The Three Trillion Dollar War (‘Krig for tre billioner dollars’) anslår Harvars’s Linda Bilmes og jeg USA’s økonomiske omkostninger ved krigen konservativt til at være 3 billioner dollars, og omkostningerne for resten af verden til yderligere 3 billioner dollars – langt højere end Bush-administrationens vurderinger før krigen. Bush’s team vildledte ikke bare verden om de mulige udgifter til krig, men har også forsøgt at mørklægge udgifterne ved den fortsatte krig.

Dette er ikke overraskende. Bush-administrationen har som bekendt løjet om alt andet, fra Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben til hans formodede forbindelse til al-Qaida. Det var  faktisk først efter den amerikansk ledte invasion, at Irak blev et udklækningssted for terrorister.

Bush-administrationen sagde, at krigen ville koste 50 milliarder dollars. USA bruger nu det beløb i Irak hver tredie måned. For at sætte dette tal i sammenhæng kunne USA for en sjettedel af udgifterne til krigen holde  sit sociale sikkerheds-system på sund basis i mere end et halvt århundrede uden at skære ned på ydelserne eller opkræve ekstra til det.

Bush-administrationen nedsatte endvidere de riges skatter, da den gik i krig, til trods for at den havde et budgetunderskud. Som følge af det måtte den føre krig for lånte penge, for en stor del finansieret af udlandet. Det er den første krig i amerikansk historie, som ikke har krævet en form for ydelse fra borgernes side i form af højere skatter; i stedet bliver alle udgifterne ved den overført til kommende generationer.

Medmindre tingene ændrer sig vil den amerikanske statsgæld  - som var på 5.7 billioner dollars, da Bush blev præsident - være 2 billioner dollars højere på grund af krigen (hvortil kommer de 800 milliarder dollars, som  gælden steg med før krigen under Bush).

Skyldtes det manglende dygtighed eller uærlighed? Højst sandsynligt begge dele. Kontantregnskaber betød at Bush-administrationen fokuserede på udgifterne i dag, ikke på fremtidens, indbefattet invaliditet og sundhedsudgifter til hjemvendte veteraner. Det var først flere år efter krigens start, at regeringen bestilte de pansrede mandskabsvogne, som kunne havde reddet livet for mange, der blev dræbt af vejsidebomber. Da man ikke har ønsket at genindføre værnepligten og har fundet det vanskeligt at rekruttere til en upopulær krig er soldaterne blevet tvunget til to, tre eller flere stress-fyldte udstationeringer.

Regeringen har forsøgt at skjule krigsudgifterne for den amerikanske offentlighed. Veterangrupper har benyttet aktindsigtsloven til at udregne det samlede antal sårede – 15 gange så højt som antallet af dræbte. 52.000 hjemvendte veteraner er allerede blevet diagnosticerede med post-traumatisk stress syndrom. Amerika må yde kompensation for invaliditet til anslået 40 % af de 1.650.000 soldater, som allerede har gjort krigstjeneste. Og blodsudgydelsen vil selvfølgelig fortsætte, så længe krigen fortsætter, med en regning til sundheds- og invaliditetsudgifter på mere end 600 milliarder dollars (af  nuværende værdi).

Ideologi og profitjagt har også spillet en rolle i at forøge krigsudgifterne. Amerika har støttet sig på kontrakter med private entreprenører, som ikke har været billige. En Blackwater sikkerhedsvagt kan koste mere end 1000 $ om dasgen, uden at medregne invaliditets- og livsforsikringer, som regeringen betaler. Da arbejdsløshedstallet i Irak svulmede op til 60 %, ville der have været økonomisk fornuft i at hyre irakere; men krigsentreprenørerne foretrak at importere billig arbejdskraft fra Nepal, Filippinerne og andre lande.

Krigen har kun haft to vindere: olieselskaber og krigsentreprenører. Aktiekurserne på vicepræsident Cheneys gamle virksomhed Hallburton gik på himmelflugt. Men samtidig med at regeringen gjorde stadig større brug af entreprenører, reducerede den sin kontrol.

De største omkostninger ved denne forfejlede krig er afholdt af Irak. Halvdelen af Iraks læger er blevet dræbt eller har forladt landet, arbejdsløsheden er på 25 %, og fem år efter krigens start har Bagdad stadig mindre end otte timers elektricitet om dagen. Af Iraks samlede befolkning på omkring 28 millioner, er fire millioner fordrevne i landet selv, og to millioner er flygtet til udlandet.

Voldsdræbte i tusindvis har hærdet de fleste i Vesten overfor hvad der foregår: en bombesprængning som dræber 25 er dårligt nok en nyhed længere. Men statisiske studier af dødsraterne før og efter invasionen fortæller lidt om den grufulde virkelighed. De antyder et forøget antal døde på mindst 450.000  i de første 40 krigsmåneder (150.000 af dem omkommet ved voldshandlinger) til 600.000.

Når så mange mennesker i Irak lider så meget og på så mange måder kan det virke afstumpet at diskutere de økonomiske omkostninger. Og det virker måske særlig selvoptaget at fokusere på de udgifterne for Amerika, som indledte denne krig under krænkelse af international lov. Men de økonomiske omkostninger er enorme, og de går langt ud over de budgetmæssige overslag. Amerikanere holder af at fortælle, at der ikke findes noget, der hedder en gratis frokost. Der er heller ikke noget, der hedder en gratis krig. USA – og verden – vil betale prisen i mange årtier frem.

Oversat af Stop Terrorkrigen efter
War costs and costs and costs
Global Reserach 15. marts 2008

- End -