De høje oliepriser:
Den virkelige årsag

Af F. William Engdahl

En række faktorer er med til at drive priserne i vejret i rekordtempo på globalt plan. Den amerikanske centralbank øger dollarmængden for at finansiere krigene, spekulation i og superprofitter på fødevarer er eksploderet, og ikke mindst de stigende energipriser sender chokvirkninger ud i hver enestes privatøkonomi. En milliard mennesker sulter.

Men de høje oliepriser er først og fremmest et resultat af ukontrolleret spekulation. Banker og andre finansvirksomheder har her ved at udnytte lempelige kontrolregler fundet et felt, hvor de kan minimere tabene fra kreditkrisen (subprime-krisen) ved at drive oliepriserne op til helt urealistiske højder (som boligpriserne i går).  Regningen betaler den almindelige befolkning.

Den amerikanske økonom og forfatter F. William Engdahl går i denne artikel bag om myterne om energikrisen – indbefattet den om oliemangelen (Peak Oil).

________________

En forsigtig beregning viser at mindst 60 % af dagens pris på 128 $ pr. tønde råolie stammer fra ukontrolleret spekulation med futures (fremtidige værdier) fra investeringsfonde, banker og finansgrupper, som bruger London ICE Futures og New York NYMEX og ukontrolleret handel mellem banker samt handel uden for tælleapparaterne til at undgå en grundig kontrol.

De amerikanske regler tillader spekulanter at købe en kontrakt på fremtidig råolie på Nymex og kun betale 6 % af kontraktens værdi. Med den nuværende pris på 128 $ pr. tønde betyder det, at en handlende i futures kun skal lægge omkring 8 $ på bordet for en tønde. Han låner de resterende 120 $. Dette ekstreme ’løft’ på 16:1 er med til at drive priserne op på et vildt urealistisk niveau og udskyde bankernes tab på subprime-lån og andre katastrofer på den almindelige befolknings bekostning.

Svindelnummeret med udtørrende oliekilder – især argumentet om, at olieproduktionen har nået det punkt, hvor mere end halvdelen af alle oliereserver er brugt op, og at verden er inde i en nedgangskurve med hensyn til olie til en billig pris og i rigelige mængder – har tilladt det kostbare bedrag at fortsætte efter invasionen i Irak i 2003 med hjælp fra centralt vigtige banker, olieforhandlere og de store olieselskaber. Washington forsøger som sædvanligt at skyde skylden over på de arabiske OPEC-lande.

Men problemet er ikke mangel på lagre af råolie. I virkeligheden er verden overforsynet med olie nu. Alligevel stiger priserne ubarmhjertigt til nye højder. Svaret ligger i en bevidst politik fra den amerikanske regerings side, som tillader tøjlesløse manipulationer med oliepriserne.

Efterspørgslen efter olie på verdensplan flader ud, priserne eksploderer …

Chefmarkedsstrategen i en af verdens ledende olieindustribanker, Davis Kelly fra J. P. Morgans Fonden, indrømmede for nylig en flig af det over for Washington Post: ”En af de ting, som jeg tror, det er vigtigt at erkende, er, at væksten i verdens olieforbrug slet ikke er så stærk.”

Blandt de historier, der bruges til at spekulere i futures (værdipapirer) i olie, er påstanden om, at Kinas tørst efter import af olie er eksploderet og er ude af kontrol, hvad der fører til flaskehalse og uligevægt i efterspørgslen. Kendsgerningerne støtter imidlertid ikke tesen om den kinesiske efterspørgsel. 

Den amerikanske energiinformationsforvaltning (IEA) har i sin seneste kortsigtede energiprognose konkluderet, at den amerikanske olieefterspørgsel forventes at falde med 190.000 tønder pr. dag i 2008. Det skyldes især den stadigt dybere amerikanske økonomiske krise. Det kinesiske forbrug, udtaler IEA, er langt fra at eksplodere. Det forventes at stige i år med beskedne 400.000 tønder olie om dagen.

Det er langt fra den ’opsvulmende efterspørgsel’, som Kina beskyldes for i medierne. Sidste år importerede Kina 3,2 millioner tønder om dagen, og landets anslåede forbrug var omkring 7 millioner tønder om dagen i alt. Som kontrast konsumerede USA omkring 20,7 millioner tønder om dagen.
Det betyder, at USA, den største olieforbrugende nation, oplever en betydelig nedgang i sin efterspørgsel. Kina forbruger kun en tredjedel af den olie, som USA gør, og vil se en mindre stigning i importbehovet, som sammenlignet med den samlede daglige globale produktion på godt 84 millioner tønder udgør mindre end en halv procent af den totale efterspørgsel.

Organisationen af olieeksporterende lande (OPEC) har ikke ændret sin prognose for væksten af verdens olieefterspørgsel i 2008, men har den uændret på 1,2 millioner tønder, da den aftagende økonomiske vækst i den industrialiserede verden opvejes af et svagt voksende forbrug i udviklingslandene. OPEC spår, at verdens olieefterspørgsel i 2008 gennemsnitlig vil nå 87 millioner tønder, stort set uændret fra deres tidligere vurdering. Efterspørgslen fra Kina, Mellemøsten, Indien og Latinamerika forudses at blive kraftigere, mens den i EU og Nordamerika bliver mindre.

Så verdens største olieforbruger står over for en brat nedgang i forbruget, en nedgang, der vil forværres, efterhånden som virkningen af krisen på ejendomsmarkedet og den relaterede økonomi øver sin indflydelse. Olieprisen ville formentlig være faldende på et normalt åbent eller gennemsigtigt marked, ikke stigende. Der er ingen forsyningskrise, der kan retfærdiggøre den måde, hvorpå verdens olie i dag prisfastsættes.

Store nye oliefelter stilles til rådighed

Ikke blot er der ingen forsyningskrise til at retfærdiggøre prisboblen. Der er adskillige nye gigantiske oliefelter, der er rede til at begynde deres produktion i løbet af 2008 og dermed yderligere øge lagrene.

Verdens største producent af olie, Saudi-Arabien, er ved at have planerne færdige for at sætte boreaktiviteterne i vejret med en tredjedel og øge investeringer med 40 procent. Saudi Aramcos plan, som går fra 2009 til 2013, forventes at blive godkendt af firmaets ledelse og af olieministeriet denne måned. Kongedømmet er midtvejs i gennemførelsen af en plan for en udvidelse af olieproduktionen på 50 milliarder dollars for at imødekomme voksende efterspørgsel i Asien og på andre opdukkende markeder. Kongedømmet forventes at øge oppumpningskapaciteten til en total på 12,5 millioner tønder om dagen næste år, en stigning på 11 procent i forhold til den nuværende kapacitet på 11,3 millioner tønder om dagen.

I april i år begyndte Saudi-Arabiens oliefelt Khursaniyah at pumpe olie op og vil snart føje yderligere 500.000 tønder om dagen til olieforsyningen af højkvalitets-råolie. Sammen med et andet saudisk olieforøgelsesprojekt, udviklingen af oliefeltet i Khurai, er dette det største af Saudi Aramcos projekter, der vil forøge Saudi-Arabiens oliefelter fra 11,3 til 12,5 millioner tønder om dagen fra 2009. Khurai planlægges at føje yderligere 1,2 millioner daglige tønder højkvalitets let råolie til Saudi-Arabiens eksportformåen. 

Det brasilianske Petrobas er i den første fase af udnyttelsen af nyligt konstaterede oliereserver uden for kysten ved dets Tupi-felt, som det vurderer kan være lige så stort som eller større end Nordsøfeltet. Petrobas siger, at det nye, ultradybe Tupi-felt kan indeholde op mod 8 milliarder tønder af høj kvalitet, der kan udvindes. Når det er i gang om få år, forventes det at placere Brasilien blandt verdens ”top 10”-olieproducenter, imellem Nigeria og Venezuela.

For USA’s vedkommende har der længe været rygter om, at de store olieselskaber med vilje har ladet enorme nye reserver i Alaska ligge af frygt for, at de seneste års priser ville blive trykket i bund af overforsyning. Men ud over det har Geologisk Inspektion (USGS) for nylig udsendt en rapport, der fastslår, at der findes store nye oliereserver i et område, der kaldes Bakken, som strækker sig over North Dakota, Montana og det sydlige Saskatchewan. USGS vurderer, at der findes op mod 3,65 milliarder tønder olie i Bakken.

Dette er blot nogle af de bekræftede store nye oliereserver, der kan udnyttes. Irak, hvor de fire store britisk-amerikanske gigantolieselskaber savler for at slå kløerne i uudnyttede felter, der menes at rumme oliereserver, som kun overgås af Saudi-Arabiens. En stor del af kloden mangler endnu at blive undersøgt for olie. Med priser på over 60 dollars tønden bliver enorme nye potentielle udvindinger profitable.

Det store problem for de store olieselskaber er ikke at finde erstatning for de opbrugte oliekilder, men at holde låg på verdens oliefund for at fastholde de nuværende ublu priser. Her får de en del hjælp fra Wall Street-bankerne og de to store oliehandelscentraler – NYMEX og London-Atlantas ICE og ICE futures.


Så hvorfor fortsætter priserne med at stige? 

Der er voksende vidnesbyrd om, at den nuværende oliespekulationsboble, hvis kurve er steget stejlt siden januar, er ved at briste.
Sent i sidste måned afholdt det amerikanske forbund af geologer sin årlige konference i Texas, hvor alle de store ledende olierepræsentanter og geologer var til stede. Ifølge en af deltagerne nåede de velinformerede olieindustrirepræsentanter frem til den mening, at ”oliepriserne sandsynligvis snart vil falde dramatisk, og at prisstigningerne på lang sigt vil være på naturgas”.

Blot et par dage før udtalte en Wall Street-investeringsbank, Lehman Brothers, at den nuværende olieprisboble var ved at slutte. Michael Waldron, bankens chef-oliestrateg, blev citeret i det britiske Daily Telegraph 24. april for at udtale: ”Olieforsyningen løber fra væksten i efterspørgslen. Lagrene er blevet bygget op siden begyndelsen af året.”

I USA steg forrådet af olie med næsten 12 millioner tønder i april ifølge den månedlige lageropgørelse fra 7. maj fra IEA – op med næsten 33 millioner tønder siden januar. Samtidig viste gas- og olieoversigten fra MasterCard fra den 7. maj, at olieefterspørgslen er faldet med 5,8 %. Og raffinaderier reducerer deres raffineringsrater dramatisk for at tilpasse sig den faldende efterspørgsel. De kører nu på 85 % af deres kapacitet, en nedgang fra 89 % for et år siden, på et tidspunkt af året, hvor produktionen normalt ligger på 95 %.

Raffinaderierne prøver i dag klart at mindske olielagrene for at holde priserne oppe. Det er økonomi, dummernik, for nu at omskrive Bill Clintons berygtede valgspydighed over for farmand Bush i 1992. Det kaldes økonomisk krise.

Oil Movements rapport fra 8. maj, et britisk selskab, som sejler med olie over hele verden, viser, at transitten af olie over de vide vover også er ganske stærk. Næsten enhver type last er på højere niveau end for et år siden. Rapporten noterer, at ”i vesten en stor del af al lageropbygningen, der er foregået i år, sket ud for kysterne, ude af syne.”

Nogle af industriens nøglepersoner erklærer, at den globale olieindustri er den mest hemmelighedsfulde industri i verden, set i forhold til aktiviteterne og lagrene hos de fire store olieselskaber og den reelle tilstand af beholdninger, lagre og leverancer – muligvis med undtagelse af narkohandelen.

 
Goldman Sachs igen midtpunkt

Olieprisen bestemmes i dag, til forskel fra for 20 år siden, bag lukkede døre i kæmpemæssige finansinstitutioners handelslokaler, såsom Goldman Sachs, Morgan Stanley, JP Morgan Chase, Citigroup, Deutsche Bank eller UBS.

Spillets nøglebørs er London ICE Futures Exchange (tidligere International Petroleum Exchange). ICE Futures er et datterselskab, fuldstændigt ejet af Atlanta Georgia International Commodities Exchange. ICE i Atlanta blev bl.a. grundlagt af Goldman Sachs, som tilfældigvis også styrer verdens omfangsmæssigt mest anvendte vareprisindeks, GSCI, som har overvægt i forhold til oliepriserne.

ICE stod i centrum for en nylig undersøgelse iværksat af kongressen. Den blev omtalt både i senatets permanente underkomite for undersøgelser i juni 2006, i stabsrapporten, og under Det Hvide Hus’ komite for energi og handels høring i december 2007, som så nærmere på ikke-reguleret handel med energi-futures. Begge undersøgelser slog fast, at energiprisernes himmelflugt til 128 dollars, og måske højere endnu, drives frem af futures i form af olie- og naturgaskontrakter til en værdi af milliarder af dollars anbragt i ICE.

Gennem en belejlig fritagelse for kontrol, bevilget af Bush administrationen i januar 2006, er ICE Futures’ handel med amerikanske energi-futures ikke reguleret af Commodities Futures Trading Commission (CFTC), på trods af, at ICE Futures’ amerikanske oliekontrakter handles af ICE-filialer i USA. Og på Enrons anmodning undtog CFTC i 2000 visse typer oliehandler med futures for kontrol.

Så det er ikke nogen overraskelse i en rapport fra Reuters (6. maj) at se, at Goldman Sachs annoncerer, at oliepriserne kan være på vej mod at nå en ny ”superhøjde”, som muligvis hæver oliepriserne op til 200 dollars tønden inden for de næste 6 til 24 måneder. Denne overskrift: ’200 dollars tønden’ var hovednyhedshistorien om olie de næste to dage. Hvor mange blåøjede lemminger mon fulgte trop med deres væddemål?
Arjun Murti, Goldman Sachs' energistrateg, gav, hvad han betegnede som  ’voldsom’ (sic) efterspørgsel fra Kina og Mellemøsten skylden. Det kædes sammen med hans påstand om, at Mellemøsten nærmer sig den øverste grænse for evnen til at producere mere olie.

På ny hjælper mytologien om ’Peak Oil’ (dvs. at olien har toppet) Wall Street. Omfanget af den grundløse bragesnak minder om Wall Streets selvglade markedskrål i 1999-2000 omkring dot.com-aktier eller Enron.

I 2001, kort før dot.com-krakket på NASDAC-børsen, pressede nogle Wall Street-firmaer på med salget af bestemte aktier til en blåøjet offentlighed, skønt de virksomheder, der havde udstedt aktionerne, lige så stille var ved at gå ned. Eller de pressede på med tvivlsomme aktier fra firmaer, hvori deres tilknyttede banker havde finansielle interesser.

Som det senere kom frem i kongreshøringer så brugte firmaer, som havde en udtalt interesse i et bestemt finansielt udfald, kort sagt medierne til at fylde deres egne og deres firmaers lommer, mens de lod den almindelige investor beholde den tomme pose.

Det ville være interessant for kongressen at indstævne Goldman Sachs’ og en håndfuld andre store spilleres regnskaber over futures for at se, hvorvidt der er investeret i dem for at drage gevinst af en yderligere prisstigning på olien til 200 $ eller ej.


Grænsereglerne nærer vanviddet    

Endnu en turbo-motor, der bidrager til den nuværende spekulation i oliepriser, er den grænseregel, der bestemmer, hvilken procent af pengebeløbet en køber af futures på oliekontrakter skal stille med for at spille på en stigning i oliepriserne (eller et fald for den sags skyld). Den nuværende NYMAX- regel tillader en spekulant at stille med blot 6 % af den totale værdi af hans olie-futures-kontrakter. Det betyder, at de risikovillige fonde eller banker kan købe olie-futures med et spænd på 16 til 1.

Vi bombarderes med en endeløs række plausible grunde til de høje oliepriser: ”en præmie til at dække terrorrisikoen”, en “voldsom” stigning i Kinas og Indiens efterspørgsel, uro i Nigerias olieregion, olierørledninger sprængt i luften i Irak, mulig krig mod Iran … og frem for alt hysteriet om de svindende oliereserver.

Oliespekulanten T. Boone har, ifølge rapporterne, raget en enorm profit til sig på olie-futures og argumenterer bekvemt med, at verden står på randen af oliemangel. Det samme gør investeringsbankmanden fra Houston og Dick Cheneys ven Matt Simons.

Som den amerikanske senatsrapport fra juni 2006 ’Markedsspekulationens rolle i de stigende olie- og gaspriser’, fastslog: ”Der er nogle enkelte fondsbestyrere derude, der er mestre i at vide, hvordan man udnytter teorierne om svindende oliereserver (peak oil) og forsyningens og efterspørgslens varme knapper, og som med dristige forudsigelser om chokerende fremtidige prisstigninger kommer med mere brændstof til det flammende bål i en slags selvopfyldende profeti.”

Vil en demokratisk ledet kongres handle for at ændre det omhyggeligt opbyggede, bedrageriske, og uigennemsigtige oliemarked for futures i et valgår og risikere et stikke hul på boblen?

Den 12. maj erklærede House Energy & Commerce-komiteen, at den vil granske dette spørgsmål nærmere i juni måned. Verden vil følge det!

F. William Engdahl er tilknyttet Global Research samt forfatter til “Et århundrede med krig: Den engelsk-amerikanske oliepolitik og den nye verdensorden” (PlutoPress), plus “Ødelæggelsens sæd: Den skjulte dagsorden for genetisk manipulation” (Global Research)

Oversat efter ‘More on the real reason behind high oil prices’, Global Research, 21. maj 2008

- End -