Tre fundamentale livsnødvendigheder står på spil

Verdenskrisen: Fødevarer, vand og brændstof

Af Michel Chossudovsky

Garanti for mad, vand og brændstoffer er en forudsætning for det civiliserede samfund; det er nødvendige faktorer for menneskeartens overlevelse

De tre fundamentale livsnødvendigheder er i fare. Fødevarer, vand og brændstof er afgørende for det økonomiske og sociale liv på planeten. De er alle under kontrol af et lille antal globale firmaer og finansinstitutioner og grundlag for den akutte krise og udtryk for den imperialistiske globalisering.

”Det frie markeds” sukkerkugler

”Det frie markeds” sukkerovertrukne kugler slår vore børn ihjel. Dræberakten er ikke tilfældig. Den instrumenteres på en særskilt måde via computerprogramhandelen på New Yorks og Chicagos handelsbørser, som den globale pris på ris, hvede og majs fastsættes på baggrund af.

Fattigdom er ikke alene resultatet af politiske fejltagelser på nationalt plan. Folk i de forskellige lande gøres fattige samtidig som et resultat af en global markedsmekanisme. Et lille antal af finansielle institutioner og multinationale selskaber har evnen til at afgøre levestandarden for millioner af mennesker verden over gennem manipulation med markedet.

Vi står ved skillevejen til den alvorligste økonomiske og sociale krise i den nyere historie. Processen med verdensomspændende fattiggørelse, der i første færd blev sluppet løs som følge af 1980’ernes gældskrise, har nået et afgørende skæringspunkt, der medfører samtidige udbrud af hungersnød i alle større områder i den underudviklede verden.

Der er mange komplekse karaktertræk, som understreger den økonomiske verdenskrise, når man betragter de finansielle markeder, nedgangen i produktionen, sammenbruddet af statsinstitutioner og den hurtige udvikling af den profitdrevne krigsøkonomi. Derimod nævnes det sjældent i disse analyser, hvordan den verdensomspændende destruering af økonomien tvangsmæssigt kolliderer med tre fundamentale livsnødvendigheder: fødevarer, vand og brændstof.

Forsyningen af fødevarer, vand og brændstof er en forhåndsbetingelse for et civiliseret samfund. De er nødvendige faktorer for menneskehedens overlevelse. De seneste år er prisen på de tre variable steget dramatisk på verdensplan med ødelæggende økonomiske og sociale konsekvenser.

De tre essentielle goder eller nyttegenstande, som i virkelighedens verden afgør reproduktionen af det økonomiske og sociale liv på planeten Jorden, kontrolleres af et fåtal af multinationale selskaber og finansielle institutioner.

Både staten samt hele rækken af internationale organisationer – ofte omtalt som ”det internationale samfund” – tjener frit og uhæmmet den globale kapitalismes interesser. De vigtige mellemstatslige organisationer, der inkluderer FN, Bretton Woods-institutionerne og Verdenshandelsorganisationen (WTO – World Trade Organisation), har givet sin tilslutning til Den Nye Verdensorden på vegne af deres multinationale sponsorer.

Regeringer i de udviklede lande såvel som de underudviklede lande har opgivet deres historiske rolle med at regulere de økonomiske nøglevariable og sikre minimale levevilkår for deres folk.

Protestbevægelser rettet mod prisstigningerne på mad og olie er brudt ud samtidig i forskellige dele af verden. Forholdene er især kritiske på Haiti, i Nicaragua, Guatemala, Indien og Bangladesh. Opadgående mad- og oliepriser i Somalia har kastet hele landet ud i en situation med masse hungersnød, tilføjet alvorlig mangel på vand. En tilsvarende og lige så alvorlig situation er på vej i Etiopien.

Andre lande ramt af de opadgående madpriser inkluderer Indonesien, Filippinerne, Liberia. Egypten, Sudan, Moçambique, Zimbabwe, Kenya og Eritrea. En lang liste lande gjort endnu fattigere – for ikke at nævne lande under udenlandsk militær besættelse såsom Irak, Afghanistan eller Palæstina.

Hungersnød i Ethiopien juni 2008

En hungersnødlignende situation ramte det nordøstlige Bangladesh i efteråret 2006. De fleste af arbejderne i Kurugram har sultet i tre måneder på grund af ren og skær arbejdsløshed og en stigning i priserne på livsnødvendigheder.

Deregulering

Forsyningerne med mad, vand og olie er ikke længere genstand for regeringsmæssigt eller mellemstatslig regulering eller indgreb med henblik på at lindre fattigdommen eller afværge udbrud af hungersnød.

Millioner af menneskers skæbne afgøres bag lukkede døre i de multinationale selskaber som led i en profitdreven dagsorden.

Og fordi disse magtfulde økonomiske aktører opererer via tilsyneladende neutrale og ”usynlige” markedsmekanismer, afvises de ødelæggende sociale virkninger af de konstruerede hop i mad-, olie- og vandpriserne skødesløst som et resultat af udbud og efterspørgsel-betragtninger.


Den verdensøkonomiske og sociale krises natur

Skønt det i vidt omfang er gjort uforståeligt i officielle rapporter og medierne, så er både ”madkrisen” og ”oliekrisen” resultatet af udspekuleret manipulation med markedsværdier fra magtfulde økonomiske spillere.

Vi har ikke at gøre med distinkte og adskilte mad-, brændstof- og vand-”kriser”, men med en verdensomspændende proces af økonomisk og social restrukturering.

De dramatiske prishop på disse tre livsnødvendige goder er ikke tilfældige. Alle tre variable, der omfatter priserne på basisfødevarer, vand til produktion og forbrug og brændstof, er genstand en proces af ikke-liberale og samtidige markedsmanipulationer.
I hjertet af madkrisen er de stigende priser på basisfødevarer sammenkoblet med en dramatisk stigning i oliepriserne.

Samtidig er prisen på vand, som er et nødvendigt input i al landbrugsmæssig og industriel produktion, social infrastruktur, offentlig kloakering og husholdningsforbrug, steget stejlt som et resultat af en verdensomspændende bevægelse for at privatisere vandressourcerne.

Vi har at gøre med en enorm økonomisk og social omvæltning, en global krise uden fortilfælde, karakteriseret ved den triangulære forbindelse mellem vand, mad og olie – tre fundamentale variable, der tilsammen påvirker de grundlæggende midler for menneskelig overlevelse.

Sagt i meget konkrete begreber gør disse prishop folk fattigere og ødelægger deres liv. Ydermere sker den verdensomspændende kollaps i levestandarden i en krigstid. Den er tæt forbundet med den militære dagsorden. Krigen i Mellemøsten har en direkte forbindelse til kontrollen over olie- og vandreserver.

Mens vand på nuværende tidspunkt ikke er en international handelsvare på samme måde som olie og basisfødevarer, så er det også genstand for markedsmanipulation via privatisering af vand.

De økonomiske og finansielle spillere, der opererer bag lukkede døre, er:

- De største Wall Street-banker og finansinstitutter, inkluderet deres spekulanter, der spiller en direkte rolle på handelsmarkederne, herunder olie- og fødevaremarkederne.

- De britisk-amerikanske oliegiganter, heriblandt British Petroleum (BP), ExxonMobil, Chevron Texaco, Royal Dutch Shell.

- De bioteknologisk-landbrugsmæssige sammenslutninger, der ejer den intellektuelle ejendomsret til såsæd og landbrugstilsætningsstoffer. De biotekniske selskaber er også vigtige spillere på New Yorks og Chicagos handelsbørser.

- Vandgiganterne såsom Suez, Veolia and Bechtel-United Utilites, som er involveret i den udstrakte privatisering af verdens vandressourcer.

- Det britisk-amerikanske militærindustrielle kompleks, som omfatter de fem store leverandører til det amerikanske forsvar – Lockheed Martin, Raytheon, Northrop Grunman, Boeing og General Dynamics – i alliance med British Aerospace Systems Corporation (BAES). 

- Det militærindustrielle kompleks og BAES udgør en magtfuld overlappende kraft, der er tæt allieret med Wall Street, oliegiganterne og landbrugs-biotekniske sammenslutninger.


Olieprisboble

Bevægelsen i oliepriserne på New Yorks og Chicagos handelsbørser har ingen sammenhæng med, hvad det koster at producere olie. Den opadgående spiral på prisen for råolie er ikke et resultat af mangel på olie. Det vurderes, at prisen på en tønde olie fra Mellemøsten ikke overstiger 15 dollars. Prisen for en tønde olie udvundet af tjæret sand i Alberta i Canada er i størrelsesordenen 30 dollars. (Antoine Ayoub, Radio Canada, maj 2008).

Prisen på råolie er i skrivende stund ved at runde 120 dollars tønden. Denne markedspris er i det store og hele resultatet af det spekulative stormløb.

 
Source: NYMEX

Brændstof indgår i virkeligheden i produktionen af alle typer af industri- og landbrugsvarer og i serviceøkonomien. Hoppene i brændstofspriserne har bidraget til – i alle større områder af verden – at titusinder af små og mellemstore forretninger er gået fallit, ligesom det har undermineret og muligvis lammet kanalerne for indenrigs og international handel.

De stigende priser på olie på detailsalgsniveau fører til døden for de lokale grænseøkonomier, til forøget industriel koncentrering og massiv centralisering af økonomisk magt i hænderne på et lille antal multinationale firmaer. Dertil rammer prishoppene på brændstof bytrafikken, skoler og hospitaler, transportsystemet, interkontinental skibsfart, flytransport, turisme, fritid og det meste af den offentlige service.


Inflation

Stigningen i oliepriserne udløser en generel inflatorisk proces, der resulterer i en sammenpresning af den reelle købekraft og en konsekvent nedgang i forbrugsefterspørgsel. Alle større grupper af samfundet, inklusive middelklassen i de udviklede lande, er berørt.

Disse prisbevægelser er dikteret af varemarkedet. De er resultatet af ren spekulationshandel i indeks for obligationer, fremtidige ordrer og muligheder på de afgørende varemarkeder, iberegnet Londons ICE og New Yorks og Chicagos handelsbørser.
De dramatiske prishop skyldes ikke mangel på brændstof, fødevarer og vand.

Denne omvæltning af den globale økonomi er uliberal. Staternes økonomiske og finansielle politik er kontrolleret af private selskabers interesser. Spekulativ handel er ikke genstand for regulerende politik. Den økonomiske krise medvirker til værdiophobning, til at forøge en lille håndfuld multinationale selskabers magt.

Ifølge William Engdahl:

”Mindst 60 % af de 128 dollars tønden for råolie stammer fra den ikke-regulerede spekulation i fremtidige ordrer fra fonde, banker og finansielle grupperinger, der udnytter London ICE Futures og New York NYMEX future exchanges og ukontrolleret bankhandel til at undgå granskning. De amerikanske bestemmelser udstedt af regeringens kommission for fremtidig handel tillader spekulanter at købe fremtidige kontrakter på olie og kun udbetale 6 % af kontraktens værdi. I forhold til dagens pris på 128 dollars tønden betyder det, at man kun behøver lægge omkring otte dollars på bordet for hver tønde. Man låner de sidste 120 dollars. Disse ekstreme gab på 16 til 1 hjælper med til at drive priserne op vildt urealistiske niveauer og opvejer banktab på subprimes og andre katastrofer – på bekostning af den almindelige befolkning.”

(Se: De høje oliepriser: Den virkelige årsag, F. William Engdahl, Stop Terrorkrigen)

Blandt hovedaktørerne på spekulationsmarkedet for råolie er Goldman Sachs, Morgan Stanley, British Petroleum (BP), den franske banksammenslutning Société Générale, Bank of America, den største amerikanske bank, og den svejtsiske Mercuria (ifølge Miguel Angel Blanco, La Clave, Madrid, juni 2008).

British Petroleum kontrollerer den London-baserede internationale oliebørs (IPE), som er en af verdens største børser for fremtidige olieordrer og forkøbsret. Blandt IPE’s største aktieejere er Goldman Sachs og Morgan Stanley.

Ifølge Der Spiegel er Morgan Stanley en af de hovedinstitutionelle aktører på det London-baserede spekulative oliemarked IPE. Ifølge Le Monde er det franske Société Générele sammen med Bank of America og Deutsche Bank involveret i spredningen af rygter med det sigte at skubbe yderligere til prisstigningerne på råolie (ifølge Miguel Angel Blanco, La Clave, Madrid, juni 2008).

Fødevareprisernes opadgående spiral

Den globale fødevarerise, der er karakteriseret ved enorme prishop på basisfødevarer, har på kort tid kastet millioner af mennesker verden over ud i sult og kroniske afsavn.

Ifølge FAO er prisen på vigtige frøkorn steget med 88 % siden marts 2007.Prisen på hvede er steget med 181 % over en treårig periode. Prisen på ris er de sidste tre måneder steget med 50 %. (Se Ian Angus, Food Crisis: "The greatest demonstration of the historical failure of the capitalist model", Global Research, April 2008) Prisen på ris er tredoblet over en femårig periode fra cirka 600 dollars pr. ton i 2003 til mere end 1800 dollar pr. ton maj 2008 (se kurve nedenunder)

”Den mest populære sort Thailand ris blev solgt for 198 dollars pr. ton for 5 år siden, og for 323 dollars pr. ton for et år siden. I april 2008 nåede prisen 1000 dollar. Stigningerne er endog større på de lokale markeder – på Haiti blev markedsprisen på en 50 kg sæk ris fordoblet på en uge i slutningen af marts 2008. Disse stigninger er katastrofale for de 2,6 milliarder mennesker rundt om i verden, der lever for mindre end 2 amerikanske dollars om dagen og bruger mellem 60 og 80 % af deres indkomst på mad. Hundrede af millioner har ikke råd til at spise” (Ibid).

Hovedaktørerne på kornmarkedet er Cargill og Archer Daniels Midland (ADM). Disse to gigantselskaber kontrollerer en stor andel af det globale kornmarked. De er også involveret i spekulative transaktioner med futures  og forkøbsret på bøserne NYMEX og Chicago Board of Trade (CBOT). I USA ”kontrollerer verdens største opdyrkere af Gmo (genetisk manipulerede) afgrøder, Cargill, ADM og konkurrenten Zen Noh tilsammen 81 % af al majseksport og 65 % af al eksport af sojabønner.”
(Greg Muttit, Control Freaks, Cargill and ADM, The Ecologist. Marts 2001).


Ris

Hvede

Majs

Kilde: Chicago Board of Trade

Baggrund for Landbrugsreform

Siden de tidlige 80´ere, og sammenfaldende med at den tredie verdens gældskrise slog igennem,  har en bred skala af neoliberale makroøkonomiske reformer i stort omfang bidraget til undermineringen af lokalt landbrug. I løbet af de sidste 25 år er produktionen af fødevarer i udviklingslandene blevet destabiliseret og ødelagt, når Den Internationale Valutafonds/Verdensbankens reformer er blevet påtvunget.

Overskudslagrene af korn i USA, Canada og EU er blevet dumpet i sisse lande, og har ført til at  selvforsyning med fødevarer er en saga blot og til smadringen af den lokale bondeøkonomi. Omvendt har processen resulteret i profitter i multimilliardmålestok for de vestlige landbrugsmastadonter, der stammer fra importkontrakter med udviklingslande, som ikke længere er i stand til producere deres egen mad.

Disse i forvejen eksisterende historiske betingelser for massefattigdom er blevet forværret og skærpet med den nuværende bølge af prisstigninger på korn, der i visse tilfælde har ført til en fordobling af detailsalgspriserne på basisfødevarer.

Prishoppene er også blevet forværret af brugen af majs til at producere ethanol. I 2007 var den globale produktion af majs i omegnen af 12,32 milliarder tønder, hvoraf 3,2 milliarder blev brugt til ethanolproduktion. Næsten 40 % af majsproduktionen i USA vil blive kanaliseret i trening af ethanol.


Genetisk manipuleret såsæd

Sammenfaldende med etableringen af Verdenhandelsorganisationen WTO (World Trade Organization) i 1995 er der sket et andet vigtigt historisk skift i det globale landbrugs struktur.

Ifølge paragrafferene i traktaten for WTO har fødevaregiganterne fået ubegrænset frihed til at gå ind på markederne for såsæd i de underudviklede lande.

De internationale landbrugsindustrielle interesser har erhvervet en eksklusiv ’intellektuel ejendomsret’ til plantevariationer, og dette begunstiger også ødelægelsen af den biologiske mangfoldighed.

Genmanipuleret såsæd er blevet påtvunget landmænd på vegne af en håndfuld bioteknologiske selskaber, ofte under påskud af ”fødevarehjælpeprogrammer”. I Etiopien f. eks blev sække med genmanipuleret såsæd uddelt til fattige landmænd med et løfte om at gendanne landbrugsproduktionen i kølvandet på en større tørke.

Gmo-sæden blev plantet, og kunne efterfølgende høstes. Men så forstod landmændene, at den genmanipulerede sæd ikke kunne genplantes uden at der skulle betales procenter til firmaer som Monsanto, Arch Daniel Midland m.fl.

Derpå opdagede farmerne, at sæden kun kunne høstes, hvis de brugte tilsætninger og udstyr,  herunder gødning, insektgift og ukrudtsmidler, produceret og distribueret af de genteknologiske landbrugsselskaber. Hele bondeøkonomier blev låst fast til landbrugsselskaberne.

De vigtigste giganter indenfor genmanipulationsområdet omfatter Monsanto, Syngenta, Aventis, DuPont, Dow Chemical, Cargill og Arch Daniel Midland.

Opdyrkningens cyklus brydes

Med den vidt udbredte anvendelse af genmanipulateret såsæd er der sket en voldsom forvandling af det bofaste landbrugs struktur og historie siden dets begyndelse for 10.000 år siden.

Reproduktionen af såsæd på landsbyniveau på lokale planteskoler er blevet slået i stykker af brugen af genetisk manipuleret såsæd. Den cykliske opdyrkning, som gør landmændene i stand til at oplagre deres organ iske såsæd og genplante den for at få næste høst i hus, er blevet brudt.

Dette destuktive mønster – der uvægerligt resulterer i hungersnød – er blevet gentaget i land efter land og fører bondeøkonomiens død på globalt plan med sig.


Konsensus mellem FAO og Verdensbanken

På FAO-topmødet om fødevarekrisen i Rom i juni 2008 omfavnede både politikere og økonomiske analytikere samstemmende det fri marked: hungersnødens  udbrud blev fremstillet som resultatet af den sædvanlige forsyningsituation, af efterspørgslen og af klimatiske forhold, der ligger uden for beslutningstagernes kontrol.

”Løsningen”: at kanalise nødhjælp til de ramte områder under Verdens Fødevare Programs (WFPs) vinger. Grib ikke ind i markedskræfternes frie spil.

Ironisk nok modbevises disse ”ekspertmeninger” af den globale kornprodutions faktiske data: FAOs beregninger af verdens kornproduktion peger mod et rekordudbytte i 2008.
I modsætning til hvad deres egne lærebøger forklarer forventes verdensmarkedspriserne ifølge Verdensbanken at fortsætte med at ligge på et højt niveau, på trods af den forventede forøgelse af fødevarelagrene.

Statslig regulering af priserne på fødevarer og olie anses ikke i FAOs og Verdensbankens korridorer for at være en mulighed Og det er selvfølgelig dette, der bliver forelæst på de mest prestigefyldte amerikanske universiteter økonomiske fakulteter.

Santidig dækker priserne for bøndernes landbrugsvarer ved stalddøren kun lige med nød og næppe produktionsomkostningerne, hvilket styrer bondeøkonomien mod fallit.

Privatiseringen af vand

Ifølge FN-kilder, som i overvejende grad undervurderer alvoren af vandkrisen, har over 1,5 milliarder mennesker verden over (15 % af verdens befolkning) ikke adgang til ren vand ”og 6000 børn dør hver dag på grund af smitsomme sygdomme, der skyldes forurenet vand”. (BBC News, 24. marts 2004).

En håndfuld multinationale selskaber såsom Suez, Veolia, Bechtel-United Utilities, Thames Water og  Tysklands RWE-AG har tilegnet sig kontrollen med og ejerskab til offentlig vandforsyning og affaldshåndtering. Suez og Veolia sidder på godt 70 % af de privatiserede vandsystemer verden over.

Privatiseringen af vand under Verdensbankens vinger fremmes af, at de offentlige distributionssystemer af rent drikkevand fra hanerne er kollapset. ”Verdensbanken tjener de store vandselskabers interesser, både via dets almindelige låneprogrammer til regeringer, som ofte gives med betingelser, som udtrykkligt kræver privatisering af drikkevandsforsyningen …” (Maude Barlow og Tony Clark: Vandprivatisering - Verdensbankens seneste markedsfantasi, Polaris Institut, Ottowa, 2004).

“Operationsmåden [i Indien] er klar: Forsøm udviklingen af vandressourcer [under Verdenbankens budgetnedskæringsmål]; påstå derpå, at der foreligger et ’ressourceproblem’ og tillad, at de eksisterende systemer forringes”. (Ann Ninan: Privat vand - Almen nød, India Ressource Center, 16. april 2003). 

Samtidig har  en håndfuld multinationale selskaber som Coca Cola, Danone, Nestlé og PepsiCo sat sig på markedet for vand på flasker og dåser.  Disse koncerner arbejder ikke kun som hånd i handske sammen med vandforsyningsselskaberne, men er også tæt forbundne med de agrar-biotekniske selskaber indenfor fødevareindustrien. Drikkevand fra hanerne opkøbes af Coca Cola fra en kommunal vandforsyning og videresælges derefter på detailbasis. Det anslåes, at 40 % af flaskevandet i USA er almindeligt drikkevand fra køkkenhaner. (Jared Blumenfeld, Susan Leal: Den virkelige pris for vand på flaske, San Francisco Chronicle, 18. februar 2007).

I Indien har Coca Cola bidraget til at reducere grundvandet til skade for de lokale samfund:

”Lokalsamfund over hele Indien, der bor i nærheden af Coca Colas flaskepåfyldningsfabrikker har oplevet alvorlige svind i vandmængden som direkte resultat af Coca Colas massive udvinding af vand fra de offentlige grundvandsressourcer. Brøndene er tørret ud og de hånddrevne vandpumper virker ikke mere. Undersøgelser – heriblandt en fra fra Den centrale grundvandskommission i Indien - har bekræftet den markante formindskelse af vandstanden.

Når vandet så udvindes fra de offentlige grundvandsressourcer ved at grave dybere, lugter det, og det smager underligt. Coca Cola har ubegrænset udledt sit spildevand på markerne rundt om dets fabrikker og af og til i floderne i området, som bl. a. Ganges. Resultatet er at grundvandet er blevet forurenet ligesom jorden. De offentlige sundhedsmyndigheder har sat skilte op omkring brønde og vandpumper med advarsler til folk i lokalsamfundene om at vandet er uegnet til indtagelse af mennesker ...

Forsøg foretaget af en række forskellige organisationer, heriblandt den indiske regering, bekræfter, at Coca Cola produkterne indeholdt et højt niveau af pesticider, og derfor har det indiske parlament forbudt salget af Coca Cola i sit cafeteria. Imidlertid fortsætter Coca Cola ikke blot med at sælge drikke, der er fulde af gifte, i Indien (der aldrig ville kunne sælges i USA eller EU), men man introducerer også nye produkter på det indiske marked.

Og som om salg af drikkevarer med DDT og andre giftstoffer ikke var tilstækkeligt, så er et af Coca Cola seneste flaskepåfyldningsteder placeret i et område, hvor der er en alvorlig arsenikforurening af grundvandet. "
(India Resource Center: Coca Cola krisen i Indien, ikke dateret)

I udviklingslandene har olieprisstigningerne øget husholdningernes omkostninger ved at koge drikkevand, hvad der så igen begunstiger privatiseringen af vandressourcerne.

Til en mere fremskreden fase af vandprivatiseringen overvejes, at private firmaer tillades at eje floder og søer. Mesopotamien (Irak) blev ikke kun invaderet på grund af dets omfattende oliereserver; Dalen med de to floder (Eufrat og Tigris) har omfattende vandreserver.

Konkluderende kommentarer     

Vi har at gøre med en kompleks og centraliseret konstellation af økonomisk magt, i hvis hænder instrumenterne til markedsmanipulation har direkte betydning for millioner af menneskers tilværelse.

Priserne på fødevarer, vand og brændstoffer bestemmes på globalt niveau og udenfor rækkevidden af de nationale regeringers politik. Prishoppene på disse tre livsnødvendigheder udgør et instrument til økonomisk “krigførelse”, som føres ud i livet via “det frie marked” på børserne for futures og optioner (forkøbsretter).

Disse prishop på fødevarer, vand og brændstof bidrager på en meget konkret måde til  at “eliminere fattigdom” ved at fattige “dør af sult”.  Det frie markeds sukkerkugler dræber vores børn.

De morderiske handlinger foregår på kølig og neutral vis gennem programmeret computerhandel på varebørserne, hvor de globale priser på ris, hvede og majs bestemmes.

”Kommisionen om befolkningsforøgelsen og USAs fremtid’

Men vi har ikke alene at gøre med markedsmodeller. Udbruddet af hungersnød i forskellige dele af verden som resultat af de opadgående fødevare- og oliepriser har omfattende strategiske og geopolitiske følger.

Præsident Richard Nixon bekendtgjorde ved starten af hans embedsperiode i 1969 “sin tro på, at overbefolkning alvorligt truer verdensfreden og stabiliteten”.

Henry Kissinger, der dengang var Nixons nationale sikkerhedsrådgiver, beordrede forskellige regeringsinstitutioner til i fællesskab at foretage “en undersøgelse af betydningen af den globale befolkningstilvækst  for amerikansk sikkerhed og oversøiske interesser”.
I marts 1970 nedsatte den amerikanske kongres en Kommision om befolkningsforøgelsen og USAs fremtid.  (Se Center for Research on Population and Security)

Kommissionen var ikke nogen almindelig udrykningsstyrke. Den blandede repræsentanter fra USAID (den amerikanske statslige hjælpeorganisation) , udenrigsministeriet og landbrugsministeriet  med embedsmænd fra CIA og Pentagon (forsvarsministeriet). Dens mål var ikke at bistå udviklingslande, men snarere at begrænse verdens befolkning med henblik på at tjene USAs strategiske og nationale sikkerhedsinteresser.

Kommissionen anså også befolkningskontrol som et middel til at sikre et stabilt og sikkert miljø for amerikanske investorer, såvel som til at opnå kontrol med de underudviklede landes mineraler og olieforekomster.

Denne kommission afsluttede sit arbejde i december 1974 og rundsendte et hemmeligstemplet dokument kaldet  “Nationale Sikkerhedsstudier Memorandum 200:  Konsekvenserne af den globale befolkningstilvækst for amerikansk sikkerhed og oversøiske interesser” til “udvalgte departementchefer og ledere af regeringsinstitutioner for at få deres synspunkter og kommentarer”.
I november 1975 blev rapporten og dens anbefalinger underskrevet af præsident Gerald Ford.

Kissinger antydede kraftigt i forbindelse med Nationale Sikkerhedsstudier Memorandum 200 (NSSSM 200), at en tilbagevenden af hungersnød, epidemier og krige kunne udgøre et de facto instrument til befolkningskontrol.

Skønt memorandummet af indlysende grunde ikke gav etablering af hungersnød en rolle som eksplicit politik, antyder det ikke desto mindre, at forekomst af hungersnød under visse omstændigheder kunne være en faktisk løsning på overbefolkning:

“Således står de lande,  hvor sult og underernæring i stor målestok allerede findes, med dystre udsigter til en ganske beskeden, eller ingen, forbedring i fødevaretilgangen i de kommende år, som spærrer for et omfattende udenlandsk fødevarehjælpeprogram, en hurtigere udvikling af den indenlandske fødevareproduktion eller en reduktion af befolkningstilvæksten – eller en  kombination af alle disse tre ting. Endnu værre: En serie af høstkatastrofer kan forvandle nogle af dem til klassiske malthusianske tilfælde med hungersnød, der omfatter millioner af mennesker.

Mens udenlandsk bistand sandsynligvis vil fortsætte med at komme for at imødegå kortsigtede nødsituationer som truslen om massesultedød, så er der større usikkerhed om, hvorvidt donorlandene vil være rede til at yde den form for massiv fødevarehjælp, der er nødvendig ifølge prognoserne for importbehovene på en langsigtet og vedvarende basis.
Reduktion af raterne for befolkningstilvækst kan klart medføre en betydelig lettelse i det lange løb...

I de ekstreme tilfælde, hvor befolkningstrykket fører til indgroet hungersnød, hungeropstande og sammenbrud af den sociale orden, vil disse betingelser næppe være gunstige for en systematisk udvinding af mineralforekomster eller for de langsigtede investeringer, der er påkrævet for deres udvinding.

Bortset fra hungersnød vil det være sådan, at med mindre blot et minimum af den folkelige stræben efter materielle forbedringer kan blive tilfredsstillet, og med mindre betingelserne for adgang til og udnyttelse af råstoffer kan “overbevise” regeringerne og folkeslagene om, at dette aspekt af den internationale økonomiske orden har “noget at tilbyde dem”, vil udenlandske selskabers rettigheder sandsynligvis blive eksproprieteret eller rammes af vilkårlige indgreb.

Hvadenten det sker gennem regeringsindgreb, konflikter på arbejdsmarkedet, sabotage eller civile uroligheder vil den rolige strøm af nødvendige materialer være i fare. Selvom befolkningspresset alene ikke er den eneste faktor, der gør sig gældende, så er den slags frustrationer meget mindre sandsynlige under forhold, hvor der er en langsom eller slet ingen befolkningstilvækst”.

(“1974: Nationale Sikkerhedsstudier Memorandum 200:  Konsekvenserne af den globale befolkningstilvækst for amerikansk sikkerhed og oversøiske interesser”)
(Vores fremhævelse)

Rapporten afsluttes med et par centrale spørgsmål  om fødevarers rolle som “redskab til national magt”, som kunne benyttes til at sikre strategiske amerikanske interesser

• “På hvilken basis skal sådanne fødevareressourcer så sikres?  Skal fødevarer anses for at være et nationalt magtinstrument? Vil vi blive tvunget til at foretage valg såsom om vi med god grund kan bistå, og skal i så fald befolkningsbegrænsning være et kriterium for en sådan bistand?
• Er USA forberedt på at acceptere madrationering for at hjælpe folk, som ikke kan eller vil kontrollere deres befolkningstilvækst”.

Med Henry Kissingers ord:
“Kontroller olien, og du kontrollerer nationer; kontroller fødevarerne, og du kontrollerer befolkningerne”.

TILLÆG

Multinationale aktører, der sættes fokus på i denne artikel (blandt mange andre vigtige multinationale selskaber)

Spekulation i handelen mod råolie:

Goldman Sachs, Morgan Stanley, British Petroleum (BP), Deutsche Bank, Société Générale, Bank of America, Mercuria Schweiz.

Privatisering af vand

Vandinfrastruktur: Suez, Veolia, Bechtel-United Utilities, Thames Water and det tyske RWE-AG
Salg og distribution af drikkevand: Coca Cola, Danone, Nestlé og PepsiCo

Fødevarepriser og genmanipuleret såsæd

Monsanto, Syngenta, Aventis, DuPont, Dow Chemical, Cargill, Arch Daniel Midland

Det miltærindustrielle kompleks

Lockheed Martin, Raytheon, Northrop Grunman, Boeimg, Geneal Dynamiics, British Aerospace System Corporation (BAES)

Michel Chossudovsky er forfatter af den internationale bestseller "The Globalization of Poverty ", som er oversat til 11 sprog. Han er professor i økonomi ved Ottawa Universitet og leder af Center for Forskning i Globalisering www.globalresearch.ca .

Oversat af Kommunistisk Politik efter
The Global Crisis: Food, Water and Fuel. Three Fundamental Necessities of Life in Jeopardy
Global Research 5. juni 2008

- End -