Analyse
 

Rusland, Europa og USA: fundamental geopolitik

Af F. William Engdahl

Kampen mellem USA, EU og Rusland om kontrollen over eurasien skærpes

F. William EngdahlEfterhånden som detaljerne i det større strategiske billede af, hvad der er på spil i Georgien og den mere omfattende Kaukasus-krise, kommer frem, bliver det tydeligere, at Moskva ikke har til hensigt at rulle grænserne fra Stalin og den Kolde Krig i 1948 tilbage. Hvad Putin og nu Medvedev har sat igang er en demonteringsproces af den yderst farlige NATO ekspansion, som er blevet anført af Washingtons krigshøge siden slutningen af den kolde krig i 1990.

Hvis begivenhederne havde udviklet sig i overensstemmelse med Washingtons planer frem til den overraskende afvisning  fra ikke mindre end ti europæiske NATO medlemslande, inkl. Tyskland og Frankrig, på NATO-topmødet i april – så ville Georgien i dag være i gang med optagelsesprocessen og NATO-iseringen, sammen med Ukraine. Dette ville have åbnet døren til komplet militær og økonomisk indkredsning af Rusland

Hvem der afyrede det første skud i Sydossetien natten til den 8. august, er ikke hovedsagen. Rusland var forberedt på sådan en handling. For at forstå begivenhederne er vi nødt til at gå tilbage til det geopolitiske fundament, der har ligget bag USA’s eller den britisk-amerikanske strategi siden 1945. Rusland har med sit svar på Georgiens angreb udfordret selve selve grundlaget for amerikansk ekspansion.


Fundamentale geopolitiske grundsætninger

Hvad de færreste gør sig klart er, at arkitekten bag Amerikas generelle strategi efter 1945 var englænderen Sir Halford Mackinder. Mackinder, der var den førende strateg bag britisk imperialistisk magt siden hans epokegørende arbejde fra 1904, The Geographical Pivot of History, definerede, hvordan de Forenede Stater kunne dominere verden efter 2. verdenskrig

 Halford MacKinder - engelsk-amerikansk geopolitiks godfatherI en artikel fra juli 1943 i Foreign Affairs, skrevet få år før hans død , men på et tidspunkt, hvor det stod klart, at de Forenede Stater ville komme til at afløse det Britiske Imperium i efterkrigstidens verden, skitserede Mackinder den vitale strategiske betydning for amerikansk global strategi af, hvad Mackinder kaldte ”Hjertelandet”. Han definerede Hjertelandet som den nordlige og indre del af Eurasien, specielt  Rusland-Ukraine- Hviderusland -  der dengang var Sovjetunionen. For Mackinder var "Hjertelandets" strategiske betydning dets særlige geografi, med de mest udbredte sletter på jorden, med store, sejlbare floder og enorme korndyrkningszoner.

Mackinder sammenlignede den strategiske betydning af Rusland i 1943 med Frankrigs i 1914-18  (1. verdenskrig):
 "Rusland gentager fundamentalt Frankrigs mønster, men i større skala med dets åbne grænser mod vest i stedet for nordøst. I den nuværende krig er den russiske hær opstillet tværs over denne åbne grænse. I dets bagland er hjertelandets enorme vidder til rådighed  for forsvar i dybden og for strategisk tilbagetrækning.”

Mackinder bemærkede til sine amerikanske politisk orienterede læsere:  ".... hHs Sovjet Unionen kommer ud af denne krig som erobrer af Tyskland, vil den rangere som den største landmagt ui verden ...  den magt der har den strategisk stærkeste forsvarsposition. Hjertelandet er den største naturlige fæstning på jorden."

Hvad Mackinder fortsætter med at minde om i dette lidet kendte essay er, at Vesteuropa, og frem for alt den tyske industrielle udfordring af det britisk-amerikanske overherredømme, bedst ville inddæmmes af en fjendtlig  Sovjet magt i hjertelandet mod øst og en militært stærk amerikansk magt på den atlantiske side.  På en vis måde var det lige meget, om sovjetmagten stadig var venligsindet over for Washington eller en koldkrigsfjende. Virkningen ville stadig være at inddæmme Vest Europa og gøre det til en amerikansk indflydelsessfære efter 1945  (efter 2. verdenskrig).

De amerikanske krigsplaner i 1945 mod Moskva

Som jeg mere detaljeret gør rede for i min bog "Full Spectrum Dominance Totalitarian Democracy in the New World Order" , der behandler den nuværende amerikanske militærpolitik i kølvandet på opløsningen af Warzawa-pagten for omkring17 år siden, overvejede både den amerikanske præsident Harry Truman og Churchill begge en øjeblikkelig krig rettet imod hjertelandet i samme øjeblik, Tyskland overgav sig.

Kun et amerikansk veto af Churchills geopolitiske planer udsatte den kolde krig i tre år. Mange har svært ved at forstå, at den kolde krig i vid udstrækning var en amerikansk geopolitisk for at dominere efterkrigstidens verdensorden gennem at udnytte et fjendtligt Rusland og et fjendtlig Kina i Asien efter Korea-krigen til at gøre de Forenede Staters militære beskyttelse via NATO og via forskellige asiatiske forsvars arrangementer til en fundamentalekendsgerning i efterkrigstidens liv.

Sovjet Unionens sammenbrud i de tidlige 1990´ere konfronterede pludseligt de amerikanske politiske strateger med et katastrofalt strategisk dilemma. Deres ’fjendebillede’ - den sovjetiske bjørn - var forsvundet. Kina var blevet  en økonomisk partner. Der var intet behov for NATO´s fortsatte eksistens udover en periode med omhyggelig nedrustning på begge sider.

Manglen på fjendebilledet Rusland var for strateger som den senere amerikanske rådgiver for Barack Obama, Zbigniew Brzezinski, en strategisk trussel imod fortsat amerikansk enerådende supermagtsdominans.
I en artikel fra 1997 i det samme tidsskrift Foreign Affairs som hans mentor Mackinder har Brzezinski, der ligesom Henry Kissinger implicit og også explicit har anvendt Mackinders geopolitiske ideer til at udforme  den amerikanske udenrigspolitik, skitseret den amerikanske udenrigspolitiks mål i sine hovedtræk i form af  en genoptaget kold krig:

”Amerikas fremkomst som den eneste globale supermagt gør en integreret og omfattende strategi for Eurasien nødvendig.

Eurasien er hjem for de fleste af verdens politiske selvsikre og dynamiske stater. Alle historiske prætendenter til verdensmagt er kommet fra Eurasien. Verdens mest folkerige aspiranter til regionalt overherredømme, Kina og Indien, ligger i Eurasien, ligesom alle de potentielle politiske og økonomiske udfordrere af amerikansk forrang ....

Eurasien står for 75% af verdens befolkning, 60% af dets BNP, og 75% af dets energiresourcer. Samlet set overskygger Eurasiens potentielle magt selv Amerikas.
Eurasien er verdens superkontinentsakse. En magt, som dominerer Eurasien, vil udøve afgørende indflydelse over to af verdens tre mest økonomisk produktive regioner, Vesteuropa og Østasien. Et kig på et landkort lader også formode, at det land, som dominerer Eurasien, næsten pr. automatik vil kontrollere Mellemøsten og Afrika …
Hvad der sker med distributionen af magt på de eurasiske landmasser, vil have en afgørende betydning for Amerikas globale forrang og historiske arv.

På kort sigt bør  USA konsolidere og fastholde den fremherskende geopolitiske pluralisme på det eurasiske landkort. Denne strategi vil præmiere politiske manøvrer og diplomatisk manipulation for at forhindre fremkomsten af en fjendtlig koalition, som kan udfordre den amerikanske forrang, og vil selvfølgelig fjerne mulighederne for enhver stat, der forsøger på det ...”

Mackinder og Bush-doktrinen

Kort sagt har amerikansk udenrigspolitik, såvel under George H.W. Bush under vejledning af Kissinger som under Clinton eller George W. Bush, fulgt Mackinders skitse som foreslået i Brzenzinskys erklæring: Del og hersk, afvej magtpolitikkerne.

At forhindre enhver ’rivaliserende magt’ eller grupper af magter i Eurasien i at ’udfordre’ amerikansk enerådende supermagtsdominans blev kodificeret i den officielle amerikanske nationale sikkerhedsstrategi, der blev offentliggjort i september 2002, et år efter 11. september.

Denne Bush-doktrin gik så langt som til for første gang at retfærdiggøre  ’forebyggende krig’, såsom angrebet på Irak i 2003, for at afsætte fremmede regimer, der repræsenterede en trussel imod De Forenede Staters sikkerhed, selv hvis denne trussel ikke var umiddelbart foreliggende. Denne doktrin gjorde for resten af den civiliserede verden definitivt en ende på den amerikanske legitimitet i udenrigspolitiske forhold.

Siden 2002 har Washington ubønhørligt presset på med en dagsorden for regimeændring under dække, bedst eksemplificeret med dets fordækte organisering af pro-NATO-regimeskift i  Georigen og Ukraine i 2003-2004. Washington har organiseret dette under krænkelse af den aftale, som man højtideligt forpligtede sig til, da James Baker III mødtes med den sovjetiske præsident Mikhail Gorbatjov, nemlig at USA ikke vil udvide NATO’s grænser østpå, til gengæld for at Moskva tillod et genforenet Tyskland at blive medlem af NATO.

Washington led af et velkomment tilfælde af diplomatisk hukommelsestab, da folk som John McCains udenrigspolitiske guru, Randy Scheunemann,en ledende nykonservativ høg, styrede kampagnen efter 1991 for at bringe Polen, de baltiske lande, Tjekkiet og andre tidligere Warszawapagtlande ind i NATO. Moskva blev alarmeret af mønsteret. Forståeligt nok.

Til slut reagerede den daværende præsident Putin højlydt,  da Washington tidligt i 2007 erklærede, at man planlagde at opstille sit ”missilforsvar”, bl.a. af amerikanske missiler i Polen, og i Tjekkiet,. Hans udtalelser blev stort set censureret væk af de altid årvågne amerikanske medier, og kun kommentarer fra amerikanske embedsmænd,, der udtrykte ”chok” over den fjendtlige russiske reaktion over for de amerikanske missilforsvarsplaner, blev rapporteret.

Washington udarbejdede det latterlige argument, at de polske og tjekkiske installationer var nødvendige for at forsvare amerikanske sikkerhedsinteresser i tilfælde af et potentielt kernevåbenangreb fra Iran. Da Putin udstillede Bush-administrationens forløjede argument om forsvar mod Iran ved at foreslå et alternativt sted for det amerikanske radarsystem meget tættere på Teheran, i Aserbajdsjan, var Bush overrumplet og målløs. Washington ignorerede simpelthen den aserbajdsjanske mulighed og fortsatte fremad med de polske og tjekkiske placeringer.

Hvad kun få folk uden for de militære kredse ved, er, at et missilforsvar, selv et primitivt, som en af de ledende amerikanske missilforsvarsstrateger udtrykker det, er ”det manglende led i at opnå en atomar førsteangrebs-kapacitet”.

Hvis USA er i stand til at opstille missilforsvar langs Ruslands grænser, og Rusland ikke har noget, så har USA vundet Tredje Verdenskrig og er i stand til at diktere betingelserne for Ruslands betingelsesløse overgivelse, dets afvikling som en levedygtig nation, dets totale afvikling. Intet under, at Putin reagerede. Moskva-strategerne ved kun alt for godt, hvilke amerikanske militære eventyr, der har fundet sted siden 1940’erne.


Eurasisk geopolitik efter 8-8-8

Medvedev og Putin: Rusland siger stopAlt dette fører os tilbage til konsekvenserne af det russiske svar i Georgien efter den 8.8 2008. Hvad Rusland har gjort  med sit hurtige svar med militær styrke efterfulgt af erklæringen fra præsident Medvedev om Ruslands ”fem punkter for russisk udenrigspolitik”, som nogle vestlige kommentarer har døbt Medvedev-doktrinen. De fem punkter inkluderer, udover Ruslands bekræftelse af dets tilslutning til principperne om international lov, en simpel erklæring om at "verden bør være multipolær."

Medvedev bemærker:
´En unipolær verden er uacceptabel. Dominans er noget, vi ikke kan tillade. Vi kan ikke acceptere en verdensorden, i hvilken et land træffer alle beslutninger, selv et så seriøst og indflydlesesrigt land som Amerikas Forenede Stater. En sådan verden er ustabil og truet af konflikter.´

Og efter at have erklæret Ruslands vilje til at have fredelige og venskabelige forbindelser med Europa, USA og andre, og Ruslands intentioner om at forvare sine borgere, ’hvor de end befinder sig’, når Medvedev frem til det afgørende femte punkt:
’om det er tilfældet for andre lande, er der områder, hvor Rusland har særlige interesser. Disse områder findes i lande, som vi har særlige  historiske forbindelser til og er bundet sammen med som venner og gode naboer. Vi vil  være særligt opmærksomme på vort arbejde i disse regioner og bygge venskabelige bånd med disse lande, vore nære naboer.’

Hvis vi følger de seneste russiske udenrigspolitiske skridt er der anerkendelsen af Sydossetien og Abkhasien som suveræne uafhængige stater, Ruslands overenskomst af den 29. august med Tadsjikistan, der tillader Rusland at udvide sin tilstedeværelse på Tadsjikistan Gissar-lufthavn. Fakta er, at aftalen er et muligt ødelæggende slag mod Washingtons geopolitiske eurasien-strategi.

Tadsjikistan, et fjerntliggende  centralasiatisk land, der er afhængig af Rusland for eksport af uran og afhængigt af heroin for megen af landets indkomst, var blevet trukket tættere hen mod et strategisk bånd til Washington siden 2005. I kølvandet på den russiske reaktion i Georgien har Tadsjikistans diktatorpræsident Emomali Rakhmon utvetydigt vurderet, at hans bedste sikkerhedsgaranti ligger i tættere forbindelser til Moskva, og ikke med Washington.

Den NATO-begejstrede præsident Viktor Jusjtjenkos regering i Ukraine brød sammen den 3. september, hvor Jusjtjenko trak sig ud af den regerende koalition som følge af statsministeren Julia Timosjenko afvisning af at bakke præsidenten op i støtten til Georgien og fordømmelsen af Rusland under den nuværende konflikt i Sydossetien.

Jusjtjenko anklagede Timosjenko for ”forræderi og politisk korruption” foranlediget af hendes manglende opbakning til en pro-amerikansk holdning. Han trak sig også tilbage som reaktion på nye love, vedtaget af Timoshenkos parti og den reelle magtkoalition, der fratager præsidenten hans  veto mod statministerkandidater, og som baner vej for en rigsretsag mod præsidenten. Ifølge det russiske RAI Novostnij har Ukraines prorussiske tidligere statsminister Viktor Janukovitj, leder af ”Regionernes Parti”, sagt, at han ikke udelukker muligheden for at danne parlamentarisk flertal med Julia Timosjenkos blok.

Sådan et skridt ville sandsynligvis fjerne hele emnet om Ukraines indlemmelse i NATO fra dagsordenen.

Den amerikanske globale strategi er i krise, og det er klart, at Moskva har fornemmet det. De Forenede Stater har utilstrækkelig magt til at håndtere krigen i Irak og i stigende grad også i Afghanistan. Begge skulle være en essentiel del af USA’s politik for militært at kontrollere de eurasiske rivaler, især Rusland og Kina. Militær aktion, der indebærer mere end sabelraslen imod Rusland i Georgien, er imidlertid nu blevet udstillet for alle Georgiens nabostater som reelt set blot et amerikansk bluffnummer.

At fortsætte den nuværende amerikanske strategi er ensbetydende med at forholde sig til  krigen mod islam snarere end mod Rusland. Sammenfaldet mellem den amerikanske præsidents politiske poseren, en ødelæggende amerikansk økonomisk og finansiel krise, der bliver stadigt værre, og tabet af amerikansk udenrigspolitiks troværdighed  i den omgivende verden, siden Bush-administrationen kom til Washington i 2001, har banet vej for for andre magter til at begynde at handle i retning af, hvad ville have været Halford Mackinders værste mareridt: et russisk Hjerteland, der er livskraftigt, og som er i stand til at smede strategiske relationer, ikke primært med våben som under den kolde krig, men via økonomisk og handelsmæssisgt samarbejde med Kina, Kazakhstan og andre medlemmer af Shanghai-Samarbejds-Organisationen (SCO).

Washington har begået katastrofale strategiske fejlkalkulationer og ikke kun i Georgien. De begyndte tilbage i 1990, hvor der havde været en gunstig lejlighed til at bygge broer i form af  fredeligt økonomisk samarbejde mellem OECD og Rusland. I stedet sendte George Bush senior og USA NATO og IMF mod øst for at skabe økonomisk kaos, udplyndring og ustabilitet, tydeligvis udfra en forestilling om dette som en bedre mulighed.

Den næste amerikanske præsident vil mærke konsekvenserne af at have spildt den mulighed.   

Oversat af Hans Pendrup for Stop Terrorkrigen efter Global Research, 4. september 2008

- End -