Analyse
 

Træd frem og få jeres frihedsmedaljer!

Af John Pilger

Fra forskelligt hold overvejes at prøve at få George Bush og medlemmer af hans kabinet straffet for deres krigsforbrydelser og tortur. Som en af sine sidste handlinger som præsident uddelte Bush såkaldte frihedsmedaljer til nære allierede.

John PilgerDen 13. januar uddelte George W. Bush ”præsidentens frihedsmedaljer”, der siges at være Amerikas højeste anerkendelse af dedikation til fred og frihed.
Blandt modtagerne var Tony Blair, den store løgner, der sammen med Bush bærer ansvaret for den fysiske, sociale og kulturelle ødelæggelse af en hel nation, John Howard, den tidligere australske statsminister og mindre amerikanske vasal, der stod i spidsen for den mest utilslørede racistiske regering i moderne tid i sit land, samt Alvaro Uribe, den colombianske præsident, hvis regime ifølge de sidste undersøgelser af denne morderiske stat er ”ansvarlig for 90 pct. af alle sager om tortur”. (Hvorfor Anders Fogh ikke blev beæret med denne mordermedalje og måtte nøjes med en telefonisk tak fra Bush, vides ikke, overs.)

Det er helt overflødigt at satirisere over dette, ligesom det var, dengang Henry Kissinger og Rupert Murdoch blev hyldet for deres bidrag til humanitetens forbedring. Bushs ceremoni fortalte i det mindste om et system, som han og hans nys indsatte efterfølger er produkt af. Barack Obamas tiltrædelsestale byggede på samme orwellske budskab af sandhed vendt på hovedet: om skånselsløs brug af kriminel magt, eller om uendelig krig, selvom talen var mere spektakulær i sin koreograferede melodramatiske effekt.

Kontinuiteten mellem de to amerikanske administrationer, symboliseret ved præsident Obamas åndedrag på trinene op til kongressen, har været lige så glat som overførslen af den ilde berygtede Bonos loyalitet – hvor Repræsentanternes Hus, domineret af den nye præsidents parti, Demokraterne, med 390 imod fem stemmer bakkede op bag Israels massakrer i Gaza nogle få dage tidligere.
Forsyningerne med amerikanske våben, der bruges i massakrerne, var forud blevet autoriseret med en lignende margin.

Disse våben omfatter Hellfire-missilerne, der suger al luft ud lungerne, sprænger leveren og amputerer arme og ben uden behov for granatsplinter. Det er ifølge specialist-lekturen en ’stor fordel’. ·Som senator, nu valgt til præsident, havde Obama ingen indvendinger imod, at disse specialvåben blev sendt ekspres til Israel – til en værdi af 22 milliarder dollars i 2008 – i rettet tid til det længe planlagte angreb på den indhegnede og hjælpeløse befolkning i Gaza.

Og dette er forståeligt, for det er sådan, systemet virker. I intet andet spørgsmål giver kongressen eller præsidenten, republikanerne eller demokraterne, konservative eller liberale en sådan ubetinget støtte. I sammenligning hermed var den tyske rigsdag i 1930’erne en skat af demokratiske og principielle debatter.

Hermed er ikke sagt, at de amerikanske præsidenter og kongresmedlemmer ikke opfatter de israelske ”lobbyister” i deres midte som bøller og politiske afpressere, skønt de aldrig siger dette offentligt og i stedet fører sig frem ved zionistiske valgfondsindsamlinger og betalte ture til genstanden for deres gunst (altså Israel, overs). Men de frygter dem.

Mens øjnene den 20. januar hvilede på den første afroamerikanske præsident, hvem mindedes så Cynthia McKinney, det modige afroamerikanske kvindelige kongresmedlem, den første, der blev valgt i Georgia, som talte palæstinensernes sag og følgelig blev drevet ud af sit embede af en zionistisk smædekampagne? For deres del er israelernes aktuelle, falske ’ensidige våbenhvile’ i Gaza lavet til (endnu) ikke at skabe problemer for deres ny mand i Det Hvide Hus, hvis eneste anerkendelse af palæstinensernes lidelser længe har været overskygget af hans loyalitets-ed over for Tel Aviv (hvor han endog har lovet Jerusalem som Israels hovedstad, hvilket ikke en gang Bush gjorde) og hans udpegning af den måske mest pro-zionistiske administration i en generation.

Lige så fortjent, som Blair, Howard og Uribe har gjort sig til frihedsmedaljerne, kan andre påberåbe sig plads i deres selskab. Med angrebet på Gaza som et afgørende øjeblik for sandhed og løgn, principper og fejhed, fred og krig, retfærdighed og uretfærdighed, har jeg to kandidater: Min første er den israelske regering og det israelske samfund (jeg har tjekket: Frihedsmedaljen kan gives kollektivt).

”Få af os”, skrev Arthur Miller, ”har let ved at opgive vores tro på, at samfundet på en eller anden måde har et ansvar. Forestillinger om, at staten har mistet sin forstand og straffer så mange uskyldige mennesker, er utålelige. Og derfor må beviserne derpå fornægtes indadtil.”

Den dystre ironi i dette bør være klar for alle i Israel, men afvisningen heraf har opildnet en militaristisk og racistisk kult, som bruger hvert eneste skældsord mod palæstinenserne, der engang blev rettet mod jøder, med undtagelse af ’udryddelse’ – og selv det er ikke helt udelukket, som vice-forsvarsministeren Matan Vilinai gav udtryk for sidste år med truslen om et ’shoa’ (holocaust).(Ved at bruge Israels atomvåben mod palæstinenserne, overs.)

I 1948, hvor Israels ret til at eksistere blev givet, og Palæstinas annulleret, advarede Albert Einstein, Hannah Arendt og andre ledende jøder i USA regeringen mod at involvere sig med fascister a la Menachem Begin, som beskrev palæstinenserne på samme måde, som nazierne brugte betegnelsen undermennesker – som ’dyr på to ben’.  Han blev statsminister i Israel.

Denne fascisme, som ikke teede sig så åbenlyst, var forløberen for Likud og Kadima. Disse er i dag mainstream politiske partier, hvis indflydelse med hensyn til behandlingen af palæstinenserne dækker over en national ’konsensus’, som er kilden til terroren mod Palæstina: de brutale tvangsforflytninger samt den perfide kontrol, ydmygelserne og grusomheden fastsat i paragraffer.

Spejlbilledet heraf er vold i hjemmet. De udskrevne soldater vender hjem fra deres ’krig’ mod palæstinensiske kvinder og børn og laver krig på egen hånd. Unge hvide, der var indrulleret i den sydafrikanske apartheidhær, gjorde det samme. Umenneskelighed i så stor skala kan ikke begraves uendeligt.

Da Desmond Tutu beskrev sine oplevelser i Palæstina og Israel som ”værre end apartheid”, påpegede han, at ikke engang under Sydafrikas hvide overherredømme fandtes noget i lighed med veje ’kun for jøder’. Uri Avnery, en af de modigste israelske dissidenter, mener, at hans lands ledere lider af ’moralsk vanvid’ – hvilket er en forudsætning for tildeling af Bushs frihedsmedalje, skulle jeg tilføje,

Min anden kandidat til en frihedsmedalje fra Bush er den ubestemmelige gruppe kendt som vestlige journalister, som altid har gjort meget ud af deres frihed og upartiskhed. Bemærk måden, hvorpå israelske ’talsmænd’ og ambassadører interviewes. Hvor respektfuldt deres officielle løgne modtages, og hvor minimalt de bliver udfordret. De er nemlig af vores egen slags, ser du: rolige, lyder som andre folk fra Vesten, og er endog blonde, kvindelige og attraktive. Den skræmte, nervøst stammende stemme på linjen fra Gaza er ikke en af os. Det er det underbevidste budskab.

Bemærk nyhedsoplæserne, der kun bruger de nedsættende ord om palæstinenserne: Det er ord som ’militante’ om modstanderne af invasion, hvoraf mange er helte, et ord, der aldrig bruges, og ’konflikt’ i stedet for massakre. Bemærk den tidløse propaganda, der antyder, at her er der tale om to ligestillede magter, som fører ’krig’, og ikke om et hjemsøgt folk, der angribes og udsultes af verdens fjerdestørste militærmagt, som også sikrer, at de ikke har nogen steder at flygte hen. Og læg endelig mærke til udeladelserne – BBC indleder ikke deres rapporter med en advarsel om, at en fremmed magt kontrollerer deres reporteres bevægelser, som man gjorde det i Serbien og Argentina. Man forklarer heller ikke, hvorfor man kun viser enkelte glimt af al-Jazeeras bemærkelsesværdige dækning inde fra Gaza.

Der er også de allestedsnærværende myter om, at Israel har lidt frygteligt fra tusinder af missiler affyret fra Gaza. I virkeligheden blev den første hjemmelavede qassam-raket affyret hen over den israelske grænse i 2001, og det første dødsfald fandt sted juni 2004. I alt 24 israelere er blevet dræbt på den måde sammenholdt med 5000 palæstinensere, over halvdelen af dem i Gaza, og mindst en tredjedel af disse børn. Forestil dig, at de 1,5 millioner gazaboere havde været jødiske, eller kosovarer og flygtninge.

”Den eneste ærefulde optræden for Europa og Amerika er at bruge militær magt for at forsøge at beskytte folket i Kosovo,” erklærede avisen The Guardian 23. marts 1999. Uforklarligt nok mangler The Guardian endnu at slå på tromme for en sådan ’ærefuld optræden’ for at beskytte Gazas befolkning.

Sådan er reglerne for acceptable ofre og ikke-acceptable ofre. Hvis reportere bryder disse regler, anklages de for ’anti-israelsk forudindtagethed’ eller for noget værre endnu, og deres liv gøres til den rene elendighed af en hyperaktiv cyber-hær, der udfærdiger anklager, fremskaffer anonymt materiale og styrer folk over hele verden i, hvordan de skal bagvaske dem for et ’anti-jødisk’ arbejde, som de ikke har set. Disse højrøstede kampagner ledsages af anonyme dødstrusler, hvilket både jeg selv og andre har oplevet. Deres seneste taktik er ondsindet hacking af hjemmesider. Men det er desperat, for tiderne er ved at skifte.

Over hele verden stiller folk, der engang var ligeglade med den mystiske ’konflikt’ i Mellemøsten, nu det spørgsmål, som BBC og CNN meget sjældent stiller: Hvorfor har Israel ret til at eksistere, mens Palæstina ikke har det? De spørger også, hvorfor lovløse kan nyde sådan en immunitet i en verden, der foregiver at være afbalanceret og objektiv. Den fuldendt snakkende israelske ’talsmand’ repræsenterer det mest lovløse regime på jorden, også når eksotiske tyrannier medregnes, ifølge listen over trodsede FN-resolutioner og skændede Genève-konventioner. I Frankrig arbejder 80 organisationer med at rejse krigsforbrydelsestiltaler mod Israels ledere. 15. januar skrev den fremragende israelske reporter Gideon Levy i den israelske avis Ha’aretz, at israelske generaler ”ikke vil være de eneste, der skjuler sig i El Al-fly for ikke at blive arresteret” (uden for Israels grænser).

Der kan komme en dag, hvor andre journalister og deres redaktører og udgivere ikke bare kan blive aftvunget en forklaring på, hvorfor de ikke fortalte sandheden om disse kriminelle, men endog kan sættes på anklagebænken sammen med dem. Ingen frihedsmedalje fra Bush er dét værd.

Oversat efter Come on Down For Your Freedom Medals’.

John Pilger er en internationalt anerkendt undersøgende journalist og dokumentarfilmskaber.

- End -