Analyse
 

Baluchistan er den ultimative pris

Ny etikette på den lange krig

Af Pepe Escobar

Barack Obama har udvidet krigen i Afghanistan til en krig også i Pakistan. Samtidig har krigen mod terror fået nyt navn – men fortsætter med uformindsket kraft.

Galninge på fri fod

Barack Obama viderfører 'krigen mnod terror' med ny etikketObama-administrationen har ikke kun omdøbt Bushs “globale krig mod terror” til det diskret orwellske ”eventuelle oversøiske operationer” (på engelsk forkortet til OCO). Nøglekomponenten i OCO–AfPak (den afghanske/pakistanske) front – er også aktivt blevet omdøbt og sælges ikke mere som en amerikansk, men som en pakistansk krig.

Zardari spiller sin ynkværdige rolle: Side om side med Obama, Pentagon og udenrigsministeriet har han overbevist den pakistanske offentlighed om at kæmpe Washingtons OCO og forsvarer røverbombning af civile pashtuner på pakistansk område. Det er ikke let, mindst 20 % af den pakistanske hærs soldater er pashtuner, der nu tvinges til at bekæmpe deres egne pashtun-slægtninge.

Som for ”Af”-elementet i AfPak: Krigen mod besættelsen af Afghanistan er ”forsvundet” fra historien til fordel for den pakistanske ”hellige krig” mod talibanisering. Hvad der ikke er forsvundet, er naturligvis USA's bombning af afghanske bønder (som den medansvarlige Hillary ”beklager”) og røverkrigen i FATA (Federally Administered Tribal Areas – statsligt administrerede stammeområder).

Spørgsmålet er: Hvor langt vil Obamas, Pentagons og Zardaris aftalte spil gå i retning af at udrense en hver form for modstand mod besættelsen af Afghanistan og krigen mod pashtunbønderne i FATA?

De ubønhørlige advarsler om Pakistans kollaps kan blive en selvopfyldende profeti. Skulle det ske, vil balkaniseringen af Pakistan udvirke mirakler for Pentagons langsigtede strategi, ”ustabilitetsbuen”. 

Fra Pentagons drømmescenariesynsvinkel betyder balkanisering af Pakistan at demontere en ”terroristcentral” i stand til at besmitte andre dele af den muslimske verden, fra det indiske Kashmir til Centralasien. Det vil befri Indien fra dets fjende Pakistan, så Indien kan arbejde tæt sammen med Washington som en affektiv modvægt til Kinas ubønhørlige opstigning.

Og frem for alt gælder det stadig den største pris – Baluchistan. Baluchistan-ørkenen i det sydvestlige Pakistan er der, hvor Washingtons og Islamabads sammenstød foregår. Fra et Washington-perspektiv bør Baluchistan kastes ud i kaos. Det er omtrent den eneste måde at stoppe konstrueringen af Iran-Pakistan-Indien- (IPI-) gasledningen, også kendt som ”fredsrørledningen”, som vil gå tværs gennem Baluchistan.

I et drømmescenarie af balkanisering af Pakistan kan amerikanerne rask overtage Baluchistans enorme naturrigdomme og den strategiske havn Gwadar i Baluchistan. Ikke til fordel for IPI-rørledningen, men den stadigt vanskelige Turkmenistan-Afghanistan-Pakistan-Indien- (TAPI-) rørledning – kaspisk gas, der flyder under amerikansk og ikke russisk eller iransk kontrol.

For talibanernes del er de hverken i FATA, Swat eller andetsteds en trussel mod amerikanerne. Usman Khalid, generalsekretær for Rifahpartiet i Pakistan, har fastslået: “Befolkningen frygter et talibanagtigt styre, men de frygter endnu mere at blive splittet op i fire lande og komme under indisk suverænitet. Talibanerne forekommer at være det mindste onde, ligesom de var i Afghanistan.”

Historien gentager end en gang sig selv som farce: I virkeligheden er den eneste knast mellem Taliban og Washington stadig det samme som i august 2001 – rørlednings-transitafgifter. Washington blæser på sharialove, så længe USA kan kontrollere rørledningerne gennem Afghanistan og Baluchistan.

Ja, Rørledningstan hersker. Hvad betyder nogle få pjaltede pashtuner og baluchere på Washingtons vej, når det nye store spil i Eurasien tilbyder så mange muligheder?

Baluchistan-flodbølgen

De vigtigste etniske grupper og områder i PakistanODet er det klassiske tilfælde af ro før stormen. AfPak-kapitlet i Obamas splinternye OCO (eventuelle oversøiske operationer), det tidligere GWOT (”global war on terror”/”global krig mod terror”), udgør ikke kun en flodbølge i de pashtunske statsligt administrerede stammeområder, FATA. En flodbølge i Baluchistan kan ligeledes være praktisk talt uundgåelig.

Baluchistan i pink

Baluchistan er fuldstændig under de vestlige korporative mediers radar-synsfelt. Men ikke Pentagons. En enorm ørken, der udgør godt 48 % af Pakistans areal, rig på uran og kobber, potentielt meget rig på olie og producerende mere end en tredjedel af Pakistans naturgas, og en befolkning, der tæller mindre end 4 % af Pakistans 173 millioner indbyggere. Balucherne udgør flertallet, efterfulgt af pashtuner. Quetta, provinshovedstaden, betragtes som en Talibancentral af Pentagon, som på trods af alt dets højteknologiske hekseri mystisk nok ikke har været i stand til at lokalisere Quetta-beboeren ”Skyggen”, selveste den historiske talibanske emir Mullah Omar.   

Strategisk set så er Baluchistan ren mundvand: øst for Iran, syd for Afghanistan, og kan rose sig af tre arabiske havne, medregnet Gwadar, praktisk talt i munden af Hormuz-strædet.

Gwadar – en havn bygget af Kina – er den absolutte nøgle. Det er den afgørende knude i den pågående og stadig faktiske Rørledningstans krig mellem IPI og TAPI. IPI er Iran-Pakistan-Indien-rørledningen, også kendt som ”fredsrørledningen”, som er planlagt at gå fra iransk gennem pakistansk Baluchistan – en pestilens for Washington. TAPI er den evigt urolige, amerikanskstøttede Turkmenistan-Afghanistan-Pakistan-Indien-rørledning, som er planlagt til at gå gennem det vestlige Afghanistan via Herat og dele sig ud i Kandahar og Gwadar.

Washingtons drømmescenarie er Gwadar som det nye Dubai – mens Kina vil bruge Gwadar som havn og som base for at pumpe gas via en lang rørledning til Kina. Uanset hvad vil det hele afhænge af, om lokale klager tages alvorligt. Islamabad betaler småpenge i afgift til balucherne, og udviklingshjælp kan forhandles. Baluchistan behandles som spildevand. Gwadar som et nyt Dubai vil ikke nødvendigvis betyde, at de lokale baluchere vil tjene på boomet; i mange tilfælde kan de endog blive frarøvet deres lokale jord.

Som top på det hele er der ”det nye store spil om Eurasien”-faktum, at Pakistan er nøglepunkt for både NATO og Shanghai Samarbejds-Organisationen (SSO), hvor Pakistan er observatør. Så ligegyldigt hvem der ”vinder” Baluchistan, inkluderes Pakistan som nøgle-transitkorridor til enten iransk gas fra Monster South Pars-feltet eller en betydelig del af den kaspiske rigdom i ”gasrepublikken” Turkmenistan.

Kavaleriet til undsætning

Forestil dig nu tusinder af mobile amerikanske soldater støttet af overlegent luftvåben og tungt artilleri strømme ind i denne ørken langs den umådelige 800 km lange, tomme sydlige Afghanistan-Baluchistan-grænse. Det er Obamas stormtropper, som i teorien skal ødelægge opiumafgrøder i Helmand-provinsen i Afghanistan.

De vil også forsøge at begrunde en meningsfuld tilstedeværelse i det ultrafjerntliggende sydvestlige Afghanistan, i Nimruz-provinsen med majoritet af baluchere. Det vil ikke betyde noget for dem at ramme det pakistanske Baluchistan i hed jagt på taliban-bander. Og det vil helt sikkert blive en optakt til en de facto amerikansk invasion i Baluchistan.

Hvordan vil balucherne reagere? Det er en meget kompleks situation.
Baluchistan er et stammeområde ligesom FATA. Lokale stammeledere kan være lige så tilbagestående, som Islamabad er forsømmelige (og de er heller ikke ligefrem mønstre for menneskerettighederne). En parallel kan gøres med Swatdalen.

De fleste baluchiske stammer samtykker over for Islamabads autoritet – undtagen først og fremmest Bugti-stammen. Og så er der Baluchistans Befrielses-Hær (BBH), som både Washington og London stempler som terroristgruppe. Leder er Brahamdagh Bugti, der opererer fra Kandahar (kun to timer fra Quetta). I et nyligt pakistansk tv-interview kunne han ikke være mere sekterisk, påpegende, at BBH gør sig rede til angreb på ikke-baluchere. Balucherne er tilbøjelige til at betragte BBH som en modstandsgruppe. Det benægter Islamabad, der påstår, at deres støtte ikke er over på 10 % af provinsens befolkning.

Det hjælper ikke, at Islamabad tenderer mod at ikke blot at være forsømmelige, men tungt bevæbnede. I august 2006 myrdede Musharrafs soldater den stærkt respekterede lokale leder Nawab Akbar Bugti, en forhenværende provinsguvernør.
Der er stor uenighed om, hvorvidt BBH er blevet kapret af udenlandske efterretningstjenester – enhver fra CIA til det britiske MI6 og det israelske Mossad.

På et besøg i Iran 2006 blev jeg forhindret i at tage til Sistan Baluchistan i det sydlige Iran, fordi CIA-infiltrerede fra pakistansk Baluchistan, ifølge Teherans version, var involveret i dækangreb over grænsen. Og det er ikke hemmeligt for nogen i området, at USA siden 11/9 faktisk kontrollerer baluchiske lufthavne i Dalbandin og Panjgur.
I oktober 2001, da jeg ventede på en åbning til at passere til Kandahar fra Quetta, tilbragte jeg, bortset fra at lede efter præsident Hamad Karzai og hans brors tilholdssted, lidt tid sammen med et antal BBH-tilknyttede og sympatisører. De beskrev sig selv som ”progressive, nationalister, anti-imperialister” (og det gør det svært at blive et supplement til USA). De var meget kritiske over for ”Punjabi-chauvinisme” og insisterede konstant på, at regionens ressourcer tilhører balucherne først; det var årsagen til angreb på gasledningerne.

Påpegende et overgreb, at provinsens alfabetiseringsrate er på kun 16 % (”det er regeringens politik at bevare Baluchistan tilbagestående”), omtalte de bittert det faktum, at de fleste folk stadig manglede drikkevand. De påstod at have støtte fra 70 % af balucherne. (”Hver gang BBH affyrer en raket, er det samtaleemne på basarerne”). De påstod desuden, at de var forenet med og samarbejdede med iranske baluchere. Og de insisterede på, at “Pakistan havde forvandlet Baluchistan til et amerikansk kanton, som stærkt berørte venskabet mellem det afghanske og baluchiske folk.”

Som helhed er ikke kun BBH-sympatisører, men også baluchere generelt set ubøjelige; skønt parate til at forblive inden for den pakistanske konføderation ønsker de umådeligt meget mere selvstyre.

Spillet er i gang

Hvor vigtig Baluchistan er for Washington, kan vurderes i studiet ”Baluchisk nationalisme og politikken for energiressourcer: Den omskiftelige sammenhæng for separatisme i Pakistan” af Robert Wirsing fra den amerikanske tænketank Stratetic Studies Institute. Forudsigeligt drejer alt sig om Rørledningstan.

Kina – der byggede Gwadar og behøver gas fra Iran – må med alle til rådighed stående midler sættes ud på sidelinjen. Den tilføjede paranoide Pentagon-komponent er, at Kina måske kan forvandle Gwadar til en flådebase og ”true” Det Arabiske Hav og Det Indiske Ocean.

Det eneste acceptable scenario for Pentagon er, at USA overtager Gwadar. Endnu en gang. Det vil være et første sammenfald i Rørledningstan og det amerikanske imperium af baser.

Ikke kun som betingelse for at blokere IPI-rørledningen og bruge Gwadar til TAPI vil kontrollen med Gwadar åbne mundvands-muligheder for en lang landrute tværs over Baluchistan til Helmand, Nimruz, Kandahar eller bedre endnu alle tre provinser i Sydvestafghanistan. Fra et Pentagon-/NATO-perspektiv efter ”tabet” af Khyber-passet vil det være den ideelle suppleringsrute for vestlige tropper i den evige, nys omdøbte GWOT (”Global War On Terror/global krig mod terror”).

Ifølge Asif Ali Zardari-administrationen i Islamabad så har BBH, skønt stadig en marginal gruppe med en politisk og militær gren, omgrupperet og genbevæbnet sig, mens den nuværende førsteminister for Baluchistan, Nawab Raisani, mistænkes for at være et CIA-aktiv. (Der er intet afgørende bevis). Det frygtes i Islamabad, at regeringen har fjernet øjnene fra Baluchistan-bolden, og at BBH effektivt kan være anvendt af amerikanerne til balkaniseringsformål. Men Islamabad synes stadig ikke at have lyttet til nøgle-baluch-klagerne: Vi ønsker at profitere af vores naturrigdomme, og vi ønsker selvstyre.

Så hvad bliver fremtiden for “Dubai” Gwadar? IPI eller TAPI? Døden er givet. Under radaren af Obama/Karzai/Zardari-foto-opstillingen i Washington er alt fortsat i spil på den vigtige front i det nye store spil i Eurasien.


Pepe Escobar er forfatter til Globalistan: How the Globalized World is Dissolving into Liquid War” (Nimble Books, 2007) and “Red Zone Blues: a snapshot of Baghdad during the surge”. Hans nye bog er netop udkommet: Obama does Globalistan (Nimble Books, 2009).

Oversat og forkortet af Kommunistisk Politik 12, 2009

-End -