Analyse
 

FNs klimapanel i stormvejr

Vejret som våben

 Af E. Holemast

Efter COP15: Denne artikel fra det norske tidsskrift Revolusjon sætter spørgsmålstegn ved den rådende klima-konsensus og påpeger kapitalens interesse i en ensidig fokus på CO2-udledningerne. Den belyser samtidig militærets og krigenes miljøkatastrofale virkninger og skræmmende eksperimenter med militær vejrmanipulation

 

Del 1: Tvivl og tro

Når termometret i januar 2010 viser minus 20 tredie uge i træk, fremstår den globale opvarming ikke som det mest presserende problem i hverdagen. Faktisk er vi inde i en global nedkøling, hvis man skal tage observationerne i 2009 alvorligt: Over hele verden var der nye kulde- og snerekorder. Selv i København var det usædvanlig koldt under klimatopmødet. Og friske forskningsresultater fra Antarktis viser, at isen ikke smelter alligevel, men holder stand. Den 20. januar 2010 måtte FNs klimapanel også indrømme, at påstanden om at isen i Himalaya vil forsvinde inden 2035 fuldstændig savner faglig dækning.

Dette betyder ikke, at man skal kimse af spådommene om et varmere klima eller forkaste det fornuftige forsigtighedsprincip (”precautionary principle”). Varige klimaændringer lader sig ikke fastslå på baggrund af ekstremvejr over et relativt kort tidsrum. Mens det ved indgangen af 2010 er ekstremt koldt i dele af Asien, Europa og Nord-Amerika er der samtidig rekordvarme i Australien. Den kinesiske vejreksperten Ren Fumin mener det hele skyldes et El Niño-fænomen som igen er forårsaget af global opvarmning. De såkaldte klimaskeptikere tager på deres side vejrudviklingen de sidste par år til indtægt for deres påstand om, at øgede udslip kun har en ringe eller ingen indvirkning på klimaet og naturprocesserne. Videre forskning og naturen selv vil om nogen årtier give os det endelige facit.

I mellemtiden kan vi tage det som en påmindelse om, at videnskaben ikke er så enig som man får indtryk af, og at udslip af kuldioxid ikke nødvendigvis er klodens største klima- og miljøudfordring. Og så får det være, at Gro Harlem Brundtland i maj 2007 bastant påstod, at det er ”umoralsk at tvivle”. Som bekendt er tvivl og søgen efter ny kundskab grundlaget for enhver forskning, især når en hypotese langt fra er verificeret, endsige bevist. Mægtige kræfter vil åbenbart have os til at tro noget andet, og så kan det være på sin plads at spørge sig selv hvorfor.

Incitamenter for kapitalen

Allerede et halvt år før klimatopmødet samlede monopolkapitalens vigtigste ledere sig i København til the World Business Summit on Climate Change (WBSCC). Al Gore og FNs generalsekretær Ban Ki Moon var også til stede. Sammenkomsten havde meget lidt med miljøbeskyttelse at gøre, og mødets overskrift lagde heller ikke særlig skjul på det: The future of your business is being decided. Copenhagen, May 24-26, 2009.
«Ved denne lejlighed vil administrerende direktører drøfte hvordan deres firmaer kan hjælpe til med at løse klimakrisen gennem nyskabende forretningsmodeller, nye former for partnerskab, og med udvikling af lavkarbonteknologier. De vil sende et kraftigt signal til de forhandlende regeringer om hvordan de skal fjerne hindringer og skabe incitamenter for iværksættelse af nye løsninger indenfor nye rammer på den anden side af Kyoto».

Erhvervslivet skal levere løsningerne for en bæredygtig udvikling … og samtidig bevæge sig ud af den økonomiske krise: «Mødets underliggende ambition var at give svar på den todelte udfordring, som klimaændringerne og den økonomiske krise udgør. Deltakerne på mødet vurderede hvordan disse faremomenter kan blive vendt til muligheder, hvis erhvervsliv og regeringer arbejder sammen om hvilken slags politik, incitamenter og investeringer som mest effektivt kan stimulere en vækst med begrænsede CO2-udslip.»

Modvirkende effekter

Universet og vores planet er i en proces af evig forandring. Klimaet styres af enormt mange naturgivne faktorer, som gensidigt påvirker hinanden, og flere processer som det kun findes beskeden faktuel viden om. Atmosfæren består for det meste av nitrogen og oxygen, kun to procent er vandamp, karbondioxid (CO2), metan og CFC-gasser (chlor-fluor-carboner) m. m. Det er disse drivhusgasser som gør planeten beboelig ved at de hindrer jordens varmeudstråling i at forsvinde ud i rummet. Uden dem havde gennemsnitstemperaturen ligget 34 grader under dagens niveau. Velbekomme!

Internationale aftaler som etablerer fornuftige og effektive miljøtiltag i det globale samfunds og klodens interesse er selvfølgelig både gode og vigtige. Mens COP15 endte i fiasko, er Montréal-protokollen fra 1987 et eksempel på en vellykket klimaaftale. Den er efterhånden ratificeret af næsten alle lande, og har klart bidraget til at reducere udslippene af klorfluorkarboner som var i færd med at nedbryde ozonlaget. Ozonlaget beskytter mod farlig ultraviolet stråling, og svækkelsen har truet både mennesker og dyr. Ændringer i ozonlaget i forskellige dele af atmosfæren har også andre virkninger. Reduktion af ozonlaget i stratosfæren (området i atmosfæren fra omkring 15 til 50 kilometers højde) har haft en afkølingseffekt, mens øget koncentration af ozon i troposfæren (de nederste 15 km af atmosfæren) har givet en opvarmningseffekt.

Nogen udslip har altså modsatte virkninger på klimaet. Ozon er allerede nævnt. Svovldioxid (SO2) fra kul- og olieforbrænding omdannes til partikler. Partiklerne reflekterer sollys og reducerer solindstrålingen. Dette modvirker opvarmningseffekten af drivhusgasserne i nogen grad, men den afkølende effekt er begrænset til visse områder. Partiklerne giver også afkøling ved at påvirke skyernes udbredelse og egenskaber. Renseprojekter for at reducere mængden af sundhedsskadelig svovldioxid har resulteret i en kraftig nedgang i udslippene i Norge og andre industrilande.
Vulkanske udbrud kan også have stor indvirkning i dele av kloden. Den anerkendte klimaekspert og nobelprisvindere Paul Crutzen har foreslået at tilføre stratosfæren enorme mængder svovl for at simulere vulkanudbrud. Det findes også en række andre forslag til såkaldt geo-engineering af miljøfaktorer, som kan modvirke opvarming af kloden.

CO2 er ingen giftgas


Med fare for at være højst politisk ukorrekt: CO2 er ikke en giftgas (i modsætning til CO), men en del af det livsnødvendige karbonkredsløb. For planteriget er karbonet fra atmosfærisk CO2 det byggestof, som giver hurtigere vækst og større afgrøder. Det gælder dog ikke uforbeholdent og for alle vækster. Tyske forskere er kommet frem til at (den af FN forventede) CO2-koncentration i 2050 vil føre til dårligere kvalitet af hvedeafgrøder.

Kuldioxid udgør 0.038% af atmosfæren. CO2 er ikke e gang den vigtigste klimagas: Vanddamp og skyer står for godt to trediedele af drivhuseffekten, mens CO2 står for rundt regnet en femtedel. Det allermeste CO2 findes naturligt, og menneskene bidrager med beskedne fem procent. Nøjagtig hvor stor del, som er menneskeskabt, er omstridt, men en påviselig øget koncentration af CO2 i de sidste 100 år indikerer stærkt at årsagen er forbrænding av fossilt brændsel.
Imidlertid er det også omstridt hvorvidt en øgende mængde CO2 er årsag til, eller en følge af, opvarmningen

Det store spørgsmål er selvsagt, om udslippene af CO2 fra industri, transport og anden menneskeaktivitet nu er blevet så store, at de forrykker den naturlige balance og fører til en intensiveret global opvarmning. FNs klimapanel og Al Gore mener det. Men heller ikke FNs klimapanel er sikre. I 2001 sa de at det var ”sandsynligt”, nu siger det, at det er ”meget sandsynligt”. Et stort antal forskere er uenige med klimapanelet og mener at betydningen af variationer i solens aktivitet, jordrotationen, kosmisk stråling, skyansamlinger osv. er langt vigtigere end kulioxidudslip. De belægger det blandt andet med at gennemsnitstemperaturen ikke er øget siden 1995 til trods for en 8 procent forøgelse af atmosfærisk CO2 i samme tidsrum. (Ten facts and myths on climate change.)

Del 2: Afsporing?

Miljøbeskyttelse som forretning

”Klimaskeptiker” er blevet et skældsord, som bruges om enhver, som sætter spørgsmålstegn ved den rådende konsensus om, at vi er inde i en menneskeskabt global opvarmningsperiode som hovedsageligt skyldes CO2-udslip. En klimaskeptiker er pr definition useriøs, uvidende, dum – eller købt og betalt. Mens FNs klimapanel, Al Gore, den politiske elite i Vesten og en mere eller mindre samstemt miljøbevægelse altså har videnskaben entydigt på sin side.

Praktisk talt hele venstrefløjen har hængt sig op på denne politiske korrekthed, og afviser stort set indsigelser som reaktionære pr. definition. Selv efter e-mailskandalen, som viste at forskere tilknyttet FNs klimapanel brugte uærlige metoder for at afvise, at den globale temperaturtendens er synkende, og ikke omvendt, fortsætter NGO-er som Bellona, Verdens Naturfond WWF osv. at forsvare den såkaldte konsensus om klimaproblemerne. Miljøministeriet og Udenrigsministeriet snakker om strategisk partnerskab mellem regering og de frivillige miljøorganisationer. Dette er organisationer, som i stor grad baserer sig på statsstøtten. Hvordan vil det gå med rammebevillingerne, hvis de skulle finde på at udfordre denne konsensus, enten på politisk eller rent fagligt grundlag?

Mange af miljøorganisationerne er blevet millionforetag og mellemstore bedrifter med flere dusin ansatte, kraftigt sponseret af kapitalen og af staten. Bellona har forlængst gjort sig berygtet for sin tætte alliance med storkapitalen, men de er ikke længere alene. Massiv sponsering er nu blevet regelen, ikke undtagelsen. Greenpeace er en hæderlig undtagelse. Sponsorerne er ikke akkurat de grønneste man kan tænke seg: Shell, Wilhelmsen, Volvo, Austevoll Seafood, Avinor, Yara, Exxon og Veidekke, for at nævne nogen.
(Se en mere fuldstændig liste på http://www.nrk.no/nyheter/1.68937)

Miljøministeriet alene giver over 41 millioner kroner i grundstøtte til frivillige miljøorganisationer. I tillæg kommer 20 millioner til Tilskud til kompetanceformidling og information om miljøvenlig produktion og forbrug og andre typer offentlig financiering. Naturvernforbundet har opgivet næsten 21 millioner i offentlige tilskud i sit årsregnskab for 2008, mens regnskabstal for Stiftelsen WWF Norge samme år viser 78,5 millioner kr i offentlige tilskud (og 13 millioner fra ”andre”). Aker Seafoods, Ikea og rederiet Leif Høegh er blandt sidstnævntes sponsorer. Når ’klimalobbyen’» skælder ’klimaskeptikerne’ ud for at være i lommen på andre interesser er det et spørgsmål, om de ikke kaster sten ind i deres eget drivhus.

Videnskab og skepsis

For en som ikke har forskerkompetence er det ikke fornuftigt at kvalitetsbedømme de forskellige og modstridende årsagsforklaringer og klimamodeller. Men påstanden om at næsten alle videnskabsfolk og forskere er skønt enige om, at der foregår en dramatisk opvarmning af kloden som menneskene er skyld i, er i bedste fald upræcis, i værste fald ren løgn. FNs klimapanel har 2500 forskere i ryggen. Men skeptikerne (og langt fra alle er religiøse fanatikere eller konspirationsteoretikere) kan skilte med mindst lige så mange fra videnskabelige miljøer. Sandheden er, at praktisk talt alle sider ved klimavidenskaben er genstand for intens debat, ikke mindst inden for forskermiljøet.

– Det er vores sol, gravitation og jordrotation – ikke CO2 – som styrer klimaet, mener for eksempel Ole Henrik Ellestad (tidligere forskningsdirektør og prof. II, fysisk kemi), Ole Humlum (prof. fysisk geografi, Universitetet i Oslo) og Jan-Erik Solheim (prof. emeritus, astrofysik, Universitetet i Oslo) – i en kronik i Dagbladet 30. december 2009. De hævder, at CO2 er en relativt svag klimagas, som ikke kan forklare klimasvingningerne på den nordlige halvkugle. I modsætning til i USA har norske forskere tradition for at holde kæft i den offentlige debat, og begrænser sig til fagmiljøerne. Og de færreste vover at lægge hovedet på blokken ved åbent at udfordre de etablerede sandheder og rådende tendenser i eget forskermiljø. Når folk så at sige sætter karrieren på spil, bør man i det mindste lytte til hvad de har at sige.

Så kan det indvendes, at hvem andre end storindustrien skulle have interesse i at afdramatisere at CO2-udslip har en faretruende indvirkning på klimaet? Her vil sikkert mange trække en parallel til tobaksindustrien og opkøbte forskere som bagatelliserede videnskabelige hypoteser om sundhedsskader ved rygning lige indtil de var definitivt verificerede. Et modspørgsmål kunne da være: Hvorfor går så storkapitalen i de rigeste imperialistlande og deres politiske elite tilsyneladende med på klimaargumentationen? Er det på grund af miljøbevægelsens styrke og gennemslagskraft? Er det fordi kapitalisterne ”også bare er mennesker”, at fornuften har vundet over profit-trangen?

Forskellige muligheder

Også blandt kapitalister findes der utvivlsomt miljøengagerede enkeltindivider. Når miljøengagementet desuden kan kombineres med at ligge forretningsmæssigt ”påi forkant”, er dette helt i tråd med tankerne fra World Business Summit i København. Set fra den ekspansive monopolkapitals side er der en række grunde til at fokusere kraftigt på CO2-spørgsmålet, også om det vil koste i form av afgifter og mulige skatter.
Miljøspørgsmålet og det folkelige engagement om klima er ikke til at komme udenom, og enhver koncern som negligerer sin ’grønne’ profil vil tabe anseelse og markedsandele (læs: profit).

En skræmt befolkning vil oftere være en lydig befolkning som affinder sig med at myndighederne ved bedst og vil redde os fra ’klimakatastrofen’ og andre ’katastrofer’.
Et afgiftssystem for udslip af blandt andet CO2 passer godt i WTO- og EU-jargongen eftersom det kan bruges til at hindre såkaldt ’konkurrenceforvridning’. Det betyder i praksis at holde lande som Kina, Brasilien og Indien i tømme.

Monopolerne i de mest fremskredne imperialistiske lande er i spidsen, når det gælder forskellige former for rensningsteknologi, som kan påtvinges de mindre udviklede lande.
Former for ’Marshall-hjælp’ til indkøb af vestlig teknologi gennem billig kredit og andre ’gaver’ bidrager til at bremse krisevirkningerne i Vesten og til at sikre fortsat nykolonial afhængighed.

Kvotesystemet åbner for de facto privatisering af luften i fattige land, som vil blive gjort afhængige af indtægter fra imperialisternes kvotekøb.

Kvotesystemet

er et af virkemidlerne, som skal bidrage til at Norge og andre lande opfylder Kyoto-protokollen fra 1997, uden at det skal koste for meget. Det er blevet kaldt Jens Stoltenbergs prestigeprojekt. Kvotesystemet var i betydeligr grad et norsk påfund, som først blev afvist af industrilandene. Derpå gik Udenrigsministeriet og diplomatkorpset løs på u-landene. Efter mange år med norske lokkemidler, projekter og diplomati opnåede de at få tilslutning blandt mange af de fattige G-77 stater.

Historikken går tilbage til Brundtland-kommissionen i 1987 og ’den grønne bølge’ omkring 1989, da alle partier snakkede om drivhuseffekten og satte miljøet på dagsorden. Norges dilemma har hele tiden været en spagat mellem på den ene side at skulle være ’foregangsland’ og på den anden side udspy CO2 og metan fra Nordsøen i enorme mængder. Norske CO2-udslip er øgetmed 29 procent siden 1990.

To journalister i Dagens Næringsliv, Frode Frøyland og Gøran Skaalmo, har skrevet strålende om dette i artiklen ’Drivhuseffekten’. Her skriver de, at en af Brundtlands løsninger var at oprette Cicero – center for klimaforskning, en af de opinionsdannende autoriteter i norsk klimaforskning med 70 (!) ansatte. Her satte Gro sin tidligere statssekretær Ted Hanisch i chefstolen. Bestyrelsesformanden kom heller ikke akkurat fra miljøgræsreødderne, det var Statoil-topmanden Henrik Ager-Hanssen. – Cicero ble oprettet efter en erkendelse af at klimaudfordringen ville blive krævende for Norge, siger Hanisch til Dagens Næringsliv.

Ved at indføre et kvotesystem kunne Norge få i pose og sæk: fuld fart ved pumperne – og mulighed for at reducere udslip billigere andre steder. Løsningen var klimakvoter og brug av Kyotoprotokollens fleksible mekanismer, her i Miljøverndepartementets framstilling: «Prisen på en klimakvote afgøres af markedet og bestemmes af tilbud og efterspørgsel. … Norske myndigheder udsteder færre klimakvoter end det forventede udslip fra virksomhederne. Derfor må bedrifterne enten reducere deres egne udslip eller købe klimakvoter fra andre som har reduceret deres udslip.»

Der er for længst udviklet et omfattende og spekulativt derivatmarked for køb og salg af sådanne kvoter, et marked som ikke har noget med miljøbeskyttelse at gøre. Den kendte klimaforsker James D. Hansen ved NASA, var ikke i tvivl da han udtalte sig til Dagens Næringsliv: – Kvotehandel fører til storstilet værdipapirspekulation, men minimale CO2-reduktioner, sagde han.

Afsporing?

Kan det tænkes at maksimalt fokus på CO2 også er en svært belejlig afsporing fra de største og alvorligste trusler mod miljø og klima? Måske bør vi snarere vende det tidligere stillede spørgsmål om: Hvem har interesse i at skabe mest mulig frygt i befolkningen med dommedagsprofetier og krav om strenge statslige indgreb, hvad enten vi snakker om ’terrortruslen’, den ’livs-udslettende svineinfluenza-pandemi’ eller ’klimakatastrofen’?

Men når Fremskrittspartiet og George Bush indgår blandt de såkaldte ’klimaskeptikere’», så må vel sagen være klar for alle progressive! Især hvis man læser enkelte blogindlæg i avisdebatterne, hvor nogle ’klimaskeptikere’ med liv og lyst visualiserer karikaturen af en hjernedød Bush-tilhænger som hader høje benzinpriser, bompenge og andre ’socialistiske’ (!) overgreb.

Helt så nemt er det måske ikke, i al fald hvis man skal angribe problemerne videnskabeligt og ikke ud fra føleri og rygmarvsreflekser. Den internationale finanskapital består af forskellige fløje med varierende præferencer ud fra hvad de mener bedst tjener imperialismens interesser – eller som skader dem mindst. Det Bush og Fremskrittspartiet utvivlsomt har ret i, og som selvfølgelig er en del af baggrunden for deres standpunkt, er at strenge reguleringer, skatter og afgifter garanteret vil følge med et klimaregime som med rette eller urette gør alt, hvad der står i dens magt for å reducere udslippene af CO2 og andre drivhusgasser.

Når vi desuden ved at US Army er verdens største enkeltsynder på området, er det ikke overraskende at Bush og hans slags er bekymret over strenge udledningskrav og dyre kvoter! US Army afbrænder ifølge officielle 320.000 tønder olie hver eneste dag. Hver eneste amerikansk besættelsessoldat i Irak og Afghanistan forbruger 60 – tres – liter olie om dagen. Krigen i Irak fra 2003 til 2008 var alene ansvarlig for udslip af mindst 141 millioner ton kuldioxid-ekvivalenter (MMTCO2e), ifølge en rapport fra Oil Change International.

USA fik gennemført, at CO2-udledninger fra militær aktivitet blev undtaget fra Kyoto-protokollen, men heller ikke det var nok til at Bush ville ratificere den.

Del 3: Vejret som våben

Manipulering af vejrforhold

Militarisering og imperialistisk krigsførelse er i dag sandsynligvis verdens allerstørste miljøproblem – ved siden af alt det andet krigene fører til. Men dette er et ikke-tema for klimaforhandlerne og miljølobbyen.

Det vil måske opfattes som taget direkte fra en James Bond-film, men US Air Force er blandt dem, som arbejder intenst med det som kaldes ”vejrmodifikation”, det vil sige skjult manipulering med vejrmønstre, kommunikationssystemer og elektricitet, som giver ”et vidt spekter af muligheder for at besejre eller undertvinge en fjende» (Air University of the US Air Force, AF 2025 Final Report).

Her hed det at
«manipulation med vejrmæssige forhold utvivlsomt vil blive en del af USAs nationale sikkerhedspolitik til anvendelse både nationalt og international. Vor regering vil forfølge en sådan politik i tråd med sine interesser, på forskellige niveauer».

Planer av denne type udgør en langt mere akut fare for miljøet end CO2-udslip. Problemstillingen er hverken ny eller ukendt. Tværtimod. Allerede i 1977 vedtog FN i en egen konvention at det var strengt forbudt at manipulere vejret for fjendtlige eller militære formål: «Konvention om forbud mod militær og anden fjendtlig brug af teknikker til modificering af miljøet»

Baggrunden var både russisk nervøsitet over det som snart skulle blive til amerikanernes rumkrigsprogram og Vietnamkrigen, hvor USA sprayede giftstoffet Agent Orange over junglen for at afløve vegetationen og lettere få has på FNL-guerillaen. I 1966 startede USAF et gigantisk regnmager-projekt i Vietnam. Med partikler ’såede’ de skyerne over blandt andet Ho Chi Minh-ruten, for at fremprovokere regn og forlænge regntiden. Hensigten var at udløse jordskred som kunne hindre vietnamesernes troppeflytninger. Projektet varede frem til 1972 under kodenavnet Operation Popeye.

Siden er der udviklet en række projekter med såkaldte chemtrails som ikke lige så let skal kunne afsløres som Agent Orange-programmet. I den grad norske medier nævner eksistensen af denne type projekter, er de optaget af at melde, at de er et afsluttet og tilbagelagt stadium.

Vejrkonventionen af 1977

I FNs ”Vejrkonvention” forpligter alle stater, som har underskrevet den, sig til
«ikke at engagere sig i militær eller anden fjendtlig brug af teknikker for modificering af miljøet som har omfattende, varige eller alvorlige virkninger som middel til at ødelægge, skade eller krænke en anden konventionsstat.»

Konventionens artikel II præciserer begrebet teknikker for modificering af miljøet som
«enhver teknik for ændring – gennem bevidst manipulering af naturlige processer – af jordklodens dynamik, sammensætning eller struktur, i biota inkluderet (dvs. alle organisme i biosfæren – E.H.), litosfæren, hydrosfæren og atmosfæren, eller af verdensrummet.»

Konventionen til trods: USA, og sandsynligvis også Rusland, Kina og andre stormagter, arbejder på overtid med denne type teknologisk overstyring af naturprocesserne, uden at det tilsyneladende er af interesse hverken for klimapolitikere, klimalobbyister eller den alternative klima- og miljøbevægelse. Selv om det findes en mængde relativt usandsynlige konspirationsteorier på området, så er det alligevel et faktum, at aktiv vejrmanipulation finder sted.

På det civile område indrømmes dette officielt af for eksempel kineserne. Hvad der sker på det militære felt er strengt bevarede hemmeligheder. Men man skal være usandsynlig naiv, hvis men antager, at de perspektiver, som her åbner sig for krigsførelse og forsvar ikke omfattes af den største interesse i stormagternes (og mindre staters) generalstabe og militære forskningsmiljøer.

HAARP og EISCAT


Active Auroral Research Program (HAARP) er et forskningsprojekt i regi hos US Air Force, US Navy, University of Alaska og Defense Advanced Research Projects Agency (DARPA). Projektet skal officielt udforske ionosfæren/termosfæren og finde ud af, om dele af den kan bruges til kommunikation og overvågningsformål. Norge deltager i et europæisk søsterprojekt, EISCAT, som bruger radarer på Svalbard og i Nord-Skandinavien for at studere forstyrrelser i ionosfæren og magnetosfæren.

På Ramfjordmoen ved Tromsø drives et projekt, hvor koncentrerede energimængder bliver sendt på udvalgte frekvenser op i den øverste delen af atmosfæren som kaldes ionosfæren. Strålingen reflekteres tilbage til jorden og kan give forskellige virkninger, både ønskede og uønskede. Gennem tilstrækkelig stråling kan blandt andet elektroner splittes fra deres atomer (ionisering), en proces som gør at strøm lettere kan ledes og for eksempel udnyttes til at ”kortslutte” forbindelsen mellem jord og skyer, det vil sgei til at fremprovokere lynnedslag. Barium er et af stofferne som bruges for at opnå disse effekter, det er et stof som i forskellige forbindelser bruges til alt fra fyrværkeri til rottegift, altså næppe direkte helsefremmende. En video optaget i januar 2009 hævder at vise fly som ”sår” barium over Tromsø (Se youtube.com: Barium Chemtrails in Norway).

Netavisen Pakistan Daily beskyldte den 8. januar 2010 Norge for at have brugt en højenergistråle til at skyde hul i termosfæren, dette skal være skyld i ekstrem kulde over den nordlige halvkugle. Det er en teori, som næppe holder vand, især fordi den blev fremsat samme dag som Aftenposten optrykte muhammedkarikaturerne og har mange religiøse overtoner. Det hele kobles til det mærkelige lysfænomen over Troms i december 2009, som siden er blevet affejet som et russisk rakethavari.

Russerne har længe vært bekymret over HAARP-programmet. Statsdumaen protesterede i 2002 mod USAs udvikling af ”integrererede geofysiske våbensystemer som kan påvirke den nære atmosfæren med højfrekvente radiobølger”. I udalelsen nævnes også en norsk radarstation eksplicit.

Civilt er sølviodid længe blevet brugt til at danne regn. I Rusland er metoden blevet brugt i 20 år, og kineserne udviklede en række nye teknikker op til OL i Beijing for at sikre en vejrmæssig succes. I november 2009 opnåede de det modsatte, og påtog sig ansvaret for to snestorme efter at have skudt 186 doser med sølviodid op i skylaget over Beijing. Hensigten skulle være at modvirke tørken, som havde ramt hovedstadsregionen. (China Daily 11.11.2009)

Det findes også andre teknikker, som er utviklet. Mikrobølger kan bruges til at svække orkaner eller til at ændre en orkans kurs. Dette er indtil nu (antagelig) bare simuleret af forskeren Ross N. Hoffman og ikke prøvet af på en virkelig orkan.

Det er indlysende at muligheden for at påvirke vejrfænomener kan være nyttig for civilsamfundet, men også at det kan føre til de mest katastrofale følger hvis en orkan kan ”styres” som et masseødelæggelsesvåben mod for eksempel en storby.

Forarmet uran

var heller aldrig noget tema på klimatopmødet. Forarmet uran er et affaldsprodukt fra berigelsesprocessen af uran som bruges i kernereaktorer og atomvåben, og som kommer til ”nytte” som bestanddel af panserbrydende ammunition. USA og Storbritanniea har brugt tilsammen 450 ton med radioaktivt forarmet uranammunition i Irak. Områderne omkring byen Basra efter den første Golfkrig har en stråling som svarer til 20.000 gange jordens naturlige radioaktive stråling.

Der er påvist en radioaktivitet i golfkrigsområder som er 20–100 ganger den normale baggrundsstråling, radioaktiviteten i Bagdad er 1000-1900 gange højere end den var før udbruddet af den seneste Golfkrig. Radiologisk svarer Irak-krigen i 2003 til 250.000 Nagasaki-bomber, ifølge professor Katsuma Yagasaki, forsker ved Ryukyus University på Okinawa.

FNs miljøprogram (UNEP) bad lige efter Golfkrigen om at sundheds- og miljøeffekterne måtte blive undersøgt så hurtigt som muligt, men ingenting er sket. Udbrændte radioaktive kampvognsvrag og udbombede bygninger står der fortsat.

En rapport om situationen i Fallujah efter angrebet i 2004 viser at 24 procent af 170 nyfødte ved centralsygehuset i Fallujah i september 2009 døde i den første leveuge og at 75 procent af babyerne født den måned havde misdannelser. Tallene for august 2002, 6 måneder før USAs invasion, var 6 spædbarnsdødsfald den første uge samt én misdannelse ud af 530 nyfødte.

Dette er så alvorligt at selv kollaboratørerne i Bagdad har reageret. I et brev til FNs generalforsamling i New York 12. oktober 2009 skriver kvindeminister Nawal Majeed Al-Sammarai at «unge kvinder i Fallujah, Irak, er livrædde for at få børn på grund af et voksende antal deformerede babyer … og at børn i Fallujah er født med kræft og leukæmi.»

Under den morderiske israelske offensiv i Gaza mellem 27. december 2008 og 18. januar 2009, kendt som Operation Cast Lead, efterlod Israel sig hele 75 ton forarmet uran, ifølge rapporten «Genocide by Depleted Uranium in Gaza». De norske læger Gilbert og Fosse rapporterede fra Shifa-sygehuset, at skaderne på ofrene tydede på brug af Dime-våben (Dense Inert Metal Explosive) som blandt andet indeholder wolfram og forarmet uran.

Tid for et nyt fokus

Dert er mange tunge argumenter for at der faktisk sker en global opvarmning og at vores CO2-udslip er medvirkende årsag. Det er immervæk russisk roulette at satse alt på at klimapanelet tager fuldstændig fejl, og at klimaskeptikerne har ret på alle punkter.

Det er næppe nødvendigt at argumentere for at satsning på fornybar energi er vigtig og nødvendig. Sund fornuft tilsiger at tiltag til at reducere udslippene er gode, så længe arbejderklassen og verdens folk ikke lader imperialistmagterne bruge dem som påskud for ”grøn” nykolonialisme, despotisk indskrænkning af national suverænitet, øget kontrol og skatteplyndring af deres eget folk i ”miljøets” navn.

Men det er måske på tide at slå hul på forestillingen om, at det er ”venstreorienteret” at være på parti med den rådende og officielle politiske konsensus i imperialismens hovedcentrer, mens det er ”højre” og bagstræberisk at stille spørgsmålstegn ved den underliggende politiske dagsorden og det som fremstilles som videnskabelige fakta, men som ikke nødvendigvis er det. Marxister og revolutionære skal drive kritisk undersøgelse, ikke efterplapring af magthavernes politiske agenda.

Det er på høje tid at rette meget skarpere fokus mod imperialisternes akutte miljøsynder og deres manipulation af naturprocesser til militære formål. Det som sker i Fallujah, i Gaza, i militære forskningscentre og i våbenindustrien har virkning her og nu, ikke først i 2050.

Det meste af kildematerialet til artiklen kan findes på:

 yr.no | wikipedia.org | storm.no | 
forskning.no | dn.no | globalresearch.ca

Oversat af Kommunistisk Politik 4, 2010 fra tidsskriftet Revolusjon 38, 2010

Se også

Excluded from the Copenhagen Agenda:
Environmental Modification Techniques (ENMOD) and Climate Change
The manipulation of climate for military use

By Michel Chossudovsky

- End -