Analyse
 

Den geopolitiske korsvej mellem Kina og Rusland

Kirgisistan og krigen om Centralasien

Af Rick Rozoff


Den kirgisiske præsident Kurmanbek Bakijev er blevet afsat fem år efter og på helt samme måde, som han kom til magten – ved en blodig opstand.

Han blev valgt som præsident to måneder efter den såkaldte Tulipan-revolution i 2005, som han hjalp til med at iværksætte, og var derefter statsoverhoved for hovedtransitlandet for USA’s og NATO's krig i Afghanistan.

Manas-basen

Pentagon sikrede sig Manas’ luftbase (siden sidste år kendt som Transitcenter Manas) i Kirgisistan kort tid efter invasionen i Afghanistan i oktober 200, og i mellemtiden har, ifølge en publikation fra de amerikanske væbnede styrker sidste juni, ”mere end 170.000 koalitionssoldater passeret gennem denne base  på vej til eller fra Afghanistan, og Manas har været gennemgangssted for 5000 ton last, herunder reservedele, udstyr, uniformer og diverse artikler til at støtte personale og missionsbehov. For tiden er godt 1000 amerikanske tropper sammen med nogle få hundrede fra Spanien og Frankrig tilknyttet basen”.

Det Hvide Hus’ særlige repræsentant for Afghanistan og Pakistan Richard Holbrookes første besøg i hans nuværende stilling gik i februar måned til Kirgisistan og til de tre andre tidligere sovjetiske centralasiatiske republikker, der grænser op til Kirgisistan: Kasakhstan, Tadsjikistan og Usbekistan. Han udtalte da: ”35.000 amerikanske soldater passerer hver måned på vej til Afghanistan.”
Det betyder 420.000 soldater året i det tempo, han angiver.

USA og NATO har også anlagt militære baser i Tadsjikistan og Usbekistan for krigen i Sydasien, men i et mindre omfang. (De amerikanske militærstyrker blev beordret til at forlade Usbekistan efter, hvad regeringen hævdede var en tulipan-revolutionsagtig væbnet opstand i provinsen Andijan mindre end to måneder efter den kirgisiske tulipan-revolution. Tyskland har stadig en base i nærheden af den usbekiske by Termez til at overføre soldater og militær udstyr til den afghanske provins Kunduz, hvor de fleste af 4.300 tyske soldater er koncentreret).

I februar 2009 meddelte den kirgisiske regering, at man også ville udvise USA’s og NATO’s styrker fra landet, men fortrød i juni, da Washington tilbød 560 millioner dollar for at ændre beslutning.

Kirgisistan grænser op til Kina

Kirgisistan grænser ikke blot op til Kina, Kasakhstan, Tadsjikistan og Usbekistan, men er kun adskilt fra Rusland af en enkelt nation: Kasakhstan. For at forstå de russiske og kinesiske bekymringer over, at hundredtusinder af amerikanske og NATO-tropper passerer gennem Kirgisistan, må man forestille sig et tilsvarende antal kinesiske og russiske soldater, som regelmæssigt passerer henholdsvis gennem Mexico eller Guatemala. I næsten ni år og i stigende omfang.

Det er ikke kun en militær ”hård trussel”,  men også en ”blød trussel”, som Vestens rolle i Kirgisistan betyder for Rusland og Kina.

Landet er sammen med Rusland, Armenien, Hviderusland, Kasakhstan, Tadsjikistan og Usbekistan medlem af den post-sovjetiske ’Kollektive Sikkerheds Traktat Organisation (CSTO)’ (med et navn kopieret efter NATO’s, KP)  – som af mange anses som den eneste modvægt til NATO på det tidligere sovjetiske område – og det er medlem af Shanghai Samarbejdsorganisationen (SCO) sammen med Kina, Rusland samt de tre ovennævnte centralasiatiske lande.

”Farverevolutionerne”

Ifølge amerikanske embedsmænd blev ikke en eneste amerikansk eller NATO-flyvning til flybasen Manas aflyst eller blot forsinket under tulipanrevolutionen, mens en CSTO-øvelse med seks lande, planlagt til dagene efter, blev aflyst.

Opstanden og afsættelsen af den siddende præsident Askar Akajev i marts 2005 var den tredje selvproklamerede ”farverevolution” i den tidligere Sovjetunion på kun 16 måneder, og den efterfulgte Rose-revolutionen i Georgien sidst i 2003 og Orangerevolutionen i Ukraine sidst i 2004 og begyndelsen af 2005.

Mens den kirgisiske version var undervejs, rejste vestlige medier spørgsmålet om, hvem der stod for tur næste gang. Blandt kandidaterne nævntes andre tidligere sovjetstater som Armenien, Aserbajdsjan, Hviderusland, Kasakhstan, Moldova og Usbekistan. Og Rusland. Sammen med Georgien, Ukraine og Kirgisistan udgjorde disse nationer ti af de tolv medlemmer af den post-sovjetiske Sammenslutning af Uafhængige Stater (CIS). 

Som det franske presseagentur forklarede først  i april 2005: ”CIS blev grundlagt i december 1991 på selv samme dag, som Sovjetunionen forsvandt. Men det sidste halvandet år er tre trofaste Kreml-allierede blevet væltet via revolutioner: Eduard Sjevardnadze i Georgien, Leonid Kutjma i Ukraine og i sidste uge Askar Akajev i Kirgisistan. Selv om Kirgisistans nye midlertidige ledere har lovet at fortsætte deres afsatte forgængers Moskva-venlige politik, har den lynsnare omstyrtelse af regeringen affødt spekulationer om, at CIS snart vil kollapse.”      

Lederen af prototypen for ”farverevolutionerne”, Georgiens Mikhail Saakashvili, godtede sig over det kirgisiske ”regimeskifte”, og tillagde ”den georgiske faktor” ære for oppositionens ”modige” handlinger i Ukraine og i Kirgisistan og tilføjede. ”Vi venter ikke på udviklingen af begivenhederne, men gør vort bedste for at ødelægge CIS-imperiet.”

Kort efter opstanden skrev den  indiske tidligere diplomat og politiske analytiker M.K. Bhadrakumar om det tilsyneladende ubønhørlige momentum for ”farve”-revolter i det tidligere Sovjetunionen:

Alle tre lande (Georgien, Ukraine og Kirgisistan) er strategisk placeret på det post-sovjetiske område. De udgør Ruslands ’nære udland’.
”Washington har i de seneste år udvidet sin indflydelse i buen af tidligere sovjetrepublikker – i de baltiske lande, Kaukasus og Centralasien – med en ihærdighed, som bekymrer Moskva.

Lige siden 2003, da Akajev besluttede sig for at tillade en fuldt udrustet militærbase i Kant, har han vidst, at han var på USA’s ’overvågningsliste’, Den politiske temperatur i Kirgisistan begyndte at stige.
Amerikanerne gjorde det på mange måder klart, at de ønskede regimeskift i Bisjkek. ’Revolutionen’ i den centralasiatiske stat Kirgisistan har allerede frembragt overraskelser. En sammenligning med de to tidligere ’farverevolutioner’ i Georgien og Ukraine vil være et godt udgangspunkt.

Først må de slående ligheder mellem de tre ’revolutioner’ blive behørigt noteret. Alle tre er ment som tegn på den ustoppelige spredning af frihedens ild tændt af USA i Irak og Afghanistan i kølvandet på 11/9.

Men bag al retorikken er sandheden, at USA ønskede regimeskift i Georgien, Ukraine og Kirgisistan på grund af besværligheder med de eksisterende ledelser. Alle tre landes ledere – Eduard Sjevardnadze i Georgien, Leonid Kutjma i Ukraine og Askar Akajev i Kirgisistan – har modtaget støtte fra USA gennem det meste af deres regeringsperiode.
Washington har gentagne gange betegnet dem som fyrtårn for håb om demokrati og globalisering i det tidligere sovjetiske område. Deres vanskeligheder begyndte, da de gradvist begyndte at orientere sig mod et Rusland, der kom stærkt tilbage under Vladimir Putin.”


Bush som farve-autoritet

Syv uger efter Bhadrakumars kronik fremkom, blev hans analyse bekræftet af en nok så stor autoritet på spørgsmålet, den amerikanske præsident George W. Bush. Under et besøg i Georgiens hovedstad halvandet år efter “Rose-revolutionen” blev han beværtet af sin modpart Mikhail Saakashvili, tidligere stipendiemodtager fra det amerikanske udenrigsministerium og amerikansk statsborger, der erobrede magten ved noget, der kun kan betegnes som et kup, og ikke desto mindre sagde Bush:

”Georgien vil blive vores vigtigste partner i at sprede demokrati og frihed i det det post-sovjetiske område. Det er vores forslag. Vi vil altid være med jer i forsvaret af frihed og demokrati.”

Bush gengældte Saakashvilis oppustede bedømmelse af sig selv:
”Du udfører mange vigtige bidrag for frihedens sag, men dit vigtigste bidrag er dit eget eksempel. Forandringer fulde af håb finder sted fra Bagdad til Beirut og Bisjkek [Kirgisistan]. Men før den lilla revolution i Irak eller den orange revolution i Ukraine eller cedertræs-revolutionen i Libanon kom rosen-revolutionen i Georgien”.

Få dage efter det kirgisiske statskup hilste Bush Ukraines ”orange” præsident, Viktor Jusjtjenko, velkommen – som i januar i år kun fik 5,45 % af stemmerne, da han ville genvælges – og takkede for hans amerikansk-støttede magtovertagelse ved at sige, at ”det kan måske se ud, som om den alene var en del af Ukraines historie, men Orange-revolutionen repræsenterede også revolutioner andetsteds. Vi har et fælles mål om at sprede frihed til andre nationer”.

Tidsskriftet Der Spiegel bragte 4. april 2005 en specialartikel, som gik bag om truslen om opløsning af CIS og CSTO med titlen ”Revolutioner sætter fart på Ruslands opløsning”. Den afslørede delvist bagmændene bag begivenhederne i Kirgisistan:

“Så tidligt som i februar svor Roza Otunbajeva, nu det indlysende overhoved for den provisoriske regering, troskab over for en lille gruppe af partnere og sponsorer af den kirgisiske revolution, til vores amerikanske venner i Freedom House, (der gav en trykkemaskine til oppositionen i Bisjkek).
For at understøtte den demokratiske proces sendte USA godt 12 millioner dollars ind i Kirgisistan i form af stipendier og gaver, alene sidste år. Udenrigsministeriet i Washington bevilgede endog udstyr til en tv-station i den rebelske sydlige provinsby Osh.”


Den geostrategiske transformationsproces fra Balkan til det tidligere Sovjetunionen og Mellemøsten blev desuden støttet af Freedom House, Den Nationale Demokratifond, Det Nationale Demokratiske Institut, Det Internationale Republikanske Institut og andre amerikanske ikke-regerings organisationer.

En uge efter ”tulipan”-magtovertagelsen opsummerede projektdirektøren for Freedom House, Mike Stone, hans institutions rolle med de to ord: ”Missionen fuldført.”
En britisk avis, der interviewede ham, tilføjede: ”USA’s involvering i det lille, bjergrige land er større proportionelt set, end den var ved Georgiens ’rose’-revolution og Ukraines ’orange’opstand."

Fra post-sovjet til Kina


Der blev også ydet hjælp fra vestligt finansierede og trænede ’ungdomsaktivister’ modelleret efter og trænet af dem, der blev organiseret i Jugoslavien for at vælte Slobodan Milosevic' regering i 2000:

Sammenlign navnene:   
Jugoslavien: Otpor! (Modstand!)
Ukraine: Pora! (Tiden er inde!)
Georgien: Kmara (Nok!)
Kirgisistan: KelKel (Rejs jer op og gå løs!)


Bag dem alle identificerede den afsatte kirgisiske præsident Askar Akajev de egentlige arkitekter bag hans fjernelse. Den 2. april fastslog han, at det var internationale organisationer, som støttede og finansierede tulipan-revolutionen i Kirgisistan:
”En uge inden disse begivenheder så jeg et brev på internettet underskrevet af USA’s ambassadør i Kirgisistan. Brevet indeholdt en detaljeret plan for revolutionen.”

Den kirgisiske tulipan- (tidligere citron, lyserød, påskelilje-) revolution var lige så forfatningsstridig og ødelæggende for nationen, som forgængerne i Georgien og Ukraine var, men langt mere voldelig. Der var døde og sårede i de sydlige byer Osh og Jalal Abad (Jalalabad, Jalal-Abad) og hovedstaden Bisjkek.

Det var også den første ”farve”-revolte i en nation, der grænser op til Kina. Ikke kun Rusland og Kina gav udtryk for dyb bekymring over for udviklingen i Kirgisistan; det samme gjorde Iran, da man indså, hvilken retning regimeskiftet tog.

Hvem er Roza Otunbajeva?

I de fire årtier med kold krig antog politiske omvæltninger via valg eller på anden måde i en af verdens nationer – lige meget hvor lille, fattig, isoleret og tilsyneladende ubetydelig – en betydning, som langt oversteg deres indenrigske virkninger. Alverdens politiske analytikere og politiklæggere rejste det centrale spørgsmål: ”Hvilken vej vil den nye regering gå? Med USA eller Sovjetunionen?”

I perioden efter den kolde krig er spørgsmålet ikke længere om ideologisk orientering eller social-økonomisk tilbøjelighed, men følgende: Vil den nye administration støtte eller gå mod USA’s planer om regional og global dominans?

Med Roza Otunbajeva som hovedtalsmand, om ikke leder af en ny kirgisisk ”folkeregering”, er der grund til at antage, at Washington ikke vil være utilfreds med omstyrtelsen af hendes tidligere ”tulipan”-partner Bakiejev. Hun har allerede bekræftet, at den amerikanske base ved Manas ikke vil blive lukket.

Mindre end to måneder efter kuppet i 2005 mødtes Otunbajeva, dengang fungerende udenrigsminister, med sin amerikanske modpart Condoleezza Rice i Washington, hvor sidstnævnte forsikrede hende om, at den amerikanske administration "fortsat vil bistå den kirgisiske regering med at fremme demokratiske processer i landet”.

Kort efter ”den demokratiske omdannelse” i marts pralede dens skytsengel, Georgiens Mikhail Saakashvili, af, at "Roza Otunbajeva har arbejdet i Tbilisi i de seneste år og var leder af FN’s kontor i Abkhasien. Under ”rose-revolutionen” var hun i Georgien og vidste alt om, hvad der foregik. Den georgiske faktor var en katalysator for mange af de ting, der foregik der (i Kirgisistan)”.   
Fra amerikansk perspektiv synes hun at være et godt papir.

Rusland har sat sin flybase i Kirgisistan i højeste beredskab, selvom kommentarer fra ledende russiske regeringsembedsmænd – i særdeleshed statsminister Vladimir Putin – tyder på accept af opstanden, som allerede har kostet 65 døde og hundredvis af sårede.

Men Rusland forsøgte også at vise sit venligste ansigt ved revolten for fem år siden.
Hvilken retning den kommende kirgisiske regering vil slå ind på, vil få følger langt ud over landets lille størrelse og befolkning (lige over fem millioner).

Det kan berøre USA’s og NATO’s planer om den største militæroffensiv i krigen i Afghanistan, der skal indledes om to måneder i Kandahar-provinsen.

Det kan afgøre fremtiden for CSTO (Collective Security Treaty Organization) og SCO (Shanghai Cooperation Organization), der er de to største mulige barrierer for vestlig militær indtrængen i de enorme områder i Eurasien.
Indsatserne kan næppe være højere.

Oversat af Kommunistisk Politik efter Global Research.
Mellemoverskrifter er indføjet, mens noterne er udeladt.

Originalartikel:
At the Geopolitical Crossroads of China and Russia: Kyrgyzstan And The Battle For Central Asia

- End -