Analyse
 

En ny kold krig begynder på libysk jord

Vesten versus Kina

Af Patrick Henningsen

Spørgsmålet om, hvorfor USA-ledede NATO-styrker er besluttet på at udvirke et regimeskifte i Libyen, står nu klart



Mens skærmtrolde og politiske eksperter skændes om, hvorvidt de libyske oprørsgrupper faktisk støttes og ledes af USA's, Storbritanniens og Israels efterretningsvæsener, bliver de bredere og mere vidtgående vestlige politiske mål for Libyen helt ignoreret.

Man behøver kun læse de strategiske instrukser i USA's Afrikakommandos (AFRICOM's) dokumenter for at opdage det sande slutspil i Libyen: kontrollen over værdifulde ressourcer og udelukkelse af Kina fra Nordafrika.

Da amerikanerne dannede AFRICOM i 2007, underskrev 49 lande det amerikanske militærcharter for Afrika, men et land nægtede: Libyen. En så forræderisk handling fra den libyske leder Muammar Gaddafi kunne kun lægge sæden for en fremtidig konflikt engang i 2011.

NATO er reduceret til ren privat sikkerhedsstyrke for vestlige firmainteresser. Ifølge den tidligere kabinetschef for Reagan-administrationen Poul Craig Roberts er situationen med Gaddafi meget anderledes end de øvrige nylige protester i den arabiske verden. ”Hvorfor er NATO der?” er blevet det store  spørgsmål, siger Roberts, der frygter, at den risikable involvering, som stammer fra den amerikansk indflydelse, vil føre til et katastrofalt kollaps i Libyen.

Kinesiske interesser i Libyen

Ifølge Pekings handelsministerium er omfanget af Kinas nuværende kontrakter i Libyen mindst 50 store projekter til over 18 milliarder dollars. Endnu mere afslørende er, at som følge af den nuværende ustabilitet i den nordafrikanske region er Kinas investeringer blevet hårdt ramt. Den nylige politiske uro har fået Kinas udenrigske kontrakter til at falde med 3.470.000.000 dollars, et fald på 53,2 %. Antallet af nye kontrakter i Libyen er faldet med 45,3 %, og med en omsætningsnedgang på 13,9 %. I Algeriet er antallet af kontrakter faldet med 97,1 %, med et omsætningsfald på 10,7 %  – alt sammen i de to første måneder i år. (Fra ’Hvorfor vi er Libyen: et afslørende interview med dr. Paul Craig Roberts’).

Oven i de talrige kinesiske investeringer i Libyen har den nordafrikanske nation desuden for nylig afsluttet et af de mest kostbare og avancerede vandværksprojekter i verdenshistorien: Libyens Store Menneskeskabte Flod. Denne 30-årige satsning blev først færdig sidste år og giver Libyen mulighed for at opnå et landbrugs- og økonomisk boom, som helt sikket vil give problemer for konkurrerende landbrugsproducenter som naboerne Israel og Ægypten. Det kan samtidig forvandle Libyen til en kommende ”brødkurv” for Afrika.

Med stigende globale fødevarepriser og Libyen, der har en stabil valuta og billig energiforsyning, skal man ikke være et økonomisk geni for at se, hvilken rolle Libyen potentielt kunne spille på verdensmarkedet.

AFRICOM: et barn af PNAC

Grundlagt under præsident Georg Bush jr. er AFRICOM en underafdeling af det større neokonservative Projekt for et nyt amerikansk århundrede (PNAC). Centralt i AFRICOM's strategiske målsætning er at imødegå den øgende kinesiske indflydelse på kontinentet.

En afhandling fra AFRICOM antyder, at Kina med tiden vil udstationere tropper i Afrika for at forsvare sine interesser der:  

”Kina har i dag nået et stadie af økonomisk udvikling, der kræver endeløse forsyninger af afrikanske råstoffer, og er begyndt på at udvikle kapacitet til at øve indflydelse i de fleste verdenshjørner. En historisk fremskrivning forudsiger, at mistro og usikkerhed uundgåeligt vil føre Folkets befrielseshær (PLA) til Afrika i et forbløffende antal …”

Så vi ser hos amerikanske militærplanlæggere en udtalt frygt for en militær konfrontation med Kina … i Afrika.

I dag er det Libyen, men i morgen vil det være Sudan. Lyder det velkendt? Det burde det.

Den nye kolde krig mod Kina

Hvad de kinesiske økonomiske data klart viser, er, at de strategiske politiske mål, der er skitseret i Washingtons AFRICOM-dokumenter, og særligt de som er udarbejdet for at konfrontere og minimere Kinas økonomiske interesser i Afrika, fungerer rigtig godt som følge af ustabiliteten i regionen. ’Destabilisering’ som kontrolredskab har altid fungeret for kolonimagter. Fremprovokeret kaos kan så styres med en stærk militær tilstedeværelse i området.

Hvad vi reelt oplever her, er starten på en ny kold krig mellem USA-EU-magterne og Kina. Denne nye kolde krig vil byde på mange af de samme elementer som den langtrukne amerikansk-sovjetiske konfrontation, vi så i anden halvdel af det 20. århundrede. Den vil foregå langt fra deres egne kyster, på steder som Afrika, Sydamerika, Centralasien, og i gamle krudttønder som Korea og Mellemøsten.  

Det, der vil gøre denne nye kolde krig meget dybere og mere subtil end den forrige, er at den ikke vil blive forklædt i en folkelig ideologi som ”kapitalisme versus kommunisme”.

Denne nye krig kredser omkring et enkelt emne: naturressourcer. Erobring af og kontrol med verdens tilbageværende ressourcer og energiforsyning vil blive temaet, som vil styre og i bogstavelig forstand antænde alle større konflikter i det 21. århundrede. Den vil blive udkæmpet gennem utallige stedfortrædere og i afsidesliggende egne på kloden, men den vil aldrig blive omtalt af pressekretæren i Det Hvide Hus eller udenrigsministeriet i Downing Street.

Oprørere – ikke protesterende

Det store PR-trick i opløbet til NATO's tæppebombning i Libyen var vestens evne til at karakterisere Libyens bevæbnede bander som simple 'protesterende'. Den gennemsnitlige amerikanske, britiske eller franske medieforbruger sidestillede den libyske opstand med de tidligere i Tunesien og Ægypten. Virkeligheden var naturligvis, at den var alt andet end det.

Frihedens og demokratiets klokker har virkelig lydt højt, så alt, hvad der var nødvendigt på det tidspunkt, var et dygtigt diplomatisk masseødelæggelsesvåben-trick for at slå de intellektuelt udfordrede diplomater i FN i New York omkuld. ”Flyforbuds-zonen” blev ompakket og virkede godt nok for politikerne til at få foden inden for døren til deres respektive krigskommandocentraler.

Så langt synes alt at have virket, men med civile NATO-ligposer, som allerede begynder at hobe sig op, vil den næste fase, landtropper og en militær NATO-besættelse af Libyen være mere kompliceret at gennemføre uden kraftige politiske bivirkninger. Alle de komplekse tiltag bruges til at dække over vestlige firmaers og militærs langsigtede dagsorden i regionen, som alle er integrerede dele af disse nye ressourcekrige mod Kina.       

Historisk hukommelsestab

Kun få vil bestride, at den gennemsnitlige vestlige observatør og forbruger af mainstream-medierne lider af kronisk historisk hukommelsestab. Især for amerikanerne rækker relevant historisk viden kun tilbage til sidste sæsons Dancing With the Stars og American Idol. Nogle vil måske hævde, at det er et tegn ved, at i det store og hele er masserne vænnet til at være passive aktører i det nye medierige moderne demokrati, fordi det gør det meget lettere at styre flokken.

Læren fra Afghanistan og Irak mangler endnu at vende tilbage til USA og Storbritannien. Begge disse projekter er fortsat anliggender for det massive kartel af vestlige foretagender. Dette har tilladt ambitiøse bureaukrater i Washington, London og Paris igen at udfordre skæbnen i Libyen. Med tiden vil amerikanerne og europæerne imidlertid lære, hvad enhver borger og ethvert individ allerede har lært mange gange verdenshistoriens løb.

Teoretisk kan det måske fungere, men i praksis er ”besættelse” et paradoks. USA og UK kan hemmeligt lægge planer om at besætte Irak eller Libyen på ubestemt tid, men historien er ikke enig i disse imperiale ambitioner.

Det vil ende en dag og ende slemt, fordi det neo-romerske britisk-amerikanske imperium med alle dets legioner i udlandet ikke kan styre de skrøbelige indenrigspolitiske anliggender på hjemmefronten. Først kommer senatets fald, så fremkomsten af en Cæsar og endelig dinarens (dollarens) kollaps hjemme. Det en gang så store imperium går til grunde med en klynken – for fed og for bankerot til at kunne fortsætte.

Tilbage i tiden:
Borgerne i Rom bekymrede sig lidt om detaljerne om militær storhed og erobringer i udlandet. Deres eneste interesse var, at Roms hæder blev hævdet, og brød og skuespil hjemme. Mens det 21. århundredes store ressourcekrige raser videre med uformindsket styrke, dukker et påtrængende spørgsmål op: Hvad gør bevidste borgere i aggressorlandene for at ændre denne nuværende retning af historien?

Skal man dømme ud fra den lethed, hvormed det er lykkedes Vesten at begå sit seneste kup i Libyen, må man sige meget lidt lige nu.

Forfatteren Patrick Henningsen er skribent og kommunikationskonsulent og i øjeblikket chefredaktør for 21. Century Wire.       

Originalartikel: WEST vs CHINA: A NEW COLD WAR BEGINS ON LIBYAN SOIL

Oversat og optrykt i Kommunistisk Politik 9, 2011   

- End -