Analyse
 

Verdenskrigen
imod demokrati

Af John Pilger


Siden 2. verdenskrig er der foregået en uophørlig krig mod demokratiet, og den er blevet stadig mere omfattende, skriver den verdensberømte australske journalist og dokumentarfilmmager John Pilger

 

Lisette Talate døde forleden dag, Jeg husker en stålsat, yderst intelligent kvinde, som skjulte sin sorg med en viljestyrke, der var karakteristisk. Hun var legemliggørelsen af folkets modstand imod krigen imod demokrati. Jeg fik første gang et glimt af hende i en film om Chagos-øboerne, en lille bitte kreolsk nation, der ligger midtvejs mellem Afrika og Asien i Det Indiske Ocean. Kameraet panorerede hen over blomstrende landsbyer, en kirke, en skole, et hospital, placeret i et under af naturskønhed og fred. Lisette husker, at produceren sagde til hende og hendes teenage-venner: ”Bliv ved med at smile, piger!”

Da jeg mange år senere sad i hendes køkken i Mauritius, sagde hun: ”Jeg behøvede ikke at få besked på at smile. Jeg var et lykkeligt barn, fordi mine rødder sad dybt i øerne, mit paradis. Min oldemor var født der, jeg fødte selv seks børn der. Derfor kunne de ikke legalt smide os ud af vores egne hjem; de måtte skræmme os til at forlade dem eller tvinge os væk. Først forsøgte de at udsulte os. Skibene med fødevarer kom ikke længere, så udspredte de rygter om, at vi ville blive bombet, og så vendte de sig mod vore hunde”.

Først i 1960’erne havde Harold Wilsons labourregering hemmeligt sagt ja til et krav fra Washington om, at Chagos-øgruppen, en britisk koloni, blev ”fejet ren” og ”renset” for dens 2.500 indbyggere, så en militærbase kunne bygges på hovedøen, Diego Garcia.

”Man vidste, at vi var uadskillelige fra vores kæledyr”, forklarede Lisette: ”Da de amerikanske soldater kom for at bygge basen, bakkede de deres store køretøjer ind i de murstenshytter, hvor vi tilberedte kokosnødderne. Hundreder af vores hunde var blevet indfanget og buret inde der. Derpå gassede de dem via udstødningen fra deres køretøjer. Vi kunne høre dem hyle”.

Lizette Talate

Lizette Talate, forkæmper for Chagos-øboerne

Lisette og hendes familie og hundreder af øboer blev tvunget om bord i en rusten damper med kurs mod Mauritius 3.300 km væk. De måtte sove i lastrummet på en last af gødning: fuglelort. Vejret var elendigt, alle var syge, to kvinder aborterede. De blev sat af på kajerne i Port Louis, og der døde Lisettes to yngste børn, Jollice og Regis, med en uges mellemrum. ”De døde af bedrøvelse”, sagde hun: ”De havde hørt al snakken og havde set grusomhederne med, hvad der foregik med hundene. De vidste, at de forlod deres hjem for stedse. Lægen i Mauritius sagde, at han ikke kunne behandle bedrøvelse”.

Denne massekidnapning udførtes i dyb hemmelighed. I et officielt notat under overskriften ’Bevar fiktionen’ ansporer udenrigsministeriets juridiske rådgiver sine kollegaer til at skjule deres handlinger blandt andet ved at ’omklassificere’ befolkningen som ’ikke bofast’ og at ’lave reglerne løbende’.

Artikel 7 i statutterne for Den Internationale Straffedomstol fastslår, at ’deportation og tvangsforflytning af befolkninger’ er en forbrydelse imod menneskeheden. At Storbritannien har begået en sådan forbrydelse, i bytte for 14 millioner dollars nedslag på en amerikansk Polaris-atomubåd, stod ikke på dagsordenen for den gruppe britiske ’forsvars’-korrespondenter, der blev fløjet til Chagos af forsvarsministeriet, da den amerikanske base var færdiganlagt. ”Der er intet i vore arkiver”, udtalte en ministeriel embedsmand, ”om indbyggere eller evakuering”.

USA's og vestens krig mod demokrati


I dag er Diego Garcia af afgørende betydning for USA's og Storbritanniens krig mod demokrati. Den kraftigste bombning af Irak og Afghanistan blev påbegyndt fra dets enorme startbaner, bag hvilke øernes forladte kirkegård og kirke står som arkæologiske ruiner. Den terrasserede have, hvor Lisette lo til kameraet, er i dag en fæstning, der huser bunkerbuster-bomber, som fremføres af flagermusformede B-2-fly mod mål på to kontinenter. Et angreb på Iran vil starte her.


Den missilbærende ubåd USS Florida ved Diego Garcia 2010

For at gøre billedet af grasserende amerikansk forbryderisk magt komplet, har CIA suppleret med et Guantanamo-agtigt fængsel til dets ofre for udleveringer, som de kalder Camp Justice.

Det, der blev gjort mod Lisettes paradis, er af akut og universel betydning, for det repræsenterer et helt systems voldelige og nådesløse natur bag den demokratiske facade, og også omfanget af vores egen indoktrinering med dets messianske antagelser, som Harold Pinter beskrev som en ”brillant, endog åndfuld, og højst succesrig hypnose”.

Krigen imod demokrati har varet længere og været blodigere end nogen krig siden 1945. Den har været ført med dæmoniske våben og en gangsteroptræden, forklædt som økonomisk politik, og er undertiden kendt som globalisering, og den er et unævneligt tabu i den vestlige elites cirkler. Som Pinter skrev: ”Det skete aldrig, selv mens det skete”.

Sidste juli udgav den amerikanske historiker William Blum sin ”opdaterede liste over den amerikanske udenrigspolitik”.

Siden 2. verdenskrig har USA:

1.Forsøgt at vælte mere end 50 regeringer, de fleste demokratisk valgt.

2. Forsøgt at undertrykke folkelige eller nationale bevægelser i 20 lande.

3. Groft blandet sig i demokratiske valg i mindst 30 lande.

4. Kastet bomber på folket i mere end 30 lande.

5. Forsøgt at myrde mere end 50 udenlandske ledere.


I alt har USA udført en eller flere af disse handlinger i 69 lande. I næsten alle tilfælde har Storbritannien været medvirkende. Fjendens navn skifter – fra kommunisme til islamisme – men det er især fremvækst af demokrati, der er uafhængig af vestlig magt, eller samfund, der ligger på strategisk nyttigt territorium, som anses for uundværligt, som f.eks. Chagos-øerne.

Lidelsernes enorme omfang, for slet ikke at tale om forbrydelsernes, er meget lidt kendt i vesten, på trods af tilstedeværelsen af verdens mest avancerede kommunikationssystemer, den angiveligt frieste journalistik og den mest beundrede videnskab.

At de talrigeste ofre for terrorisme – vestlig terrorisme – er muslimer, må ikke omtales, hvis det er kendt. At en halv million irakiske børn døde i 1990’erne som følge af embargoen, der blev gennemtvunget af Storbritannien og USA, er ikke af interesse. At ekstrem jihadisme, der førte til 11/9, blev opfostret som et våben for vestlig politik, ’Operation Cyclone’, er kendt af specialister, men ellers undertrykt.

Dømt til glemsel

Den folkelige kultur i Storbritannien og USA nedsænker 2. verdenskrig i et etisk bad for sejrherrerne, mens den britisk-amerikanske dominans over ressourcerige regioner dømmes til glemsel.

Under den indonesiske tyran Suharto, salvet som ”vores mand” af Thatcher, blev mere end en million mennesker slagtet. Det er af CIA betegnet som ”det værste massemord i anden halvdel af det tyvende århundrede”, men tallet omfatter ikke den tredjedel af befolkningen på Øst-Timor, som blev udsultet eller myrdet med vestlig medviden, britiske kampfly og maskinpistoler.

Disse historier fra det virkelige liv fortælles i afklassificerede dokumenter i den offentlige forvaltning, men repræsenterer en hel dimension af politik og magtbrug, som er udelukket fra folkeligt indblik. Dette er opnået af et regime af tvangfri informationskontrol, fra forbrugsreklamernes religiøse mantra til lydbidder på BBC News og nu døgnfluer på de sociale medier.

Det er, som om skribenter i rollen som vagthunde er uddøde, eller er slaver for en psykopatisk tidsånd, og er overbeviste om, at de er for smarte til at blive narret. Se bare de gungrende spytslikkere, som giver gudestatus til Christopher Hitchens: en krigselsker, der længtes efter at få lov til at retfærdiggøre den griske magts forbrydelser.

”Næsten for første gang i to århundreder”, skrev Terry Eagleton, ”er der ingen fremtrædende britisk digter, dramatiker eller romanforfatter, der er parat til at sætte spørgsmålstegn ved grundlaget for den vestlige levemåde”. Ingen Orwell advarer os om, at vi ikke behøver at leve i et totalitært samfund for at blive korrumperet af totalitarisme. Ingen Shelley taler de fattiges sag, ingen Blake tilbyder en vision, ingen Wilde minder os om, at ”Ulydighed er, i alle historiekyndiges øjne, menneskets stærkeste kraft”.  Og sørgeligt nok er der ingen Pinter til at rase mod krigsmaskinen, som i Amerikansk fodbold:     
  
Hallelujah.
Praise the Lord for all good things ...
We blew their balls into shards of dust,
Into shards of fucking dust …
 

Til bunker af skide støv går alle de liv, der blæses til det af Barack Obama, den vestlige volds glade håb om forandring. Når en af Obamas droner udrydder en hel familie i en fjern stammeregion i Pakistan, Somalia eller Yemen, taster de amerikanske kontrollanter foran deres computerspilsskærme ”Insektsplat”. Obama er glad for droner og spøger med det over for journalister. En af hans første handlinger som præsident var at beordre en bølge af Predator- droneangreb mod Pakistan, der dræbte 74 mennesker. Siden har han dræbt tusindvis, mest civile. Droner affyrer Hellfire-missiler, der suger luften ud af børns lunger og efterlader kropsdele spredt i krattene.

’Hopey Changey’ Obama

Kan I huske de tårevædede overskrifter, da Obama blev valgt? ”Betydningsfuldt, gåsehudsfremkaldende”, sagde The Guardian.”Den amerikanske fremtid”, skrev Simon Schama, ”er en total vision, overjordisk, uformet, svimlende …” San Francisco Cronicles redaktør så en åndfuld ”projektor, [der kan] indvarsle en ny måde at leve på planeten”.

Bag alt vrøvlet fandt et militærkup, som den store whistleblower Daniel Ellsberg havde forudset,  sted i Washington, og Obama var deres mand. Efter at have forført antikrigsbevægelsen til faktisk tavshed har han givet USA's korrupte militære officersklasse hidtil uset magt over staten og engagementerne. Dette inkluderer udsigten til nye krige i Afrika og muligheden for provokationer mod Kina, USA's største kreditor og nye ’fjende’ i Asien.

Under Obama er den gamle kilde til officiel paranoia, Rusland, blevet omringet af ballistiske missiler og den russiske opposition infiltreret. Snigmorderhold fra militæret og CIA er udstationeret i 120 lande. Længe planlagte angreb på Syrien og Irak peger mod en ny verdenskrig. Israel, skoleeksemplet på amerikansk vold og lovløshed pr. stedfortræder, har netop fået sine årlige lommepenge på tre milliarder dollars, med Obamas tilladelse til at stjæle mere palæstinensisk land.

Obamas største ”historiske” resultat er at føre krigen mod demokrati hjem til USA. Nytårsaften underskrev han National Defence Authorization Act (NDAA), en lov, som giver Pentagon juridisk ret til både at kidnappe både udlændinge og amerikanske statsborgere og på ubestemt tid tilbageholde, afhøre, torturere og endog dræbe dem  De behøver kun at ’have forbindelse’ med dem, der er ’krigeriske’ over for USA. Der vil ikke være nogen lovbeskyttelse, ingen retssag eller juridisk repræsentation. Det er den første eksplicitte lov for at afskaffe habeus corpus (retten til en retfærdig rettergang) og effektivt ophæve borgerrettighedsloven Bill of Rights fra 1759.   

Den 5. januar erklærede Obama i en ekstraordinær tale i Pentagon, at militæret ikke kun vil være rede til at ’sikre territorium og befolkninger’ i udlandet, men også til at slås ’i hjemlandet’ og yde ’støtte til civile myndigheder’. Med andre ord vil soldater blive sat ind på gaderne i de amerikanske byer, når det kommer til den uundgåelige civile uro.

USA er nu et land med epidemisk fattigdom og barbariske fængsler. Det er konsekvensen af den ’markeds’-ekstremisme, som under Obama har bevirket overførsel af 14 billioner dollars i statspenge til kriminelle foretagender på Wall Street. Ofrene er mest unge arbejdsløse, hjemløse, indespærrede afroamerikanere forrådt af den første sorte præsident. Det er den historiske følge af en evig krigsstat, endnu ikke fascisme, men det er heller ikke demokrati i nogen genkendelig form – uanset den placebo-politik, der vil fylde nyhederne indtil november. Præsidentkampagnen, hedder det i Washington Post, vil ”byde på et sammenstød mellem filosofier, der baserer sig på distinkt forskellige syn på økonomien”. Dette er åbenlyst forkert. Journalisternes nye opgave på begge sider af Atlanten er at skabe illusionen om politiske valg, hvor der ingen er.

Samme skygge hviler over Storbritannien og det meste af Europa, hvor socialdemokraterne, som var en troserklæring for et par generationer siden, har tabt til centralbank-diktatorerne. I David Camerons ’store samfund’ overstiger tyveriet af 84 milliarder pund i arbejdspladser og velfærdsydelser endog det beløb i skat, som ’legalt’ unddrages af piratagtige selskaber. Skylden ligger ikke hos det yderste højre, men i den feje liberale politiske kultur, der tillod det at ske, der, som Hywel Williams skrev lige efter angrebene den 11/9, ”selv kan være en form for selvretfærdig fanatisme”.

Tony Blair er en sådan fanatiker. Med administrationens ligegyldighed over for den frihed, som man hævder at holde højt, har det borgerlige, Blair'ske Storbritannien skabt en overvågningsstat med 3.000 nye, strafbare handlinger og love, mere end i hele det tidligere århundrede. Politiet tror helt klart, at de har ret til ustraffet at slå ihjel.

På forlangende fra CIA vil sager som Binyam Mohamed, en uskyldig britisk statsborger, som blev tortureret og derefter indespærret fem år i Guantánamo, blive ført ved hemmelige domstole Storbritannien ’for at beskytte efterretningsvæsenerne’ – torturbødlerne.

Denne usynlige stat tillod Blair-regeringen at bekæmpe Chagos-beboerne, da de rejste sig fra deres desperation i eksil og krævede retfærdighed i gaderne i Port Louis og London.

”Kun hvis man benytter direkte aktion, ansigt til ansigt, og endog bryder lovene, bliver man nogensinde bemærket”, sagde Lisette: ”Og jo mindre du er, jo større er dit eksempel for andre”. Hvilket sigende svar til dem, der stadigt spørger: ”Hvad kan jeg gøre?”

Jeg så sidst Lisettes lille bitte skikkelse, der stod i silende regn sammen med hendes kammerater foran Houses of Parlament [det britiske parlament]. Hvad der slog mig, var det bestandige mod i deres modstand. Det er denne nægten at give op, som rådne magter frygter mest af alt, da de ved, at det er de nye frø under sneen.   

Oversat efter Global Research                     

- End -