Analyse
 

Sarin-gas og Syrien:
De amerikanske krav lyder bekendt


Af Robert Fisk

Rapporterne om Assad-styrets brug af kemiske våben er en del af en ofte gentagen historie, men den er fuld af huller


Video billede der viser et angiveligt offer for saringas i Aleppo

Er der nogen mulighed for at undgå det konstruerede skuespil om de kemiske våben ?

Først siger israelske efterretningsfolk, at Bashar al-Assad har/formodentligt har/måske har/kunne finde på, at anvende kemiske våben.

Så dukker den amerikanske forsvarsminister Chuck Hagel op i Israel for at love endnu større våbenkraft til Israels overudrustede militær – helt uden at nævne Israels mere end 200 atomare sprænghoveder – og opsuger alle de israelske efterretninger om Syriens brug/formodede brug/mulige brug af kemiske våben.

Herefter vender gode gamle Chuck tilbage til Washington og fortæller verden, at ’sagen er alvorlig. Vi må have alle facts på bordet’. Det Hvide Hus siger så til Kongressen, at amerikanske efterretningsfolk - formodentlig de samme som de israelske, eftersom de to normalt kører løbet på tandem - har mere eller mindre tillid til vurderingen.

Men senator Dianne Feinstein, formanden for Senatets efterretningskomité – hende der var i stand til, at forsvare Israels handlinger i 1996, da de gennemførte en massakre på 115 civile, de fleste børn, i Oana i Libanon – vil så fremlægge, at ’det er klart, at den røde linje er overskredet, og man må skride til handling for at undgå flere tilfælde’.

Og så kommer den ældste af Det hvide Hus’ klichéer – hidtil kun brugt overfor Irans formodentlige/mulige udvikling af atomvåben – ’alle muligheder er i spil’.

I ethvert normalt samfund ville de røde lygter nu være tændt, særligt på verdens nyhedsredaktioner. Men nej. Vi skribenter minder verden om, at Obama sagde, at brug af kemiske våben i Syrien ville være det, der ’satte et nyt spil på dagsordenen’ – i det mindste indrømmer amerikanerne, at det er et spil – og vores rapporter bekræfter, hvad ingen egentlig har bekræftet: Der er brugt kemiske våben.

 I to canadiske tv-studier er jeg blevet mødt af producere med den samme dagsorden. Jeg fortæller dem, at jeg vil imødedgå ’beviserne’ – og pludselig forsvinder historien fra begge programmer. Ikke fordi de ikke vil bruge den, det vil de senere, men de vil ikke have, at nogen kommer og nævner, at det hele kun er ’gamle heste’, der bliver trukket frem.

CNN har ikke den slags hæmninger. Deres reporter i Amman bliver spurgt, hvad man ved om brugen af kemiske våben i Syrien og svarer ’Ikke så meget som verden gerne ville vide…det er Assad regimets psykologi…”

Men er der nogen, der har forsøgt? Eller simpelthen stillet det helt naturlige spørgsmål, der blev fremsat overfor mig af en syrisk efterretningsmand i Damaskus i sidste uge: Hvis Syrien kan forårsage større skade med MiG bomber (hvad det faktisk gør), hvorfor så bruge kemi?

Og eftersom både styret og dets fjender har beskyldt hinanden for at bruge disse våben, hvorfor er Chuck så ikke lige så bange for oprørerne som for Assads diktatur?

Det vender hele tiden tilbage til den mest barnlige kliché af dem alle: At USA og Israel frygter, at Assads kemiske våben ’falder i de forkerte hænder’. Med andre ord er de bange for, at våbnene skal befinde sig hos de selvsamme oprørere, særligt islamisterne, som Washington, London, Paris, Qatar og Saudi Arabien støtter.

Og hvis dette er ’de forkerte hænder’, så er våbnene fra Assads arsenal i de ’rette hænder.

Det var dette der var tilfældet med Saddam Husseins kemiske våben – lige indtil de brugte dem mod kurderne.

Vi ved nu, at der har været tre specifikke hændelser hvor Sarin gas formentlig har været brugt i Syrien: i Aleppo, hvor begge sider retter anklager mod hinanden (hospitalsvideoen kom faktisk fra det syriske stats -tv); i Homs, sandsynligvis i meget små mængder; og i udkanten af Damaskus. Og, selvom det lader til at have undgået Det hvide Hus' radar, blev tre syriske flygtningebørn bragt på hospitalet i det nordlige Tripoli med dybe og smertefulde forbrændinger på kroppen.

Men for at nævne et par problematiske ting: Fosfor granater kan give dybe forbrændinger og måske også fødselsskader. Men amerikanerne nævner ikke, at det syriske militær har anvendt fosfor (der bestemt er et kemisk våben); de amerikanske tropper brugte trods alt præcist dette middel i den irakiske by Fallujah, hvor der netop nu ses en eksplosion af fødselsskader.

Jeg går ud fra, at vores had til Assad-regimet bedre kommer til udtryk gennem skrækrapporter om det syriske hemmelige politis tortur mod regimets fanger.

Men også der er et problem: For bare 10 år siden, udleverede USA uskyldige, heriblandt canadiske statsborgere, til Damaskus til forhør og tortur, udført af præcis det samme hemmelige politi.

Og hvis vi nævner Saddams kemiske våben, er der også et kiks. Komponenterne i disse modbydelige våben var produceret af et firma i New Yersey og sendt til Baghdad af USA.

Det er selvfølgelig ikke den historie, der fortælles på nyhedsredaktionerne. Træd ind i et TV-studie og se, hvordan de alle sammen læser aviserne. Træd ind på en avisredaktion, og se, hvordan de alle sidder og ser TV. Det er osmotisk. Og overskrifterne er alle ens: Syrien bruger kemiske våben.

Det er sådan scenen bliver sat.

28. april 2013

Oversat efter "Information Clearing House"

- End -