Analyse
 


’Et økonomisk NATO'

TAFTA - den store underkastelse

Af Lori Wallach


Den transatlantiske elite - indbefattet de største koncerner - er bag tillukkede døre med forhandlingerne mellem EU og USA om TTIP/TAFTA i færd med at danne en slags ’økonomisk NATO’ – en globalt dominerende økonomisk magt, der vil rulle alle sociale fremskridt fra det 20. århundrede tilbage, konstaterer  Lori Wallach ( Public Citizen's Global Trade Watch)





Wikipedia: Det foreslåede TAFTA: USA og EU i mørkeblåt og de øvige foreslåede medlemmer i lyseblåt (NAFTA and EFTA)



Ophidsede politikere fra Berlin til Bruxelles siger efter  NSA-skandalen, at den transatlantiske frihandelsaftale er i fare. Hvad der skal stå i den påtænkte aftale , taler de ikke så meget om. Et kig på de første skitser giver nogle anelser om, hvad det er de europæiske borgere helst ikke for tidligt skal have  noget at vide om.

Allerede for femten år siden forsøgte store foretagender ved forhandlingerne om den multilaterale investeringsaftale (MAI) stille og roligt og hemmeligt at udvide deres magt til et utroligt omfang. Dengang mislykkedes projektet på grund af den stædige modstand fra offentligheden og parlamenterne.

Således blev det bl.a. forhindret, at de enkelte koncerner kunne opnå samme juridiske status som nationalstater. Det ville have betydet, at virksomheder kunne anklage en regering på grund af ’ tabt fortjeneste’ og få det erstattet på  skatteydernes regning.

Men nu kommer disse planer igen på bordet, denne gang i meget strengere udgave. Det officielle navn for det nye projekt er Transatlantic Trade and Investment Partnership  (’Transatlantisk Handels- og Investerings Partnerskab’), forkortet TTIP.

Denne transatlantiske handels- og investeringsaftale svarer til den tidligere MAI- aftale, og skal sikre selskabers og investorers  privilegier og endda udvide dem endnu mere.

 Således vil EU og USA gerne udligne deres respektive standarder på ’ikke-handelspolitiske’ områder. Denne  tilstræbte ’harmonisering’ har som forventet  koncerners og investorers interesser i fokus.

Bliver deres standarder ikke opfyldt, kan de pålægge lande ubegrænsede handelssanktioner af ubegrænset varighed. Som konsekvens vil landene blive udsat for krav fra virksomhederne om gigantiske økonomiske kompensationer.

Forhandlingerne om en sådan slags  statskup i slow motion begyndte i juli måned i år i Washington - med den erklærede hensigt inden to år at undertegne en aftale, som vil skabe et transatlantisk frihandelsområde (Transatlantic Free Trade Area - TAFTA).

Hele TTIP/TAFTA-projektet ligner uhyret fra en gyserfilm, som ikke er til at få has på.

Et sådant ’Økonomisk NATO’  vil tilgodese virksomhederne med bestemmelser, der vil være bindende, permanente og i praksis irreversible,  fordi hver enkelt bestemmelse kun kan ændres med samtykke fra alle de underskrivende lande.

'Et økonomisk NATO’  med ubegrænsede beføjelser

Da globalt arbejdende amerikanske koncerner søger en lignende partnerskabsaftale for Stillehavet (Trans Pacific Partnership eller TPP ) vil vi styre mod et system, der cementerer de mest magtfulde kapitalgruppers herredømme over størstedelen af verden på et juridisk fundament.

Det vil også betyde, at andre stater så ville være tvunget til at tilslutte sig TTIP eller TPP. De vil være nødt til at indrette sig i samhandelen med USA og EU under deres regler.

I USA, hvor præsident Obama har lovet ’troværdig forandring’,  reagerer deprimerede amerikanske vælgere undertiden med raseri.

For hvad han vil sælge dem som reglerne for den globale økonomi i det 21. århundrede kan koges ned til, at de fremskridt, der er sket igennem de sociale bevægelser i det 20. århundrede, for størstedelens vedkommende igen rulles tilbage.

Forhandlingerne om TTIP/TAFTA-projektet vil foregå bag lukkede døre. Dette skal sikre, at ingen i tide ud over den lukkede kreds af ’handelspolitikere’ vil lægge mærke til, hvad der rent faktisk er på spil. (1)

På den anden side har 600 officielle rådgivere for selskaber privilegeret adgang til dokumenterne og til beslutningstagerne. Tekstudkast offentliggøres ikke, og offentligheden og medierne er holdt udenfor, indtil den endelige aftale er underskrevet og forseglet.

Den amerikanske handelsminister Ron Kirk, der trådte tilbage i juni 2012,  erklærede i juli i et anfald af oprigtighed, hvorfor en sådan hemmeligholdelse er nødvendig:  I en tidligere sag blev udkastet til en omfattende handelsaftale offentliggjort, og derfor mislykkedes det til sidst (2 )
( Kirk henviste til tilløbet til den nordamerikanske frihandelsaftale, NAFTA , hvis tekst blev lagt ud på regeringens hjemmeside.

Den demokratiske senator Elizabeth Warren udtalte dertil: Et papir som skal sky offentligheden, skal slet ikke underskrives (3) .

Der er en simpel grund til hemmeligholdelse. En sådan aftale vil kræve, at nationale regeringer ned til de lokale kommunalforvaltninger vil være forpligtigede til at  tilpasse deres nuværende og fremtidige indenrigspolitik til de omfattende bestemmelser. I en sådan aftale vil der på diplomatisk niveau være forpligtigende lovkrav, der retter sig ind efter virksomhedernes ønsker og også omfatter mange ikke-handelsmæssige områder: Om sikkerhed og mærkning af fødevarer, kemiske grænseværdier og giftig forurening, sundhedsvæsen og medicinpriser, retten til privatlivets fred på internettet, energi og kultur-ydelser, patenter og copyrights, anvendelsen af jord og ressourcer, rettigheder og arbejdsmuligheder for indvandrere, offentlige indkøb, og meget mere.

De underskrivende stater skal sikre at "opfylde love, regler og administrative procedurer", der er aftalt i aftalen. I tvivlstilfælde gælder følgende: Hvis der forekommer en formodet krænkelse af kontrakten, skal den pågældende stat underkaste sig en voldgiftsprocedure, hvor det genstridige land kan bliver offer for handelssanktioner.

At dette ikke er nogen overdrivelse, kan man se ved et blik på andre handelsaftaler med den attraktive etikette ’frihandel’:  I 2012 undsagde WTO USA for etikettering af konserves, der skulle garantere beskyttelse af delfiner, eller påvise kødprodukters oprindelsesland.

EU kom i konflikt med WTO om genetisk modificerede fødevarer og skal efter en WTO-afgørelse betale en strafbøde på millioner af euro, fordi de forbyder væksthormoner for slagtedyr.

Hvis TTIP/TAFTA-projektet bliver til virkelighed, kan enhver investor i et af de pågældende lande tage alle mulige ’ikke-handelsmæssige’ bestemmelser i brug som en del af sit våbenarsenal - præcis som det var forudsat i den mislykkede MAI-aftale i 1998 .

Dette alene gør TTIP projektet til en trussel af helt nye dimensioner. Og da enhver efterfølgende ændring af traktaten kræver samtykke fra alle underskrivende stater, vil man ikke kunne angribe det reaktionære indhold af aftalen gennem demokratiske kontrolmekanismer såsom valg, politiske kampagner og offentlige protestaktioner.

Politisk følsom er også voldgiftsrettens rolle, der gør det muligt at enkelte koncerner kan sætte sig op imod en stat og tale i slags øjenhøjde.

Et trekammer-system, der skal holdes under tilsyn af Verdensbanken og FN, vil kunne afkræve statslige kompensationer, hvis det finder, at visse politiker og  forholdsregler fra en regerings side reducerer  ’de forventede fremtidige profitter’ til en virksomhed. Dette voldgiftsregime gør det klart, at virksomheders rettigheder skal vægtes højere end staternes suverænitet. Det vil give virksomhederne ret til at trække regeringerne i USA eller en EU-stat for en ikke-retslig domstol. Endog med det simple argument, at sundhedsmæssige, økonomiske, miljømæssige eller andre politikker fra denne regerings side generer deres investorrettigheder.

Dette system er en ekstrem favorisering af virksomhedernes interesser, som i første omgang led skibbrud i forbindelse med MAI-aftalen.  Sidenhen er det af USA  blevet nedfældet i flere ’frihandelsaftaler’. Det har betydet,  at mere end 400 millioner $   af skatteydernes penge er gået til virksomheder efter at de har klaget over forbud mod giftige stoffer, licensregler, love om beskyttelse af vandmiljøet eller skovbrug og andre  ting,  der ’hæmmer investeringer’. (4) Disse domstole behandler i øjeblikket retssager fra virksomheder til et beløb på 14 milliarder dollars, der vedrører sager om godkendelse af lægemidler, ansvaret for miljøskader, eller klima- og energilovgivningen.

TTIP/TAFTA- projektet vil give investorernes trusselsinstrumenter overfor staten en helt ny rækkevidde. Fordi så kan de tusindvis af virksomheder, der gør forretninger i USA og i EU, ramme alle mulige statslige love til beskyttelse af fælles samfundsinteresser.

3300 EU-virksomheder har mere end 24.000 datterselskaber i USA , hvor hver enkelt investor kunne være interesseret i  at sagsøge staten . Omvendt kunne USA spille den del af de 50.800 datterselskaber, der opretholder 14.400 amerikanske virksomheder i landene i Den Europæiske Union ud i en bølge af investor-retssager. I alt ville der så på de to sider være 75.000 registrerede virksomheder, der er i stand til at underminere et politisk system, der hidtil har stået til ansvar overfor borgerne.

Systemet med voldgift  mellem investorer og stat (Investor – state, dispute, settlement -  ISDS) blev angiveligt opfundet af hensyn til udviklingslande uden pålideligt retssystem. Det betød, at investorerne skulle kunne sikre en erstatning i tilfælde af ekspropriation af deres fabrikker, miner eller plantager i forhold til den pågældende stat.

Nu er USA og EU på ingen måde underudviklede regioner og de har retssystemer, som er blandt de mest stabile i verden, så en manglende beskyttelse af ejendomsretten kan ikke komme på tale.

Hvis ISDS-regimet dukker op som en aftale mellem USA og EU, er dette er en klart indikation på, at det ikke handler om en bedre beskyttelse af investorer, men om virksomhedernes magt.


Investorrettigheder over national lovgivning

De voldgiftskamre, der med deres afgørelser kan tilsidesætte regeringens politik og statslige love, består af tre jurister, der normalt arbejder i den private sektor. (5)

Mange af dem arbejder som regel som virksomhedsjurister, der sagsøger regeringer. Den eksklusive klub af ’dommere’ for sådanne internationale voldgiftskamre er domineret af 15 advokatfirmaer, der har været involveret i 55 procent af alle tidligere investorklager mod stater. En mulighed for at anke deres afgørelser eksisterer ikke.

’Investor-rettighederne’, som de udenlandske virksomheder kan sagsøge regeringer efter den planlagte TTIP/TAFTA-traktat, er vagt og samtidig meget overordnet definerede. De hidtidige voldgiftskamre har haft en tendens til at fortolke dem langt mere generøst, end det ville være tilfældet for indenlandske virksomheder i henhold til den nationale lovgivning. I denne sammenhæng har de postuleret, at de har ret til en bred tillids-beskyttelse, hvilket i sidste ende betyder : At de statslige lovrammer ikke må ændres, efter du har foretaget din investering.

Juridisk sikredes også kravet om erstatning for ’indirekte ekspropriation’:  En stat skal ifølge dette betale, hvis nye regler reducerer værdien af investeringen - selv hvis disse gælder for både indenlandske og udenlandske virksomheder. Denne garanti blev også udvidet til at gælde nye regler for erhvervelse af jord, naturressourcer, energikilder, fabrikker og andre investeringsobjekter.

Ved hjælp af sådanne privilegerede regler i de tidligere aftaler har udenlandske investorer allerede kunnet kræve kompensation i forskellige tilfælde for deres ’indirekte ekspropriation’ vedrørende sundheds- og sikkerhedsstandarder for forbrugsvarer, love om miljøbeskyttelse og arealanvendelse, beslutninger om udbud af offentlige projekter, klimaændringer - samt energipolitikker, lovgivning om beskyttelse af vand,  eller restriktioner for råstofudvinding .

Nogle eksempler: Forhøjelsen af de egyptiske mindstelønninger og en peruviansk lov om kontrol med  giftige udledninger bliver i øjeblikket bekæmpet af virksomheder i USA og EU under påberåbelse af deres investorprivilegier (6)

Andre firmaer har med henvisning til NAFTA-aftalen klaget over garantipriser ved  indførelse af vedvarende energi og over et  moratorium på udvinding af skifergas.

Tobaksgiganten Philip Morris fører en sag mod progressive anti-rygnings love i Uruguay og Australien, efter at det ikke var lykkedes at vælte disse love ved nationale domstole. Ligeledes har den amerikanske medicinalvirksomhed Eli Lilly med henvisning til  NAFTA-aftalen klaget over, at Canada giver licens til  lægemidler i henhold til deres egne kriterier  ( for at gøre billig medicin mest mulig tilgængelig for alle mennesker) . Og det svenske energiselskab Vattenfall forsøger at afkræve milliarder af dollars i erstatning fra Tyskland på grund af restriktive regler for kulfyrede kraftværker og den gradvise nedlukning af kernekraftværker.

Voldgiftsrettens afgørelse om erstatning til udenlandske selskaber kan dreje sig om enorme summer.  I en af de seneste sager drejer det sig om mere end 2 milliarder dollars. ( 7)

Selv hvis regeringerne vinder, er de ofte nødt til at bære sagsomkostningerne, der i gennemsnit ligger omkring 8 millioner dollars. Derfor er de ofte skræmt fra at klage over industrien. Det viser eksemplet med den canadiske regering, der  har trukket forbuddet mod et giftigt tilsætningsstof til bilbenzin tilbage.


Monsanto vejrer morgenluft

Antallet af sager, der indbringes til voldgift er vokset hurtigt i de seneste år, ifølge data fra UNCTAD er det nu ti gange højere end i 2000. I 2012 blev der afgivet flere klager end nogensinde før. Som følge heraf er en helt ny juridisk industri opstået: I dag har mange advokatfirmaer specialiseret sig på vegne af industrien og engageret sig i at udplyndre de offentlige kasser ved hjælp af sådanne midler.

Dette ’Økonomiske NATO’ har længe været det erklærede mål for den Transatlantiske Business Dialogue (TAB ), der  finder sted to gange om året i rammerne af det Transatlantiske Business Council.  TABC  blev grundlagt i 1995 på initiativ af det amerikanske handelsministerium og EU-kommissionen.

I denne højofficielle dialog deltager virksomhedsspidser og topledere fra USA og Europa. Forummet udgør også en basis for storkoncernernes koordinerede angreb på begge sider af Atlanten på politiske projekter, der tjener til  forbrugerbeskyttelse, miljø, det globale klima, og andre offentlige interesser.

Dets erklærede fokus er på at fjerne ’handelshindringer’ (handelsmæssige irritationsmomenter ), så de kan operere på begge sider af Atlanten efter de samme regler - og mest mulig fri for statslig indblanding.

Det  eufemistisk nøglebegreb ’lovgivningsmæssig konvergens’ skjuler her det allervigtigste mål: Med begreber som ’ækvivalens’  og ’gensidig anerkendelse’ vil de lokke regeringer til også at tillade produkter og tjenester, som ikke opfylder de gældende lokale standarder.

At sætte en grænse for forpligtigende offentlige standarder  er et andet formål med TTIP/TAFTA- projektet. Gennem forhandlingerne ønsker man at udarbejde nye ’transatlantiske’ standarder. Således kræver Det amerikanske handelskammer og Business Europe, to af de største verdensomspændende erhvervsorganisationer, at repræsentanter for storindustrien sammen med regeringerne udarbejder et nyt regelsæt for fremtidige vigtige beslutninger.

Fra virksomhedernes side formuleres deres holdning til striden om betegnelsen ’genetisk modificerede organismer’ (GMO'er) bemærkelsesværdigt åbent. Mens halvdelen af de amerikanske forbundsstater i øjeblikket overvejer en obligatorisk mærkning af GMO-produkter, som i øvrigt støttes af mere end 80 procent af forbrugerne, presser de genteknologiske producenter og forarbejdende virksomheder  på for at afvikle GMO-mærkning gennem  TTIP/TAFTA aftalerne.

Mest højlydt klager Sammenslutningen af Bioteknologiske Virksomheder (BIO) , som også omfatter industrigiganten Monsanto over ’den store og voksende kløft’  mellem ’frigivelse af nye bioteknologiske produkter i USA og godkendelsen af disse produkter i EU.’ (8) Monsanto og de øvrige BIO-virksomheder håber at kunne eliminere denne ’pukkel med hensyn til tilladelse og anvendelse af genetisk modificerede afgrøder’  indenfor rammerne af et transatlantisk frihandelsområde (9).

Et andet vigtigt tema er brugen eller beskyttelse af private data. En anonym koalition af internet og IT-virksomheder, den såkaldte Digital Trade Coalition, ønsker, at EU´s databeskyttelsesregler ikke hindrer strømmen af personoplysninger til USA. Denne lobby for  internetbranchen erklærer, at EU´s nuværende vurdering, at USA’s regler ikke vil give passende beskyttelse af privatlivets fred , ikke forekommer dem ’rimelige’.

 I betragtning af de stadigt nye afsløringer om den massive dataspionage  er en sådan erklæring særligt afslørende. Selv det magtfulde Amerikanske Råd for International Business (USCIB ) minder om,  at TAFTA-aftalen må være meget omhyggelige med undtagelsesbestemmelser om sikkerhed og privatlivets fred, ’så de ikke kan bruges som skjulte handelshindringer’ (10 )

Hertil  skal man vide, at USCIB,  som selskabet Verizon tilhører, har leveret NSA massevis af persondata.

En tredje mål er fødevaresikkerhed. Her vil den amerikanske kødindustri udnytte forhandlingerne til at få ophævet EU-forbudet mod kyllingekød, der er behandlet med klor og andre desinfektionsmidler. Mens de strengere EU-standarder reducerer risikoen for forurening af produkterne under slagtnings- og forarbejdningsprocesen, imødegår de amerikanske regler risikoen for forurening med et desinfektionsmiddel , der skal dræbe coli og andre former for  bakterier på kyllingestykkerne.

Således kræver moderselskabet for  restaurantkæden Kentucky Fried Chicken, at aftalen skal ændre EU’s standarder for fødevaresikkerhed, således at europæerne kan købe deres klorbehandlede kyllinger.

Endnu et eksempel: Det amerikanske Kød-Institut ( AMI) er oprørt over at, EU insisterer på sit ’uberettigede’ forbud mod kød, der er fremstillet ved hjælp af væksthormoner. Midler som Ractopamin er blevet forbudt eller begrænset  i 160 lande på grund af de sundhedsmæssige risici for mennesker og dyr - herunder i alle EU-lande, men også i Rusland og Kina.

Også forbundet af amerikanske svineproducenter ( NPPC ) har sine ønsker: "De amerikanske svineproducenter vil kun acceptere et resultat , hvis det fjerner EU-forbudet mod anvendelse af Ractopoamin i produktionsprocessen . "

På den anden side af Atlanten bekæmper BusinessEurope, EU´s største brancheforening, den amerikanske lov om modernisering af fødevaresikkerheden som an af de  "centrale ikke- handelsmæssige forhindringer for eksport fra EU til USA." 

Denne banebrydende lov fra 2011 gør det muligt for  de amerikanske tilsynsmyndigheder Food and Drug Administration at fjerne forurenende fødevarer fra markedet. Denne ret vil de europæiske virksomheder åbenbart gøre op med ved hjælp af TTIP/TAFTA-aftalen.

Den fjerde målsætning er afskaffelsen af klimapolitikken. Airlines for America, den  amerikanske flybranches største sammenslutning, har offentliggjort en liste over "unødvendige forskrifter, der i væsentlig grad hæmmer vores branche" - og som man  ønsker at få ophævet gennem de transatlantiske forhandlinger.

Øverst på listen står det vigtigste instrument for europæerne med hensyn til klimaændringer – EU’s emissionshandelssystem. Ved hjælp af emissionshandel bør flyselskaberne tvinges til at betale for deres CO2-udledninger. Airlines for America ser i dette system ’en fremskridtsforhindring’, og vil sikre, at inddragelsen af flyselskaber fra ikke-EU- lande i dette system, som er udsat af EU , endegyldigt bliver taget af bordet. (11)

For det femte drejer det sig  også om fjernelse af kontrol og restriktive regler for den finansielle sektor. Selv i lyset af den globale finanskrise er delegationerne fra USA og EU blevet enige om en ramme om finansielle tjenesteydelser, som ligesom tidligere fortsætter med at sætte fokus på liberalisering og deregulering . Den forhandlede strategi skal ikke blot udelukke forbud mod  risikable finansielle produkter og serviceydelser, men vil  endda give mulighed for at udfordre restriktive love i de enkelte stater, der forbyder en række risikable produkter og tjenester fra  finansielle institutioner eller flygtige juridiske konstruktioner.

Frihed til klorkyllinger og hormonsvin

Disse rammeaftaler ville udelukke mange forholdsregler i en politik for at få greb om problemerne i den finansielle sektor. Til disse forholdsregler hører kontrol og restriktioner på institutioner, der er ’too big to fail’ - altså for store til at lade gå konkurs; eller etablering af en risikoreducerende firewall inden for de store banker, som kunne skærme privatkundeforretningen mod risikoen fra bankernes investeringer. Det kunne også være obligatoriske clearingcentraler for handel med derivater.

Aftalerne vil derfor være ensbetydende med,  at visse typer juridiske bestemmelser vil være  absolut forbudte. Det vil igen betyde, at de berørte stater hverken kan indføre eller bibeholde sådanne ordninger .

Hvad der ligger bag disse planer belyses af en erklæring fra Sammenslutningen af tyske banker  (BdB). Heri hedder det, at visse lovforslag fra det amerikanske finanstilsyn i EU har udløst alvorlige betænkeligheder både i officielle og private institutioner. Derfor kræver banksammenslutningen i forhold til den igangværende amerikanske finansmarkedsreform, at den afstemmes med EU’s og i andre vigtige landes reformer, og samtidig at der sker den størst mulige  anerkendelse af hjemlandets regler for de tyske og europæiske banker,der er aktive  på det amerikanske marked. (12)

Den afgørende indflydelse på BdB udøves af Deutsche Bank, der under krisen i den amerikanske centralbank har indkasseret 8000 millioner dollar. (13) Den tyske finansgigant vender sig primært mod kernen i den amerikanske finansielle markedsreform, der blev vedtaget i juli 2012.

Især bliver den såkaldte Volcker Rule stærkt kritiseret. Den indeholder visse restriktioner for finansielle produkter med høj risiko, der vil være for tung en byrde for de udenlandske banker, der opererer i USA , hedder det i udtalelsen fra BdB .

European Services Forum, hvor Deutsche Bank også er involveret, beskriver sig selv som ’et talerør for den europæiske serviceindustri i internationale handelsforhandlinger.’
Denne stemme fremkommer med kravet om, at TAFTA bør forhindre, at de amerikanske tilsynsmyndigheder klassificerer en udenlandsk bank, der er aktiv  i USA som for stor til at gå ned, og dermed indfører strengere krav end de, der gælder i deres eget land. Årsagen: Det er ikke acceptabelt, at en global virksomhed under udenlandsk lovgivning bliver defineret som en ’systemvigtig finansiel institution’  (Sifi), når det ikke gælder i henhold til hjemlandets lovgivning.

Et modstykke til denne dagsorden fra europæisk side  er USA’s modstand mod den skat på finansielle transaktioner, som er planlagt som et redskab i kampen mod spekulation i Europa. De amerikanske finansielle institutioner ønsker et forbud mod juridiske restriktioner for de frie kapitalbevægelser med TTIP/TAFTA forhandlingerne. I mellemtiden har IMF dog  allerede opfordret EU til ikke at indføre skat på finansielle transaktioner. Hvis der i EU bare kommer en ændret og mildere form for denne afgift,  vil det sandsynligvis miste sin betydning som tema for de amerikanske forhandlere (14).

Servicesektoren omfatter ikke kun den finansielle sektor. Under det pågældende kapitel i de transatlantiske forhandlinger handler det også om alt fra lægelige ydelser eller uddannelsestilbud til energiforsyning. Fra virksomhedernes side er målet at regeringernes regulerende intentioner  udtrykkes i groft formulerede ’parametre’. De skulle gælde for både grænseoverskridende tjenesteydelser samt for behandlingen af udenlandske udbydere, der opererer på området i den pågældende stat. Og de skal have til formål at afskaffe ethvert indenlandsk rum til ’regulering’ af spørgsmål som transport, sundhed, energi og vandforsyning lige til regional eller lokal arealanvendelse og planlægningslove.


En aftale, men ikke noget opsving

I disse forhandlinger drejer det sig sågar om  immigrations- og visabestemmelser for folk, der ønsker at tilbyde en tjenesteydelse. Uanset ens syn på grænseforvaltning og indvandringspolitik i visse lande, er det selvfølgelig en meget dårlig idé at definere de relevante regler bag lukkede døre i  forhandlinger om handelsaftaler.  Især når resultatet kun kan ændres, hvis alle parter er enige.

Men hvorfor bliver denne dagsorden forfulgt netop nu? I Washington kan man høre en teori om, at de europæiske politikere leder fortvivlet efter noget, de kan fremvise som et springbræt for økonomisk vækst. Derfor udviser de nu et nyt niveau af fleksibilitet og for dette mål er de villige til at afgive alle de vigtige instrumenter til beskyttelse af offentlige interesser.

Den sædvanlige argument for frihandelsaftaler, er, at disse skaber lavere toldbarrierer, som igen er med til at fremme handel , så alle folk kan købe billigere importvarer. Denne fordel skal være større end ulempen for de mennesker, der mister deres job. Men tolden mellem USA og EU er ifølge Handelskammeret  i Washington ’allerede temmelig lav’. (15)

Politikerne på begge sider af  TAFTA-projektet indrømmer da også uden videre, at det ikke er primært drejer sig om   toldnedsættelser , men snarere om ’afskaffelse, reduktion eller forebyggelse af unødvendige ikke- toldmæssige barrierer’ (16)  - hvormed der menes alle gældende handelsrestriktioner udover told.  Det vil sige, at det drejer sig om fjernelse af lovkrav for finansielle transaktioner, foranstaltninger mod klimaændringer, og standarder for fødevarer og produktsikkerhed.

Dette forklarer også, hvorfor undersøgelser af de økonomiske konsekvenser af toldnedsættelser bedømmes som temmelig magre.  En undersøgelse fra det TAFTA- venlige Europæiske Center for International Politisk Økonomi kommer til den konklusion, at BNP i USA og EU selv i ekstremt blåøjede antagelser højst ville stige med et par promille, og det fra 2029 (17).

De fleste tidligere forudsigelser baserer sig på den formodning, at toldnedsættelser altid udløser en kraftig økonomisk dynamik – hvilket for længst er empirisk modbevist. Fjerner man denne tvivlsomme antagelse, så – indrømmer forfatterne af undersøgelsen – den potentielle BNP-vækst til de statistisk irrelevante 0,06 procen.
Diverse andre studier, som politikere og erhvervsorganisationer holder på med, begrænser sig derfor til det centrale mål for det transatlantiske projekt: Fjernelse af ikke-toldmæssige handelshindringer, som de eufemistisk kalder det at borteliminere alle former for love og forordninger til beskyttelse af  offentlige interesser.

Disse undersøgelser baserer sig alle som én på det ubeviste mantra, at afskaffelse af velfærdsydelser på en eller anden måde vil resultere i økonomiske fordele for alle. Men selv med sådanne skråsikre kalkulationer for TAFTA-projektet giver de en meget dårlig økonomisk status. Og de undervurderer stadig de kalkulerbare omkostninger, der falder over på forbrugerne og på samfundsøkonomien som helhed, såfremt alle velfærdsgoder i offentlighedens interesse fra sundhed og miljøbeskyttelse til velfærdsstaten i bredeste forstand , bliver rykket baglæns.

Men den gode nyhed til sidst: Alle tidligere forsøg på at benytte internationale handelsaftaler som en  trojansk hest til at afmontere velfærdsstaten og vende tilbage til en neoliberal natvægterstat er slået fejl. Dette vil også ske denne gang, hvis borgerne, medierne og også nogle politikere endelig vågner op og får de hemmelige forsøg på at underminere demokratiet til at slå fejl.


Lori Wallach er leder af verdens største forbrugerbeskyttelsesorgansation Public Citizen's Global Trade Watch i Washington, D.C.

www.citizen.org.


Oversat efter Le Monde diplomatique

For de nummererede fodnoter henvises til den tyske udgave

TAFTA - die große Unterwerfung




- End -