Analyse
 

1. september 2014

100 år efter den første: 
På vej ind i den tredie
verdenskrig


100 år efter 1. verdenskrigs start og præcis 75 år efter den andens er magthaverne atter på vej til at sende verden ud i en ny global krig. Den tredje verdenskrig bliver forberedt. Faktisk har den længe været undervejs, og  vi er langt inde i forspillet.

Af Kommunistisk Politik

 



Krig og lig - de riges sidste håb
Fotomontage John Heartfield 1932


2014 er hundredåret for 1. verdenskrig.  Den dateres officielt fra 1. august 1914 – 11. november 1918.

1. september 1939 invaderede Nazityskland Polen, og  Verdenskrig nr. 2 med udgangspunkt i i Europa var en realitet.

Millioner og atter millioner døde i disse to krige, der antog en global karakter og fik globale historiske konsekvenser.


International fredsdag


1. september blev i en årrække efter 2. verdenskrig i en række lande markeret som Verdensfredsdag  (i Tysland Weltkriegstag) og bliver det endnu nogle steder.

I 1981 proklamerede FN en international fredsdag, sammenfaldende med åbningen af dens generalforsamling den tredje tirsdag i september. I 2001 besluttede FN at den skulle markeres hvert år den 21. september som en dag af ikke-vold og våbenstilstand. Den katolske kirke har til gengæld udnævnt nytårsdag til sin årlige ’fredsdag’. Efter 11. september 2001 har der været gjort forsøg på at etablere denne dato som en markering af og støtte til ’krigen mod terror’.

En samlet global fredsdag, hvor den internationale antikrigsbevægelse mobiliserer globalt, eksisterer altså ikke. Men det var tilfældet den 15. februar 2003, hvor den største fælles internationale protest mod en konkret krig nogensinde fandt sted, da millioner af mennesker gik på gaden over hele kloden fra nord til syd og fra øst til vest i en rullende demonstration et døgn igennem.

Men den 1. september 2014 markerer altså 75-året for Hitlertysklands aggressionskrig og  starten på 2. verdenskrig  i  Europa (1. september 1939 – 8. maj 1945). Tyskland hævdede at blive angrebet af Polen og derfor bare svarede igen militært. Det var en af nazisterne selv iscenesat provokation.

Men i modsætning til den intensive officielle og mediemæssige ’fejring’ af 100 året for 1. verdenskrig er der meget stille om denne 75 års-dag i EU og omegn


Faren for en ny verdenskrig vokser hurtigt


Efter ’den kolde krigs’ ophør og afslutningen på  en periode på næsten fire årtier domineret af en konfrontation, kamp og samarbejde mellem de to supermagter USA og Sovjetunionen er der etableret en imperialistisk ’ny verdensorden’ med en enkelt imperialistisk supermagt USA og dens globale alliancesystem med NATO osv. i front.

Nye konflikter og krige har udviklet sig uophørligt fra 1990’erne med Balkankrigene og Jugoslaviens opsplitning,  og  krigene  og konflikterne i sammenhæng med Sovjetunionens opløsning samt den første  Irak-krig. Siden 2001 og indledningen af ’krigen mod terror’ ser vi en global konflikt, der hele tiden udvider sig, og nu omfatter krige på tre kontinenter.

Afghanistan, Irak, i Asien, Libyen og Sydsudan i Afrika,  Syrien og Palæstina i Mellemøsten, Ukraine centralt i Europa,   osv. – krigene med USA som USA og dets allierede som hovedaktører trækker deres blodige spor på verdenskortet med hundredtusinder, ja millioner, af døde og dræbte, med kaos og ødelæggelser og gigantiske flygtningestrømme.

Stadig nye påskud for krige, bombninger og interventioner bliver opfundet, ikke mindre udspekulerede end Nazitysklands samtidig med, at  USA,  NATO og de gamle og nye kolonimagter i EU altid bringer ’fred’, ’demokrati’ og ’menneskerettigheder’ med sig til ruinerne.

Ikke bare er vi i en periode med stadig flere lokale og regionale krige. Faren for en ny storkrig i Europa og en ny verdenskrig vokser hurtigt.

Verdenskrigenes karakter

1. verdenskrig var den ’klassiske’ imperialistiske krig. Den kom da kapitalismen udviklede sig fra den førmonopolitistiske kapitalisme til monopolkapitalisme og imperialisme – kapitalismens ’højeste’ og sidste udviklingstrin med monopolerne og finanskapitalen som de dominerende faktorer i det økonomiske liv, hvor kapitaleksporten får en global nøglerolle.

Der blev opbygget transnationale  monopoler som kæmpede om råstoffer, ressourcer og afsætningsmarkeder, mens hele verde var opdelt i koloniomagter og kolonier, der tilhørte den ene eller anden imperialistmagt. Første Verdenskrig var en krig om omfordeling af terrirtorier, magt- og indflydelssfærer mellem de europæiske  imperialistmagter.

Dens grusomheder og ødelæggelser  førte til revolutionære situationer og opstande og betød en svækkelse af imperialismen som helhed og et  gennembrud for socialismen som det samfundsystem, der vil afløse kampitalismen og imperialismen med Oktoberrevolutionen i Rusland og skabelsen af Sovjetunionen,

Anden Verdenskrig startede som en revanchekrig for det besejrede og koloniløste Tyskland, og igen som en imperialistisk krig mellem de europæiske stormagter, men skiftede karakter med Hitlertysklands overfald på Sovjetunionen den 22. juni 1941 i den største militæroperation til dato.

Det førte til dannelse af en alliance mellem Sovjetunionen og Vestmagterne, der førte til Nazitysklands nederlag, til en generel svækkelse af imperialismen og nye gigantiske gennembrud for socialismen og revolutionen: Oprettelsen af folkedemokratierne i Østeuropa, af Den kinesiske Folkerepublik, opsvinget i den antikolonialistiske kamp på alle kontinenter, osv. 

Det førte også til det delte Tyskland og ’det delte Europa’ og svækkede europæiske imperialistmagter, mens USA blev den absolut dominerende globale imperialistmagt – ’den frie verdens’ ubestridte leder og supermagt.


’Den  ny verdensorden’ og ’Krigen mod terror’: Imperialismen i offensiven

’Den kolde krig’ udviklede sig ikke til en ny verdenskrig – men imperialismens  tryk på den demokratiske og socialistiske lejr var med til at skabe grobund for den moderne revisionisme – det politiske og ideologiske opgør med socialismens teori og praksis.

Denne ’fredelige kontrarevolution’ forvandlede Sovjetunionen og Østeuropa til revisionistiske lande og blev i 89-91 fulgt op af åbne kapitalistiske kontrarevolutioner, der førte til oligarkernes dominans opg udplyndring af de tidligere socialistiske lande. Kina fulgte sin egen vej til utilsløret kapitalisme.

Allerede i begy7ndelsen af 1990’erne måtte det konstateres, at der ikke længere  eksisterede egentlige socialistiske lande, selvom nogle som Kina af demagogiske grunde beholdt udhængsskiltet – og andre som Cuba og Nordkorea afviste en proces med åbenlys overgang til råkapitalisme.

Sovjetunionen sammenbrud førte til dannelsen af nye imperialistiske alliancer. Ikke mindst i form af opslugningen af DDR i Tyskland og i udvidelsen af EU med indlemmelsen af en stor del af de gamle østeuropæiske lande.

Under ’den kolde krig’ betegnede NATO sig som en transatlantisk ’forsvarsalliance’, hvis virkefelt begrænsede sig ti medlemslandenes territorier.  Efter dens afslutning blev NATO ikke opløst, men udvidet med en hel stribe østeuropæiske lande i en endnu ikke afsluttet proces – og gik i krig på et nu udvidet globalt mandatområde, der omfatter alle kontinenter.

Ingen af USA’s krige siden etableringen af den såkaldte ’ny verdensorden’ i begyndelsen af 1990ere er udkæmpet uden NATO som en aktiv spiller, direkte eller indirekte. Det gælder også i forhold til Mellemøsten Palæstina og Israel, hvor Israel reelt fungerer som NATO-medlem.

Der har således udviklet sig en politisk, militær og ’økonomisk alliance med USA, EU og NATO som kerne, der i perioden efter ’den kolde krigs’ afslutning  i denne periode. har udviklet sig til en afgørende geopolitisk faktor, der søger at sætte den globale dagsorden på alle områder. Det sker med krige og militæralliancer og stadig oprustning, med  økonomiske aftaler og handelsaftaler til ´gavn for monopolerne, med global overvågning og spionage mod folkene og mod alle konkurrenter.

Geopolitisk handler denne alliance igen om adgang til og kontrol med  råvarer, energikilder, landbrugsområder (i Østeuropa, Afrika osv), om afsætningsmarkeder for monopolerne osv. Og det sker først og fremmest i konkurrence med det kapitalistiske og imperialistiske Kina og det kapitalistiske og imperialistiske Rusland, der begge søger at bevare og udvide indflydelsen i Mellemøsten, Asien, Europa, Afrika og Latinamerika  og i Arktis – og som begge opruster. Et nyt rustningskapløb er i gang.

Modsætningen mellem imperialistmagterne indbyrdes, der udløser ikke bare lokale og regionale krige, men også kan udløse verdenskrig, bliver stadig mere skærpet.


Danmark i EU og NATO: Forpligtet til nyliberalisme, militarisering og krig

Det kapitalistiske Danmark og den herskende klasse har omstillet sig og landet til den ny globale situation uden sværdslag. Det fadt let at opgive det  internationale image fra den kolde krigs tid som en fredelig og konfliktløsende  nation og som et kapitalistisk velfærdssamfund til fordel for fuld integration i EU og NATO, som en frontløber for  USA’s og NATOs krige og aggressiv forkæmper for ’vestlige værdier’ – forstået som retten til at invadere andre lande og folk og som islamofobi .

Hele det parlamentariske  politiske spektrum af ’rød’ og blå blok er stået sammen om dette – fra Paul Nyrup Rasmussen og Anders Fogh Rasmussen til Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning Schmidt -. og premieres med internationale topposter.

Arbejderklassen og de folkelige kræfter  står for en anden linje i form af modstand mod EU (der blandt andet har manifesteret sig i Nej til Maastricht aftalen og nej til euro’en) , i en omfattende antikrigsbevægelse og i form af modstanden mod den nyliberale reformpolitik på alle områder fra nedskæringer af  dagpenge og overførselsindkomster til uddannelserne  og privatisering og udlicitering af velfærdsydelser  og andre tilkæmpede goder.

Men kendsgerningen er, at den danske alliancepolitik og medlemskabet af både EU og NATO forhindrer en anden politik. Danmark er traktatmæssigt i kraft af EU.-medlemsskabet  forpligtet til at føre en nyliberal økonomisk politik og til stadig militarisering. Og medlemskabet af NATO er en garant for mere oprustning og nye krige.

Uden udtræden af disse to imperialistiske alliancer er en progressiv og national selvstændig politik umulig.



EU og NATO optrapper


Den europæiske Union med Tyskland som den ledende kraft har netop udskiftet sin top. Det betyder en fortsættelse af den antifolkelige og asociale krisepolitik, der har stødt millioner ned i fattigdom, og det betyder med valget af Jean-Claude Juncker som EU-kommissionsformand nye skridt hen imod Europas Forenede Stater og med den polske premierminister Donald Tusk som EU-præsident en optrapning af  konflikten med Rusland. Det er en høgenes EU-top.

NATO og EU forsøger at lægge en tæt blokade rundt om Rusland med militærbaser og nye NATO-lande langs hele den russiske grænse fra nord til syd i Europa. Tidligere ’neutrale’ lande som Finland og Sverige er blevet EU-medlemmer og knyttes tættere til NATO. Det samme gælder de baltiske lande, Polen og hele vejen ned.

Nu har man ved et kup væltet en lovlig valgt præsident i Ukraine og udløst en EU- og NATO-underst6øttet krig mod befolkningen i Østukraine, som har karakter af etnisk udrensning. Ukraine opfordres til at bluve medlem af NATO. Det betyder at NATO’s 'musketer-ed' i form af pagtens artikel 5. som siger at et angreb på et medlem af alliancen skal besvares af alle.

I betragtning af hvor mange gange ’Rusland har invaderet’ Ukraine siden kuppet i februar (ifølge Kiev-regeringen og NATOs ´generalsekretær) må et konstateres, at det er en åben invitation til en generel krig i Europa mellem Rusland og NATO/EU. Ukraine – engang betegnet som Sovjetunionens kornkammer – skal være et genetisk laboratorium for multinationale selskaber.

Overalt hvor USA, NATO og EU har villet ringe demokrati og menneskerettigheder er der skabt kaos og ødelæggelser – fra Afghanistan over Gaza til Tripoli. I tidligere hovedsageligt sekulære lande er sekteriske islamistiske regimer ved magten eller under våben,  som i Libyen og Irak.

Med  offensiven fra den islamistiske terrorgruppe Islamisk Stat, som er opbygget primært i Syrien under USA’s og Vestens beskyttende vinger, og som støttes af reaktionære arabiske regimer, har USA, NATO og EU sikret sig et påskud for fornyet krig i Irak og Syrien.

I  begyndelsen af ’krigen mod terror’ fra 2001 udviklede det amerikanske militær og NATO planer om at kunne udkæmpe flere varme krige på forskellige kontinenter på en gang, Det er det vi ser nu.

NATO-topmødet i Wales den 4.-5. september med deltagelse af en lang række regeringschefer fra Barack Omama, Angela Merkel og Francois Hollande til de mindre betydningsfulde ventes at tage en række nye skridt til yderlige ekspansion af NATO, vendt mod Rusland – i klar modstrid med Vestens tidligere løfter om ikke at ekspandere i øst i forbindelse med den tyske genforening.


Udsigterne går fra storm til orkan

Den verdenskrig,, som forberedes er en imperialistisk krig, en røverkrig. Dens konsekvenser viol væe katastrofale. Med atomvåbnene er global udslettelse en mulighed. Den vil ligeso de tidligere ikke føre til de resultater, imperialisterne og krigsmagerne forestiller sig. I bedste fald vil den føre til socialisme verden over.

Den eneste kraft, der kan stå imod imperialismens drift mod krig, er arbejderklassen og folkene. Ikke mindst ved at gøre truslen om at vende våbnene mod imperialisterne selv – mod fjenden i ens eget land – reel.



Se også


NEJ TIL OPRUSTNING OG KRIG – DANMARK UD AF NATO!
Århus mod Krig og Terror


- End -