Analyse
 

Danmark og oprustningen
af Norden

Af Klaus Riis, Stop Terrorkrigen


Oplæg til Fredsfestivalen i Århus 4. oktober 2015



Danmark har lige fået en ny krigsminister. Det er en af de rigtig tunge regeringsposter i et konstant krigsførende land. Danmark har været uafbrudt i krig i snart 15 år . Faktisk lige siden 11. september 2001- selv om den officielle indtræden i krigen mod Afghanistan først skete lidt senere.

Danmark blev dengang USA's trofaste væbner og stadige lakaj. Blandt de første på pletten i samtlige USA's krige. Villig til at være med også i dem, der ikke er blevet til noget. I hele striben af ulovlige og folkeretsstridige krige, der er betegnet som ’krigen mod terror’.

I forreste række i nogle af kamphandlingerne, med det britiske militær som førerhund.  Først med soldater på jorden og mange dræbte blandt dem. Senere især med kampfly – og mængder af dræbte civile. I Afghanistan fra 2001, Irak fra 2003, i Libyen 2011.

Danmark er en del af ’Syriens venner’ og har under den borgerkrig, der er opflammet af udenlandske magter, været med til at støtte Al Nusra-fronten. Dvs Al Qaeda i Syrien. 

P.t. er Danmark med  i den af USA proklamerede ’krig mod Islamisk Stat’ i Irak og Syrien – og er vendt tilbage til Irak med massive bombninger.

Terrorkrigenes resultater indtil nu er velkendte: Det er ødelagte samfund, bombet årtier tilbage. Ødelagt infrastruktur, ødelagte civilsamfund. Bytte for lejesoldater, terrorgrupper og rivaliserende krigsherrer. Og uendelige flygtningestrømme.

Det er først nu, hvor en lille procentdel af den største folkevandring af krigsflygtninge siden 2. verdenskrig forsøger at krydse Middelhavet og Fort Europas grænser, at nogle af virkningerne af næsten 15 års krige bliver opdaget i de krigsførende lande i Vesten. I EU, i Danmark og Norden.


Betroet NATO-medlem med særlig rolle i Norden

For Danmarks vedkommende indledtes denne periode af krige og militarisering med krigsforbryderen og løgneren Anders Fogh Rasmussen som statsminister. Han belønnedes af USA for sine tjenester med posten som NATOs generalsekretær 2009-14.

Han havde der den særlige opgave at banke NATO-medlemmernes krigsbudgetter i vejret og sætte alliancen i permanent krigsberedskab. Ikke mindst i forhold til den  nye ’kolde krig’ med Rusland, som har udviklet sig efter det amerikanske og EU-inspirerede kup i Ukraine. Ukraine blev en krigsskueplads i Europa med titusinder af dræbte og mere end en million flygtninge.

Det var i Fogh Rasmussens NATO-tid,  at USA og krigsalliancen rykkede grænsen for deres såkaldte forsvar mod ’den russiske bjørn’  helt hen til dens  grænser fra syd til nord.

Det er ikke mindst i forhold til Rusland, at Danmark og Norden har fået tildelt sin rolle i USA's og NATOs globale strategi. Danmark og Norden er slået ind på en farlig kurs med øget konfrontationspolitik.

Danmarks nye krigsminister  hedder Peter Christensen og er fra regeringspartiet Venstre Han afløser en partifælle, som blev fældet som minister af skandaler efter kun 93 dage på posten. I Danmark er krigsministeren ikke bare den politiske chef for militæret næst efter statsministeren. Men det helt specielle  ved den danske forsvarsminister er, at han samtidig officielt er ’minister for nordisk samarbejde’.

Det er ikke noget tilfælde at krigsberedskab og nordisk samarbejde - og disse to ministerposter - nu er slået sammen. Fokus i det nordiske samarbejde har fra dansk  side i et stykke tid været militært.

Det er et udtryk for, at NATO-landet Danmarks primære rolle i forhold til Norden er at pådrive militariseringen og krigsforberedelserne i denne region.

Danmark spiller også en konkret og vigtig rolle omkring den øgede militære konfrontation ved Arktis -  med USA, Rusland og en række andre lande som aktører. I 2012 oprettedes den såkaldt Arktisk Kommando, som skal stå for det miltære forsvar af Grønland og Færøerne, havområderne indbefattet.

Nu øver også danske soldater og elitestyrker i den arktiske beredskabsstyrke sig på Grønland i kamp under arktiske forhold som i september i år i øvelsen Artic Response 2015.

Men Danmarks hovedrolle ligger i udviklingen i forhold til et verdenshav. Det er stadig under nye betingelser dets historiske rolle som porten til Østersøen.


Østersøen som NATO-indhav

Østersøen blev aldrig det atomfri ’fredens hav’, som der blev snakket om i 60erne og 70erne. Og dets status som et relativt afspændingsområde, præget af magtbalance mellem stormagter med plads til en neutralitetspolitik fra nogle af de nordiske lande,  er udfordret.

Østersøen skal gøres til et NATO-indhav og en fremskudt position mod Rusland, med De baltiske lande og Polen i en spydspids-rolle.

Danmark og de nordiske lande udgør en særlig regional blok i  NATO’s udbygning som militæralliancens nordflanke for inddæmning af Rusland.

NATOs strategi og fokus bestemmes primært og helt afgørende af dens dominerende magt USA. Inddæmningen og omringningen af Rusland – og i Asien af Kina – er central i dens militære strategi. USA har mere end 700 militærbaser placeret uden for sine egne grænser, på alle kontinenter. Efter Sovjetunionen sammenbrud har Rusland to. Kina er endnu ikke kommet efter det.

Som bekendt er Rusland et Østersø-land. Men militært er Norden eller Østersøen ikke bare  et fællesnordisk eller et fælles regionalt anliggende. NATO – og dvs USA – er en afgørende aktør. Og Den Europæiske Union spiller med.

NATO er i regionen blevet udvidet med Polen og de baltiske lande, der ligesom Norge og Finland har landegrænser til Rusland. Polen til den russiske Østersø-enklave Kaliningrad. De baltiske lande har været med i NATO siden april 2004.

Som direkte naboer til Rusland har de baltiske lande en  militærstrategisk central placering, og NATO har været særlig aktiv for at’ beskytte de baltiske lande og Polen mod den russiske trussel’, som det nu hedder.

Det betyder at rykke NATO-militær og baser tæt på Rusland, i mere fremskudte positioner end nogensinde.

Rusland frygter, at denne fremrykning og disse ’frontlinjestater’ de kan danne udgangspunkter for aggression mod landet.


Missilskjoldet

I 2012 var NATOs (dvs det amerikanske) missilskjold i Europa opbygget så langt, at det blev erklæret for operativt. Det består af en række overvågningssatellitter og radaranlæg, der kan spore et fjendtligt missil. Sådanne missiler skal kunne tilintetgøres af dræbersatellitter, der kan trænge ind i disse missilers sprænghoveder og tilintetgøre dem. De kan også rammes fra landbaserede eller flådebaserede missilbaser.

Fra 2015 har det været muligt at affyre raketter mod fjendtlige missiler fra adskillige baser i Rumænien. Fra 2018 er lignende baser klar i Polen.  De er under opbygning.

I efteråret 2014 meddelte den såkaldt ’røde’ danske regering under Helle Thorning-Schmidt, at Danmark var parat tit at deltage i missilskjoldet. Det danske bidrag skulle være tre fregatter, der skal udstyres med særligt avancerede radarsystemer. De må formodes ikke mindst at skulle sejle på krýdstogter i Østersøen.

Beslutningen udløste stor russisk harme. Ambassadøren i Danmark erklærede;
- Hvis Danmark tilslutter sig missilskjoldet, der er styret af USA, betyder det, at danske krigsskibe bliver mål for russiske atommissiler.

Østersøens udsigter til at være et Fredens Hav i dag er forsvindende små.

USA og NATO har gang på gang erklæret, at missilskjoldet ikke er rettet mod Rusland, men udelukkkende er en defensiv foranstaltning, vendt mod såkaldte slyngelsstater som Nordkorea og Iran. Men russerne tror ikke på det. Og heller ingen andre.

De samme ’defensive’ våben kan anvendes offensivt og aggressivt mod den russiske nabo. Og så har vi atomkrig i Europa.


Sverige og Finland: Endnu uden for NATO

Det største problem for NATO’s planer med Norden og Østersø-planerne er at to af de nordiske lande ikke er NATO-medlemmer. Finland og Sverige har ført en succesrig neutralitetspolitik udenfor militæralliancerne med bred folkelig støtte. Det  skal der  laves om på  med en påstået øget krigstrussel fra Rusland mod de nordiske lande.

Der føres en uophørlig mediekampagne for at skabe krigsfrygt. Man udnytter den indgroede rygmarvsfrygt fra tiden med ’kold krig’ mellem Vesten og Sovjetunionen Der rapporteres til stadighed om russisk oprustning og krænkelser af luftrum og havgrænser. Man graver tilmed ubåde fra 1. verdenskrig frem af havets dyb. Det forstemmende er, at kampagnerne gør deres virkning og fremmer en accept af størrre rustninsudgifter og militarisering.

Finland og Sverige er for længst rykket mange skridt mod NATO med deres undertegnelse af den type samarbejdsaftale, som NATO tilbyder allierede nationer, som ikke er alliancemedlemmer. Såkaldte Partnership for Peace-aftaler. Begge landene tiltrådte sådanne i 1994.

Efter Ukraine-konflikten er de to lande i 2014 blevet foreslået en status med et  ’særligt forhold til NATO’ I et samarbejde, der omfatter 50-60 punkter. Det vigtigste er, at der indføres en såkaldt ’værtsland’-mekanisme.

Ifølge den skulle Sverige og Finland tillade NATO efter invitation at placer land-, flåde- og flystyrker på de to landes jord og territorier. Med dette arrangement ville de lande skulle forsyne den vestlige alliances styrker med fuld logistisk støtte. Herunder barakker, transport og ammunition. Den svenske rigsdag skal stemme om dette i foråret 2016.

Det er en indlysende opgave for de nordiske fredsbevægelser at støtte kampen mod svensk og finsk NATO-medlemskab. Blandt andet ved mere præcise fremstillinger af ’trusselsbilledet’mod Norden for befolkningerne. Krigsalliancen NATO udgør en stor og akut trussel mod freden.

Vores  krigsmodstand bør i alle de nordiske lande også have retning ikke bare mod NATOs planer med Norden og Østersøen, men også mod NATO selv og som en kamp for at komme ud af krigsalliancen, ud af NATO, for de lande, som er medlemmer.

Med et perspektiv af alliancefrihed, neutralitet og selvbestemmelse for de enkelte lande, og i regionen som helhed.


Europahæren og Den europæiske Forsvarsunion

EU er også aktiv på det militære område, langs hele grænsen til Rusland, i Ukraine – og i Østersøregionen. EU har længe arbejdet på at skabe den Europahær, som skal være den fuldt udbyggede Unions militære gren.

Kansler Merkel og EU-toppen har planen for klar for en fuldt udbyggede Union – Euroens Forenede Stater – klar fra 2025. Herunder den militære side.

De bliver ikke trætte af at gentage konklusionen fra en rapport om Europahæren fra februar 2015 i den tidligere NATO-generalsekretær Javier Solanas navn med titlen ’More Union in European Defense':
"Vi tror fuldt og fast på, at tiden er inde til skabelsen af The European Defence Union (EDU) der understøtter NATO i dets territoriale forsvar".

Danmark har som bekendt en undtagelse, et forbehold med hensyn til deltagelse i EDU og EU’s militære planer. Det vil både V-regeringen og den socialdemokratiske opposition have lavet om på. Efter retsforbeholdet, som de vil afskaffe med en folkeafstemningen den 3. december 2015, kommer ifølge dem selv turen til de øvrige forbehold. Danmark skal være klar til 2025.

Reelt set betyder undtagelser og forbehold nok ikke så meget. Heller ikke Sveriges og Finlands manglende NATO-medlemskab. Magthaverne spiller de brikker de har, og kombinerer sig frem.

Det manglende NATO-medlemskab hos to stater betyder ikke, at Østersøen og regionen undgår at blive militariseret og oprustet i hurtigt tempo. Og hvis der ikke eksisterer nogle strukturer, der er anvendelige til en ny kold krig, skaber man dem.Som EDU eller nye former for fællesnordisk militært samarbejde, som er i støbeskeen og ved at blive realiseret.


Styrket nordisk militært samarbejde


Den betydning USA og NATO tillægger oprustningen af Norden fremgår af, at det er to tidligere nordiske statsministre, der de to seneste gange er udpeget som generalsekretærer – politiske ledere af alliancen. En måned efter Thorvald Stoltenberg overtog posten efter Fogh Rasmussen holdt han den 30. oktober 2014 en tale i under nordisk råds session i Stockholm. Der foreslog han, at der etableres en stående fælles nordisk forsvars- og sikkerhedskommission til effektivisering af det nordiske militærsamarbejde.

Kommissionen er stadig på planstadiet, men ikke opgivet. Og der bliver rykket hurtigt med hensyn til udviklingen af det nordiske militærsamarbejde.

Gennem lang tid har der været et tæt militært samarbejde mellem de fem nordiske lande – de tre NATO-lande Danmark, Norge og Island – sidstnævnte som det eneste NATO-land, der ikke har en stående hær, og så Finland og Sverige

Det formaliserede samarbejde sker siden 2009  i NORDEFCO (Nordic Defence Cooperation), der afløste tilsvarende tidligere strukturer. Det sikrer en praktisk koordination mellem NATO-lande og ikke NATO-lande. Det omfatter  militært samarbejde på fem områder. Med deres egne ord er det strategisk udvikling, kapaciteter, menneskelige ressourcer og uddannelse, øvelser og træning samt materiel.  Det er blandt andet dette samarbejde, som skal udbygges og suppleres med nye strukturer.

EU har sin egen særlige nordiske udrykningsstyrke, som ses som en del af  Europahæren. Den hedder Den nordiske kampgruppe (Nordic Battlegroup NBC). Det er en af EU’s atten kampgrupper. Den nordiske består af omkring 2500 soldater, officerer indbefattet. Danmark er ikke med på grund af de danske EU-forbehold. Så den består af tropper fra syv lande – Sverige, Finland, Norge, Irland, Estland, Letland og Litauen. Norge har tilsluttet sig den på trods af sit manglende EU-medlemskab. Normalt er der 2-3 kampgrupper på stand-by til aktiv tjenstgøring.


2015: Fem nordiske ministre på krigsstien

I april 2015 vedtog de fem nordiske krigsministre en styrkelse af det fælles militærsamarbejde. I en fælles kronik, der introducerede nogle af de nye områder for samarbejdet,  skrev de:

’ Vi tager vores del af ansvaret for vores region i en urolig tid. Det nordiske samarbejde  kompletterer samarbejdet i NATO og EU for øget sikkerhed i  vores region’.
- Den russiske fremfærd er den største udfordring mod den europæiske sikkerhedssituation, fortalte de. Det skulle være  baggrunden for det forstærkede militære samarbejde.

Dette drejer sig blandt andet om større og mere omfattende udveksling af informationer om russiske bevægelser med fly, skibe osv . dvs fælles efterretningskundskab. Det vil derigennem  blive stillet til rådighed også for NATO. Det drejer sig om cybersikkerhed og fælles bearejdning a cybermateriale.  Det drejer sig om fælles militært industrisamarbejde. Og det drejer sig om flere fælles militærøvelser. Og om meget andet.

Ikke mindst militærøvelserne tager et nyt skridt fremad ved at inddrage andre (NATO-)-landes styrker på nordisk område.

Ministrene skriver:

- Vi kan udnytte et på mange måder unikt øvelses-  og træningsmiljø til at  styrke forsvarsevnen indenfor luft-, sø-, og landstyrkerne. Den omfattende fælles øvelsesvirksomhed  med jagerfly, med den såkaldte cross border-training, er en model at bygge videre på, og vi vil undersøge mulighederne for at  etablere en kvalificerende flyøvelse kaldt Northern Flag. Vi kommer nu til at tage  et skridt videre, og tilbyde de forskellige  landes flyvåben at  bruge alternative baser ved dårlige vejrforhold.

Ved at tilbyde kvalificerende øvelser sikrer vi også at andre lande og organisationer er kendt med vort nærområde. Et eksempel på dette er NATOs højprofiløvelse, som gennemføres i Norge i 2018.

Bekymringen for russisk aggression i Østersøen og  frygten for russisk krig  mod et eller flere af de nordiske lande er oppisket. Et sådant scenarie er mere end usandsynligt. En krig, som inddrager Norden,  vil være en krig mellem stormagter og alliancer.

Når den russiske indlemmelse af Krim anføres som et eksempel på at de baltiske lande eller de nordiske lande enkeltvis står i fare for at blive angrebet og opslugt af Rusland er det en propagandaskrøne.
De nordiske lande bliver efter denne model et øvelsesområde for krig med Rusland. De nordiske befolkningers modstand skal dysses ned med russerskræk.

Men vi – modstandere af oprustning og imperialistiske krige og krigsalliancer – må ikke være naive. At den vestlige imperialisme er aggressiv er dokumenteret i det uendelige, for dem der vil se det. Beviset er en uendelig stribe af krig, den permanente krig. Men det kapitalistiske Rusland er også et imperialistisk land. Rusland opruster og vil spille en rolle i verden. Også militært. Den russiske oprustning kan også anvendes til aggression.

En hovedprioritet for de nordiske lande i Østersø-regionen er, hvad man kalder ’solidaritet med de baltiske lande’, som er blevet opsuget i den vestlige verden og dens imperialistiske alliancesystemer.

Som nævnte kompliceres direkte nordisk militær støtte til de baltiske lande af  nogle landes manglende NATO-medlemskab. Af den grund kan de nordiske lande ikke i fællesskab afpatruljere disse landets luftrum med deres avancerede jagerfly. Men de nordiske ministre har sammen aftalt at spille en aktiv rolle ved reform af de baltiske staters militær og hære.

Afpatruljeringen af de baltiske landes luftrum mod Rusland og opbygning af landenes flyforsvar løses på anden vis. NATO-landene Danmark og Norge har længe – og  nu sammen med Holland, Irland og Portugal – været aktive i luften over Baltikum. Danske F16-fly har siden 2004 vogtet over deres luftrum. I forbindelse med Ukraine-krisen øgede Danmark antallet af F16-fly fra to til seks. De fire holdes flyvende og to på jorden.


Fællesnordiske militæreventyr

De nordiske forsvarsministre er da heller ikke mere bekymrede for russisk aggression end at de også har overskud til at ville inddrage hele Norden i nye konflikter på andre kontinenter.

I den nævnte kronik, offentliggjort i den norske avis Aftenposten 10. april 2015, siger de for eksempel:

” I internationale operationer bygger vi videre på det lange samarbejde.Vi ønsker i større grad at samordne os med hensyn til forskellige civile og militære bidrag, og når det er hensigtsmæssigt vil vi samarbejde i operationer som i Afghanistan, Mali og Irak.


Se hele kronikken
Russisk propaganda bidrar til å så splid


Danmarkshistoriens  største våbenhandel

De danske F16 fly er godt brugte. De har kastet bomber og dræbt talrige civile i Libyen og Irak. De har fløjet Østersøen tynd på grænsen til Rusland. Nu skal de fornyes.

Det danske folketing har besluttet at indkøbe nye endnu mere avancerede bombefly med en købsinvestering på mindst 30 milliarder danske kroner og mange flere til bomber og drift. For det er fly, som ikke først og fremmest er beregnet til at opholde sig på danske flyvepladser, men skal på nye missioner fjernt fra landets grænser. I Mellemøsten, i Afrika, måske til hjertet af Rusland.

Det er det største våbenindkøb i Danmark nogensinde. I en tid med massive nedskæringer i velfærd og offentlige ydelser og faldende realløn opfattes det som en grov provokation af rigtig mange danskere.

En stor og voksende bevægelse kræver stop for flyindkøbene og mere velfærd i stedet, Den har alle muligheder for at vokse sig endnu større i løbet af efteråret og bør også markere sig med en stordemonstration foran Christiansborg og i hele landet.

Der er rigtig mange og vigtige opgaver for en krigsmodstand, der først er ved at blive genopbygget, og som på mange måder har lang vej igen. Militariseringen, oprustningen, et nyt våbenkapløb og krigene udvikler sig  hurtigt. Nye kriser kommer til, og nye flygtningestrømme.

De nordiske fredsbevægelser står med store opgaver. I de kommende år må båndene mellem krigsmodstanderne i hele Norden styrkes og udbygges. De har deres egne politiske prioriteringer i hvert af landene  –  men det udelukker ikke fælles aktioner og kampagner og fordrer en styrket gensidig solidaritet.

Fredsfestivalen i Århus er en vigtig brik for at løse disse opgaver. Fra Stop Terrorkrigens side er vi meget glade for at have været med i dag.




Se også

Fredsfestival Aarhus 2015: Ny viden og livlig debat

KPnet 5. oktober 2015


- End -