At imødegå Imperiet

Af Arundhati Roy
Porto Alegre 28.01. 2003

Hvordan imødegår man Imperiet? Det er et stort spørgsmål, og der findes ingen lette svar. Først er vi dog nødt til at vide, hvad ordet "Imperiet" egentlig dækker over. Hentydes der udelukkende til den amerikanske regering (og dens europæiske satellitstater), Verdensbanken, Den Internationale Valutafond, Verdenshandelsorganisationen og de multinationale selskaber? Eller dækker termen over noget andet og mere end det?
I mange lande har Imperiet nemlig sat en række farlige sideskud - nationalisme, religiøs fanatisme, fascisme og så selvfølgelig terrorisme - som alle vandrer hånd i hånd med det korporative globaliseringsprojekt.

Lad mig illustrere, hvad jeg mener. Indien - verdens største demokrati - ligger i øjeblikket helt i front i det korporative globaliseringsprojekt. Landets "marked" på knap en milliard mennesker bliver tvunget op af WTO, og korporativise-ringen og privatiseringen hilses velkommen af både regeringen og den indiske elite.
Det er ikke noget tilfælde, at premierministeren, indenrigsministeren og "ministeren for afvikling af nationale interesser" - de mænd, der underskrev aftalen med Enron i Indien, de mænd, der sælger ud af landets infrastruktur til multinationale selskaber, de mænd, der ønsker at privatisere vandforsyningen, elektricitetsværkerne, olieindustrien, minedriften, stålværkerne, sundhedsvæsenet, uddannelsessystemet og telekommunikationen - alle er medlemmer eller tilhængere af RSS, det ultra-nationalistiske hinduparti, der åbenlyst har udtrykt beundring for Hitler og hans metoder. Et strukturelt tilpasningsprogram har hurtigt og effektivt sat demokratiet ud af spillet, og mens den korporative globalisering holder sit indtog i Indien, tvinges folk væk fra deres jord og ud af deres jobs. Hundredvis af forarmede bønder begår selvmord ved at spise pesticider, og der indløber rapporter om sultedød fra alle egne af landet.

Mens eliten rejser på første klasse til en imaginær destination i nærheden af verdens top, efterlades de udstødte i lovløshed og kaos, og det skaber et klima af social frustration og national desillusionering der, som historien viser os, altid har været den perfekte grobund for fascisme.
Den indiske regerings to fløje har foretaget en perfekt knibtangsmanøvre. Mens den ene fløj har travlt med at sælge Indien i små bidder, organiserer den anden - for at aflede opmærksomheden - et støjende kor af hinduistisk nationalisme og religiøs fanatisme, der foretager atomprøvesprængninger, omskriver historiebøger, brænder kirker ned og ødelægger moskeer.
Censur, overvågning, ophævelse af borger- og menneskerettigheder og forfølgelse af religiøse minoriteter er efterhånden blevet hverdagskost for den almindelige inder.

Sidste år i marts blev der i delstaten Gujarat nedslagtet to tusind muslimer under en pogrom iværksat af myndighederne. Værst gik det ud over de muslimske kvinder, der i stort antal blev udsat for gruppevoldtægt, inden de blev brændt levende. Mere end 150.000 muslimer blev fordrevet fra deres hjem. Butikker, tekstilfabrikker og moskeer blev plyndret og brændt. Det økonomiske grundlag for det muslimske samfund er blevet lagt i ruiner.
Mens Gujarat brændte, havde den indiske premierminister travlt med at promovere sine digte på MTV, og i januar i år blev den delstatsregering, der havde iværksat massakren, genvalgt med et stort flertal.
Ingen er nogensinde blevet straffet for drabene. I stedet er Narendra Modi - arkitekten bag pogromen og stolt medlem af RSS - nu gået i gang med sin anden periode som regeringschef i Gujarat. Hvis han havde heddet Saddam Hussein, ville de oprørende grusomheder selvfølgelig have fundet vej til CNN. Men da det nu ikke er tilfældet - og da det indiske marked er åbent for globale investorer - har massakren ikke afstedkommet så meget som et løftet øjenbryn.

Der bor mere end 100 millioner muslimer i Indien. Det er blot et spørgsmål om tid, før bomben springer.
Så hvis man tror, at det frie marked nedbryder de nationale barrierer, så kan man godt tro om igen. Det frie marked truer ikke den nationale suverænitet, det underminerer demokratiet.
I takt med at skellet mellem rig og fattig bliver større og større, intensiveres også jagten på ressourcerne. Og til at gennemføre studehandlerne, til at korporativisere de afgrøder vi dyrker, det vand vi drikker, den luft vi indånder og de drømme vi drømmer, har den korporative globalisering brug for et internationalt forbund af loyale, korrupte og autoritative regeringer i den tredje verden, der er i stand til at gennemføre de upopulære reformer og undertrykke modstanden.
Den korporative globalisering - eller skal vi kalde den ved rette navn: imperialismen - har brug for en presse, der foregiver at være fri og domstole, der foregiver at pleje retten.

I mellemtiden lukker den vestlige verdens lande stille og roligt deres grænser og øger deres lagre af masseødelæggelsesvåben. Når alt kommer til alt, skal de jo bare sørge for, at det kun er penge, varer, patenter og tjenesteydelser, der bliver globaliseret. Ikke den frie bevægelighed over grænserne. Ikke respekten for menneskerettighederne. Ikke internationale traktater om racediskrimination, masseødelæggelsesvåben, drivhusgasser og klimaforandringer og da slet ikke - Gud forbyde det - retfærdighed.

Alt dette er altså "Imperiet". De loyale forbundsfæller, den frastødende magtophobning, den gigantiske afstand mellem dem, der træffer beslutningerne og dem, der må lide under dem.
Vores kamp, vores mål, vores vision om en anden verdensorden må derfor være at eliminere denne afstand.

Og hvordan bekæmper vi så "Imperiet"?
F virkeligheden klarer vi os slet ikke så ringe endda. Vi har faktisk sejret op til flere gange. Især i Latinamerika. I Bolivia har vi Cochabamba. I Peru var der opstanden i Arequipa, og i Venezuela holder præsident Hugo Chavez stadig skansen på trods af den amerikanske regerings ihærdige anstrengelser på at vælte ham.
Og verdens øjne hviler på det argentinske folk, som nu prøver at genopbygge et land af de ruiner, som IMF efterlod sig.
I Indien er bevægelsen mod korporativ globalisering så småt begyndt at vokse sig stærk nok til at tage kampen op mod den religiøse fascisme.
Og hvad den korporative globaliserings strålende ambassadører angår - Enron, Bechtel, WorldCom, Arthur Andersen - tja, hvor var de sidste år, og hvor er de i dag?
Mens man i Brasilien spørger: Hvem var præsident sidste år, og hvem er præsident nu?

Alligevel kan vi ikke sige os fri for at have vores mørke stunder. Vi ved, at der under dække af krigen mod terrorisme, arbejdes hårdt på sagen af de fine mænd i jakkesæt.
Mens bomberne regner ned over os og cruise-missilerne hvisler hen over himlen, har man travlt med at underskrive kontrakter, registrere patenter, lægge olieledninger, udplyndre naturrigdomme og privatisere drikkevand, alt imens George Bush planlægger at gå i krig mod Irak.
Hvis vi betragter konflikten som en direkte konfrontation mellem "Imperiet" og dem af os, som modarbejder det, så kan det umiddelbart se ud, som om vi taber.
Men der er også en anden måde at betragte det på. Vi har måske ikke standset "Imperiets" fremmarch - endnu - men vi har så at sige belejret det. Vi har fået det til at smide masken og tvunget det ud i det åbne. Og nu står det foran os på verdens scene i al sin skændige, brutale nøgenhed.

"Imperiet" kan meget vel gå i krig, men det har vovet sig ud i det åbne nu og har vist sit grimme fjæs. Og selv dets eget folk væmmes ved synet. Det varer ikke længe, før flertallet af den amerikanske befolkning bliver vores allierede.
For kun få dage siden demonstrerede en kvart million mennesker i Washington mod en krig mod Irak. Og hver dag kommer der flere til.
Før den 11. september 2001 havde Amerika en hemmelig historie. En historie skjult især for sit eget folk. Men nu er historien kommet for dagens lys. Den er blevet almenviden. Noget alle snakker om.
I dag ved vi, at samtlige argumenter, der bruges for at fremskynde krigen mod Irak, er det pure opspind. Det mest latterlige af de mange argumenter er dog, at den amerikanske regering af sit hjertes godhed skulle føle sig forpligtet til at indføre demokrati i Irak. Men at slå folk ihjel for at redde dem fra diktatur eller ideologisk fordærv er selvfølgelig en gammel amerikansk disciplin, og gamle dyder forgår ikke så let.

På den ene side er der ingen tvivl om, at Saddam Hussein er en hensynsløs diktator og morder (hvis værste overgreb blev støttet af både USA og Storbritannien), og at Irak ville være bedre hjulpet uden ham.
På den anden side er der heller ingen tvivl om, at verden ville være bedre hjulpet uden en vis præsident Bush, der på sin vis er langt farligere end Saddam Hussein.
Men betyder det, at vi skal bombe ham ud af Det hvide Hus?
Det er helt tydeligt, at Bush er fast besluttet på at gå i krig mod Irak - uanset kendsgerningerne, uanset verdensopinionen. Uanset om USA så selv skal fabrikere de kendsgerninger, der skal til for at skaffe sig allierede.
Paradenummeret med våbeninspektørerne viser blot den amerikanske regerings forskruede opfattelse af, hvad de anser for international etikette, og kan ikke opfattes som andet end et forsøg på at holde bagdøren på klem for eventuelle allierede, der måtte komme til i sidste øjeblik, eller måske som en slags smutvej for FN.
Men uanset hensigter og formål, så er den nye krig mod Irak begyndt.

Hvad kan vi gøre?
Vi kan granske vores hukommelse, vi kan lære af vores historie. Vi kan fortsætte med at opbygge den folkelige modstand, indtil den bliver et øresønderrivende brøl.
Vi kan gøre krigen mod Irak til et udstillingsvindue for den amerikanske regerings overgreb.
Vi kan udstille George Bush og Tony Blair - og deres allierede - som de feje børnemordere, vandforgiftere og tøsede langdistancebombemænd de er.
Vi kan genopfinde civil ulydighed på en million forskellige måder. Vi kan i det hele taget genere dem så meget, som vi overhovedet kan.

Når George Bush siger, "enten er I med os, eller også er I med terroristerne," kan vi sige "nej, tak." Vi kan lade ham vide, at verdens befolkning ikke anser det for sin opgave at skulle vælge mellem en knarvorn Mickey Mouse og nogle mavesure mullaher.
Vores strategi skal være ikke blot at imødegå "Imperiet", men at belejre det. At berøve det ilten. At skamme det ud. At håne det. Med vores kunst, vores musik, vores litteratur, vores stædighed, vores glæde, vores intelligens, vores ubarmhjertige argumentation - og vores evne til at fortælle vores egne historier. Historier som er anderledes end dem, man forsøger at hjernevaske os til at tro på.

Den korporative revolution vil kollapse, hvis vi nægter at købe det, de sælger - deres ideer, deres version af historien, deres krige, deres våben, deres forestilling om nødvendighed.
Husk på, at vi er mange, og de er kun få. De behøver os mere, end vi behøver dem.
En ny verden er ikke blot mulig, den er allerede på vej. På en stille dag, kan jeg høre den trække vejret.

Arundhati Roy: Confronting Empire
January 28, 2003 Porto Alegre, Brazil

Arundhati Roy er en verdensberømt indisk forfatter. Født i 1959 i Shillong, Meghalaya. Skriver på engelsk.
Dette er Roys indlæg ved World Social Forum 3 i Porto Alegre.
Oversat af Klavs Brøndum til Weekendavisen 07.02.03.

- End -