Asien og 'krigen mod terror'
 

Tilbageblik på "Krigen imod terror"

Erobringen af Sydvest-Asien

Af Pepe Escobar

Asia Times 7. okt. 2005

Nedenstående er en stærkt forkortet og frit oversat gengivelse af Escobars artikel. Formålet har først og fremmest været en præsentation af forfatterens synspunkter hvorved en mere omfattende dokumentation og argumentation i artiklen er udeladt.
Hans Pendrup

Hele artiklen kan læses her (eng)
'War On Terror' Revisited

Bush's Executive Order 13303 - der garanterer at en hvilkensomhelst "retslig process" imod ethvert amerikansk selskabs interesser, der på nogen måde har at gøre med Iraks olje, "skal erklæres død og magtesløs", blev nyligt fornyet.
For globale kynikere er dette faktisk det egentlige sigte med "krig imod terror".

Opbakning til Osama bin Laden

Selv før Katrina var der en ubehagelig fornemmelse - ikke blot i Mellemøsten - af, at Bush administrationen i virkeligheden understøttede Osama bin Laden og det på amerikanske skatteyderes bekostning, der med $300 mia. var i færd med at forvandle Irak til den foretrukne træningsbase for al-Qaeda. Så hvad drejer denne "krig imod terror" sig i virkeligheden om?

NATO-soldater Kabul

Fra dette års begyndelse er den første Bush administrations "krig imod terror" lige så stille gået over til at blive det, som den antoges at betyde oprindeligt: erobringen af Eurasia og på kortere sigt, Sydvest Asien. Konturerne af den nye religion blev omhyggeligt tilrettelagt af Washington.

Den neokonservative Robert Kagan, der er medstifter af det ultra-høge orienterede Project for the New American Century (PNAC) , var en af de første til at indrømme, at det hele var et spørgsmål om branding (varebetegnelse). Kagan var henrykt over, at Bush havde overtaget den meget snævre fortolkning af "krigen imod terror" som anledning til at kaste sig ud i det begrebsmæssigt grænseløse hav, der er forbundet med et (paradoksalt) "demokrati påtvunget med magt". Kagan hævdede, at dette nye paradigme var mere "realistisk" og indebar bedre muligheder for at vinde global støtte.

Hvilket i betragtning af rekationerne i både Europa og Rusland næppe var tilfældet . . .

Under alle omstændigheder var der udfra Washingtons synsvinkel ikke længere nogen mening i at føre en "krig imod terror" som svar på en angivelig radikal islamistisk trussel. Den (oprindelige) ide var - og hvad skulle den ellers være - messiansk: verden måtte indstille sig på at blive bøjet og formet i overensstemmelse med Amerika´s forestillinger. Men i når det kom til stykket så forkastede selv amerikanere - tre ud af hver fire, iflg. de seneste meningsmålinger - den nye varebetegnelse (branding), kraftigt opbakket af PNAC, the American Enterprise Institute, Hudson Institute, the Washington Institute for Near East Policy og andre højreorienterede tænke-tanke - der på intet tidspunkt har taget sigte på Washington´s allierede, hvor usmagelige de end måtte være, men kun på Washington´s erklærede fjender . . .

Men om muligt endnu mere afgørende: enhver diplomatisk eller juridisk uenighed med USA i forbindelse med international lov anses for et sådant "angreb", eller en form for "assymmetrisk krigsførelse". Så det, at angribe USA diplomatisk kan også anses for en terror handling. Og dertil kommer den nye CIA "license to kill" nårsomhelst, over hele verden, uden nogen form for kontrol - med missil-bevæbnede droner, der allerede har gennemført udvalgte drab i Pakistan, Afghanistan ogYenem.

Problemet for Washington - i betragtning af den betydelige risiko der er forbundet med en væbnet intervention - er blevet forsøgt løst med de såkaldte "farve revolutioner" eller "franchised revolutions" (Serbien, Georgien, Ukraine, Libanon m.v.).

De "udliciterede revolutioner" som blev manipuleret af organisationer som the National Endowment for Democracy (NED), en akronym syndflod af "demokratiske" organisationer bemandet med neokonservative og fortalere for neoliberalisme - som den ukrainske "orange" model - ved at overtage lande under brug af en massiv fotogen PR kampagne ledsaget af manipulering af krav om "demokrati" og frihed, der altid skaber illusion om, at hele befolkningen er forenet. Hele befolkningen var ikke forenet i Ukraine, ligesom den heller ikke var forenet bag "Ceder" revolutionen i Libanon (af kynikere kaldet Gucci revolutionen).

De endelig formål med "udliciterede revolutioner" og "demokrati fremme" er at erstatte de traditionelle eliter i de gamle amerikanske eller russiske satrapier (statholderstyre) såvel som tidligere fjendtlige regimer, med et nyt kuld af genetisk programerede neo-liberale politikere, trænet og uddannet i USA. Men dette er sandsynlig vis kun en facade. De virkeligt afgørende spørgsmål handler om at drive amerikanske militærbaser, der nu er plantet i 138 lande over hele verden.


Bekæmpelse af arabisk nationalisme

For Washington er den virkelige fjende ikke islamisk fundamentalisme: det er arabisk nationalisme. I årtier har det endelige mål for israelsk udenrigspolitik været at så uenighed blandt arabere. Verdslig arabisk nationalisme er den afgørende trussen for Israel, og dermed for USA, iflg. neokonservativ tænkning. Sagens kerne er ikke religion: det er politik.

Progressive arabiske intellektuelle understreger at Washington-Jerusalem aldrig vil tolerere forenede arabiske lande. De betoner, at ideen om et Stor Mellemøsten er ren strategisk trussel med henblik på at "eliminere enhver form for arabisk eller muslimsk enhed, der anses for at være en trussel imod amerikansk strategi og for dets strategiske allierede, Israel.

I den arabiske verden frygter man, at Irak´s død vil være ensbetydende med den arabiske nationalismes død. Irak´s arabiske identitet trues således at tre småstater baseret på etnisk religiøse forskelle vil blive skabt. Antoine Basbous, direktør for det parisisk lokaliserede Observatory of the Arab Countries forudser, at dette mønster vil blive gentaget over hele Mellemøsten.

Hvad er terror?

Da "krigen imod terror" som mantra blev formuleret, blev det hele forenklet med henblik på at blive solgt til den amerikanske og verdens offentlige mening. Det var meget lettere at markedsføre en krig imod al-Qaeda - fremstillet som et bundt formørkede arabere og Wahabi freaks uden anden dagsorden en ondsindet ødelæggelse af the American Way of Life - end at fortælle verden om det det faktiske forhold: som araberne ser det, dette er en krig imod arabiske nationalister, der rummer en lang liste over omfattende dokumenterede klagepunkter og udbytning og et meget klart, konkret sæt af krav: selvbestemmelse i alle dens former over hele den arabiske verden og tilendebringelse af udenlandsk besættelse, dominans og indblanding.

Et af de vigtigste resultater af en undersøgelse fra Center for Strategic Studies ved the University of Jordan er tilintetgørende. Den almindelige mening på de arabiske gader opfatter ikke konflikten som "et sammenstød mellem civilisationer"; de identificerer deres trængsler som en direkte konsekvens af britisk kolonialisme og amerikansk udenrigspolitik.

I Mellemøsten defineres "terrorisme" for over 85% af befolkningen i fire af de fem lande, der blev meningsmålt (64% i Libanon), at den amerikanske krig imod Irak er en terrorhandling. Halvfems procent i alle de målte lande siger, at Israels drab på palestinensiske civile er terrorisme. Hamas og Hezbollah er ikke terroristgrupper: de betragtes som legitime modstandsorganisationer. Befolkningernes flertal har kun et simpelt ønske: hvis bare amerikanerne ville blande sig udenom.

Det vil næppe ske, især fordi den neokonservative fortælling stadig er den samme. Det hele drejer sig om erobring af Sydvest Asien. Men den tidligere forståelse af "krig imod terror" kan altid graves frem - især efter London bombningerne - eller til at oparbejde hysteri som grundlag for angreb på Syrien eller Iran. Teknikken er altid den samme paranoia kampagne. Varsler om forestående nye 11 sept angreb. Som Dick Cheney selv har bekendtgjort, ligesom krigen imod kommunisme, vil "krigen imod terror" fortsætte i årtier.

Kurs imod Damascus

En jernkæde er med den samme teknik langsomt og omhyggeligt under udarbejdelse af Washington høge mellem Syrien, Iran (under dens nye "hardline" præsident), den sunni irakiske modstand og palestinensisk nationalisme, der alle stemples som "terrorister". I Irans tilfælde er der den sædvanlige henvising til masseødelæggelsesvåben, som blev konstrueret i Iraks tilfælde.

Syrien, det svage led, er det næste Washington mål for destabilisering i de næste få måneder. Grunden er ligetil: Syrien er stadig forbundet med ikke-sekterisk arabisk nationalisme, og desuden det eneste land i regionen, der endnu ikke er bukket under for amerikansk-israelsk pres. På samme tid vil Washington dramatisk øge presset på Iran i den Internationale Energi Agency (IAEA) inden udgangen af 2005; processen kan føre til et forebyggende angreb på Irans atomfaciliteter før udgangen af Bush´ termin. "Non-compliance" er den magiske undskyldning - som Washington ønsker at IAEA skal formidle til FN's Sikkerhedsråd - der er i stand til at retfærdiggøre et forebyggende angreb.

Det drejer sig stadig om "faldende dominobrikker": først Irak, derefter Syrien og Iran, tilsidst Palestinenserne; det endelig resultat ville blive amerikansk dominans over hele Mellemøsten, for såvidt angår den neokonservative doktrin. Der er i dette tilfælde ingen tvivl om den akse, som kan forventes at profitere: det fundamentalistiske kristne højre, den magtfulde jødisk-amerikanske lobby og størstedelen af det industrielt-militære kompleks. Dette "nye" Stor Mellemøsten ville i sin verdensforståëlse repræsentere den overvældende sejr for den kristent-jødiske verden over Islam. Mere end nogensinde synes den fejlagtige teori om "clash of civilizations" at være levende og aktiv.

Scenariet har udviklet sig enormt kompliceret i kraft af valget af den af Ayatollah Ali Khamenei velsignede Mahmud Ahmadinejad som præsident i Irak - hvilket bl.a. betyder, at Irans atomprogram ikke vil blive skrottet - og en samtidig iransk sejr i Irak i henseende til strategisk indflydelse.

Begge disse udviklinger, indbebærer på forskellige planer, tilbageslag af Amerika´s for Irak eventyr. I det virkelige liv antyder de også, at en ivasion af Iran er totalt umulig. Et angreb på Iran ville fremkalde en øjeblikkelig gengældelse inde Irak. I den enorme iranske udenlandsk bosatte gruppe (diaspora) er en ting sikkert. Iran vil uundgåeligt blive en atommagt, uanset hvad amerikanerne gør. Og diplomater er enige om, at dets strategiske indflydelse på et shi´itisk domineret Irak ikke vil ophøre. Saudi Arabien har gjort det klart, at i tilfælde af at Iran bliver en atommagt, vil det gøre det samme. Al Qaeda og jihad tågen kunne gøre det, der er værre end at afvente og forsøge at overtage et atombevæbnet Saudi Arabien.

Stærkt forkortet og frit oversat af Hans Pendrup

- End -