Pakistan
 

Destabiliseringen af Pakistan

Af Michel Chossudovsky
Global Research 31. december 2007

Chossudovsky

Mordet på Benazir Bhutto har skabt betingelser, som bidrager til den fortsatte destabilisering og fragmentering af Pakistan som nation.



Den amerikansk-sponserede ’regimeskifte’-proces, som normalt består af dannelsen af en frisk marionetregering med nye ledere, er blevet brudt op. General Pervez Musharaf, der er dybt miskrediteret i den offentlige opinion i Pakistan, kan ikke forblive ved magten. Men samtidig vil fupvalgene, der støttes af det ’internationale samfund’, og som er fastsat til januar 2008 (nu udskudt til 18. februar, KP), ikke blive accepteret som legitime, selvom de gennemføres, og vil derfor ende i en politisk hårdknude.

Der er tegn på, at mordet på Benazir Bhutto på forhånd var ventet af amerikanske embedsmænd:

”Det har i månedsvis været kendt, at Bush-Cheney-administrationen og dens allierede har manøvreret for at styrke deres politiske kontrol med Pakistan for at bane vej for udvidelsen og uddybningen af ’krigen mod terror’ over hele regionen.
Forskellige amerikanske destabiliseringsplaner, som har været embedsmænd og analytikere bekendt i måneder, har foreslået at omstyrte det pakistanske militær …
Mordet på Bhutto ser ud til at være ventet. Der har tilmed været beretninger om ’sladder’ blandt amerikanske embedsmænd om de mulige drab på enten Pervez Musharaf eller
Benazir Bhutto, længe før de faktiske attentatforsøg fandt sted.”
(Larry Chin, Global Research, 29. december 2007)


Politisk hårdknude

‘Regimeskift’ med henblik på at sikre kontinuitet under militært herredømme er ikke længere en hovedretning for amerikansk udenrigspolitik. Pervez Musharrafs regime kan ikke opretholdes. Washingtons udenrigspolitiske kurs er aktivt at fremme den politiske fragmentering og balkanisering af Pakistan som nation.

En ny politisk ledelse planlægges, men den vil efter al sandsynlighed have en meget anderledes skikkelse end tidligere amerikansk-sponserede regimer. Det kan forventes, at Washington vil presse på for at sikre en politisk ledelse af medløbere, uden forpligtelser over for de nationale interesser, en ledelse, som vil tjene USA's imperialistiske interesser, mens det samtidig under ’decentraliseringens’ banner vil bidrage til at svække centralregeringen og til at slå Pakistans skrøbelige føderale struktur i stykker.

Den politiske hårdknude er tilsigtet. Den er en del af en amerikansk udenrigspolitisk dagsorden, som er ved at folde sig ud, der fremmer ødelæggelse og kaos i den pakistanske stats strukturer. Det pakistanske militærs og efterretningstjenestens indirekte styring skal erstattes med mere direkte former for amerikansk indblanding, indbefattet en udvidet amerikansk militær tilstedeværelse i Pakistan selv.
En udvidet militær tilstedeværelse dikteres også af den geopolitiske situation i Mellemøsten-Centralasien og af Washingtons planer om at udvide krigen i Mellemøsten til et langt større område.

USA har adskillige militærbaser i Pakistan. Det kontrollerer landets luftrum. Ifølge en nylig rapport ”forventes amerikanske specialstyrker at udvide deres tilstedeværelse i Pakistan meget betydeligt, som en del af en bestræbelse på at træne og støtte indfødte kontra-kræfter og hemmelige antiterror-enheder. " (William Arkin, Washington Post, december 2007) 

Den officielle begrundelse og påskuddet for øget militær tilstedeværelse i Pakistan er at udvide ’krigen mod terror’. Samtidig puster Washington også sin fordækte støtte til ’terroristerne’ op for at retfærdiggøre sit anti-terror-program.


Balkanisering af Pakistan

Allerede i 2005 forudså en rapport fra US National Intelligence Council og CIA en ‘Jugoslavien-lignende skæbne’ for Pakistan ‘i et årti med landet martret af borgerkrig, blodsudgydelser og rivalisering mellem de forskellige provinser, som det er set for nylig i Baluchistan.” (Energy Compass, 2. marts 2005)

Ifølge NIC-CIA er Pakistan bestemt til at være en ‘fejlslagen stat’ i 2015, ’da det vil være ramt af borgerkrig, fuldstændig talebanisering og kampen for kontrollen med dets atomvåben’. (Citeret af den tidligere pakistanske højkommissær til UK Wajid Shamsul Hasan, Times of India, 13. februar 2005): ”Gryende demokratiske reformer vil kun skabe ringe forandring konfronteret med modstand fra en fasttømret politisk elite og radikale islamiske partier. I et klima af fortsat indre uro vil centralregeringens kontrol formodentlig blive indskrænket til hjertelandet i Punjab og det økonomiske centrum Karachi,” citerede denne tidligere diplomat NIC-CIA-rapporten for at sige.
Med bange anelser spurgte Hasan: ”Arbejder vores militære herskere ud fra en tilsvarende dagsorden eller noget, som er lagt frem for dem i diverse tilstandsrapporter gennem årene fra National Intelligence Council i samarbejde med CIA?” (Ibid)

Kontinuitet, karakteriseret ved det pakistanske militærs og efterretningsvæsens dominerende rolle, er blevet forkastet til fordel for politisk opsplitning og balkanisering.

Ifølge NIC-CIA’s scenario, som Washington ønsker gennemført ”vil Pakistan ikke let komme sig over årtier med politisk og økonomisk mishandling, splittende politik, lovløshed og etniske spændinger.” (Ibid.)

Den amerikanske linje består i at fremfostre sociale, etniske og fraktionelle opdelinger og politisk opsplitning, indbefattet Pakistans territorielle opløsning. Denne handlingsvej dikteres ligeledes af de amerikanske krigsplaner både med hensyn til Afghanistan og Iran.

Den amerikanske dagsorden for Pakistan ligner den, som gennemføres over hele den bredere mellemøstlige og centralasiatiske region. Den amerikanske strategi, der understøttes af hemmelige efterretningsoperationer, består i at opildne etniske og religiøse stridigheder og fremelske og finansiere splittelsesbevægelser, samtidig med at centralregeringernes institutioner svækkes.

Det større mål er at opsplitte nationalstaten og trække nye grænser for Irak, Iran, Syrien, Afghanistan og Pakistan.


Pakistans olie- og gasreserver
 
Pakistans udstrakte olie- og gasreserver, som især findes i provinsen Baluchistan, betragtes – ligesom dets korridorer af olierørledninger – som strategiske af den anglo-amerikanske alliance og nødvendiggør den medfølgende militarisering af det pakistanske territorium.

Baluchistan omfatter mere end 40 procent af Pakistans landmasse, besidder vigtige reserver af olie og naturgas og omfattende mineralressourcer.
Den iransk-indiske rørlednings-korridor er planlagt til at gå igennem Baluchistan. Baluchistan besidder også en dybhavs-havn, stort set finansieret af Kina, som er placeret ved Gwadar ved Det Arabiske Hav, ikke så langt fra Hormuz-strædet, hvor 30 % af verdens daglige olieforsyning går igennem enten med skib eller rørledning. (Asia News.it, 29. december 2007)

Pakistan har anslået 25,1 billioner kubikfod (Tcf) konstaterede gasreserver, hvoraf 19 billioner befinder sig i Baluchistan. Blandt de udenlandske olie- og gas-selskaber i Baluchistan er BP, Italiens ENI, Østrigs OMV og Australiens BHP. Det er værd at bemærke, at Pakistans statslige olie- og gasselskaber, indbefattet PPL, som har den største andel i Sui-oliefelterne i Baluchistan, er ved at blive privatiseret under supervision af IMF og Verdensbanken.

Ifølge Oil and Gas Journal (OGJ) har Pakistan konstaterede olie-reserver på 300 millioner tønder, hvoraf de fleste er i Baluchistan. Andre overslag vurderer Baluchistans oliereserver til omkring seks billioner tønder on-shore og off-shore. (Environment News Service, 27. oktober 2006)


Skjult støtte til Baluchistans separatister

Baluchistans strategiske energireserver har indflydelse på den separatistiske dagsorden. Der er tegn på, at oprøret i Baluchistan følger et velkendt mønster og støttes og fremmes af UK og USA.

Baluchistans nationale modstandsbevægelse daterer sig tilbage til slutningen af 40’erne, da Baluchistan blev invaderet af Pakistan. I den nuværende geopolitiske kontekst er løsrivelses-bevægelsen ved at blive overtaget af fremmede magter.
Britisk efterretningstjeneste forsyner angiveligt skjult støtte til baluchi-separatister (som fra starten har været undertrykt af det pakistanske militær). I juni 2006 beskyldte Pakistans forsvarskomite i senatet britiske efterretningsfolk for ’at fremme oprøret i naboprovinsen til Iran’ (Baluchistan). (Press Trust of India, 9. august 2006) 
Ti britiske parlamentsmedlemmer deltog i et lukket møde i denne senatskomite angående den påståede støtte fra UK’s Secret Service til baluchi-seperatister (Ibid.). Der findes også relevante rapporter om CIA- og Mossad-støtte til baluchi-oprørere i Iran og det sydlige Afghanistan.

Det ser ud, som om UK og USA støtter begge sider. USA forsyner det pakistanske militær med amerikanske F-16-fly, som anvendes til at bombe baluchi-landsbyer i Baluchistan. Samtidig bidrager den påståede britiske hemmelige støtte til løsrivelses-bevægelsen (ifølge den pakistanske senatskomite) til at svække centralregeringen.
Det erklærede formål med den amerikanske kontra-terrorisme er at give skjult støtte og træning til ‘befrielseshære’, i sidste ende med henblik på at destabilisere suveræne regeringer. I Kosovo var uddannelsen af Kosovos Befrielseshær (KLA) i 90’erne betroet et privat lejesoldat-selskab, Military Professional Resources Inc., der havde kontrakt med Pentagon.

Baluchistans Befrielseshær (BLA) ligner til en vis grad Kosovos KLA, som blev finansieret af narkohandel af CIA og Tysklands Bundes Nachrichten Dienst (BND).
BLA dukkede op kort efter militærkuppet i 1999. Den har ingen synlige forbindelser med modstandsbevægelsen i Baluchistan, som udviklede sig fra sidst i 1940’erne. En aura af mystik omgærder BLA’s ledelse.

Baluch - Pakistan

Baluch-befolkningen markeret med lyserødt – i Iran, Pakistan og det sydlige Afghanistan

Washington g år ind for skabelsen af et ‘Stor-Baluchistan’, som skulle integrere de baluchiske dele af Pakistan med dem i Iran og muligvis også den sydligste del af Afghanistan, hvormed der skulle opstå en politisk opdeling af både Iran og Pakistan.
“USA bruger baluchisk nationalisme til at anstifte et oprør i den iranske Sistan-Baluchistan-provins. ’Krigen mod terror’ i Afghanistan giver et nyttigt politisk bagtæppe for fremvæksten af baluchi-militans.” (Se Global Research, 6. marts 2007)

Militærforskeren oberstløjtnant Ralph Peters foreslår i klare vendinger i The Armed Forces Journals juni-nummer 2006, at Pakistan skal splittes op, hvad der skulle føre til dannelsen af et separat land, ’Stor-Baluchistan’ eller ’Det Fri Baluchistan’ (Se nedenstående kort). Sidstnævnte skulle sammensmelte de pakistanske og iranske baluchi-provinser til en enkelt politisk enhed.

Ifølge Peters skulle Pakistans Nordvestlige Grænseprovins (North West Frontier Province, NWFP) integreres i Afghanistan ‘på grund af dets sproglige og etniske slægtskab’.  Denne foreslåede opspaltning, som i det hele afspejler amerikansk udenrigspolitik, ville reducere pakistansk territorium til hen ved 50 procent af det nuværende landareal. Pakistan ville også miste en stor del af dets kystlinje ved Det Arabiske Hav.

Skønt kortet ikke officielt afspejler Pentagon, har det været brugt ved et træningsprogram ved NATO’s forsvarskollegium for højerestående militærofficerer. Dette kort har som andre lignende sandsynligvis været brugt af Det Nationale Krigsakademi og af militære planlægger-kredse. (Se Mahdi D. Nazemroaya, Global Research, 18. november 2006) 
“Oberstløjtnant Peters tjenestegjorde til sidst, før han vendte tilbage til kontoret hos den næstkommanderende for efterretningstjenesten i det amerikanske forsvarsministerium, og har været en af Pentagons fremmeste forfattere med talrige skrifter om strategi og amerikansk udenrigspolitik til militærtidsskrifter.” (Ibid.)

Det er værd at notere, at løsrivelsestendenser ikke er begrænset til Baluchistan. Der er separatist-grupper i Sindh-provinsen, som klart grunder sig på opposition til general Pervez Musharrafs punjabi-dominerede militærregime. (For detaljer se Selig Harrisson, Le Monde diplomatique, oktober 2006)

Nye grænser

Klik for at forstørre

Amerikansk korttegning med nyopsplittede nationer i Mellemøsten-Centralasien:
Lande der vinder territorium markeret med sort
Lande der taber territorium markeret med rødt
Lande der er uændrede markeret med gråt

”Kraftig økonomisk medicin”: Svækkelse af Pakistans centralregering

Pakistan har en føderal struktur baseret på overførsler til føderationens provinser. Under det føderale skattesystem overfører centralregeringen finansielle midler til provinserne med henblik på at støtte lokalt baserede programmer. Når sådanne overførsler indefryses, som det skete i Jugoslavien i januar 1990 på ordre fra Den Internationale Valutafond, kollapser den føderale skattestruktur:

”Statsindtægter, som skulle være gået til overførsler til republikkerne [i den jugoslaviske føderation], gik i stedet til at finansiere Beograds gæld … Republikkerne blev stort set overladt til, hvad de selv kunne finde ud af … Budgetnedskæringerne, der nødvendiggjorde en omdirigering af føderale indtægter til gældsafdrag, var afgørende for suspensionen af betalingsoverførsler fra Beograd til regeringerne i republikkerne og de autonome provinser.
Med et enkelt snuptag havde reformatorerne fremkaldt den endelige kollaps af Jugoslaviens føderale skattestruktur og dødeligt såret dets føderale politiske institutioner. Ved at afskære de finansielle blodårer mellem Beograd og republikkerne antændte reformerne løsrivelses-tendenser, som voksede i kraft af økonomiske faktorer så vel som etniske delinger, og sikrede bogstavelig talt en de facto løsrivelse af republikkerne.”
(Michel Chossudovsky, The Globalization of Poverty and the New World Order, anden udgave, Global Research, Montreal 2003, kapitel 17)

Det er bestemt ikke noget tilfælde at NIC-CIA-rapporten for 2005 forudsagde en ’Jugoslavien-lignende skæbne’ for Pakistan og henviste til virkningerne af ’økonomisk fejlstyring’ som en af årsagerne til den politiske opsplitning og balkaniseringen.
’Økonomisk fejlstyring’ (Economic mismanagement) er et udtryk, som anvendes af Washington-baserede internationale finansinstitutioner for at beskrive det kaos, som resulterer af ikke fuldt ud at følge Den Internationale Valutafonds strukturtilpasningsprogram. Men rent faktisk er den ’økonomiske fejlstyring’ og kaoset resultatet af IMF’s og Verdensbankens forskrifter, som uden undtagelse udløser hyperinflation og kaster de gældstyngede lande ud i ekstrem armod.

Pakistan er blevet underkastet samme dødelige ’økonomiske medicin’ fra IMF som Jugoslavien: Umiddelbart efter statskuppet, som i 1999 bragte general Pervez Musharraf til tops i militærregeringen, påtvang IMF Pakistan en økonomisk pakkeløsning, som omfattede devaluering af valutaen og drakoniske spareprogrammer. Pakistans udenrigsgæld er i størrelsesordenen 40 milliarder amerikanske dollars. IMF’s gældsreduktion under denne pakke var betinget af salget af de mest profitable statsejede virksomheder til udenlandsk kapital (indbefattet Baluchistans olie- og gasanlæg) til brandudsalgspriser.

Musharrafs finansminister blev udpeget af Wall Street, hvad der ikke er noget usædvanligt i. De militære herskere udnævnte på Wall Streets forlangende en vice-præsident for CitiGroup, Shaukat Aziz, som dengang var direktør for CitiGroups Global Private Banking (Se WSWS.org, 30. oktober 1999). CitiGroup er blandt de største kommercielle udenlandske bankinstitutioner i Pakistan.

Der er iøjnefaldende ligheder i karakteren af de amerikanske efterretningsoperationer, som gennemføres i land efter land i forskellige af de såkaldte ’udviklingslande’. Disse operationer under dække, indbefattet organiseringen af militærkup, er ofte synkroniseret med påtvang af IMF’s og Verdensbankens makroøkonomiske reformer. I denne henseende førte sammenbruddet for Jugoslaviens føderale skattestruktur i 1990 til massearmod og forstærkede etniske og sociale splittelser. Den af USA og NATO sponsorerede ’borgerkrig’, der blev udløst i midten af 1991, bestod i at fremelske islamiske grupper og samtidig kanalisere skjult støtte til separatistiske paramilitære hære i Bosnien, Kosovo og Makedonien.

Et lignende ‘borgerkrigs-scenario’ forudses for Pakistan af National Intelligence Council og CIA: Fra de amerikanske efterretningstjenesters synspunkt, som har en lang erfaring med at opdyrke separatistiske ‘befrielseshære’, er ‘Stor-Albanien’ for Kosovo, hvad ‘Stor-Baluchistan’ er for Pakistans sydøstlige Baluchistan-provins. Tilsvarende er KLA Washingtons udvalgte model, som skal gentages i Baluchistan-provinsen.


Mordet på Benazir Bhutto

Benazir Bhutto blev myrdet i Rawalpindi, som ikke er nogen almindelig by. Rawalpindi er en militærby, som er vært for de pakistanske væbnede styrker og den militære efterretningstjeneste (ISI). Ironisk blev Bhutto dræbt i et byområde, der blev tæt kontrolleret og bevogtet af militærpoliti og landets elitestyrker. Rawalpindi er oversvømmet af efterretningsfolk fra ISI, som altid infiltrerer politiske møder. Attentatet på hende var ikke en tilfældig begivenhed.

Uden nogen beviser, men med citater fra pakistanske regeringskilder, har de vestlige medier i kor gjort Al-Qaeda til hovedaktør, men har samtidig også fokuseret på ISI’s mulige indblanding.
Hvad ingen af disse fortolkninger nævner, er, at ISI stadig spiller en nøglerolle i at overvåge Al-Qaeda på vegne af de amerikanske efterretningsorganer.

Presserapporterne undlader at nævne to vigtige og veldokumenterede kendsgerninger:
1) ISI har tætte forbindelser til CIA. ISI er faktisk et appendiks til CIA.
2) Al Qaeda er noget, CIA har skabt. ISI forsyner Al Qaeda med hemmelig støtte på opdrag fra amerikanske efterretningsinstanser.

Al Qaedas og/eller ISI’s meddelagtighed antyder, at amerikansk efterretningsvæsen var vidende om og/eller impliceret i mordkomplottet.

America's "War on Terrorism"

Originalartikel: The Destabilization of Pakistan



Michel Chossudovsky er forfatter til den internationale bestseller America’s "War on Terrorism", Global Research, 2005. Han er økonomiprofessor ved Ottawas Universitet og direktør for Center for Research on Globalization. 






- End -