Korea: Nej til dansk krigsdeltagelse
 


STOP KRIGSØVELSERNE KEY RESOLVE OG FOAL EAGLE I KOREA

TILBAGETRÆK DANSK MILITÆR
FRA USA’S KRIGØVELSER I KOREA


Af Venskabsforeningen Danmark-DDF Korea

2. marts 2015




USA-kampvogne på vej til krigsøvelser vendt imod Nordkorea (tv.)
Sydkoreanere protesterer imod krigsøvelser (th.)

De omfattende USA-ledede krigsøvelser Key Resolve og Foal Eagle blev i dag skudt i gang i Sydkorea og farvandene omkring den koreanske halvø vendt imod Nordkorea.

Det sker beklageligvis på trods af mange advarsler fra Nordkorea, der frygter at krigsøvelsen kun vil skærpe den i forvejen spændte og konfliktfyldte situation på den koreanske halvø.

Nordkorea har for nylig foreslået en genoptagelse af nord-syd dialogen i Korea – herunder et koreansk topmøde – som en vej væk fra den farlige konfrontation i Korea. Men USA og Sydkoreas regeringer har med iværksættelse af krigsøvelserne valgt at afvise den fremstrakte hånd fra Nordkorea og i stedet skærpet den koreanske konflikt.

Krigsøvelsen er planlagt til at løbe til slutningen af april. I øvelserne deltager ca. 200.000 sydkoreanske og ca. 30.000 amerikanske soldater – herunder 6.700 USA-soldater fra baser i Japan. Endelig deltager også soldater og officerer fra USA’s tætteste allierede: Storbritannien, Canada, Frankrig, Australien og Danmark.

Fra Danmark deltager et ikke oplyst antal officerer. Det danske militære engagement i Korea sker efter anmodning fra USA, og har fundet sted uden Folketingets godkendelse siden 2009.

Krigsøvelserne Key Resolve og Foal Eagle har til formål, at demonstrere en ny strategi for angreb med avancerede amerikanske våben på militære og økonomisk strategiske områder i Nordkorea. Ligeledes skal øves en invasion hen over den koreanske demilitariserede zone ind i Nordkorea med specialenheder, der skal søge at ødelægge Nordkoreas militære hovedkvarterer og med magt søge at gennemtvinge et regimeskifte. I øvelserne indgår også procedurer i brug af atomvåben og andre masseødelæggelsesvåben.

Vi tager på det skarpeste afstand fra denne konfliktoptrapning, som USA og Sydkorea foretager med de nye krigsøvelser og kræver dem stoppet. En fortsættelse vil kun dag for dag skærpe den i forvejen farlige konflikt og konfrontation, der eksisterer i Korea. I stedet for konfrontation og krigstrusler og drømme om et nordkoreansk kollaps er der mere end nogensinde brug for genoptagelse af en Nord-Syd koreansk dialog og et ophør af stormagters indblanding i Korea.

Vi opfordrer således også den danske regering til at ophøre med at underlægge sig og deltage i USA’s stormagtsstrategi i Korea. Dansk deltagelse i USA’s militære engagement i Korea må omgående ophøre og dansk militært personale trækkes hjem, således at Danmark ikke længere medvirker til en optrapning af den farlige konflikt i Korea.



- End -