Europa
 

Kosovo – åstedet for et folkemord, der aldrig fandt sted

Af John Pilger

Kosovo (albansk Kosova) – åstedet for et folkemord, der aldrig fandt sted – er nu et voldeligt 'frit marked' i stoffer og prostitution.
Hvad fortæller dette os om det sandsynlige resultat af krigen i Irak?

Artiklen er oversat af Carsten Lundsgaard for CensurNyt - og fremsendt til danske avisredaktioner

Se
Ariklen med følgebrev på dansk (CensurNyt)

Originalartikel her

Døvstum af beviserne om den anglo-amerikanske katastrofe i Irak, burde det "humanitære" krigsparti blive kaldt til regnskab for dets glemte korstog i Kosovo, modellen for Blairs "fremadgående march mod frihed". Ligesom Irak er bliver revet fra hinanden af imperiets kræfter, blev også Jugoslavien, den multietniske stat der unikt afviste begge sider under den kolde krig.

Løgne så store som dem fortalt af Bush og Blair, blev anvendt af Clinton og Blair i deres bearbejdning af den offentlige mening for et illegalt, uprovokeret angreb på en europæisk stat. I samme stil som under opbygningen til invasionen af Irak, bestod mediedækningen i foråret 1999 af en serie af svigagtige retfærdiggørelser, begyndende med den daværende forsvarsminister William Cohen’s påstand om, "Vi har nu set, at omkring 100.000 [albanske] mænd i den militære alder savnes... de er måske blevet myrdet". David Scheffer, stort set den daværende ambasssadør for krigsforbrydelser kundgjorde, at så mange som "225.000 etniske albanere i alderen mellem 14 og 59" kunne være blevet dræbt.

Blair påberåbte sig Holocaust og "ånden fra Anden Verdenskrig". Den britiske presse fuglte stikordet op. "Flugt fra folkemord" skrev Daily Mail. "Ekkoer fra Holocaust" istemte The Sun og The Mirror. I parlamentet sammenlignede den heroiske Clair Short dem, der (som jeg selv) protesterede mod bombningen af et forsvarsløst folk med nazipropagandatører.

I juni 1999, da bombardementerne var overstået, begyndte de internationale hold af retsmedicinere at underlægge Kosovo minutiøs undersøgelse. Det amerikanske FBI ankom for at undersøge, hvad der blev kaldt "den største forbrydelsesscene i FBI’s retsmedicinske historie". Adskillige uger senere tog FBI hjem uden at have fundet en eneste massegrav. Det spanske retsmedicinske hold vendte også hjem, mens dets leder vredt beklagede sig over, at han og hans kolleger var blevet en del af "en semantisk piruet af krigspropaganda fra krigsmaskinerne, for vi fandt ikke en – ikke en – massegrav".

I november 1999 offentliggjorde Wall Street Journal resultaterne fra dets egen undersøgelse og afviste "besættelsen med massegrave". Istedet for "de store slagmarker mange undersøgere blev ledt til at forvente... er mønstret spredte drab, [hovedsageligt] i områder hvor det det seperatiske Kosovo Liberation Army har været aktivt." Journalen konkluderede, at Nato havde forøget dets påstande om serbiske slagmarker, da det så "et udmattet pressekorps drive mod den modsatte historie: Civile dræbt af Nato’s bomber... Krigen var ond, bitter, grusom. Folkemord var det ikke."

Et år senere kundgjorde the den internationale domstol for krigsforbrydelser, en institution i praksis nedsat af Nato, at det endelige antal dødsfald fundet i Kosovo’s "massegrave" var 2.788. Dette inkluderede kæmpende på begge sider og serbere og romaer myrdet af Kosovo Liberation Army. Ligesom fablerne om Iraks masseøddelæggelsesvåben, var tallene, der blev brugt af de amerikanske og britiske regeringer og gentaget af journalister, påfund – side om side med serbiske "voldtægtslejre" og Clinton og Blairs påstande om, at Nato aldrig bombede civile bevidst.

Givet kodenavnet "fase tre", inkluderede Natos civle mål offentlig transport, hospitaler, skoler, museer, kirker. "Det var almendt kendt, at Nato gik til fase tre [efter et par uger]", sagde James Bissett, den canadiske ambassadør i Beograd, under angrebet. "Ellers ville de ikke have bombet broer på søndags eftermiddage, samt markedspladser".

Natos klienter var Kosovo Liberation Army. Syv år tidligere havde USA’s udenrigsministerium udpeget KLA som en terroristorganisation på linie med Al-Qaeda. I 1999 blev KLA’s forbrydere fejret; Robin Cook, daværende udenrigsminster, tillod dem at ringe til ham på hans mobil telefon. "Kosovoalbanerne spillede os som en Stradivarius violin", skrev den tidligere FN kommandør i Bosnien, generalmajor Levis MacKenzie, sidste april. "Vi har givet tilskud til og indirekte støttet deres voldelige kampagner for et etnisk rent Kosovo. Vi har aldrig bebrejdet dem for at være gerningsmænd for vold i de tidligere 1990’ere, og vi vedbliver at fremstille dem som de udsete ofre idag, selvom beviserne peger mod det modsatte."

Udløseren for bombningen af Jugoslavien var, ifølge Nato, den serbiske delegations manglende underskrivning under Rambouillet konferencen. Hvad, der hovedsageligt gik urapporteret hen, var, at Rambouillet aftalen havde et hemeligt Annex B, som Madeleine Albrights delegation havde indsat på den sidste dag. Dette forlangte den militære besættelse af hele Jugoslavien, et land med bitre minder fra Nazi-besættelsen. Som minister for udenrigsdepartementet, Lord Gilbert, senere indrømmede for en særligt nedsat forsvarskommitte i underhuset, blev Annex B indsat bevidst for at fremprovokere et afslag.

Ligeså afslørende var et kapitel, der udelukkende handlede om Kosovos økonomi. Dette krævede en "fri markedsøkonomi" og privatiseringen af alle offentlige aktiver. Som forfatteren om Balkan, Neil Clark har pointeret: "Den sidste rest, Jugoslavien... var den sidste økonomi i det centrale Sydeuropa, der ikke var koloniseret af vestlig kapital. 'Socialt ejede virksomheder', formen af selv-ledelse indført under Tito, var stadig fremherskende. Jugoslavien havde offentlig ejede petroleum, minedrift, bil -og tobaksindustier."

Ved mødet for neoliberale høvdinge i Davos i 1999, skældte Blair Beograd ud, ikke for dets behandling af behandling af Kosovo men for dets fiasko i forhold til fuldstændigt at omfavne 'økonomisk reform'. I bombningskampagnen, der fulgte, var det statsejede virksomheder snarere end militære installationer, der udgjorde målet. Natos ødelæggelse af kun 14 kampvogne fra den jugoslaviske hær ses i forhold til dets bombning af 372 industricentre, herunder Zavasta bilfabrikken. "Ikke én udenlandsk eller privatejet fabrik blev bombet" skrev Clark.

Funderet på grundlaget af denne enorme løgn er Kosovo idag et voldeligt, kriminelt FN-administreret "frit marked" for stoffer og prostitution; arbejdsløsheden er 65 procent. Mere end 250.000 serbere, romaer, tyrkere, kroatere og jøder er blevet etnisk renset af KLA, mens Natos styrker har forholdt sig passivt. KLA mordpatruljer har brændt, plyndret eller ødelagt 85 ortodokse kirker og klostrer, ifølge FN. De retslige insitutioner er bestikkelige. "Du skød en 89-årig serbisk bestemor?" spottede en FN narkotika-funktionær "Godt for dig. Kom ud af fængslet."

Selvom Sikkerhedsrådets resolution 1244 anerkender Kosovo som en integreret del af Jugoslavien, får multinationale selvskaber tilbudt ti- og 15-årige lejekontrakter på provinsens lokale industrier og ressourcer, inklusive Trepca minerne, nogle af de righoldigste mineral depoter i verden. Til at holde opsyn med dette plyndrede, nu næsten etnisk rene "fremtids demokrati" (Blair) er 4.000 amerikanske tropper ved Camp Bondsteel, en 310 hektar permanent base af imperialistisk tilstedeværelse. Imens fortsætter rettergangen med Slobodan Milosevic som en farce. Milosevic var brutal; han var også en bankmand som engang blev anset som vestens mand, der var rede til at implementere 'økonomiske reformer' i tråd med kravene fra IMF, Verdensbanken og den Europæiske Union; til hans skade var han ikke rede til at opgive suverænitet.

Imperiet forventer intet mindre.

John Pilger, født i Australien, er uafhængig, opsøgende jounalist. John Pilger’s nye bog 'Tell Me No Lies: investigative journalism and its triumphs' udgives af Jonathan Cape.

Læs også af John Pilger på dansk hos Stop Terrorkrigen:

Tortur er nyheder, men det er ikke noget nyt

Israel: Den unævnelige kilde til terrorisme i verden

Bush eller Kerry? Vælg din foretrukne pro-krigs kandidat

Irak: Hvem er ekstremisterne?

- End -