Eurasien
 

Magtkampen i Ukraine og Amerikas strategi for global overhøjhed

af Peter Schwartz
wsws.org 23 dec. 2004
globalresearch. ca 26 dec 2004


I 1996 udgav tidligere US sikkerhedsrådgiver (for præsident Jimmy Carter) en bog med titlen The Grand Chessboard (Det Store Skakbrædt), der vakte betydelig opmærksomhed og behandlede Amerikas strategi for global overhøjhed. Med 'skakbrædtet' mente Brzezinski 'Eurasien', den enorme landmasse, der omfatter to kontinenter og rummer størstedelen af verdens befolkning.

Bogens central tese er, at "Amerikas evne til at udøve global forrang" afhænger af, hvorvidt Amerika kan forhindre "tilsynekomsten af en dominerende og antagonistisk eurasiatisk magt."
Brzezinski konkluderede derefter:
"Eurasien er således det skakbrædt, hvorpå kampen om global forrang fortsat udspilles."


Man bør huske disse linjer i forbindelse med studiet af de sidste ugers begivenheder i Ukraine. Hvis den vestligt-orienterede Viktor Jusjtjenko - en mand, der er knyttet til USA med et væld af politiske og økonomiske bånd - har held til at blive præsident, så vil USA indtage en strategisk vigtig og formentlig afgørende position på Brzezinskis skakbrædt.

Hvis man betragter amerikansk udenrigspolitik overfor Rusland gennem de sidste 15 år som helhed, så finder man en bemærkelsesværdig konstant. Uafhængigt af de bilaterale relationers op- og nedture - nogle gange nære, ved andre lejligheder anstrengte - har USA systematisk arbejdet på at 'inddrage' den samling af stater, der udsprang af Sovjetunionens sammenbrud.
Efter at Sovjetunionen gennem mere end fire årtier havde udgjort den vigtigste hindring for amerikansk imperialismes ubegrænsede dominans, var det nu altafgørende for USA at sikre sig, at Rusland under ingen omstændigheder nogensinde ville blive i stand til at spille noget, der ligner en tilsvarende rolle.

Den første Irakkrig i 1991 underminerede allerede i vid udstrækning Moskvas indflydelse i Mellemøsten. Den samme proces fandt sted i Balkan efter krigen imod Serbien i 1999 på Balkan. I 2001 etablerede USA i sammenhæng med Afghanistan-invasionen for første gang militærbaser i tidligere Sovjetrepublikker og markerede sig med tilstedeværelse i Central-Asien.
Siden da har Uzbekistan, Tajikistan, Kirgisistan og i nogen udstrækning Azerbaijan allieret sig med USA. For et år siden hjalp de et rabiat pro-vestligt regime til magten i Georgien. I Europa har de fleste medlemmer af den tidligere Warschawa pagt, inklusive de tidligere baltiske sovjetrepublikker, nu tilsluttet sig NATO og EU. Hvis Ukraine nu går over til den vestlige lejr, vil Rusland stort set blive isoleret.

I sin syv år gamle bog havde Brzezinski allerede i denne forbindelse refereret til Ukraines relevans. Dets løsrivelse, skrev han, ville drastisk beskære Ruslands geopolitiske valgmuligheder:
"Selv uden de baltiske lande og Polen kunne et Rusland, der bibeholdt kontrol over Ukraine,stadig søge at blive leder af et selvsikkert eurasiatisk imperium ... Men uden Ukraine og dets 52 mio slaviske fæller, ville ethvert forsøg fra Moskvas side på at genopbygge det eruasiatiske imperium sandsynligvis efterlade Rusland alene og indviklet i langvarige konflikter med de nationalt og religiøst opflammede ikke-slaver, hvor krigen med Tjetjenien simpelthen udgør det første eksempel."

Stratfor News Web Site (Strategic Forecasting), der har nære forbindelser til det amerikanske efterretningsvæsen, genoplivede denne analyse i forbindelse med den aktuelle magtkamp i Ukraine. I en analyse af nylige begivenheder konkluderer Stratfor, at løsrivelsen ikke alene svækker Moskva, hvad angår udenrigspolitik, men også at, "uden Ukraine er Ruslands politiske, økonomiske og militære overlevelsesmulighed på i farezonen."
Stratfor-rapporten fortsætter: "At sige, at Rusland er ved et vendepunkt. er en grov underdrivelse. Uden Ukraine er Rusland dømt til et pinefuldt skred ud i geopolitisk forældethed, måske endda ikke-eksistens."

Med omkring 50 mio indbyggere er Ukraine næstefter Rusland langt den største af Sovjetunionens efterfølger-stater. Rusland har omkring tre gange så mange indbyggere. Ukraine er forbundet med Rusland ikke blot i kraft af en langvarig fælles historie, der strækker sig tilbage til Kiev Rus i det niende århundrede, men også i form af tætte økonomiske relationer. Rusland er langt den største handelspartner. I løbet af de sidste 300 år var den største del af nutidens Ukraine enten russisk eller sovjetisk territorium, eller begge dele. I denne periode fandt en betydelig befolknings-udveksling sted. Sytten procent af den ukrainske befolkning er af russisk afstamning, og næsten halvdelen af befolkningen taler russisk. Det østlige Ukraines sværindustri, der er udviklet under det sovjetiske regime, er nært forbundet med sin modpart. Opløsningen af disse forbindelser vil få ødelæggende konsekvenser for begge lande.

En yderligere faktor er Ukraines strategiske betydning. Firs procent af russisk gas- og oljeeksport til Europa - dets vigtigste kilde til udenlandsk valuta - strømmer gennem ukrainske rørledninger. Den russiske flådes hovedbase, Sevastopol, er også placeret på ukrainsk nationalt territorium.

"Det vil ikke være nødvendigt med en krig for at skade russiske interesser, en ændring i Ukraines geopolitiske orientering er tilstrækkeligt."
Et vestliggjort Ukraine vil ifølge Stratfor "ikke så meget være en daggert rettet imod Ruslands hjerte, som det vil være et trykluftbor i konstant funktion".
En mulig konsekvens er ifølge Stratfor en mere aggressiv udenrigspolitik fra Ruslands side samt kraftige indenrigspolitiske chock under hvilke "millioner af mennesker kan miste livet."

Paralleller til Balkan er indlysende her. Opbrydningen af Jugoslavien efterlod landet i ruiner, ødelagt af vedholdende etniske spændinger og had, der regelmæssigt bryder ud som vold. Korrupte regimer med forbindelser til organiseret kriminalitet er fremherskende, og bitter fattigdom og arbejdsløshed er udbredt. Tyskland og USA gik til yderligheder for at fremkalde Jugoslaviens fald, ved at støtte Sloveniens, Kroatiens og Bosniens uafhængighed. De ministater, der var resultatet af opbrydningen af Jugoslavien, er ude af stand til uafhængig økonomisk og politisk eksistens, men kan imidlertid manipuleres og kontrolleres af stormagterne, som de ønsker det.

Krigen imod resterne af Jugoslavien havde til formål endelig at tilintetgøre den sidste tiloversblevne politiske struktur i regionen, der opretholdt en vis politisk uafhængighed - uanset Milosevic regimets reaktionære karakter. Det er karakteristisk, at den bevægelse, der i sidste instans bragte det pro-EU og amerikansk-orienterede regime til magten i Belgrad, nu tjener som model for oppositionen i Kiev.

Sikring af indflydelse på Ukraine

Gennem lang tid har målet for amerikansk udenrigspolitik været at drive en kile ind imellem Rusland og Ukraine og drage sidstnævnte ind i NATO. (Jeg vil ikke i denne forbindelse inddrage de europæiske magters rolle; det kræver en særskilt artikel.)

I 1997 henviste Brzezinski i sin bog til "den voksende amerikanske tilbøjelighed, især i 1994, til i høj grad at prioritere hjælp til Ukraine med at opretholde dets nye nationale frihed."

I januar 2004 gav den amerikanske ambassadør i Kiev, Carlos Pascual, en forelæsning i Centre for Strategic and International Studies i Washington om amerikansk-ukrainske relationer. Han stillede spørgsmålet: "Burde Ukraine høre til i det euro-atlantiske fællesskab?" og svarede uden reservation bekræftende.

John Herbst, der afløste Pascual som ambassadør i september 2004 pegede på det samme under sin tiltrædelseshøring for en amerikansk senatskomite. Han erklærede, at "Sikring af Ukraines integration i det euro-atlantiske fællesskab" var et kritisk udenrigspolitisk mål.

Herbst lovede: "Hvis jeg tiltræder, vil jeg prioritere at gøre, hvad jeg kan for at sikre, at de ukrainske myndigheder åbner mulighed for et jævnbyrdigt spillerum for præsidentkandidater, og at valgforberedelser og selve valget udføres på en fri og fair måde. At få en valgproces, der lever op til OSCE [Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa] og et resultat, der afspejler befolkningens vilje, er afgørende for at Ukraine får held med sin ambition om at tilslutte sig NATO og nærme sig til den Europæiske Union."

Det ironiske i disse bemærkninger kan næppe have været spildt på de forsamlede senatorer. På den tid, hvor høringen fandt sted, repræsenterede Herbst USA som ambassadør i Uzbekistan, hvis autokratisk styrende præsident, Islam Karimov, en tidligere sekretær i kommunistpartiet, opretholder venlige forbindelser til Washington. Til trods for den kendsgerning, at uzbekiske valg ikke i mindste måde lever op til OSCE's standard, og at oppositionspartier har været banlyst i 10 år, modtager Karimov adskillige hundrede millioner af dollars årligt fra Amerika. Til gengæld stiller han en militær base til rådighed for USA med henblik på dets krig imod det tilgrænsende Afghanistan. Da Herbst forlod sin post kort efter senatshøringen i Tashkent, belønnede Karimov ham med "Venskabets Orden", mens den afgående ambassadør priste præsidenten som "en meget stærk og vis person."

Mens Herbst's referencer til "frie og fair" valg blot var tom retorik, så var hans løfte om af al magt at intervenere i de ukrainske valg ment i fuldt alvor. I de forløbne to år alene har den amerikanske regering brugt mere end 65 mio. dollars til at hjælpe den ukrainske opposition til magten. Dette er blevet bekræftet inden for de sidste få dage af regeringsrepræsentanter. Yderligere millioner kom fra private donatorer som Soros Foundation og europæiske regeringer.

Naturligvis strømmede disse midler indirekte til politiske partier. Som den amerikanske regering betoner, så blev de doneret for generelt at "fremme demokrati." Det er en åben hemmelighed, at sådanne fonds næsten udelukkende gavnede oppositionen. Pengene gik til institutter og ikke-regerings organisationer, der rådgiver oppositionen, assisterer den med de mest moderne tekniske hjælpemidler og reklameteknikker, og træner valghjælpere. Besøg aflagt af oppositionslederen Jusjtjenko hos amerikanske politikere blev også finansieret med disse fonds. Også meningsmålinger, der derefter blev fremlagt som bevis på valgsvindel fra regeringens side, blev finansieret på samme måde.

Udover at udøve en generel indflydelse på valgene bidrager disse fonds også til at uddybe korruptionen. Selv hvis man ser bort fra direkte bestikkelse, må sådanne summer i et land, hvor den gennemsnitlige månedlige løn ligger mellem $30 og $100, have en korrumperende virkning. Enhver, der har adgang til de finansielle midler, der er tilgængelige for oppositionen, er i stand til avancere socialt. Jusjtjenko var i stand til profitere personligt af denne proces. Han sidder i den kontrollerende bestyrelse for International Centre for Policy Studies, en tænke-tank, der er finansieret med amerikanske regeringsmidler.

Hvordan magtskiftet i Ukraine blev forberedt

Mens USA i lang tid har søgt at fjerne Ukraine fra den russiske indflydelsessfære, er dets støtte til oppositionen omkring Viktor Jusjtjenko og Yulia Tymoshenko af nyere dato. Mere præcist blev denne opposition først udviklet, da der opstod alvorlige spændinger mellem den amerikanske regering og den mangeårige præsident Leonid Kuchma.

Kuchma, der afløste Leonid Kravchuk i 1994 som præsident, var helt forberedt på at arbejde tæt sammen med USA og den Europæiske Union. Han samarbejdede fuldt og helt med den Internationale valutafond (IMF), udtrykte sig til gunst for EU-medlemskab og indgav endog et formelt andragende i maj 2002 om NATO medlemskab. Ukraine sendte også sine egne tropper til Irak for at støtte den amerikanske besættelse af landet.

Kuchma var imidlertid altid tvunget til at opretholde en vanskelig balancegang. På den ene side arbejdede han hen imod opbrydningen af Ukraine til en østlig region orienteret imod Rusland og en vestlig halvdel af landet, der så imod vest - en trussel, der hang i luften uafbrudt efter at Ukraine etablerede sin uafhængighed. På den anden side var han nødt til at tage landets stærke økonomiske afhængighed af Rusland i betragtning. I særdeleshed afhænger den ukrainske energiforsyning næsten udelukkende af russisk olie og gas.

Kuchma gjorde det imidlertid fuldstændig klart, at han var besluttet på at opretholde Ukraines uafhængighed, hvilket er garantien for den nationale elites velstand. Opløsningen af Sovjetunionen, der var undertegnet af Kuchmas forgænger Kravchuk sammen med den russiske præsident Boris Yeltsin og Hvideruslands Stanislav Shushkevic i slutningen af 1991, skabte betingelserne for koncentrationen af den social velstand i hænderne på nogle få klaner af oligarker. Denne politik for "ubegrænset privatisering" fejede gennem Ukraine og Rusland i 1990'erne og blev uden forbehold støttet af stormagterne.

Kuchma er tæt forbundet med den oligarkiske klan fra hans hjemby, Dnipropetrovsk, der er styret af hans svigersøn Viktor Pinchuk. Pinchuk anses for at være oligark-klanens boss i Donetsk, og han er den næstrigeste mand i landet efter Rinat Achmetov.

Lederen af oppositionen, Viktor Jusjtjenko, stod loyalt ved Kuchmas side i privatiseringsperioden. I 1993 overtog han hvervet som præsident for den ukrainske centralbank og fungerede som landets kontaktmand til den internationale finansverden. I 1999 blev han udnævnt til premierminister af Kuchma. Den anden ledende skikkelse i oppositionen, Yulia Tymoshenko, fulgte i kølvandet på Kuchmas klan fra Dnipropetrovsk med ind i regeringens toplag. Hun var medlem af Jusjtjenko-regeringen og skaffede sig millioner via handel med naturgas.

Kuchma afskedigede Jusjtjenko i april 2001. Hans politik med at åbne landet for international kapital via reform af energisektoren mødte modstand fra oligark-klanerne i den østlige del af landet. Efter en midlertidig løsning udnævnte Kuchma endelig et produkt af Donetsk-klanen, Viktor Janukovitj, til premierminister.

Ikke desto mindre ville USA stadig ikke udelukke et samarbejde mellem Kuchma og Yanukovich. I efteråret 2003 besøgte begge mænd USA. Kuchma mødtes med præsident George W. Bush, mens Janukovitj blev modtaget af vicepræsident Dick Cheney og andre topembedsmænd. Året før var man på et møde i Prag blevet enige om en tidsplan for Ukraines indlemmelse i NATO.
Der udviklede sig imidlertid spændinger, som til sidst skubbede Kuchma nærmere i retning af Moskva, og som var afgørende for USA's beslutning om at yde betragtelig støtte til oppositionskandidaten.

Først var der den såkaldte Kolchuga-affære. For to år siden anklagede Washington Kuchma for personligt at have attesteret salg af det militære varslingssystem Kolchuga til Irak.
I modsætning til konventionelle radar-systemer arbejder det ukrainske varslingssystem passivt og kan ikke stedfæstes af de fly, som det har lokaliseret. Inden for en rækkevidde på 800 kilometer anses det for at være det mest effektive af slagsen. Irakiske forsvarsbatterier ville have været i stand til at opdage indkommende amerikanske fly uden at røbe deres egen placering.

Støttet af de amerikanske anklager foranledigede en dommer i Kiev en undersøgelse af Kuchmas virksomhed på mistanken om korruption, misbrug af magt og våbenhandel med Irak. Han blev støttet af den ukrainske opposition. Højesteretten intervenerede imidlertid for at stoppe proceduren.

Kuchma benægtede hele tiden den amerikanske regerings anklager, og intet bevis blev nogensinde fundet på, at Kolchuga-systemet blev leveret til Irak. Ikke desto mindre svækkedes relationerne mellem Ukraine og USA i 2002 som følge af denne affære. Kuchma forsøgt endnu engang at forbedre relationerne det følgende år ved at sende ukrainske tropper til Irak - en beslutning, der mødtes med bred folkelig opposition.

Olie og gas

Et andet kontroversielt punkt er kontrollen med og brugen af Ukraines olie og rørledninger. For Rusland er Ukraine det vigtigste transitland for dets olie- og gaseksport. De store rørledninger, der er bygget siden 1970'erne, forbinder sovjetiske olie- og gasfelter med Vesteuropa og leder tværs over ukrainsk territorium. For deres del har USA og Europa i nogen tid søgt at etablere en transportrute for olie fra den kaspiske region, der går uden om Rusland ved brug af Ukraine med dette formål for øje.

En rørledning, der strækker sig fra Odessa til Brody, og som forbinder Sortehavet med den polske grænse, er blevet bygget. Kaspisk olie kan nu pumpes gennem Georgien til Sortehavet og efter en kort transit over havet direkte til polske raffinaderier og derfra til Europa. Den går dermed udenom både Rusland og den flaskehals, der udgøres af Bosperus-strædet.

Olieledningen, der er 674 km lang, blev fuldført i maj 2002 med støtte af Halliburtons datterselskab Kellogg Brown og har siden stået ubrugt. Olieledningen venter på olie fra den kaspiske region såvel som på den forbindende rørledning i Polen, der stadig mangler at blive bygget.

Til sidst forhandlede den ukrainske regering med russiske olieselskaber om brugen af olieledningen i den modsatte retning. Russisk olie kunne derved blive afskibet fra Odessa over Sortehavet og eksporteret til verdensmarkedet. I en periode på fem måneder blev en sektion af ledningen faktisk brugt til dette formål. Alarmklokkerne begyndte at ringe i Washington. Cheney pressede personligt Janukovitj under hans besøg i Washington til at nægte at bruge olieledningen i den modsatte retning. I februar i år vedtog kabinettet i Kiev endelig en passende løsning. Siden da har rørledningen været ude af brug.

De russiske energiselskabers indflydelse i Ukraine betragtes også med bekymring i Washington. For to år siden kritiserede ambassadør Carlos Pascual skarpt Gazprom-selskabet (der har forbindelser til den russiske stat) under et møde i Centre for Strategic and International Studies. Man har det indtryk, sagde han, at russiske selskaber modtog investeringsmuligheder "uden at betale den fulde værdi af aktiver, som de investerer i, hvilket ikke er godt for Ukraine."

Herbst fortsatte: "Der er et par eksempler for nylig der, mener jeg, er til ulempe for Ukraine, især i gas- og oliesektoren. I den nylige overenskomst, der blev undertegnet mellem Gazprom og Naftogaz [Ukraine´s nationale gas og oljeselskab] vedr. udviklingen af et internationalt konsortium... fastslås (især), at disse to selskaber sammen må bestemme alle forslag til styring af et internationalt konsortium til kontrol af Ukraines internationale gas-transit system. Gazprom kan ikke være mere tilfreds ... kort sagt sikkerhed og garantier for udenlandske investeringsfonds."

Konflikter mellem stormagter

USA ambitioner om globalt overherredømme omfatter stadig større dele af kloden. I kampen om den ukrainske præsidentpost er amerikanske og russiske interesser stødt sammen på en måde og med en skarphed, der livagtigt genkalder den kolde krigs periode. Efter den blodige konflikt på Balkan og den voldelige undertrykkelse af Irak, truer Ukraine og Rusland selv med at blive skueplads for voldelige kampe.

Europæiske, og fremfor alt tyske, interesser er også direkte påvirket af magtforandringen i Ukraine - og i det lange løb er de to opstigende asiatiske stormagter Kina og Indien også involveret. I tilgift til rent geostrategiske kriterier står et andet problem, der er lige så vigtigt for verdensøkonomien i det 21 århundrede, centralt i denne konflikt - det er kontrollen med den verdensomspændende energiforsyning med olie og gas. I den henseende minder de spørgsmål, der kæmpes om i Ukraine, om de konflikter, der brød ud i Europa i begyndelsen af det tyvende århundrede omkring kontrollen med mineral-ressourcerne.

Hvis man holder sig den kendsgerning for øje, at EU modtager næsten 20 procent af sin olie og 44 procent af sin gasimport fra Rusland, og at 80 procent af disse produkter passerer gennem ukrainske rørledninger, så står betydningen af magtbalancen i Ukraine for Europas økonomiske fremtid klart.

Som det også er velkendt, bidrog konflikter om mineral- og malmreserver i Lorraine og Ruhr- distriktets kul væsentligt til udbruddet af første verdenskrig. Situationen omkring de internationale energi- og transportruter er ligeså eksplosiv i dag. For nærværende bliver stridighederne endnu udspillet på et politisk niveau, karakteriseret ved manøvrer og taktiske skift. Men alle betingelserne for en yderligere eskalation er til stede. Amerikas strategi med sigte på overherredømme truer med at kaste menneskeheden ud i en malstrøm, der vil få den aktuelle Irak-krig til at fremtræde relativt godartet.

Oversættelse: Hans Pendrup

- End -