| EU |
|
På given foranledning forkastede befolkningen "globaliseringen" Tordnende fransk "nej"Af Diana Johnstone Counterpunch 31 maj 2005 Paris
Dette var fundamentalt en stemme imod dogmatisk frimarkedspolitik og den type på økonomisk globalisering, der fremmes af de "neo-liberale" fri markedstilhængere. "Nej´et" gav genlyd, og, for de der lyttede, var meldingen klar. Men hvem lyttede i virkeligheden? Dagen efter afstemningen havde mainstream politikere og medier alle travlt med at misfortolke begivenheden, så den passer til deres egne afviste dagsordner. Intet under, fordi afstemnings-resultatet resulterede i en ekstraordinær afvisning ikke blot af en dårlig tekst, men også af hele den politiske klasse --- inklusive avis og TV kommentatorer ... som nidkært havde søgt tilflugt til alle mulige formaninger, forvanskninger og trusler for at sælge "ja´et". Og det var ikke kun de glødende salgsargumenter fra velkendte ansigter på skærmen, der blev afvist. "Nej´et" var også et udtryk for forbitrelse over hele bundtet af mainstram politikere og medie stars, "oui-ouistes", som de blev kaldt, for årevis af uopfyldte løfter samtidig med at flere og flere virksomheder lukker og sender de ansatte ud i kulden. En del af tilfredsheden ved at stemme "nej" var at følge fjernsynet og se bestyrtelsen på alle disse velkendte ansigter og lytte til den enkelte´s hektiske forsøg på at beskylde andre for katastrofen for håbet om at redde hans eller hendes egen politiske karriere. Dette var et højst underholdende syn, men også ekstremt foruroligende. For skønt meningen med afstemningen klart var et ønske om at smide alle disse slyngler ud, så er de der stadig. De er stadig der i medierne især der, hvor de ikke behøver at frygte at tabe det næste valg. De er på plads for at fortolke begivenhederne, som det passer dem, ikke mindst til resten af Europa og verden. Fortolkningerne af den franske afstemning får udmeldingerne til afspejle en urokkelig beslutning om ikke at forstå, hvad der skete. Selvfølgelig bliver alle de fortærskede bevidstløse kliche´er om "de franske" kørt frem. Typisk citerede the International Herald Tribune som forklaring på den franske psykologi en polsk human resources consultant på en parkbænk i Warzawa, som mente, at "Frankrig har stadig en nostalgisk længsel efter sit imperium". Der er ingen tvivl om, at folk over hele Europa og i de Forenede Stater kunne finde på den samme absurditet, for det er, hvad deres medier fortæller dem. Eftersom det er tilfældet, så må det bemærkes, at Frankrigs "nostalgi efter imperiet" er et fantasiprodukt, særlig gangbart blandt visse imperialistiske amerikanere, der ikke kan forestille sig conceive noget mindre end national ambition. Der har ikke være nogen bemærkelsesværdig nostalgi efter imperium i Frankrig siden præsident de Gaulle for mere end fyrre år siden besluttede, at det var i Frankrigs bedste interesse at trække sig tilbage fra sine kolonier. Under alle omstændigheder har dette overhovedet intet at gøre med afstemningen den 29 maj. Exit polls viste, at det primære motiv for at stemme "nej" ... 56% af de afgivne stemmer ... var økonomiens tilstand. Det vil sige arbejdsløshed. For i henseende til virksomhedsprofitter går det ikke den franske økonomi så dårligt, tak. Men ti procent officiel arbejdslåøshed, mens profitable firmaer lukker virksomheder for at flytte til lande med billigere arbejdskraft, anses for utåleligt. Det andet motiv, der med 46% blev anført, var forfatningstraktatens "neo-liberale" karakter. Det tredje hyppigst nænvte motiv var ønsket om at få forfatningen genforhandlet. Disse data viser tydeligt, at afstemningen ikke var "imod Europa". Selvfølgelig måtte der være indbyrdes modstridende motiver bag nej stemmen ... og også bag ja stemmen. Den stærkt højreorienterede National Front stemte "nej" til den Europæiske Union, hvilket med sikkerhed vil være det valg, som en endnu større del af vælgerne træffer i Storbritannien, hvis en folkeafstemning finder sted der. Om noget, så var det et stærkere Europa, der er mere tilbøjelig til og i stand til at modstå globaliseringens destruktive pres og til at beskytte sociale og miljømæssige standards. På højrefløjen ønskede vælgere at bevare national suverænitet. Der er intet særlig skrækkeligt ved det. Men størstedelen af "nej" stemmerne kom fra venstre. Til trods for stigende hektiske anstrengelser fra deres partiledere om at slutte op om "ja" stemmen, stemte et stort flertal af socialister (59%) og et overvældende flertal af grønne "nej". De aktuelle ledere af disse partier går en hård tid i møde. Den socialistiske partileder Francois Hollande er måske den hårdest ramte med sin hovedrival, Laurent Fabius, der klogt anbefalede"nej´et", ventende høfligt i kulisserne på at overtage det rystede parti. Den partileder, der kommer ud af denne prøve med flyvende faner er Marie-George Buffet, som muligvis har haft held til at redde det franske kommunist parti fra total forglemmelse ved at gøre sig fri af socialist partiet og samtidig gøre op med al fortidig sekterisme til fordel for en enheds- kampagne med hele afvisnings spektret fra centrum til venstre inklusive trotskisterne, dissident socialister og grønne. Og en eventuel venstre koalition med Laurent Fabius kan tænkes. I mellemtiden forsøger eurokraterene, der advarede imod en syndflod, hvis den franske befolkning stemte til den forkerte side, at lade som om intet er sket. Den særligt utiltrækkende portugisiske formand for den europæiske kommission, Jose Manuel Barroso, og den nuværende luxembourgske formand for Europarådet, Jean-Claude Juncker, bekendtgjorde uforstyrret at ratifikationsprocessen vil fortsætte som planlagt til trods for denne "accident de parcorus" ... et tilfældigt uheld, som en punktering, der skal repareres, før der fortsættes i samme retning. Men juridisk kan forfatningen ikke træde i kraft medmindre den ratificeres af alle 25 medlemsstater. Snarere end at konstatere, at franskmændene har dræbt denne tekst og kræve en bedre, sprutter eurokraterne, at det ikke er fair for et land at bestemme for alle de andre. Men en grund til at folk stemte imod den foreslåede konstitution var præcist, at en forfatningsændring kræver enstemmighed, hvilket betyder, at ethvert land vil kunne bestemme for alle de andre. Om et par dage vil hollænderne gå til valg. Deres nej vil sandsynligvis have en noget anden kulør end et franske, men hvad så? Der er faktisk et sammenstød på vej mellem den slags "European construction" der køres hen over hovedet på Europa´s befolkninger og demokrati. Hvis "Europa" ikke kan konstrueres demokratisk, skal det så overhovedet konstrueres? Det største spørgsmålstegn er Tyskland, hvor venstrefløjen allerede er i politisk krise, fordi de drastiske anti-sociale økonomiske reformer, der ubønhørligt følges op af den "lyserøde og grønne" Gerhard Schröder regering. Det socialdemokratiske parti (SPD) blev netop stemt ud i dets sidste større bastion, Nord Rhein Westphalen. Oskar Lafontaine, der forlod SPD´s formandskab for flere år siden i uenighed med Schröder´s neoliberalistiske kursvending, har nu officielt forladt SPD og arbejder på at skabe et nyt mere progressivt parti. På et "non de gauche" stævne lige før den franske afstemning fik Lafontaine et enormt overvældende bifald. der tydeligvis bevægede ham dybt. Genoplivningen af det franske venstre i forbindelse med afstemningen har opmuntret Lafontaine til at forsøge at genoplive det tyske venstre. Mens mainstream tyskerne samledes om folk der nedladende forelæste om Paris, og som vidste mere om traktaten end de selv gjorde, er Lafontaine den eneste tysker, der til fulde forstår, hvad det hele drejer sig om. Og der er mere. Den afgørende opgave for Europa´s fremtid vil afhænge af samarbejde mellem det franske og tyske venstre om at forklare tyskerne betydningen af den franske afvisning og at inspirere til en ny fælles politisk kurs. Præsident Chirac advarede om, at Frankrig ville blive "det sorte får " i Europa, hvis det nægtede at ratificere konstitutionen. Bemærkelsesværdigt nok ratificerede Tyskland forfatningen med en overvældendene afstemning for ... i forbundsdagen. Hvis fransk ratifikation havde stået til nationalforsamlingen, ville "ja" afstemningen have være lige så overvældende. Den tyske forfatning forbyder folkeafstemninger. Men man kan forestille sig, at en folkeafstemning i Tyskland ville have frembragt nøgagtig det samme resultat: først, meningsmålinger ville have vist et flertal for, men lidt efter lidt, efterhånden som folk undersøgte og diskuterede den faktiske tekst, ville opinionen være skiftet. Trods alt er den økonomiske situation i Tyskland om muligt en smule værre end i Frankrig. Grundene til at afvise fri markeds dogmet er lige gyldige i begge lande. For at dette skal virkeliggøres er fagforeninger og politiske aktivister nødt til at komme ud over forhindringerne i forbindelse med kroniske medieforvanskninger. I denne sammenhæng har de et nyt våben, der allerede spiller en væsentlig rolle i kampagnen for "nej" .... nettet. Oversættelse: Hans Pendrup Diana Johnstone is the author of Fools' Crusade: Yugoslavia, Nato, and Western Delusions published by Monthly Review Press. She can be reached at: dianajohnstone@compuserve.com Originalartikel - End - |
