Det militariserede EU
 

Danmark i EU's militære opbygning og krige

Af Dorte Grenaa

Oplæg på vegne af Stop Terrorkrigen til Fredsfestival 2013 i Århus 5. oktober 2013
(Udvidet skriftlig version)


Se video fra KPnetTV:

Dorte Grenaas indlæg på Fredsfestival 2013





D orte Grenaa til venstre i panelet ved Fredsestival 2013 i Århus



EU har bemyndiget sig selv i ”bekæmpelse af terrorismens” navn at udsende sine militære styrker globalt, hvor de mener, det tjener deres økonomiske og politiske interesser.

I den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik fremlagt på EU topmødet december 2012 slås det fast, at ”fælles sikkerheds- og forsvarspolitiske missioner og -operationer (FSFP) er et afgørende element i EU's samlede tilgang i kriseregioner såsom det vestlige Balkan, Afrikas Horn, Mellemøsten, Sahel, Afghanistan og Sydkaukasus. FSFP-missioner og -operationer bør gennemføres i tæt samarbejde med andre relevante internationale aktører såsom FN, NATO, OSCE og Den Afrikanske Union.”

På EU-topmødet her i december 2013 er EU's fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP) på dagsordenen. Der lægges op til nye store skridt i EU's militære udvikling som en imperialistisk stormagt på den globale arena.

Særlig to spørgsmål er blevet lagt frem, nemlig mere effektive militære operationer og større udnyttelse og udvidelse af den samlede militære  kapacitet og krigsindustri under en fælles militær opbygning.

I juli i år udsendte EU-kommissionen et kommunike med titlen "Styrkelsen af en mere konkurrencedygtig og effektiv forsvars- og sikkerhedssektor”. Det indeholder en række konkrete forslag til styrkelse af ikke mindst den europæiske krigsindustri og dens adgang til råstoffer som grundlaget for EU-imperiets krigsmaskine.

12. september 2013 fulgte EU-parlamentet kommissionens kommunike op med vedtagelsen af EU's militære strukturer: den aktuelle situation og fremtidsudsigter”.
13. september blev den danske S-SF-R-regerings opdaterede nationale udgave 
af EU's fælles sikkerheds- og forsvarspolitik, nemlig Danmarks samtænkte stabiliseringsindsats i verdens brændpunkter”,fremlagt.

Både EU's præsident, kommissionen, parlamentet og den danske regering beklager samstemmende, at EU endnu ikke fyldt ud er stand til at spille den militære rolle på globalt plan, som EU's samlede økonomiske magt burde afspejle og berettige til.


Voldtager den danske forsvarsundtagelse

Hvordan kan en dansk regering lave en dansk version af EU's fælles militær- og krigspolitik, når vi har den danske forsvarsundtagelse tilbage fra ”det nationale forræderi” efter nejet til Maastricht-traktaten? Det kan de, fordi de spiller med fordækte kort, lyver og siger det modsatte af, hvad de egentlig laver i ly af den nye internationale militærstrategi. 

I de seneste årti har FN, EU, NATO, OSCE og Verdensbanken udviklet en ”samtænkt stabiliseringsindsats”. En krigsstrategi, som også danske regeringer har benyttet sig flittigt af.  Den betyder, at civil, bistands- og humanitær indsats sammenkobles med militære angreb og besættelser og tjener den samlede indsats for at få kontrol over råstoffer, markeder, energi og andre strategiske områder. 'Stabilisering' betyder kontrol og magt med krig såvel som økonomiske, politiske og civile midler.

Den danske regering beklager dybt, at den danske forsvarsudtagelse forhindrer dem i at sende danske kamptropper ind i EU-ledede krige og operationer, og ønsker undtagelsen afskaffet, hvis der nogensinde skulle blive udsigt til, at vi ville stemme ja.

Men med strategien om samtænkt indsats deltager skiftende regeringer i EU's militære opbygning og krige under dække af civil deltagelse eller deltager i samme operation militært i NATO og FN regi.

Der har været bemærkelsesværdigt stille i de danske medier og blandt Folketingets partier om dette. Der synes at herske stor enig om, at befolkningen skal vide så lidt som muligt om den militære udvikling både i EU og i Danmark. Og ikke mindst om skiftende regeringers omgåelse af den danske forsvarsundtagelse.

Den danske krigsdeltagelse, militære opbygning og underlæggelse af EU's og NATO's militære opbygning er langt mere omfattende, end de fleste af os går og tror.


Samtænkt stabiliseringsindsats

Med strategien om samtænkt stabiliseringsindsats er der er tale om en gigantisk udvidelse af den militære opbygning, der starter som en koordinering mellem de forskellige alliancer, EU og NATO, inden for alliancen selv, som vi har set i EU, inden for de enkelte lande og inden for de enkelte hærenheder. Og ikke mindst mellem militæret, erhvervslivet, statsmagtens institutioner og udviklingsbistand, nødhjælp og humanitær indsats både internationalt og nationalt. 

S-R-SF-regeringens danske version – ”Danmarks samtænkte stabiliseringsindsatser i verdens brændpunkter” –blev ikke tilfældigt fremlagt af hele fire ministre: udenrigsmister Villy Søvndal (SF), forsvarsminister Nicolai Wammen (S), justitsminister Morten Bødskov (S) og udviklingsminister Christian Friis Bach (R).

I indledningen hedder det bl.a.:

”Stabilisering af skrøbelige stater er en afgørende udfordring i det 21. århundrede. Det afspejles i mange danske indsatser i disse år. Det gælder f.eks. i Somalia, Mali, Syrien og Afghanistan …
Samtænkte stabiliseringsindsatser, der finder sted i krydsfeltet mellem sikkerhed og udvikling, er en særlig prioritet i den danske udenrigspolitik. Danmark har mange forskellige kapaciteter til rådighed for indsatserne, heriblandt diplomati, udviklings­samarbejde, militær og politibidrag. Samtænkning finder sted på mange forskellige niveauer – strategisk og operativt.”


Der tales bl.a. om samtænkning konkret med Hjemmeværnet, politiet, Beredskabsstyrelsen og PET, hvorfra såkaldt frivillige civile kan uddannes og udsendes sammen med militærenheder for at understøtte disse før, under og efter et militært angreb og besættelse.

Samtænkningen til civilsamfundet sker desuden med brug og udsendelse af diplomatisk bistand, politisk infiltration, juristbistand (såkaldt ”Rule by law"), støtte til opbygning af lovgivning, dommerstand, fængselsvæsen osv. Helt aktuelt har udenrigsminister Villy Søvndal netop afsat 25 millioner yderligere til at politistyrker i de oprørskontrollerede områder i Aleppo i Syrien og opbygning af et nyt retsvæsen, som oprørerne og vesten kan kontrollere. 

Ligesom EU-kommissionen og EU-parlamentet sætter den danske regering fokus på det, de kalder kapacitetsopbygning. Dvs. at blive større, stærkere, få flere midler, mandskab, materiel og redskaber. Samt at sikre sig en militær, sikkerheds- og statsopbygning i de områder, som EU, i samarbejde og konkurrence med USA, har udråbt sig til herre over, så de kan varetage EU- og USA-imperialismens interesser.

Denne strategi om lokal kapacitetsopbygning kaldes også for krig pr. stedfortræder.
Nogle af de ting, der tales om i forhold til den danske indsats i fremtiden, er at

  • Sikre integreret planlægning, hvor udviklingsbistand, militære bidrag og civile udsendelser (inkl. politi) indgår i de fælles danske landepolitikpapirer og regionale programmer.
  • Styrke den fælles træning mellem civile og militære aktører, f.eks. gennem fælles deltagelse i kurser i regi af Udenrigsministeriet, Forsvarsministeriet og Justitsministeriet.
  • Styrke forsvarets evne til at deltage i kapacitetsopbygning internationalt.
  • Tilbyde støtte til uddannelse og træning i menneskerettigheder og international humanitær ret i forbindelse med kapacitetsopbygning af sikkerhedsstyrker.

Freds- og Stabiliseringsfonden

Den samtænkte stabiliseringsindsats – eller aggression og krigsindsats, som den burde hedde – finansieres bl.a. gennem forskellige millionfonde som Freds- og Stabiliseringsfonden.

Freds- og Stabiliseringsfonden blev oprettet med Forsvarsforliget 2010-14 og forlænget med Forsvarsforliget 2013-17. Mellem 2010 og 2014 rådede den officielt over 930 mio. kr. Den forventes dog at blive væsentligt styrket i de kommende år.

Alene i udviklingsbistand har regeringen afsat 1,4 mia. kr. til stabilitet og beskyttelse i 2014 samt humanitære midler på 1,5 mia. kr.

Den årlige udviklingsbistand på over 16 mia. kr. er et vigtigt redskab i den styrkede danske prioritering af indsatser i skrøbelige lande.


Embedsmænd i ledelsen

Med forsvarsforliget 2004 blev der påbegyndt en tværministeriel samtænkningsstruktur. I 2010 blev der oprettet en samtænkningsstyregruppe bestående af afdelingschefer fra Udenrigsministeriet, Forsvarsministeriet, Statsministeriet og Justitsministeriet. Styregruppen tager strategiske og operative beslutninger og har bemyndigelse til at forvalte Freds- og Stabiliseringsfondens midler.

I 2009 blev der nedsat et mindre Samtænkningssekretariat, der, som det hedder, ”bistår med koordination af indsatser og samarbejder på tværs af ministerier, arbejder med policy-udvikling vedrørende skrøbelige stater og stabilisering, daglig forvaltning af Freds- og Stabiliserings­fondens indsatser samt styrkelse af civil kapacitet og erfarings­opsamling”.

Det, som den danske regering kalder for en aktiv udenrigspolitik, består således af dansk samtænkt stabiliseringsindsats, hvor militære krige og operationer samordnes med statens udviklingsbistand og med civile organisationer og erhvervslivet i et gigantisk edderkoppespind uden nogen form for demokratisk kontrol eller indsigt. Og helt i modstrid med befolkningens vilje, ønsker og opfattelse af fred, sikkerhed og humanitær indsats.   

Se Tillæg 1


Regeringen vil frem i EU

Omkring samtænkningen i EU hedder det i regeringens dokument:

"Etableringen af Den Fælles Udenrigstjeneste i 2010 har givet et stærkere udgangspunkt for implementeringen af EU’s fælles udenrigspolitik i praksis. Men selvom grundlaget er styrket, opleves det fortsat som en udfordring at sikre den gennemslagskraft, som EU – i kraft af sin størrelse – potentielt vil kunne opnå.
Regeringen prioriterer at bidrage til at sikre en mere samlet EU-tilgang på tværs af EU’s institutioner og en styrket koordination mellem medlemslandene. Desuden skal EU i sine interne procedurer blive bedre til at koordinere indsatserne i Bruxelles og i felten. Endelig skal der fortsat arbejdes med at styrke det regionale og multilaterale samarbejde på tværs, inkl. mellem EU, FN, NATO og AU, med øje for de forskellige organisationers komparative fordele.

En mulighed er at udbygge EU’s 'early warning system' med henblik på bedre at identificere og overvåge lande og områder, hvor der er risici for konflikt. Danmark har også peget på behovet for at udarbejde samlede strategier for EU’s tilgang til en given krise eller land med henblik på at skabe et fælles afsæt for EU’s mål og instrumenter, sikre en klar arbejdsdeling og samtidig skabe mulighed for hurtige og fleksible løsninger.

Den højeste EU-udenrigsrepræsentant Catherine Ashton er nu i færd med at udarbejde en strategi for samtænkning i organisationen, og medlemsstaterne arbejder samtidig på at øge effektiviteten og samtænkningen af EU’s krisestyringsprocedurer. Danmark har været instrumentel i denne proces og har bl.a. med en række ligesindede lande spillet ind med konkrete anbefalinger til, hvordan arbejdsgangene kan målrettes til bedre samtænkning."

Rapport, som vil blive fremlagt på EU-topmødet til december.

Se Tillæg 2


Freds- og stabiliseringsberedskabet


Regeringens udsendelse af civile eksperter i den samtænkte civil-militære stabiliseringsindsats sker gennem Freds- og stabiliseringsberedskabet.(FSB) Det blev i 2008 udliciteret fra Udenrigsministeriets Sikkerhedspolitiske kontor til det private konsulent- og rådgivningsfirma NIRAS.

NIRAS operere over det meste af verden og havde i 2012 en omsætning på 1,2 mia.kr.
 
Beredskabet går tilbage til 1994, hvor der under Nyrup-regeringen blev oprettet Danmarks Internationale Humanitære Beredskab (IHB), der i 2011 skifter det navn til Freds- og Stabiliseringsberedskabet.

Med skiftet slås nødhjælpspuljer og beredskabspuljer sammen, hvilket giver militæret adgang til at samtænkte ressourcer, penge og mandskab i forbindelse med udsendelse i katastrofe og krisesituationer.
 
 Udsendelse af eksperter til humanitære opgaver udgøres primært af beredskabslisterne hos tre store, danske nødhjælpsorganisationer, som også sender eksperter ud med penge fra Freds- og stabiliseringsberedskabets bevillinger -  nemlig: Dansk Røde Kors, Dansk Flygtningehjælp og Læger Uden Grænser

Det er Udenrigsministeriet, der står for finansiering og bevillinger i Freds- og Stabiliseringsberedskabet.


Case Story: Regeringen optrapper sin indblanding i Syrien

Den danske regering optrapper nu sin direkte støtte til de såkaldte oprørere i Syrien. Denne gang med yderligere 25 millioner til opbygning af en politistyrke og retsvæsen i de områder omkring Aleppo, der kontrolleres af oppositionen.

Det oplyste udenrigsminister Villy Søvndal (SF) fra Tyrkiet, hvor han blandt andet drøftede regeringens støtte med centrale medlemmer af de syriske oprørsgrupper. Den danske udenrigsminister mødtes med koalitionens ”premierminister” Ahmed Tomeh og med politichefen fra Aleppo, general Adib Shallaf.

De danske millioner skal bruges til det som kaldes kapacitetsopbygning af oprørernes politistyrke. Dvs. gøre den større og stærkere. Styrken tæller 1.300 mand og pengene skal bruges til operationelle udgifter, opbygning af politifaciliteter og levering af udstyr til politiet.

Desuden skal der ii et internationalt samarbejde med USA og andre EU-lande etableres et politiakademi i Aleppo til uddannelse og træning af nye politistyrker.

Samtidig vil den danske regering finansiere støtte til hvad de kalder ”moderate aktører i retssektoren, som arbejder for at promovere en ikke-ekstremistisk retspraksis.”

Financiering og kontrol over politi- og retsvæsen er en del af EU's og USA's strategi ”Rule by law” – hersk ved hjælp af loven – som den danske regering har tilsluttet sig.

I forvejen har Danmark bevilliget 95 millioner kroner til at styrke de såkaldte oprørere i Syrien - blandt andet muligheden for at levere basale serviceydelser til befolkningen i de områder, hvor oprørerne har fortrængt regeringsstyrkerne.

Danmark har i 2012 og 2013 afsat i alt 553 millioner kroner til Syrien, heraf 458 millioner kroner til humanitær støtte, oplyser Udenrigsministeriet.


"Samtænkt stabiliseringsindsats" i Syrien

De nyeste initiativer omkring opbygning af politi-og retsvæsen i Aleppo i Syrien er en klar del af den danske regerings og EU's krig og krisestrategi kaldet 'samtænkt stabiliserings indsats'. Det er ikke bare en international koordinering og arbejdsdeling af en samlet indsats, men også en sammenkobling af civil og militær indsats.

Denne politik har givet militæret råderet over mange civile indsatser, så de kan indgå i en samlet militærindsats, hvor de egentlige kampsoldater og bombefly er en del af indsatsen der kan tages i brug.

Udviklingsminister Christian Friis Bach (R) udtaler i denne forbindelse til Berlingske Tidende:

Den danske støtte til politiet og retsvæsnet er en del af den bredere danske stabiliseringsindsats i de oppositionskontrollerede områder i Syrien, hvor vi også støtter projekter, der skal fremme menneskerettigheder, dialog og opbygning af administrativ og civil kapacitet. Den danske stabiliseringsindsats supplerer den i forvejen meget store humanitære støtte, som Danmark har leveret til den syriske befolkning”

Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) har udnævnt en særlig repræsentant, Ivan Nielsen, der skal varetage kontakten til de syriske oprørere. Han skal desuden, som det hedder, bistå i at koordinere den danske bistandsindsats. Ivan Nielsen har bl.a. været Danmarks øverste civile repræsentant i Helmand-provinsen i Afghanistan.

”Vi har nået et kritisk tidspunkt i konflikten, hvor det er vigtigere end nogen sinde at vise, at verdenssamfundet står bag den moderate syriske opposition”, hed det i en kommentar fra Villy Søvndal.

Oppositionen vil gerne have, at vi hjælper med at skubbe på i den politiske proces, og at vi forsøger at åbne op for den humanitære adgang i de forskellige syriske områder. Det ligger lige til højrebenet for de initiativer, vi har sat i gang”, sagde udenrigsministeren efter sit møde med oppositionsmedlemmer i Tyrkiet.

Han tilføjede at det var hans klare opfattelse, at regeringen fremover vil sende endnu flere penge til at styrke de syriske 'oprørere'.

 
Hvor er EU's militære udvikling i dag?

Både EU-kommissionen og EU-parlamentet har travlt med at understrege, at den fælles militære udvikling ikke er gået hurtigt nok og ikke er kommet langt nok. Ikke mindst beklages det dybt, at EU missede sin første oplagte chance for at bruge sine udrykningsstyrker i forhold til situationen i Mali i Afrika og Syrien.

EU-topmødet skal rette op på dette og behandle, hvordan EU sikrer sig større effektivitet af sine militære missioner og operationer, samt udbygning af den militære kapacitet fremover, som det hedder fra kommissionen.


Fælles militær overkommando


Det handler bl.a. om yderligere at få centraliseret kommandostrukturerne og ledelsen af EU's indsatsstyrker (Battlegroups, oprettet i 2007). Ved traktatfæstelsen af disse i Lissabon-traktaten var man af hensyn til nationale og historiske interesser nødt til at tildele ledelsen af hver enkelt udrykningsbataljon til forskellige lande på skift som garant for national indflydelse.

Der ligger i EU-parlamentets resolution et forslag om, at der nu i stedet oprettes et permanent operativt hovedkvarter og kommandocentral. Det skal ligge under den fælles europæiske udenrigstjeneste og ud over udrykningsstyrker også varetage at kombinere EU's civile og militære indsats i deres interesseområder.

Desuden skal det planlægge den videre militære samkøring af de forskellige nationale hærenheder, materiel, krigsindustri og sikring af råstoffer og energi til en samlet effektiv operativ krigsmaskine.

Et andet forslag fra EU-parlamentets resolution går ud på, at man skal bevæge sig fra kun at tale om opbygningen af udrykningsstyrker på de besluttede 60.000 kampklare soldater (som man endnu ikke er nået op på) til bredt at satse på den militære opbygning, som EU kalder 'permanente indsatsstyrker' – altså en stående hær.

I alt stiller EU-parlamentets resolution – ”EU's militære strukturer: den aktuelle situation og fremtidsudsigter” – hele 58 konkrete forslag til at styrke EU's militære opbygning og formåen. Kun én dansk EU-parlamentariker, nemlig fra Folkebevægelsen mod EU, stemte nej til hele resolutionen.


Udvidet militær kapacitet – industri og råstoffer


En anden vigtig side af spørgsmålet om udvidet militær kapacitet på det kommende topmøde er de nye tiltag til at strømline og centralisere krigsindustrien, adgang til råstoffer og energi, så EU kan være uafhængig af nogen tredje part.

NATO’s generalsekretær og krigsforbryder Fogh Rasmussen understreger forud for topmødet vigtigheden af at støtte EU-kommissionens planer for at udvikle en stærk europæisk krigsindustri.

EU's medlemslande bruger tilsammen mere på militær end Kina, Rusland og Japan lagt sammen ifølge tal fra det svenske Fredsforskningsinstitut SIPRI.

EU’s medlemslande har mellem sig 1,6 millioner soldater og bruger årligt 194 milliarder euro på militær – men den styrke hæmmes i sin udfoldelse af overlappende kapacitet og de nationale forbrug, ifølge EU-kommissionen og parlamentet.

75% af militærudgifterne bruges i dag i nationale militærbudgetter. Og det vil EU have ændret til fordel for de fælles militærudgifter i Unionen.

Da EU's præsident Barroso lancerede EU-kommissionens dokument”Styrkelsen af en mere konkurrencedygtig og effektiv forsvars- og sikkerhedssektor” i juli i år, gav han tre hovedargumenter i sin pressemeddelelse:

  • Det er afgørende nødvendigt at styrke EU's udenrigspolitik og EU's rolle i verden.
  • Pga. den økonomiske situation har intet land råd til alene at opbygge en stærk militær kapacitet. Det må samordnes og opbygges fælles som en militær enhed.
  • Sikkerheds- og krigsindustrien er en vigtig industri, der skaber knap en million job i Europa, med en omsætning på 96 milliarder euro i 2012 og en eksport på 23 milliarder euro i 2011. Den må sikre uafhængig adgang til råstoffer, energi, arbejdskraft og markeder.

Krigsindustrien skal omorganiseres og gøres endnu mere konkurrencedygtig på det stigende eksportmarked. Landene skal ikke producere det samme materiel eller materiel med forskellige standarder, der ikke passer til resten af EU's militære apparat.

Der skal produceres til Unionens krigsmaskine med en specialiseret arbejdsdeling.

Der skal gøres øget brug af fælles civil og militær forskning og innovation, nye tiltag på sammenkoblingen mellem civil og militær produktion og forstærkelse af det indre marked på dette felt.

Desuden vil kommissionen forstærke sine politiker for at sikre sig de nødvendige råstoffer og adgang til energi til sin krigsmaskine. 

Det er værd at huske på, at militærindustrien ikke kun er våbenproduktion og de militære værn, de militære efterretningstjenester, propagandaafdelinger og politiet (og deres efterretningstjenester).

Det er også private sikkerhedsfirmaer og deres lejesoldater. Der deltog f.eks. flere civilt ansatte amerikanske lejesoldater end uniformerede, kontraktansatte soldater i krigene i Irak og i Afghanistan.

EU’s militære sikkerheds- og krigsindustri er en af Unionens hurtigst voksende industrier og indgår som et vigtigt led i 2020-vækstplanen.


Oprustning betales med nedskærings- og krisepolitik

I Lissabon-traktaten slås det fast, at ”medlemsstaterne forpligter sig til gradvis at forbedre deres militære kapacitet”. Der er dermed tale om en klar oprustningsforpligtelse. Det har skabt en militarisering af økonomien, der i høj grad har forværret og uddybet den økonomiske krise.

  Trojkaens og EU's eneste svar har været at stramme den nyliberalistiske nedskæringspolitik, med katastrofale omkostninger for folkene i EU-landene. Og til stor skade for at kunne udvikle de sociale, sundhedsmæssige, uddannelsesmæssige og kulturelle forhold i EU.


Kamp om EU-undtagelserne, Danmark UD af EU og stop for dansk krigsdeltagelse

Både EU-modstanden og antikrigs-/fredsbevægelsen har en klar interesse i, at det danske forsvarsforbehold ikke bliver afskaffet. Selvom skiftende danske regeringer omgår det, så vil alt andet være en blankocheck til krigsliderlige regeringer, der ikke vil tøve med at stille danske tropper under EU-imperiets tjeneste og under dets kommando, på samme måde som skiftende danske regeringer stiller op for USA’s og NATO’s krige.

Den danske forsvarsundtagelse er et vigtigt udtryk for befolkningens dybe EU-modstand og modstand et fælles EU-imperium.

Folkebevægelsen mod EU og antikrigs-/fredsbevægelsen har brug for hver en EU-modstander og hver en krigsmodstander og fredsaktivist i mobiliseringen op til kommende folkeafstemninger og i kampen mod EU og krig.

Både EU-modstanden og antikrigs-/fredsbevægelsen herhjemme har mange – og også fælles – erfaringer at trække på, når det gælder udviklingen af brede, store bevægelser og den folkelige modstand.

De har for det meste levet og udviklet sig side om side. I dag i 2013 kan EU- og antikrigskampen ikke adskilles eller ses isoleret fra hinanden. Og heller ikke fra den tredje store gren af massive folkelige bevægelser – kampen mod den nyliberale nedskærings- og krisepolitik.

Det handler om at udvikle samarbejdet konkret og handle sammen. Og om at
rejse fælles krav og give plads til disse. Det er denne Fredsfestival et meget konkret eksempel på.

En fælles erfaring er, at vi bliver ikke flere eller bredere ved at have uld i mund. Jo klarere vi rejser kravet om og retningen for, at Danmark skal ud af EU, og stop for al dansk krigsdeltagelse, jo mere kan vi rykke.  

Vi har også en anden fælles erfaring, som I sikkert har bemærket: Både EU og krigsspørgsmålet er uendeligt fraværende i den offentlige debat. F.eks. omkring den nye finanslov, der er en direkte afskrivning og diktat fra EU, og som poster penge til dansk krigsdeltagelse og deres mange samtænkte fonde og indsatser.

Det går kun én vej: Der skæres ned og ned på velfærden og op for unionsstaten, militariseringen og krigene. De tre store komponenter i EU’s grundlov må modsvares af store, koordinerede og samtænkte folkelige bevægelser – af en samlet front mod monopolernes EU, det nyliberale amokløb og krigsgalskaben.

Se også

Dorte Grenaa: Militariseringen  af EU og Danmarks placering

Indlæg på seminaret 'Modstand mod det nyliberale amokløb' 7. september 2013 i København



 


TILLÆG 1


Dansk deltagelse i EU-missioner

EU's internationale missioner er en del af EU's Fælles Sikkerheds- og Forsvarspolitik, som blev lanceret i 1999 og traktatfæstet med EU's grundlov, Lissabon-traktaten, der trådte i kraft den 1. december 2009.

Den Fælles Sikkerheds- og Forsvarspolitik giver EU adgang til at lede civile og militære missioner rundtomkring i verden og med kort varsel udsende en udrykningsstyrke til et kriseområde.

Siden 1999 har EU ledet 24 internationale operationer og krige, hvoraf 16 har været civile og otte militære. Der er i dag 14 aktive missioner inden for bl.a. retsvæsenet, civil administration, politimæssige opgaver og beskyttelse.

Danmark er en væsentlige bidragsyder til EU's civile missioner og bidrager for øjeblikket direkte med personel til følgende missioner:

Kilde: Udenrigsministeriet

TILLÆG 2


”Afrikanske løsninger på afrikanske problemer"

Citater fra ” Danmarks samtænkte stabiliseringsindsatser i verdens brændpunkter” om indsatsen i Afrika:

"Siden 2007 har de østafrikanske lande med blandt andet Danmarks støtte udviklet EASF (Eastern African Standby Force), hvis formål er at bidrage til konfliktforebyggelse og konfliktløsning – først og fremmest i regionen. Samarbejdet i EASF består af træning og uddannelse af militært personel såvel som civile og politistyrker, fælles øvelser og en fast mødestruktur for det militære lederskab og forsvarsministrene i regionen. Konkret er ambitionen at opstille en østafrikansk reaktionsstyrke i 2015 på ca. 5.000 mand, der foruden robuste militære styrker omfatter en politikomponent såvel som civile eksperter med henblik på håndtering af konflikters afledte konsekvenser. Ud over de synlige resultater bidrager EASF til at skabe netværk og tillid på tværs af de østafrikanske landes sikkerhedsstrukturer. EASF har skabt en grundlæggende samarbejdsstruktur og -kultur landene imellem, som har gjort det muligt, at afrikanske styrker i dag håndterer sikkerheden i Somalia – og i fremtiden vil være rustet til andre potentielle konflikter.”

”Desuden bidrog regeringen i marts 2013 (efter sit militære bidrag til den franske  angreb og besættelse)  gennem Freds- og Stabiliseringsfonden til den afrikansk-ledede støttemission i Mali (AFISMA). AFISMA har bl.a. til formål at bidrage til kapacitetsopbygning af de maliske sikkerhedsstyrker og støtte de maliske myndigheders indsats for at genvinde kontrollen med områderne i det nordlige Mali.
Bidrag til Mali og regionen er desuden samtænkt med Danmarks øvrige engagement i regionen. Bl.a. kan nævnes Danmarks langvarige bistandsengagement i Mali, Niger og Burkina Faso, freds- og stabiliseringsindsatserne i Niger og Libyen, herunder danske bidrag til EU’s krisestyringsmissioner, samt dansk civil og militær støtte til opbygning af afrikansk sikkerhedsarkitektur gennem AU og ECOWAS.”




Andre oplæg fra Fredsfestival 2013

Er EU ikke ”fredens projekt”?
Af Jesper Morville, Folkebevægelsen mod EU

EUs kontrol over våbenhandel er blot papir
Af Tom Vilmer Paamand

 


- End -