Myten om det fredelige EU
 

 

Er EU ikke ”fredens projekt”?

Om protesterne imod EU som modtager af Nobels Fredspris 2012 og EU's historiske rolle i diverse konflikter

Af Jesper Morville


Indlæg af Jesper Morville, formand for Folkebevægelsen mod EU's internationale udvalg, ved Århus Fredsfestival 5. oktober 2013






Demonstration mod EU og EUS militarisering under Fredsfestival 2013 i Århus.
Jesper Morville tv

I december 2012 modtog EU's ledere Nobels Fredspris i Oslo. Dagen inden var et par tusind mennesker på gaden for at markere, at de ikke anså EU for en værdig prismodtager, bl.a. en håndfuld deltagere fra Danmark og Sverige, der samme morgen var kørt fra København til den norske hovedstad.

Hvorfor disse protester?

Grundlaget for Fredsprisinitiativet 2012 – EU ingen værdig vinder

Initiativet til demonstrationen blev taget af Norges Fredsråd i samarbejde med en række aktører fra det norske civilsamfund, bl.a. Nei til EU. I hovedparolen hedder det:

En vigtig side af EU's udvikling de seneste år handler om militarisering og oprustning. EU står for en tredjedel af verdens våbeneksport og er den næststørste militære forbruger i verden – med en oprustning på 280 milliarder dollar, hvor Kina til sammenligning bruger 143 milliarder. Enkelte af våbenproducenternes omsætning overstiger mange udviklingslandes nationale budgetter.

I de økonomiske redningspakker til bl.a. Grækenland er det en forudsætning, at modtagerlandene opretholder deres våbenimport, som de egentlig ikke har behov for. EU bygger på en vision om at blive en regional stormagt. Som for stormagter flest går det hånd i hånd med magtpolitik og militær hævdelse.

Det er derfor et paradoks at give Nobels fredspris til en aktør, hvor disse dimensioner står så centralt. Vi mener, at det slet og ret er urimeligt at give en nedrustningspris til en union, der fremmer militær oprustning.

Flere tidligere modtagere af fredsprisen, bl.a. Desmond Tutu og Mairead Maguire, gik ud med en fælles protest; og Mairead Maguire uddybede den ved at påpege, at ”Mens EU påtvinger flere EU-lande hårde nedskæringskrav, støtter det samtidigt øget militarisering af Europa gennem støtte til USA og NATO og krigsforbrydelserne i bl.a. Irak og Afghanistan. Og i stedet for at støtte menneskerettigheder i lande som Palæstina, belønner EU Israel ved at gøre det til mest-begunstiget handelspartner og give det store bevillinger (betalt af EU's skatteborgere) til militær forskning og våbenproduktion”.

Andre fremhævede EU's medansvar for borgerkrigen i Jugoslavien ved den forhastede anerkendelse af Kroatien; FN havde netop havde advaret kraftigt imod det, men for de store EU-lande var politiske og handelsmæssige interesser vigtigere end risikoen ved at hælde benzin på et truende bål.

Det er således EU's politik de senere år, der er i fokus. Og det er relevant nok at pege på, at den globale konkurrence har fået EU til tydeligt at spille med musklerne og demonstrere, at Unionens handelspolitik også er magtpolitik og, i givet fald, militærpolitik.

Det fremgår klokkeklart af EU's nuværende grundlag Lissabon-traktaten (fra 2008), hvis artikel 42 stk. 3 fastslår, at:
”Medlemsstaterne forpligter sig til gradvis at forbedre deres militære kapacitet … Det Europæiske Forsvarsagentur klarlægger de operationelle behov”.

Samme artikels stk. 2 erklærer, at:
”Den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik omfatter gradvis udformning af en fælles EU-forsvarspolitik. Denne vil føre til et fælles forsvar, når Det Europæiske Råd med enstemmighed træffer afgørelse herom.”

Kravet om forbedring af medlemslandenes militære kapacitet er en nyskabelse i Lissabon-traktaten. Artiklen om det fælles EU-forsvar er en genganger fra tidligere traktater, hvor der dog ”kun” har stået, at den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik kan føre til et fælles forsvar.

I Lissabon-traktaten er der ikke længere nogen vej tilbage.


Et historisk tilbageblik – hvornår var EU et ”fredsprojekt”?


Den norske nobelkomité begrundede tildelingen af fredsprisen med, at EU, der opstod på ruinerne efter 2. verdenskrig, havde skabt fred og forsoning i det krigshærgede og splittede Europa.

Og det er jo sandt, at der ikke har været krig mellem de to gamle europæiske stormagter og arvefjender Frankrig og Tyskland siden afslutningen af 2. verdenskrig og etableringen af nye former for europæisk samarbejde.

Ser man lidt nøjere på EU's baggrund og reaktion på vigtige begivenheder i de senere årtiers historie, bliver billedet imidlertid mere nuanceret.

Kul- og Stålfællesskabet

Kort efter afslutningen af den 2. verdenskrig skiltes de allieredes veje og den kolde krig brød ud. Gennem Marshall-hjælpen og Organisationen for Økonomisk Samarbejde i Europa (OEEC) (1948) og lidt senere opbygningen af NATO sikrede USA sin kontrol over og fælles fodslag mellem de vesteuropæiske lande.

Da delingen mellem Vest- og Østtyskland blev en kendsgerning i 1949, blev den vesttyske genopbygning endnu mere aktuel for USA. Men det stigende behov for at lade også Vesttyskland deltage i den militære oprustning vakte bekymring hos landets naboer, ikke mindst Frankrig. 

I maj 1950 tog den franske udenrigsminister Robert Schuman tyren ved hornene og foreslog skabelsen af et ”kul- og stålfællesskab” mellem primært Frankrig og Vesttyskland (men åbent for andre), hvor landenes respektive sværindustrielle ressourcer underlagdes en fælles ”høj myndighed” – hævet over demokratisk kontrol – og udnyttedes i fællesskab.

Således kunne man endegyldigt fjerne risikoen for at landene genoprustede hver for sig og kunne rette våbnene mod hinanden.

Kort efter udbrød Koreakrigen, og USA fik sit ønske opfyldt om, at Vesttyskland kunne opruste militært og optages i NATO.

I 1951 blev traktaten om Det europæiske Kul- og Stålfællesskab, som Robert Schuman havde foreslået, undertegnet af Frankrig, Vesttyskland, Italien, Belgien, Holland og Luxembourg. Det udviklede sig med årene til Det europæiske Økonomiske Fællesskab, EF, der dannedes med underskrivelsen af Rom-traktaten i 1957.

NATOs militærpolitiske rammer og Kul- og Stålfællesskabets overtagelse af forvaltningen af medlemslandenes sværindustrielle ressourcer sikrede, at Vesttyskland fik mulighed for militær oprustning og kunne yde sit bidrag sammen med de øvrige vesteuropæiske lande til kampen imod en fælles fjende frem for at rette sine våben imod sine vestlige naboer.

Sat på spidsen kan man derfor sige, at militær oprustning og afmontering af medlemslandenes demokratiske kontrol over egne ressourcer var en del af formålet med dannelsen af EFs forgænger, Det europæiske Kul- og Stålfællesskab.

 
Murens fald og Maastricht

Hvis EF på mange måder er et koldkrigsprojekt, rettet imod en fælles fjende, snarere end et fredsprojekt, kunne man tro, at den kolde krigs ophør havde givet anledning til et retningsskift i Fællesskabets politik.

Rygter vil vide, at den daværende formand for EF-kommissionen (som Kul- og Stålfællesskabets ”Høje myndighed” var omdøbt til), Jaques Delors, fældede bitre tårer ved nyheden om Berlinmurens fald.

Sand eller ej symboliserer historien, at EFs eksistensberettigelse hang nøje sammen med den kolde krig, og at EFs elite frygtede, at tilslutningen til projektet nu ville gå fløjten.

Men i stedet for i denne for hele Europa nye situation at række hænderne frem til et bredt samarbejde med de østeuropæiske lande, barslede EFs ledere godt et år senere med Maastricht-traktaten, der i høj grad uddybede integrationen mellem de eksisterende EF-lande og fastlagde reglerne for en fælles mønt, en fælles rets- og en fælles udenrigs- og forsvarspolitik. EF blev til EU.

Denne yderligere integration i dybden mellem de i forvejen nært integrerede medlemslande vanskeliggjorde tilnærmelser fra de østeuropæiske lande, overførte endnu mere magt fra medlemslandene til Bruxelles og satte turbo på EU's militarisering.

I Maastrichttraktaten ser vi for første gang formuleringen om ”en fælles forsvarspolitik, som med tiden vil kunne føre til et fælles forsvar” (Afsnit V, artikel J.4.).

Og så skete det, at Maastricht-traktaten blev nedstemt af et flertal af de danske vælgere ved folkeafstemningen den 2. juni 1992.

Maastricht-traktaten har allerede haft 4 efterfølgere, der alle har øget Unionens centralisering og magt. Kun én blandt disse seneste fem EU-traktater er ikke blevet nedstemt i det eller nogle af de lande, der har fået lov til at stemme om dem: Amsterdam-traktaten blev godkendt i såvel Danmark som Irland.

Men Nice-traktaten blev i første omgang nedstemt af irerne; den efterfølgende Forfatningstraktat faldt med et brag ved folkeafstemninger i de gamle kernelande Frankrig og Holland. Og Lissabon-traktaten blev nedstemt i Irland.

Som nævnt indledningsvis, måtte befolkningerne i medlemslandene allerede i Kul- og Stålfællesskabets tid ofre en god del af deres demokratiske indflydelse til en ikke-folkevalgt ”Høj myndighed”.

Når dette, og de følgende årtiers gradvist øgede centralisering, ikke blev mødt med nævneværdige protester, kan stemningen under den kolde krig og kravene om at stå sammen og sammen ofre noget i striden mod en fælles fjende, være en del af forklaringen.

Det er i hvert fald tankevækkende, at modtanden mod at overlade mere magt til EU bliver synlig og sejrrig umiddelbart efter den kolde krigs ophør, først i de dengang relativt nye medlemsstater Danmark og Irland, men kort efter også i selv EUs gamle kernelande.

Denne øgede modstand har givet mange årsager. Men at frygten for EU's øgede militarisering spiller en særdeles vigtig rolle, kan ses af det faktum, at både Danmark og Irland efter afvisningen af hhv. Maastricht- og Lissabon-traktaten har måttet gives undtagelser fra netop det militære samarbejde som betingelse for at acceptere traktaterne ved de efterfølgende omafstemninger.

Situationen er en helt anden i dag end under den kolde krig. Og EU's argumenter for sine stedse øgede krav om militarisering må ses i en anden sammenhæng.

I dag drejer det sig om den globale kamp om ressourcer og markeder; en kamp, der udkæmpes med alle midler, inklusive militære.

Militariseringen besmykkes i Lissabon-traktaten med smukke ord om ”humanitære opgaver, … konfliktforebyggende og fredsbevarende opgaver og kampstyrkers opgaver i forbindelse med krisestyring, herunder fredsskabelse og postkonflikt- stabiliseringsoperationer. Alle disse opgaver kan bidrage til bekæmpelse af terrorisme”. (Artikel 43 stk. 1)

Men EU har andet end fredsskabelse på programmet, og traktatens ord er mere end blot en hensigtserklæring.

Det kom tydeligt frem, da EU-parlamentet den 11. september i år behandlede en betænkning om EU's militære strukturer. På de punkter, hvor der ifølge betænkningen ikke var sket nok for at realisere Lissabon-traktatens mål, krævede Parlamentet nu handling og kom med konkrete forslag. Og man beklagede bl.a., at EU ikke havde formået at sende en fælles styrke til Mali.

Tydeligere kan det vist ikke siges, at EU's politik, præcis som de tidligere modtagere af Nobels fredspris påpegede i deres kritik af EU som fredsprismodtager, handler om at gøre sig gældende som stormagt i den globaliserede verden og sikre sig markeder og ressourcer med alle midler.

Det bliver ikke let at bremse den udvikling!

Men det kan give håb for fremtiden at konstatere, at når der ikke længere kan trues med, at en fjende står for døren, og kravene om militarisering alligevel øges og bliver diskuterede åbent, vender de fleste sig imod dem. Det så man ved folkeafstemningerne i mange EU-lande i årene op til og efter årtusindskiftet. Og kravene og deres omkostninger bliver tydeligere og tydeligere. Det kan kun styrke modstanden.


Se også KPnetTVs video fra Fredsfestival 2013:

EU skaber krig - ikke fred


Andre oplæg fra Fredsfestival 2013


Danmark i EU's militære opbygning og krige
Af Dorte Grenaa, Stop Terrorkrigen

EUs kontrol over våbenhandel er blot papir
Af Tom Vilmer Paamand


- End -