Fredsbevægelse
 

Er det Fredsvagt eller fredssvagt?

Af Coílin OhAiseadha

Coílin OhAiseadha, irsk læge, bosat i Danmark, fredsvagt og storyteller

Hvad står der? Er det Fredsvagt eller fredssvagt? Jeg er fristet til at sige, at jeg synes Danmark er et fredssvagt land, men hvis jeg sagde det, ville I garanteret synes jeg var åndsvagt.

Men nej, der står altså "Fredsvagt". Jeg er Fredsvagt - og ikke åndsvagt.
Christiansborgs Fredsvagt blev startet d. 19. oktober for at protestere mod Danmarks fredssvage deltagelse i USA's nye krigsmanøvrer. Vi har stået der hver dag siden - i regn og sne og blæst og sol - og i dag er så dag 184.

Der er mange her i dag, som aldrig har stået fredsvagt, og jeg kan varmt anbefale at I prøver det en gang. Det er nemlig enormt hyggeligt.

Folk kommer forbi og snakker. Nogle diskuterer, men andre takker bare, fordi vi er der.


Så var der en dag, hvor jeg uddelte løbesedler ved busstoppestederne.

Der kom en gammel dame hen til mig- hun må have været 75 eller 80 år gammel, men meget frisk. Hun kom hen til mig, nikkede til overskriften
-
"Krig er Terror" - og sagde:

"Det kender jeg lidt til."

"Nåh," sagde jeg. "Hvordan det?"

"Jeg var i modstandsbevægelsen."

"Nåh!" sagde jeg.

"Ja, og jeg blev arresteret af tyskerne en gang. De havde mig i Shell-bygningen med en pistol i hovedet, og hvis jeg rørte mig, så var jeg død. ... "

"Nåh!" sagde jeg bare.

Der blæste en kold vind, og det kan være derfor at der kom tårer i den modige kvindes øjne ... Der gik et par stille øjeblikke ...

"Hvad synes du så om denne krig?" spurgte jeg tilsidst.

Hun stirrede intenst på mig: "Jeg synes vi skal stoppe den!"


I dag er Hitlers fødselsdag, men der er ikke derfor vi er her. Vi har intet at fejre her i dag.

Det er tydeligt for mig, at den nuværende danske fredsbevægelse har arvet meget fra den danske Frihedsbevægelse. Frihedskæmperne vidste, hvad nazismen gik ud på, og de ville ikke finde sig i det. Ligeledes ved VI, hvad den såkaldte "Krig mod Terror" går ud på, og VI VIL IKKE FINDE OS I DÉT!


Jeg ved, at de fleste af jer, der er mødt op i dag gerne vil gøre mere for at støtte den nye fredsbevægelse, så jeg vil gerne sige lidt om de forskellige muligheder, der findes.

Hvis I vil være med i FredsVagten, skal I bare skrive jeres kontaktdetaljer på vores underskriftindsamling, og vi kontakter jer for at aftale et passende tidspunkt, hvor I kan stå vagt.

Man har startet en støtteforening, der hedder "FredsVagtens Venner".
Medlemskab af FredsVagtens Venner gør det muligt for folk over hele landet at støtte FredsVagten ved Christiansborg.

Vi har lavet støttemærkater, som vi sælger for 5 kr. stykket. Vi holder en støttefest i Operaen i Christiania d. 1. maj, hvor man kan komme og band og DJ, som spiller indtil kl. 5 om morgenen.

Vi har et godt samarbejde med initiativet Stop Terrorkrigen, som står bag dette arrangement i dag.

Vi uddeler sedler, hvor I kan læse mere om de forskellige events, og hvor der står kontaktdetaljer. Det vigtigste er nemlig at holde kontakten, så I kan være med til fremtidige arrangementer.

Hav en dejlig dag. Tak.

-End-