Fredsbevægelse
 

Ophæv sanktionerne
mod Irak NU

Af Sammi Jawad

Sammi Jawad er medlem af Komiteen til ophævelse af sanktionerne mod Irak

Vi står her i dag for at demonstrere mod krig og racisme og ikke mindst imod USA's terrorkrig. USA indledte efter angrebene i New York en krig mod terrorisme. En krig som USA ensidigt har pålagt sig selv at føre på vegne af hele den vestlige verden.
Vi accepterer ikke krig som et politisk middel for at løse politiske problemer i verden.
USA's såkaldte krig mod terrorisme er amoralsk, uretfærdig og en umenneskelig løsning på alverdens problemer.

Den amerikanske præsident George Bush har allerede delt verden i to lejre:"Enten med os eller imod os". Vi tager afstand fra denne opdelingsmentalitet, der minder os om den kolde krigs periode og ikke mindst om den måde som også Osama Bin Laden ser verden på!

USA's næste mål for den såkaldte krig mod terrorisme er højst sandsynligt Irak. Allerede for 12 år siden indledte USA og dets allierede Golfkrigen for at smide Irak ud af Kuwait og FN indførte sanktioner mod Irak. Målet er opnået, Irak er ude af Kuwait, men USA's krig mod Irak fortsætter. De amerikanske og britiske fly bombarderer daglig Irak med civile ofre og materielle skader til følge.

FN's sanktioner mod Irak er faktisk en slags krig mod det irakiske folk. FN's sanktioner har allerede kostet mere end ½ mio. børns liv, gjort ca. 40% af befolkning arbejdsløse og har ført landet ud i en elendig humanitær og økonomisk tilstand.

Disse forhold er blevet dokumenteret af FNs egne folk, der har arbejdet i Irak. Den tidligere FN-chef i Irak Denis Halliday har kaldt FN-sanktionerne et folkemord mod det irakiske folk: "Vi fører krig gennem FN mod irakiske folk med frygtelige resultater, som er modstridende med Genéve-konventionen. Vi rammer direkte den civile befolkning".

BBC har for nyligt interviewet den tidligere FN-våbeninspektør i Irak amerikaneren Scott Ritter og spurgt ham bl.a. om USA's forestående krig mod Irak. Han konstaterede "at den amerikanske regering med George Bush og Donald Rumsfeld i spidsen har en ideologisk dagsorden for at vælte Saddam Hussain". Han fastholder at "Irak i dag udgør ikke længere en trussel mod omverden. Virkeligheden er, at FN har destrueret alle kemiske, biologiske og atomare faciliteter i Irak".

Da det ikke lykkedes USA at forbinde Irak med Bin Laden og terror-aktionen i New York har den amerikanske administration nu ændret definitionen af terrorisme til også at omfatte lande der har masseødelæggelsesvåben. Spørgsmålet er: Hvorfor kun Irak?
Lande som Israel råder over et omfattende arsenal af masseødelæggelsesvåben, der aldrig blev kontrolleret hverken af FN eller af det internationale samfund. Israel har aldrig underskrevet ikke-spredningsaftalen.

Krig mod Irak er ikke en løsning. Til gengæld er det nødvendigt med en politisk løsning på konflikten med Irak. EU og den danske regering skal støtte den igangværende dialog mellem FN og den irakiske regering og forhindre, at USA sætter hindringer for forhandlingerne. Den politiske løsning skal ikke kun forhindre krigen mod Irak, men også tvinge den irakiske regering til at åbne en dialog med irakiske oppositionsgrupper. Demokrati og fred har det irakiske folk mest brug for - ikke en ny krig.

Vi samler os her i dag for at protestere mod krigen og siger klart NEJ TIL DANSK DELTAGELSE I KRIG.
Danmark skal ikke deltage i USA's krig mod Irak. Hvis USA og dets allierede virkelig vil bekæmpe terrorisme i verden, så skal de først og fremmest bekæmpe årsagerne til terrorisme.
Fattigdom, diktatur, uretfærdig fordeling af ressourcer og hensynsløs kapitalisme er de virkelige årsager til terrorisme og ikke muslimer, palæstinensere eller Irak.
Terrorkrigen skaber katastrofer, racisme og intolerance i verdens lande.

LAD IRAK OG DET IRAKISKE FOLK I FRED
OPHÆV FN-SANKTIONERNE NU
NEJ TIL TERRORKRIGEN
JA TIL EN HUMAN OG SOLIDARISK VERDEN

- End -