Fredsbevægelse

 

Aalborg 15. februar

2-3000 demonstrerede i Aalborg på den globale aktionsdag.
Se billeder her (SUF)

Man vedtog følgende udtalelse:

Ingen danske soldater til Irak

Demonstranterne i Aalborg den 15. februar udtaler deres fordømmelse af præsident Bush's, premierminister Blairs, statsminister Anders Fogh Rasmussens og andres trusler om krig mod Irak:

Samtidig med at vi udtaler vores afsky for Saddam Husseins diktatoriske regime, erklærer vi vores medfølelse med det irakiske folk, som allerede er påført umenneskelige lidelser.

Vi opfordrer alle til at erklære deres modvilje mod krigen samt fordømmelse af al tale om brug af atomvåben.

Vi sender vores støtte til det andet Amerika, til alle de amerikanere, som kæmper for et bedre liv og en fredelig verden.

Vi bakker op om de stater, der forsøger at finde en fredelig løsning på konflikten.

Vi forlanger, at vores statsminister lytter til sin befolkning, trækker sit brev om støtte til Bush’s krig tilbage og bakker op om de fredelige initiativer, der er bragt på bane af Frankrig og Tyskland og støttes af Rusland og Kina med flere.

Vi siger: Ingen danske soldater til Irak.