Fredsbevægelse
 

Danmark i krig

Af Dorte Grenaa

Det var blevet spået, at når først krigen gik i gang, når den rå magt blev sluppet løs, ville befolkningerne bøje sig. Det modsatte er sket.

Dorte Grenaa
ved skoleelevdemonstration på Rådhuspladsen i København

Allerede onsdag nat, da de store bombninger begyndte at falde over Irak, gik den nye verdensomspændende anti-krigsbevægelse på gaderne i mange lande. Første gang klokken blev 20.00 i land efter land, fra kontinent til kontinent, samledes millioner af mennesker i alle hudfarver, aldre, og religioner for at gøre det klart: Den krig bliver ikke ført i vores navn, den skal stoppes. Ingen har tal på, i hvor mange byer verden over dette fandt sted, men uanset i hvilken by man befandt sig, stod man der i bevidstheden om, at man var en af de millioner, der lige nu siger fra over for krigens vanvid og de forbrydelser, der bliver begået i demokratiet, frihedens og menneskehedens navn. I Danmark samledes man i 37 byer over hele landet fra Bornholm, Lolland til Sønder- og Nordjylland.

Ikke mindst de unge har i stort omfang og med alvor og energi reageret umiddelbart. Både torsdag og fredag gik tusindvis af skoleelever og uddannelsessøgende på gaderne i protest mod Bush's oliekrig og dansk krigsdeltagelse. I København forlod elever fra 76 skoler og uddannelsessteder undervisningen for at protestere ved USA's ambassade, på Christiansborg og Rådhuspladsen. Mange steder i byen blev trafikken stoppet af protesterende krigsmodstandere. Også lørdag blev der i mange byer holdt nogle af de største anti-krigsdemonstrationer, der har været.

Danmark blev i fredags et krigsførende land. Danmark er i krig - uden at det er lykkedes nogen at forklare hvorfor. Kun fordi der samledes et lille snævert flertal på 61 folketingsmedlemmer fra Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti omkring Fogh-regeringens krigserklæring. Mod et flertal i befolkningen, der ikke ønsker Danmark i krig. Det er blevet kaldt en "demokratisk kendsgerning"!

USA's ambassade har udsendt advarsler mod demonstrationer i Danmark. USA som aggressiv krigsførende imperialistmagt ved, hvad det vil sige, ikke at have ro på bagsmækken - at have sin befolkning imod sig. Den står midt i det. Og det har før stoppet en krig.

Den nye fredsbevægelse - samlet i koalitionen "Ingen krig mod Irak" - er med regeringens krigsdeltagelse stillet overfor en stor ny opgave. Dansk krigsdeltagelse skal stoppes - krigen skal stoppes. Presset på krigsmodstanden fra regeringen, statsmagten og krigens kræfter vil blive råt - og er det allerede med den skærpede varetægtsfængsling for den symbolske maleraktion i Folketinget.

Den nye fredsbevægelses store styrke er, at det er en bred folkelig bevægelse - og det er også hvad vi i APK hele tiden har arbejdet for, at den skulle blive. Den skal indeholde hele spektret af krigsmodstand, i alle dens forskellige former - parlamentariske aktioner, protestdemonstrationer, civil ulydighed, nedlæggelse af undervisningen, strejker og arbejdspladsmodstand.
Hver dag kommer der nye anti-krigsgrupper til rundt om i landet, der kan organisere og udfolde energien i modstanden. Og den rettes mod de ansvarlige - USA imperialismen, den danske Fogh-regering, krigsforbryderregeringen og dødens købmænd, A.P.Møllers multinationale olie- og krigsforretning, hvis økonomiske interesser endnu engang har dikteret en dansk regerings handlinger.
Der skal forsat arbejdes på at styrke bredden og dybden i anti-krigsbevægelsen - og ikke mindst på at arbejdspladserne og fagforeningerne for alvor begynder at rykke.

Ingen kan med sikkerhed sige, hvordan krigen forløber. Hvad der er sikkert er, at det irakiske folk har rejst sig mod aggressorerne - og at det ikke vil acceptere en langvarig besættelse. Forventningen om, at krigen ville blive let og kortvarig, fordi irakerne ville modtage US Army og dens bomber som befriere, er forduftet. Danmark kan være blevet kastet ud i både en langvarig krig og en langvarig besættelse. Det er et morads, som der kun er én vej ud af: At få de danske soldater hjem! Stop for aggressionskrigen!

I stedet taler man nu om, at når USA har vundet krigen, skal FN ind og sikre freden og genopbygningen efter ødelæggelserne. USA har sin egen plan om at sætte sig selv og de amerikanske koncerner på hovedparten af rovet. Andre vil misbruge FN til at være med.
International lov har noget andet at sige om aggressionskrige: Aggressorerne og besættelsesmagten er pligtig til at betale for de ødelæggelser, de har påført Irak og irakerne. De ansvarlige skal dømmes ved internationale krigsforbryderdomstole. Og aggressorerne skal betale krigsskadeserstatninger for deres ødelæggelser. Det er derhen, Fogh og Co. fører Danmark.

Dorte Grenaa er formand for Arbejderpartiet Kommunisterne (APK) og medlem af ledelsen af STOP TERRORKRIGEN og af koordinationsgruppen i
INGEN KRIG MOD IRAK

- End -