Nødvendigt at holde fast i vores protest

Af Rina Dhahir

Ung irakisk kvinde fra Odense: Tale ved demonstrationen i Odense den 12. april 2003, arrangeret af 'Ingen krig mod Irak'

Bagdad er faldet. Saddam Hussein har stukket halen mellem benene. Politiet, myndighederne og Republikanergarden er som forsvundet fra jordens overflade. I Iraks gader råder euforien og glæden over at være sluppet af med en farlig og magtsyg diktator. Irakerne er nu frie mennesker takket være de kære amerikaneres heltemodige indsats.

Kære venner: Hvis de glade mennesker vi ser på tv-skærmene på DR og TV2 repræsenterer flertallet af irakerne - hvilket jeg tvivler på - så er irakerne måske begyndt at glæde sig for tidligt. De er godt nok sluppet af med Saddam Hussein. Men forude venter mere undertrykkelse under en ny diktator. At tro på at USA vil bringe irakerne ægte frihed og demokrati, ville være naivt. Det USA har brug for er en ny skødehund. Deres gamle af slagsen vil jo ikke længere lystre. Og derfor skulle han væk.. Hvordan Iraks fremtidige ledelse vil se ud, kan man kun gisne om. En ting kan der imidlertid ikke herske nogen tvivl om. Amerikanerne vil ikke på vilkår overdrage magten i Irak til personer, der ikke varetager USA's og Israels interesser i regionen.

USA har muligvis vundet krigen militært. Men rent menneskeligt, diplomatisk og moralsk har USA lidt et stort nederlag. Det er muligt at USA på kun tre uger har overstået den vigtigste del af den militære aktion. Men lad os ikke glemme hvordan amerikanerne er nået dertil, hvor de står i dag. I de danske medier har man gjort alt hvad man kunne for at få denne forbryderiske krig til at lige noget der svarer til et computerspil. Fremrykning her, fremrykning dér, en masse militære analyser og computergrafik. Alt går som smurt. Følger man de arabiske nyhedsmedier tegner historien sig noget anderledes. Her ser man alt det, som USA og deres sammensvorne ikke vil have frem i lyset. Her får man det rigtige billede på hvad det vil sige at leve i et land hvor der er krig. Her ser man hvordan det ser ud når et lille barn får en bombe med demokrati og frihed lige i hovedet. Her ser man kvinder, mænd, børn, eller gamle der hulkende sidder tilbage med et lille stykke af det der engang var deres kære. En hånd, en hårtot, en pande. Her ser man det store flertal af irakere der lover amerikanerne hævn for de forbrydelser de har begået mod deres familier, naboer og landsmænd.

USA's intentioner

Personligt ville jeg ikke have noget imod at Irak kom under amerikansk administration, hvis dette kunne være ensbetydende med at begreberne frihed og demokrati ville gælde alle irakere. Jeg ville ta' hatten af for amerikanerne hvis deres intention var at gi' irakerne en værdig tilværelse. Men jeg tvivler stærkt på at dette er USA's virkelige hensigt.

'Operation Iraqi Freedom' er en parodi. Tro ikke de der siger at krigen mod Irak er en krig mod terror. Krigen er heller ikke et korstog mod muslimerne. Krigen mod Irak er ikke andet end en beskidt handelsaftale, hvor barbariske spekulationer i nedslagtning af et folkeslag bliver camoufleret i tidens teknologi, jakkesæt og computergrafik.

USA vil indsætte en ny Saddam Hussein, en ny bydreng, der kan sikre at vestens økonomiske interesser bliver tilgodeset. Siden 1948 har olieforsyningen fra området omkring Mosul til Israel været lukket. Den 2. april er amerikanerne, efter at have gennemført massakrer mod Mosuls hovedsageligt kristne indbyggere, begyndt at undersøge mulighederne for at lukke oliehanerne op og tilføre Israel Iraks olierigdomme. Hvad foregår der? Ja, jeg spørger bare . . .

Så snart man sætter spørgsmålstegn ved USA's handlinger, bliver man prompte nomineret til titlen 'antiamerikansk'. Debatten er fuldstændig forfejlet. Enten er du med os, eller også er du imod os. Det er vigtigt ikke at lade sig skræmme af disse indsnævrede menneskers trusler, som vi jo på det seneste desværre også er begyndt at måtte lægge ører til i lille Danmark. Vi må til stadighed insistere på retten til at kunne få lov til at udvise kritik overfor den amerikanske regerings anarkistiske opførsel i verden, uden at blive klandret for det ene og det andet. Det er vores pligt som samvittighedsfulde mennesker. Det er vores pligt overfor de millioner af mennesker verden over, som i al for lang tid har ligget under for USA's overlegenhed, undertrykkelse og diskrimination.

Desværre forholder det sig således, at disse uretfærdigheder - som flere amerikanske regeringer gennem tidens løb har begået - til stadighed fejes væk af de 'proamerikanske' kræfter i samfundet. Disse ihærdige fortalere for amerikanismen, har svært ved at erkende at USA altid har haft to parallelle - men vidt forskellige - måder at føre verdenspolitik på. Mens USA siden starten på det 20. århundrede har ydet de vestlige lande såvel økonomisk som moralsk bistand, dopet vesterlændingene med wannabe- kultur på dåse og illusionen om den amerikanske drøm, så har den tredje verden måttet smage på en noget anderledes og mindre ordholden version af amerikansk 'justice for all'.

I Latinamerika, Mellemøsten og Afrika har skiftende amerikanske regeringer i stedet for at implementere visionen om frihed og demokrati for alle, bevidst - og grundet egne interesser - forsynet utallige nationer med diktatorer. Listen over de lande der har fået USA's kærlighed at føle er lang. Og blindheden blandt de, der nægter dette faktum er overvældende. Skal vi gøre os nogle forhåbninger om at opnå en nogenlunde saglig debat om amerikanernes og vores alle sammens fremtidige sameksistens på kloden, er det derfor særdeles vigtigt at begrebet 'antiamerikanisme' afmystificeres.

Den danske regering

Personligt er jeg selv offer for Saddam Husseins rædselsregime; mange af mine familiemedlemmer i Irak har været udsat for ydmygelser, tortur og drab. Derfor er det en enorm provokation nu at måtte lægge ører til beskyldninger om at gå Saddam Husseins ærinde. Værre er det også, at disse beskyldninger kommer fra en flok opportunister på Christiansborg, der for blot et par år siden ikke ville have kunnet placere Irak på verdenskortet.

Da mine forældre i 1981 flygtede fra Irak - med mig i den ene hånd og en lille kuffert i den anden - havde Pia K. og vor kære statsminister intet at indvende mod Hr. Saddam … Da millioner af såvel irakere som iranere blev nedslagtet i en krig velsignet af vesten, var der stadig ingen, der sagde noget. Og hverken Pia. K. eller Fogh har i de sidste tolv år grædt tårer for de irakiske børn, der på bestialsk vis har været afskåret fra så basale fornødenheder som mad og medicin. Derfor er det yderst usmageligt, at disse såkaldte politikere i dag bruger det irakiske folks lidelser som påskud til at realisere en helt anden dagsorden- for Foghs vedkommende drejer sagen sig overvejende om at opnå '15 minutes of fame' med det transatlantiske cowboy-idol, George W. Bush.

Hvad Pia Kjærsgaard angår, så er det intet mindre end tragikomisk, at denne kvinde nu dukker op på arenaen og tager så store ord som menneskerettigheder og demokrati i sin mund. De irakiske børns lidelser gennem tiden er ikke det der giver Pia K. søvnløse nætter. Hvis noget gør det, så må det være den ekstase hun i disse dage befinder sig i. En ekstase skabt af drømmen om at kunne sende alle irakiske flygtninge hjem til et demokratisk Irak, og således tage et skridt i den rigtige retning i kampen om at eliminere det, man betragter som en trussel mod danskheden.

Helt grotesk er det dog at Pia K. sammen med vor statsminister og Hr. Møller som følge af deltagelsen i den militære aktion mod Irak, på egen hånd har slæbt danskheden gennem sølet. Ingen har før trampet så meget på danskheden, som disse politikere i skrivende stund uden de mindste skrupler er i færd med; de har glemt at danskheden rummer mere og rækker langt udover idylliske kolonihaver, pilsnere og frikadeller. Danskhed drejer sig først og fremmest om evnen til i enhver situation at kunne udvise objektivitet. Danskhed er at favne bredt, slå koldt vand i blodet, og minde andre om at gøre det samme. Danskhed er ikke at bifalde lovløshed. Og danskhed er mest af alt ikke at kaste bomber i hovedet på små børn mens de sover, er i skole eller på markedet for at købe brød. Regeringen har i den grad inficeret begrebet danskhed og gjort alle danskere med samvittighed og medmenneskelighed til skamme.

Den danske regering har et alvorligt moralsk problem. Danmark støtter ikke alene den militære aktion mod Irak. Danmark lukrerer også af irakernes blod. Når benzinpriserne begynder at falde, så husk på at det er fordi den er blevet fortyndet med irakisk blod. Aldrig før i menneskehedens historie er det sket, at de krigsførende magter fordeler fjendens rigdomme iblandt sig, eller at de udliciterer genopbygningskontrakter, inden ødelæggelserne finder sted. Der er tydeligt tale om et overlagt internationalt rovmord, der - foruden at cementere Israels position i Mellemøsten - har til hensigt dels at eksploitere Iraks ressourcer, og dels at bane vejen for lignende fremtidige aktioner mod andre nationer.

Kedeligt nok for Anders Fogh Rasmussen, så har krigen mod Irak ingen vindere. Uanset dens udfald, så vil denne barbariske handling - udover at skabe fjendebilleder i mange årtier frem - for altid være en falliterklæring for menneskeheden. Gennemtrumfningen af krigen har med armvridning gjort os nødsagede til at erkende at vi i det 3. årtusinde endnu ikke har lært at håndtere konflikter på en 'menneskelig' måde. Det vi har lært, er at den der har magt, har ret.

Der er dog én glædelig side af sagen. Politikere vil komme og gå. George Bush og Anders Fogh Rasmussen vil en dag høre gårsdagen til. Men historien vil for altid bestå. Man kan frygte - eller glæde sig over - at historiebøgerne om et halvt århundrede måske ikke vil stemme overens med Bushs verdensanskuelse. Måske kommer der en dag hvor Bush og hans lykkeriddere bliver æresgæster hos krigsforbryderdomstolen i Haag. Ja, hvem ved…

Vi må desværre sande at vores statsminister ved at gå ind i Irak-krigen, har skuffet os noget så alvorligt. Man må imidlertid formode at selv Hr. Fogh har en grænse. Der må nødvendigvis komme en dag hvor statsministeren af den ene eller anden omstændighed ikke længere kan agere bydreng for storebror Bush - en dag hvor Fogh må føle sig nødsaget til at takke pænt nej når han får en transatlantisk opringning midt om natten. Og når den dag kommer, når Fogh vender det store nådefulde imperium ryggen, og slutter sig til resten af klodens befolkning - de nyttige idioter, hippierne, det naive, udemokratiske og hensynsløse flertal fra Beijing til Boston - da vil verden få at se at man ikke behøver at hedde Bin Laden eller Hussein, for at gøre sig fortjent til Bush Juniors vrede. Da skal det blive kendt, at en terrorist, jf. Bushs terminologi og verdensanskuelse, snildt kan have efternavnet Rasmussen.

Min bekymring og afmagt i disse dage er stor. Ikke kun fordi jeg ikke har vished om min familie i Irak er i god behold. Og heller ikke kun fordi USA i sidste uge bombede det hospital hvor jeg for 25 år siden kom til verden. Min bekymring bunder ikke kun i personlige følelser. Jeg er bekymret fordi jeg ikke kan lade være med at tænke: Hvad bliver det næste? Hvem bliver de næste til at smage på amerikansk frihed og demokrati?

Kære venner: det har aldrig før været så nødvendigt at holde fast i vores protest, som det er lige nu. USA vil bruge det, de betegner som en militær succes til at tage skridtet videre. Til at angribe Syrien, Iran, Nordkorea eller hvem de nu ellers skulle få lyst til at føje til listen over slyngelstater. Hvis ikke vi fortsat viser vores afsky for det, amerikanerne lægger for dagen, er jeg bange for at vi de næste 50 år hver lørdag bliver nødt til at mødes her. Så keep the faith!

Tak.

- End -