Fredsbevægelse
 

Iraks fremtid skal bestemmes af den irakiske befolkning!

Af Dorte Grenaa

Tale ved Ingen krig mod Irak's demonstration foran den amerikanske ambassade
1. maj 2003

George W. Bush har annonceret, at han vil understrege USA's overvældende militære magt, når han sent torsdag den 1. maj fra dækket på hangarskibet Abraham Lincoln erklærer, at kamp-handlingerne i Irak nu er afsluttet. Valget af det vældige hangarskib er en symbolsk hyldest til USA imperialismen militærmaskine, lyder det.

Præsidentens talsmand Ari Fleischer gør det klart, at George W. Bush omhyggeligt vil undgå at erklære sejr eller fastslå, at krigen er overstået. En sådan erklæring ville få juridiske konsekvenser bl.a. i form af en forpligtelse til at løslade alle fanger.

USA og deres krigsforbryder-koalition er gået fra en illegitim krig til en illegitim besættelse. Det kaldes nu en freds-og demokratiopbyggende proces. Et smukt navn - men hvad er kendsgerningerne indtil nu?

Den amerikanske besættelsesmagt har indsat ex-generalen Jay Garner til at stå i spidsen for den såkaldte "civile opbygning af Irak, der splittes op i regioner. Den danske krigsregering har fået deres bid - hertil morgen meddelte udenrigsminister Per Stig Møller, at den danske ambassadør i Syrien skal lede regionen i Basrar.

USA forsøger ved hjælp af udvalgte amerikanskstøttede oppositionsgrupper og eksilledere at danne grundstammen i en irakisk lakajadministration. Hvad USA mener med en irakisk overgangsadministration ses af følgende forslag fra hvad der kaldes det historiske Ur-møde kort efter Bagdads fald:
- Hvert af de ca. 20 ministerier skal ledes af enten en civil eller militær amerikaner
- Hver minister skal have to amerikanske viceministre og otte amerikanske rådgivere
- Hvert ministerium skal have otte irakiske rådgivere, heraf fire eksilirakere og fire fra Irak

Disse eksilledere er bragt sammen af USA under forsæde af den tidligere amerikanske guvernør i Afghanistan Zalmay Khalilzad, som nu skal stå i spidsen for en tilsvarende 'politisk proces' i Irak med dannelse af en amerikansk lakaj-regering som den, der bragte Karzai til magten i Afghanistan.

Og hvordan er det egentlig gået med freds-og demokratiopbygningen i Afghanistan? Det første land der blev ofrer for Bush-doktrinens verdensomspændende terrorkrig.
Afghanistan er forsat besat. Vasalregimet i Kabul rækker ikke ud over hovedstaden. Kaos og vold hører til dagens orden. I det centrale Kabul, i kvartererne omkring de genåbnede vestlige ambassader, står NATO-tropper posteret ved gadehjørnerne.

Endnu halvandet år senere fortsætter USA sine militære kampagner, men nu uden besværende opmærksomhed fra medierne. Det er bare en måned siden, USA-fly gennemførte omfattende bombardementer i Helmand-provinsen, hvor mindst 100 civile blev dræbt. I tre døgn blev Wilja og de omkringliggende landsbyer bombet. Ugen før massakreredes lige så mange civile i nærheden af Spin Boldak i det østlige Afghanistan.

Og samme nat, som USA begyndte bombeangrebene mod Bagdad i Irak, gennemførte USA-fly de hidtil mest omfattende bombeangreb mod Afghanistan. Ifølge amerikanske presseoplysninger var det op mod 2.000 bomber og missiler, som blev fældet over først og fremmest de nordøstlige dele af landet.
Få spørger i dag, hvem det er som bombes og dræbes. Og hvorfor.
Er demokrati og frihed kommet til Afghanistan med USA's såkaldte freds-og demokratiproces? Har det afghanske folk fået mere udholdelige livsvilkår? Nej - men store koncessioner til at bygge pipelines til USA-konsortier, det har Karzai-regimet derimod givet USA.

Hvordan ser det ud i Irak? USA har ikke travlt med at få genåbnet de bombede vandledninger så civilbefolkningen kan få rent vand. Derimod er det allerede meddelt at:
Den længe afbrudte rørledning fra Mosul til Haifa planlægges genåbnet. Israel mangler selv energiressourcer og er afhængig af dyr russisk olie. Genåbning af rødledningen ville styrke dets økonomi væsentligt.
Hvad er der sket med det irakiske folk? Dagligt demonstreres der mod besættelsesmagten. Irak ligner i dag mere og mere de besatte områder i Palæstina.

I onsdags blev to irakere dræbt, da de amerikanske styrker i Falluja vest for Bagdad for anden dag i træk har skudt ind i folkemængden under demonstrationer i byen. Under en demonstration begyndte nogle unge at genere de amerikanske tropper. Amerikanerne åbnede ild mod mængden, og to civile blev dræbt og fire såret. Den arabiske tv-station Al Jazeera rapporterer, at demonstrationen blev afholdt for at fejre de amerikanske troppers tilbagetrækning fra en besat skole i byen.
Her har amerikanerne haft base i byen, indtil episoden natten til tirsdag:
I tirsdags blev 13 dræbt og 75 såret, da amerikanske soldater åbnede ild mod demonstration, hvis formål var at overtale de amerikanske styrker til at opgive skolen som base i byen.
I mandags blev 6 irakere dræbt i Mosul i det nordlige Irak, da amerikanske tropper åbnede ild mod en demonstration mod besættelsesmagten.

Dagbladet Politiken skrev samme dag, at "A.P. Møller er klar til at høste frugterne af den danske deltagelse i felttoget mod Iraks hersker, Saddam Hussein. Via det danske udenrigsministerium har den amerikanske regering formelt bedt A.P. Møller deltage i genopbygningen af det krigshærgede land."
Dermed bekræftes endnu engang den særlige status, som A.P. Møller har hos den republikanske regering, der er i færd med at føre krig mod hele verden. Maersk var en flittig bidragyder til Bush's præsidentvalgkampagne, og er blevet belønnet med store krigskontrakter. Og dermed gives der et vink med en vognstang om, hvem der egentlig bestemmer den danske regerings skamløse politik og krigsdeltagelse.

Allerede nu er de næste lande i USA's terrorkrig udpeget - propaganda-kampagnerne ved at blive kørt i stillling.
I hele dette vanvid har millioner af mennesker verden over allerede taget deres stilling og udløst den største globale antikrigsbevægelse vi har set. En ny supermagt - verdens folk - har sat sig i bevægelse, og det er der fremtiden og freden ligger. Ikke hos de permanente krigsforbrydere. Derfor fortsætter anti-krigsbevægelsen sine aktiviteter og protester.

Og vi lader os hverken true eller kue af at man nu forsøger at kriminalisere fredsbevægelsen med den uhyrlige fortsatte varetægtsfængsling af de to ministermalere.
Initiativet 'Ingen krig mod Irak' protesterer mod varetægtsfængslingen af de to aktivister, Rune Eltard-Sørensen og Lars Grenaa.
Vi kræver dem øjeblikkeligt løsladt.

Ingen krig mod Irak kræver:

Stop besættelsen!
Alle fremmede tropper ud af Irak!
Danske tropper hjem nu!
Iraks fremtid skal bestemmes af den irakiske befolkning
!

- End -