Antikrigsbevægelsen efter Baghdads fald

Oplæg til landskonferencen den 10. maj i initiativet 'Ingen krig mod Irak'. Gennemskrevet 20.4.03 af Jørn Andersen efter diskussion i Koordinationsgruppen i Initiativet 'Ingen krig mod Irak'.
Se også
Forslag til nyt grundlag og vedtægter for 'Ingen krig mod Irak'/'Nej til krig'

Kampen mod Irak-krigen har indtil nu været opdelt i to faser:

1. Den "uskyldige" fase, som varede indtil kort tid før selve krigen startede. Bevægelsen kunne - på tværs af ret store politiske og kulturelle forskelle - uproblematisk samles om det enkle krav: "Ingen krig mod Irak", kombineret med en udbredt respekt for mangfoldigheden i bevægelsen.
Krigspartierne og deres medier kunne kalde os naive, men vi blev sjældent angrebet offensivt - først og fremmest fordi det var tydeligt, at vi i langt højere grad end dem repræsenterede stemningen og holdningerne hos et flertal af befolkningen.

2. Krigs-fasen betyder en optrapning på begge sider. Krigstilhængerne får øget selvtillid til at angribe og udfordre os. Vi mister flertallet. Men efter de første dages "kliniske" krig, går den sande gru op for rigtigt mange mennesker.
I bevægelsen går to modsatrettede tendenser i gang: På den ene side en voldsom aktivistisk optrapning (især blandt de unge) inspireret af dagene med civil ulydighed ved krigens start. På den anden side ønsket om legalitet og (partipolitisk) bredde, men med to forskellige motiver: Dels af ønsket om ikke at blive identificeret med "malermestrene", dels ønsket om at få det socialdemokratiske "krigsforbehold" ombord.
Konflikten mellem disse to tendenser var en overgang ved at true enheden, men da ingen af tendenserne i praksis var i stand til at omsætte sit perspektiv "rent", holdt man fast i den velafprøvede enhed.

Vi er nu på vej ind i en tredje fase: Formelt set er krigen ved at være slut. Men det er samtidig klart for de fleste, at det hverken betyder den lovede "befrielse" eller "demokrati", men at der er tale om en regulær besættelse, som først og fremmest minder om den israelske besættelse af Palæstina.
Det er en besættelse, som er lige så illegitim som krigen var - og som vil vise sig også at være ret så blodig. Men det er også et signal om en udvidet dagsorden, som ikke snævert handler om Irak, men om magtbalancen i og uden for Mellemøsten i det hele taget.

Nye udfordringer for krigsmodstanden

I en sådan situation ville det være nærmest absurd at indstille krigsmodstanden med henvisning til, at krigen formelt er slut. Det er der vist endnu heller ingen, der har foreslået.
Men det er klart, at det stiller krigsmodstanden over for nye udfordringer. Vi må holde fast i de ting, der er en direkte følge af krigen (besættelsen af Irak og USA-koalitionens massive militære tilstedeværelse i Mellemøsten). Men samtidig rejser der sig nogle lidt bredere spørgsmål, som vil præge debatten:

- Palæstina: Parallellen mellem USA's besættelse af Irak og Israels af Palæstina er for tydelige.

- USA's imperiebygning - og i det hele taget den globale rivalisering - står for de fleste som en direkte trussel om en skræmmende fremtid. Såvel ud fra Bush's snak om "ondskabens akse" (også kaldet 'Who's next?') som ud fra den tydelige splittelse mellem Washington-London-aksen og Paris-Berlin-Moskva-aksen.

- Spørgsmålet om hvad der sker, når alle de imperialistiske magters nyliberale økonomiske dagsorden i stigende grad bliver båret frem på de militære bajonetter.

- Det sidste rejser igen mere bredt spørgsmålet om udbygning af alliancen mellem krigsmodstanden og den sociale kamp mod den ny-liberale dagsorden (forbindelsen til fagforeninger, studieorganisationer etc.). Internationalt har denne alliance været rygraden i de lande, hvor krigsmodstanden står stærkest, mens den i Danmark endnu ikke er nået så langt.

- Endelig er det vigtigt at fastholde fokus på modstanden mod den danske krigsdeltagelse. I øjeblikket er den jo faktisk ved at blive udvidet - ikke mindst for at sikre, at også danske firmaer kan sikre sig andel i krigsrovet.

Disse spørgsmål vil næppe alle blive rejst af den samlede bevægelse - det vil vise sig i praksis - men vil indgå i den bredere debat om, hvor verden går hen og hvad vi kan gøre ved det.

Debat og aktivitet

Det er vores klare opfattelse, at der er et dybtfølt behov hos mange aktivister om fælles diskussioner på mange planer. Det kan være alt fra aktivistisk erfaringsopsamling over diskussioner om aktionsformer til bevægelsens fremtid og 'hvor står imperialismen i dag?' etc.
Dette behov for debat i bevægelsen (dvs. på tværs af dens tilsluttede organisationer) skal vi tage meget seriøst. Det kan blive et meget vigtigt afsæt for den fremtidige krigsmodstand.

Men dette må ikke betyde, at bevægelsen bliver til blot en snakke-klub. Vi skal fortsætte med samlende aktiviteter mod krigens efterfølger: besættelsen. Og efterhånden som debatten skrider frem kan aktiviteterne også blive bredere.
Med andre ord: Debat og aktivitet må gå hånd i hånd: Det primære formål med debatten må være at skabe mere udadvendt aktivitet.

Mange perspektiver - fælles perspektiver

Umiddelbart kan det se ud som halsløs gerning at forsøge at give en bevægelse, som blev dannet til modstand mod en konkret krig, et bredere perspektiv. Og det vil helt sikkert også kræve en del diskussion at få bevægelsens forskellige politiske strømninger og kulturer til at føle, at der fortsat er "plads til alle", når et kommende perspektiv skal formuleres.

Vi tror på, at det er en realistisk mulighed, fordi denne bevægelse er noget helt andet, end hvad vi ellers har set siden 1970'erne. New York Times skrev den 17. februar, at "kloden måske stadig har to supermagter: USA og den folkelige opinion verden over".
Vi har været med til at samle en reel, massiv og global bevægelse, som har udfordret og rokket ved dagsordenen hos verdens stærkeste magter.

Også i Danmark har 100.000'er identificeret sig med bevægelsen. Den har aktivt involveret adskillige tusinde mennesker. Den er nået ud på skoler og i lokalområder, har rejst sine spørgsmål i fagforeninger og i partier. Selv i det almene mediebillede er den blevet en realitet, man ikke kunne komme helt uden om.

Trods bevægelsens formelt set snævre grundlag ("Ingen krig mod Irak") har den skabt en debat - såvel i den brede befolkning som i bevægelsen selv - som har rakt langt ud over dette formelle grundlag. Tusinder af mennesker har det seneste halvår fået en mening om 'imperiebygning', global modstand og ikke mindst, at nyliberalismens bagmænd er livsfarlige for klodens overlevelse.

Det er jo ikke just sekundære eller perifere spørgsmål. Det er spørgsmål som ud fra enhver betragtning vil stå helt centrale for alle, der ønsker at opbygge en kamp for et solidarisk samfund.

Det, at debatten har udviklet sig i en bredere bevægelse og ikke blot i enkelt-organisationer, betyder, at det er langt lettere at forestille sig, at man kan overvinde enkelt-organisationers snævrere udsyn og finde et fælles perspektiv. Alle organisationer, som har været en aktiv del af bevægelsen, er blevet påvirket af den og er blevet tvunget til at justere sit perspektiv ud fra en bredere forståelse af, hvad der kan lade sig gøre at lave aktiviteter og debat om sammen med mange mennesker.

Nogle 'knaster' - og det modsatte

Der er selvfølgelig masser af spørgsmål, som kan hindre en fælles udvidelse af perspektivet. Men lige her og nu er det svært at se nogen, som absolut vil gøre det. Og faktisk er der nogle af dem, vi har levet med hidtil, som har mindre betydning.

Er FN et alternativ?
Hidtil har FN-spørgsmålet ikke splittet bevægelsen, fordi USA ikke har tilladt FN at spille nogen rolle. Så længe dette fortsat er tilfældet, så kan vi egentlig fortsætte som hidtil. De forskellige opfattelser af, om FN kan gøre en forskel eller kun er et redskab for stormagterne, kan debatteres åbent i bevægelsen - uden at bevægelsen nødvendigvis behøver at tage stilling.

Men vi skal være meget bevidste om, at denne situation kan ændres, hvis USA af en eller anden grund skulle ønske at fortsætte besættelsen under FN-kasket. Så kan vi ikke snakke os uden om en stillingtagen. Foreløbig er der dog vist ingen som tror på, at det er nærliggende.

[Der er forskellige opfattelser i Koordinationsgruppen af, hvorvidt vi her og nu skal udtale os om en evt. FN-løsning. Men ingen ønsker en udtalelse, som ikke alle andre "kan leve med". Der vil formentlig komme konkrete forslag inden stormøde/landsmøde.]

Afstand til Saddam Hussein
Med Saddam Husseins fald burde spørgsmålet om "afstandtagen" til Saddam Hussein også falde bort. Det burde være enkelt for alle at sige, at "vi støtter modstanden mod besættelsen" - på samme måde som i andre lignende situationer (Palæstina, Sydafrika etc.).

Når jeg skriver "burde", er det selvfølgelig, fordi det nok ikke er helt så enkelt. Men de fleste vil helt sikkert mene, at hovedfjenden er den amerikanske besættelse. Frem for at "tage afstand fra" et regime med et veldokumenteret generalieblad, så handler det nu snarere om en ideologisk kamp inden for modstanden mod besættelsen, hvilket ikke er anderledes end i fx Palæstina eller andre kampe mod national undertrykkelse.

Andre
Der er selvfølgelig andre ting, som kan sætte debatten i kog, fx aktionsformer, men det burde ikke være noget, vi ikke kan håndtere.
Når spørgsmålet om aktionsformer overvejende har været en positiv debat frem for et splittende spørgsmål, så hænger det sammen med, at der hele tiden har været samlende aktiviteter (ikke blot demonstrationer, men også lokale aktiviteter, AP Møller-kampagne etc.). Også af den grund er det vigtigt, at vi fortsat sætter gang i fælles aktiviteter.

En køreplan

Det er vigtigt, at der bliver meget luft til debat i bevægelsen. Derfor skal vi opfordre lokalgrupper landet over til at debattere fremtiden for bevægelsen. Og diskutere det ud fra hvad den konkrete situation er i Irak. Sørg for at inddrage så mange som muligt af dem, som hidtil har været aktive, i debatten ved at opreklamere og forberede møderne grundigt.

Vores bud er, at bevægelsens grundlag nu handler om "Stop besættelsen" - dvs. meget lig de "justerede" paroler fra demonstrationen 12.4 i København:
* Stop besættelsen - Alle fremmede tropper ud af Irak - Danske tropper hjem nu
* Iraks fremtid skal bestemmes af den irakiske befolkning

Det er vigtigt, at vi ikke blot tilføjer et ekstra navn i rækken af "brede fredsbevægelser", men meget konkret tager afsæt i den aktuelle situation. På den måde er det muligt at kombinere en aktivistisk dagsorden med den brede debat.
Det enkle grundlag ("Stop besættelsen") kombineret med en bred og åben debat bør også fremover være den bedste model til at rumme og fremme bevægelsens mangfoldighed.

Landskonference 10. maj i København

Vi foreslår en ny landskonference/landsmøde den 10. maj i København. Vægten skal stadig være på debat, men der skal også tages beslutninger om, hvilken retning vi fortsætter i.
Ud over grundlaget skal vi forholde os til nogle formalia - som fx bevægelsens navn og en mere demokratisk landsstruktur.

En tredje fase i modstanden

USA er allerede i gang med at udnytte deres sejr til nye træk i "kampen mod terrorismen". Under dække af jagten på ikke-eksisterende masseødelæggelsesvåben og at Syrien støtter til den palæstinensiske modstand, forsøger USA nu at tegne en helt ny magtbalance i Mellemøsten.

Her og nu er det svært at vide, om det betyder nye militære eventyr, men det er nok mest sandsynligt, at det er en meget "larmende" form for diplomati. Uanset hvad, så er det et signal om, at alle Mellemøstens folk er i sigtekornet for USA's offensiv.

Dette sætter dagsordenen for den tredje fase i modstanden. Ledetråden skal være: Hvordan kan vi bruge den hidtidige mobilisering til at fastholde, udvikle og udvide modstanden mod USA's imperiebygning. Det kræver en vis udvidelse af grundlaget og noget organisatorisk tilpasning. Og det kræver, at vi fortsat tager initiativ til samlende aktiviteter på et udvidet grundlag.

For at dette skal lykkes, er det vigtigt ikke at forcere diskussionsprocessen så meget, at der kommer til at ske splittelser, som kunne undgås ved en kombination af fælles diskussion og fælles aktiviteter.

Hvis dette lykkes for os, så vil vi stå med et langt stærkere afsæt i den kommende modstand, end da Initiativet 'Ingen krig mod Irak' blev dannet for godt 6 måneder siden.

- End -