USA
og Danmark ud af Irak! Af Carsten
Kofoed Tale holdt af Carsten Kofoed, talsmand
for Komiteen for et Frit Irak, ved demonstrationen foran udenrigsministeriet torsdag
den 29. april kl. 16 i anledning af USAs udenrigsminister Colin Powells
besøg i Danmark. Kære venner af fred og retfærdighed
i verden. I dag er der blevet tilføjet endnu en skandale i den
uendelige række af skandaler, som Foghs regering af løgnere og krigsmagere
på Danmarks vegne har lavet. I dag har den danske regering nemlig modtaget
USAs udenrigsminister Colin Powell, der er en af de absolut hovedansvarlige
for den ulovlige og blodige krig mod og besættelse af Irak. Velkomstdrinken,
som Danmarks udenrigsminister Per Stig Møller serverede for Colin Powell,
indeholdt blodet fra de over 40.000 irakere, som den såkaldte koalition
i Irak har myrdet fra den 20. marts 2003 og indtil nu. Åbenbart var disse
to herrer, der i dag burde sidde foran en Nürnberg-domstol ligesom de nazistiske
ledere, som også førte uprovokeret angrebskrig, enige om, at drinken
smagte godt og af mere. For Colin Powell er nemlig i Danmark ikke blot for
at sige tak for den danske indsats i at erobre Irak, plyndre landet og forsøge
at knuse det irakiske folks legitime modstand mod besættelsen, men også
for at få Danmark til fortsat at være amerikansk lakaj og forblive
en del af den amerikansk ledede besættelsesmagt i Irak. I stedet for
at trække sine tropper hjem fra Irak som for eksempel Spanien, Norge og
en lang række andre lande så er den danske regering nu i færd
med sammen med USA at udvide det såkaldte danske bidrag til
besættelsen og alle krigsforbrydelserne mod irakerne. Men ikke nok
med det. Her i København laves der også planer om at få flere
lande til at deltage i terrorkrigen mod det irakiske folk. Der arbejdes på
højtryk for at få den FN-resolution, der skal bruges som pressionsmiddel
over for andre lande, således at de sender deres sønner og døtre
i krig for olie og amerikansk magt. Og den danske regering er med i alle
disse forbrydelser, der planlægges mod såvel irakerne som de befolkninger,
der skal levere menneskelig kanonføde for amerikanske interesser i Irak. Danmark
er så sandelig med USA hele vejen. I dag har Danmark en regering, hvis udenrigsministerium
er USAs ambassade. Og vi har Danmarks største oppositionsparti,
som Socialdemokraterne kalder sig selv, der støtter Fogh-regeringens kriminelle
politik i Irak og ikke kræver de danske tropper hjem nu. Det er både
skammeligt og flovt og gør socialdemokraterne medskyldige i alle besættelsesmagtens
forbrydelser i Irak. Lad os vende blikket mod Irak. Hvad sker der dernede?
I Irak foregår der en regulær folkeopstand, en intensiveret modstandskamp,
imod en brutal, udplyndrende og ydmygende besættelse. Siden starten af april
har det meste af Irak været i åben kamp mod den samling lejesoldater
under amerikansk ledelse, som massemedierne refererer til som koalitionen.
På tværs af politiske, religiøse og etniske forskelle har det
store flertal af irakere samlet sig i denne fælles og retfærdige kamp
for at drive besætterne olierøverne ud af deres land. Irakerne
kæmper en Davids kamp mod Goliat. Med små og forældede geværer,
men med hjerter bankende for Iraks frihed kæmper de irakiske frihedskæmpere
mod USAs hypermoderne krigsmaskine med F-16-fly og Apache-helikoptere. Det
militære svar fra den amerikansk ledede besættelsesmagt på irakernes
store oprør har været at erklære hele den irakiske befolkning
åben krig. Byen Falluja vest for Bagdad er nu kommet på alles læber.
Falluja er belejret og har været det i flere uger nu. USA har gennemført
regulære massakrer på byens mænd, kvinder og børn, og
de sidste tre dage har amerikanske bombefly massivt bombet Falluja. Og selvfølgelig
kun ramt oprørerne, som de irakiske modstandsfolk og frihedskæmpere
kaldes af den løgnagtige besættelsespropaganda, vi er så vant
til i danske massemedier. Men Falluja overgiver sig aldrig. Fædrelandet
eller døden er det budskab, som Fallujas heltemodige befolkning,
sender til hele Irak og verden. Og alle irakere undtagen forræderne
og quislingene i det amerikansk indsatte Regerende Råd gentager disse
ord med fuld kraft. Vi må have det billede for nethinden, at mens
vi står her, myrder og terroriserer amerikanerne i Irak med nøjagtig
de samme metoder, som de brugte i Vietnam i 1960erne og 1970erne.
Dengang kostede det 3,5 millioner vietnamesere livet. Det var et folkemord. I
Irak er USA i gang med præcis det samme og Danmark er med. Kære
venner, det er tid for alle til at melde klart ud. På hvilken side står
man? På besættelsesmagten og et amerikansk kontrolleret FNs
side eller på det kæmpende irakiske folks side, et folk, der kæmper
for sin 4. maj? For Komiteen for et Frit Irak har der aldrig været
nogen tvivl. Vi står sammen med irakerne i deres retfærdige befrielseskamp.
Og vi mener, at det irakiske folk fortjener beundring og stor tak for dets hårde
slag mod den største terrorist og undertrykker i hele verden, den amerikanske
imperialisme, som Colin Powell repræsenterer her i Danmark i dag. Vi
siger også højt og klart, at den såkaldte overdragelse af magten
til irakerne den 30. juni er rent fup. Den nye overgangsregering i Irak vil være
endnu en illegitim quislingeregering udpeget af USA, og irakernes modstand mod
besættelsen vil forsætte og styrkes. Og vi vil stadig støtte
den modstand. Set med internationale briller har irakerne med deres kamp
sat en bremse i den amerikansk ledede krig mod terror, der er intet
andet end USAs terror mod folkene overalt i verden. 60 lande er som bekendt
på Bushs sorte liste over potentielle angrebsmål. Modstanden
i Irak har derfor konkret forhindret, at USA har kunnet angribe andre lande som
for eksempel Syrien og Iran. Den irakiske modstand har rent faktisk reddet og
vil i fremtiden redde tusindvis af menneskeliv i andre verdensdele, mennesker,
der ellers blot ville have været blevet de seneste anonyme ofre for amerikansk
aggression. I Mellemøsten er irakernes kamp en enorm opmuntring og
støtte for det palæstinensiske folk, der i samme ulige kamp kæmper
imod den atomvåbenbevæbnede israelske besættelsesmagt. Uden
for Mellemøsten er det irakiske folks befrielseskamp også en kolossal
opmuntring for alle folk, der i Latinamerika, USAs traditionelle baggård,
Asien og Afrika kæmper imod den forhadte amerikanske imperialisme, imod
dens udplyndring af landenes rigdomme og deraf følgende fattigdom for de
lokale folk. I alle lande, som lider under USAs globale herredømme,
er beskeden fra folkene klar og entydig: Fuld støtte til det irakiske folks
modstandskamp! Derfor, kære venner. Lad os støtte irakernes
befrielseskamp ved at kræve, at de danske soldater trækkes hjem fra
Irak øjeblikkeligt, og ved politisk og moralsk at støtte det irakiske
folks legitime modstand mod besættelsen af Irak. Den danske regering
er med USA hele vejen i amerikanernes forbrydelser imod det irakiske folk. Vi
som demokrater og antiimperialister må trofast være med det irakiske
folk hele vejen mod befrielsen. Det irakiske folks sejr vil også
være vores og alle verdens folks sejr. - End - |