Det irakiske folk
vil sejre!

Af Omar Dhahir

Tale holdt af Omar Dhahir, dansk-irakisk forfatter og bestyrelsesmedlem i Komiteen for et Frit Irak, ved demonstrationen "Stop massakren mod Falluja!', arrangeret af Nej til krig, den 12. november 2004 foran USA’s ambassade i København.

Endnu en gang viser Bush og Rumsfeld, at når de taler om demokrati, så mener de i virkeligheden blodbad og folkedrab. De har druknet irakerne i død, gråd og blod. De jævner de irakiske byer med jorden. De bomber hospitaler, boliger og moskeer. De har forvandlet Irak til en massegrav, hvor både døde og levende bliver begravet. Aldrig før har irakerne oplevet så megen brutalitet, sorg og ydmygelse. Aldrig før har irakerne været igennem så megen ligegyldighed med deres liv. Aldrig før har de oplevet, at en blodtørstig CIA-agent som Iyad Allawi sælger deres land og deres fremtid til en besættelsesmagt.

Kære venner.

Jeg forstår ikke, hvorfor vi vælger at samles netop foran den amerikanske ambassade, når vi vil vise vores foragt for Bush's barbarisme! Er det, fordi vi tror, at der derinde er mennesker, der lytter til, hvad omverdenen siger og mener om dem, og at de vil bringe beskeden videre til Bush? Vi tager fejl. De ved godt, at hele verden hader deres politik. Det er de ligeglade med. Vi kan lige så godt samles foran en kirkegård. De mennesker, der sidder derinde er nogen, der har slået antennerne fra på samme måde som dem, der ligger på enhver kirkegård. Der er dog den forskel, at de, der ligger på en kirkegård, ikke længere har noget med livet at gøre. Men de, der sidder derinde på den ambassade, har ikke længere noget med menneskeligheden at gøre. De har travlt med at forberede og udvide massegrave. De har travlt med at betjene dødens engle rundt omkring på kloden. De har tabt deres egenskaber som mennesker. De er værdiløse og livløse statuer nøjagtigt ligesom frihedsgudinden i New York.

Det nytter ikke noget at samles her. Næste gang vil jeg foreslå, at vi i stedet for at råbe til de hjertedøde i ambassaden samles et sted, hvor det irakiske folk kan høre vores stemmer. Irakerne har brug for at høre, at vi støtter dem og deres heltagtige modstand.

Endnu en gang viser Anders Fogh Rasmussen og co. ligegyldighed over for danskernes blod og fremtid. Det bliver nu besluttet i Folketinget at forlænge de danske troppers deltagelse i besættelsen af Irak. Jamen, helt ærligt, så vejer den danske besættelsesstyrke i Irak ikke så meget på vægtskålen sammenlignet med det amerikanske og britiske krigsmaskineri. For modstandsfolkene i Irak vil det virke som en komedie, at Danmark, det land, som før Anders Fogh Rasmussens tid var et lille fredeligt hyggeland, deltager i besættelsen af Irak. Men for det danske folk bør denne beslutning opfattes som en tragedie. Hvorfor insisterer de danske politikere på at fortsætte deres deltagelse i en besættelse, som udover at være ulovlig også er forbryderisk og blodig?

Jeg har en forestilling om baggrunden for Anders Fogh Rasmussens og Per Stig Møllers holdning til denne barbariske besættelse. Når Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller laver udenrigspolitik, så er det tvivlsomt, om de har det danske folks interesser i tankerne. De tænker højst sandsynligt på den dag, den danske befolkning ikke længere vil kunne bakke op omkring deres regering, og de er ret sikre på, at den dag er forestående. De skal allerede nu tænke på deres fremtidige karrierer: En fin og fed stilling i en international organisation. At få sådan en stilling kræver ikke en anbefaling fra den danske befolkning; det kræver en anbefaling fra dem, der sidder på denne ambassade. Og det er derfor, at Fogh Rasmussen og Stig Møller bestræber sig på at tilfredsstille amerikanerne og briterne, og ikke danskerne, hvad udenrigspolitikken angår. De skal vise, at de er loyale tjenere af dødens engle. Om de stillinger, de drømmer om, bliver på bekostning af irakiske børns eller danske soldaters blod, kan være lige meget. Sådan har krigsforbrydere altid tænkt.

Men hvorfor i alverden går andre danske politikere med til at skaffe Fogh Rasmussen og Stig Møller fede stillinger på bekostning af dansk blod? Har de også langsigtede overvejelser om fede stillinger i FN og andre organisationer? Det udelukkes ikke, men en af hovedårsagerne bag denne ligegyldighed med menneskeliv, irakisk eller dansk, er, at mange danske politikere både fra højrefløjen og desværre også fra venstrefløjen endnu ikke har fattet beskaffenheden af denne krig og denne besættelse. De tror stadigvæk, at sagen i Irak drejer sig om Falluja eller Najaf. De tror, at det er et spørgsmål om uger og måneder, inden det hele er overstået. Jeg vil gerne råbe ind i ørerne på disse politikere: Vågn op!

Modstanden i Irak handler ikke om én by eller én person. Det er en befrielseskamp. Kampen afgøres ikke i Falluja eller i Mosul. Falluja er bare ét slag. Det irakiske folk har besluttet sig for at bekæmpe besættelsen. Kampen ophører ikke, før den sidste besættelsessoldat er ude af Irak, død eller levende. Kampen slutter ikke i januar eller juni 2005, men først når det går op for krigsforbryderne, at blodbad og massedrab ikke kan knække et stolt folks vilje. Kampen slutter først, når Irak bliver befriet, og uafhængigheden genetableres.

Disse danske politikere har valgt at kaste Danmark ud i en krig mod et stolt folk, som aldrig nogen sinde har villet finde sig i ydmygelse og besættelse. Millioner af irakere kan dø i denne kamp, men resultatet kan ikke blive andet end et frit Irak, uafhængigt af amerikanernes og briternes og for den sags skyld af Anders Fogh Rasmussens tyranni. Disse politikere har allerede irakiske børns blod på deres hænder. Det kan de måske være ligeglade med. De vil også bilde det danske folk ind, at deltagelsen i ydmygelsen af og massakren på irakerne er en omkostningsfri handlen. Men en af dagene vil de vågne op til den bitre virkelighed, at de også har dansk blod på deres hænder. Ivrigheden efter at tjene penge i Irak vil uundgåeligt blive til et mareridt.

For endnu en gang har de tapre modstandsfolk i Falluja og andre irakiske byer vist, at Irak ikke kun består af olie, der kan røves, og af civile, der kan massakreres, terroriseres og tortureres i Abu Ghraib og andre besættelsesfængsler. Irak består også af barske mænd, der på hele menneskehedens vegne har besluttet sig for at give den krigsgale Bush en lærestreg og begrave hans arrogance i den irakiske ørken. Alle kan se, hvordan Bush's krigsmaskineri bliver ydmyget i Falluja og andre irakiske byer. 21 dage efter krigens start erklærede Bush sin påståede sejr med kun 170 dræbte amerikanere. I går, 21 måneder efter besættelsen, oplyste det amerikanske militærhospital i Tyskland, at de har taget imod ca. 300 hårdt sårede amerikanske soldater fra Falluja de sidste tre dage.

Det er vigtigt for os i Danmark, at vores politikere forstår, at den modstand, vi hidtil har set, ikke er noget i forhold til den, der er på vej.

Og til de hjertedøde på denne ambassade vil jeg sige: I behøver ikke at lytte til os. Men før eller siden vil der trænge et stormende brag ind i ørerne på jer og jeres genvalgte psykopat Bush: Braget af et historisk nederlag i Falluja, i Irak og hele Mellemøsten. Et nederlag, som bliver større end det, I husker fra Vietnam. Falluja og hele Irak bliver en stor kirkegård for jeres besættelsessoldater. Det irakiske folk vil sejre.
Hør det, og husk det: Det irakiske folk vil sejre!

- End -