| Fredsbevægelse |
Modpolen til krigsmagtenAf Ulla Røder Tale på vegne af FredsVagten ved Christiansborg
Vi er modpolen til krigsmagten – Allierede Magter Europa - Modvægten til det enorme krigsmaskineri, der igen og igen starter ulovlige krige og overgreb på borgere rundt om i verden under dække af nye doktriner og selvopfundne nye behov for anvendelse af militær magt. Fredsvagtens kulørte flag vajer i skyggen af den forstenede magt på borgen. Fredsvagten er en daglig protest mod Danmarks deltagelse i USA's erklærede krig mod terror. Fredsvagten kan ikke stoppe krigens rædsler, men vi kan gøre dem synlige med informationer. Vi håber at den daglige påmindelse om fred, vil trænge helt ind i hjerterne og tankerne hos politikerne; og få dem til at respektere andre menneskers levevis. Der er hele tiden brug for at styrke fredsvagten, der er brug for mange til forstærkning af fredens budskab foran Christiansborg. Fredsvagten står som et lys i mørket, og minder os om, at vi alle er menneskelige på godt og ondt. Fredsvagten går ind for, at vi alle skal leve, være sunde og glade. Vi føler med ofrene for krige og ødelæggelser rundt omkring i verden; Men ingen fredsvagter eller al verdens medlidenhed med de mennesker, hvis liv og familier og samfund er blevet ofret som følge af krige, tortur, ødelæggelse kan sætte en stopper for krigshandlingerne i sig selv. Dette kræver en aktiv handling fra politikerne på Christiansborg. De samme magthavere, der startede dette ragnarok, har magten til at stoppe vanviddet igen. De har et reelt valg. At stoppe dette ragnarok. Danmark kan fortsætte deres USA venlige oprustnings politik med deraf følgende selvskabte konflikter og krige rundt omkring i verden; øget terrorisme og global uretfærdighed. Den danske regering kan fortsætte deres kurs med USA og bringe internationale love, konventioner og traktater samt verdens freden i fare. Eller: Danmark kan trække tropperne hjem og stoppe den danske deltagelse i en ulovlig besættelse af Irak; begynde at lytte til de ønsker, irakerne har for fremtiden. Irak fik deres nye regering indsat af USA ved et farceagtigt valg. For at folk kan have frie valg må den første forudsætning være, at folket er frit. Intet er forandret i Irak i dag. Det irakiske folk lever stadig med frygt, fattigdom og med store sundhedsproblemer. Det irakiske folk bliver stadig slået ihjel af bomber; af mangel på infrastruktur; medicin, elektricitet og rent drikkevand. Intet er forandret for de helt almindelige borgere i Irak. Iraks folk har brug for oplysning, respekt, solidaritet og skoler i stedet for bomber. Fredsvagten går ind for respekt, dialog og global retfærdighed som en vej til fred. Men er den danske regering villig til fred? Hvad er fred, hr. Fogh? Det er det spørgsmål vi stiller her i dag. Kan vi få en dialog herom. Hvad er Fred set med regeringens øjne? Er fred et pausesignal mellem 2 krige? Hvad er fred set med befolkningens øjne? Hvem tør tage en sådan debat? Vi debatterer krigen, men ikke freden. Fred er ikke en sæson. Fred er en måde at leve sammen på. Det er denne måde at leve sammen, vi skal i dialog om. Dette kan gøres uden oprustning og tæppebombninger. Men vi kan ikke snakke os til fred alene. Der må flere boller på suppen, hr. Fogh. Der må ske nogle aktive handlinger, der kan skabe en reel grobund for fred. Det er fattigdommen og ikke de fattige folk i Irak, der skal udryddes. Fattigdommen efter 12 års sanktionspolitik der skal gøres op med. Før krigen bukkede en million irakere bukkede under på grund af fattigdommen og manglen på medicin til ellers helt helbredelige sygdomme. 500.000 børn døde i Irak i de 12 år. Verdenssamfundet lukkede øjnene for denne humanitære katastrofe; en humanitær katastrofe, der direkte førte til dette fortsatte folkemord i Irak, vi stadig er vidner til uden at tale derom. Hr. Fogh og alle danske politikere! Lyt godt efter! Irak blev 'demokratisk'; men hvad er demokrati? Før som nu er opposition i Irak stadig lig med forfølgelse. Nej, Iraks opposition bliver slået ned med hård hånd. Opposition bliver over én kam kaldt terrorister og religiøse fanatikere. Terrorisme er det mantra, der retfærdiggør enhver form for våbenmagt, tortur og overgreb på hele byers befolkninger. Iraks borgere må stadig leve i frygt for missiler i deres dagligstuer. De må stadig kikke langt efter en menneskeværdig tilværelse. Derfor må Fredsvagten stadig være der, og det danske folk må stadig holde vagt. Vi må protestere, når det viser sig, at Iraks demokrati ikke virker; at menneskerettigheder stadig krænkes i Irak. Danmark kan ikke fortsat være del af en sådan besættelse. - End - |