Fredsbevægelse
 

"Ungdommen skal sendes af sted uden bagage"

Samtale med Frede Klitgård, formand for Aktive Modstandsfolk og redaktør af det antifascistiske blad Håndslag

Lagt på nettet i anledning af 60-års-dagen for Danmarks befrielse
4. maj 1945

Kommunistisk Politik:
-Der raser i øjeblikket en heftig debat om modstandskampen. De to RUC-historikere Claus Bryld og Annette Warring har udsendt en meget omtalt bog, der angiveligt skulle gøre op med "myterne om modstandskampen". De har tidligere udsendt andre stærkt omdiskuterede bøger Claus Bryld om sin opvækst i måske den mest betydelige nazi-familie i Danmark, og Anette Warring om "tyskerpigerne". Du har betegnet dem som "historierevisionister". Hvorfor?

Frede Klitgård:
-Fordi de hævder at gøre op med "myter", men selv skaber nye myter, nye løgne om besættelsestiden, som først og fremmest tager sigte på at efterlade nutidens ungdom, der står overfor masser af de problemer, vi forholdt os til, uden bagage, i realiteten gøre den historieløs, og forkaste alle de erfaringer, den aktive modstandsbevægelse måtte betale en blodig pris for. Et folk uden historie og en historieløs ungdom er lette at manipulere. Men historien er alt for vigtig til at blive overladt til faghistorikere med mere eller mindre tvivlsomme motiver. Historien er folkets erfaringer om kamp og undertrykkelse af i går til brug for kampen i dag.

-Den 29. august '43 var et vendepunkt i modstandskampen. Det var den dag, hvor en virkelig massebevægelse tvang samlingsregeringen, der førte en kollaborationspolitik med tyskerne, til at afvise kravet om dødsstraf for sabotage og gå af. Bryld &Warring hævder, at der ikke eksisterede nogen modstand før den 29. august helt i forlængelse af hele den skole af officielle historikere, der har skønmalet den skændige kollaborationspolitik ved at underspille den aktive modstands og sabotagens rolle.

-Uden denne folkelige bevægelse havde regeringen fortsat sin politik som reel allieret af Hitlertyskland og det var i allerhøjeste grad mod dens ønske at opgive denne politik. Den blev tvunget til det. Kun et halvt år før havde man afholdt et folketingsvalg i ly af tyske bajonetter, der skulle sikre folkelig opbakning bag denne officielle politik. I stedet voksede modstandsviljen, indtil den var stærk nok til at feje regeringen og kollaborationspolitikken væk..

KP: -Og det er denne erfaring, historiker som Bryld og Warring vil skrive i glemmebogen?

FK: -Ja, blandt andet. Det er hele besættelsestidens virkelige historie, der omskrives. Der var ingen kamp siger de: Det betyder oversat til i dag og til dagens ungdom, at det ikke nytter at kæmpe, man skal affinde sig med forholdene. Det er kollaboratørlogik.

- Den 9. april 1940 udløste lammelse, forfærdelse. Men hele statsapparatet, pressen og politikerne iværksatte en gigantkampagne for at få danskerne til at indordne sig under besættelsesmagten og dens nye europæiske orden. Befolkningen skulle lulles i søvn med alsang og algang, med national røgelse, mens man så, hvordan en stor del af landbrugsproduktionen blev sendt til Tyskland, industriproduktionen indrettedes for den tyske krigsmaskine og henved 125.000 danskere blev sendt på tvangsarbejde i Tyskland, de fleste ufrivilligt. De herskende var hurtige til at indrette sig efter den ny orden og spekulerede i tysk sejr og at få en stor bid af kagen ved Hitlers felttog mod øst. F.L. Smidths beskidte Kunda-affære er et udtryk for det. Krigen udløste dyrtid og armod i den brede befolkning, mens nogle berigede sig. Det meste af tiden var der 300.000 tyske soldater i landet og de føltes virkelig som en besættelsesmagt, ikke mindst udenfor København var de stærkt dominerende i det daglige billede.

-Modstandsbevægelsen måtte udvikle sig i kamp ikke bare mod tyskerne, men mod alle danske autoriteter. Den illegale presse havde stor betydning for at forme denne modstand, da folk fandt ud af, at den officielle og censurerede presse løj. Men det var først og fremmest sabotagen, der viste at der var en anden vej, den aktive modstandsvej. Fra foråret 43 til den 29. august udviklede sabotagen sig voldsomt med sprængstofaktioner: den jydske længdebane blev afbrudt flere gange i perioder op til en uge. Folk kunne se det, følte, at nu skete der endelig noget, at der var en vej ud af en stadig mere uudholdelig situation. I Århus var der hver lørdag aften festlig bål og brand, der var knald på i weekenden for at vise befolkningen, at sabotagen var en synlig, stærk og organiseret kraft. En sådan lørdag satte vi ild til ikke mindre end 8 savværker og trælasthandeler, placeret i en ring omkring byen. Man så, at sabotagen var rettet direkte mod den tyske krigsførelse.

KP: -Hvad er hensigten med Bryld, Warrings og andres "sensationelle" afsløringer om modstandskampen så?

FK: -Disse folk er reelt set ude i et andet ærinde end at grave sandheden om besættelsestiden og nazismen frem. Der er masser af ting at tage fat på, masser af uafsluttede skandaler. Det er bemærkelsesværdigt, at en bestemt klan af faghistorikere, der udmærket kunne tage fat på at afsløre disse sager, der stadig er pinlige for magthaverne, aldrig nogensinde har gravet noget af det frem men i stedet angriber modstandsbevægelsen, helt systematisk. Selvom de "kritiserer" kollaboratørpolitikken, underbygger de i virkeligheden myten om at det officielle Danmark og modstandsbevægelsen gik hånd i hånd.

-Den 29. august var et punktum for et skændigt kapitel i Danmarkshistorien men det var ikke samarbejdspolitikernes fortjeneste. De strejker og kæmpemøder, der fandt sted rundt om i landet op til den 29. august var ikke ufarlige. De foregik foran øjnene på besættelsesmagten og i trods.

-Efter den 29. august udviklede kampen sig i dybden og bredden. Der er ingen tvivl om, at befolkningen som helhed stod imod tyskerne og støttede den aktive modstand. Der var et enigt folk, et forenet folk.Nu hævdes det, at der ikke var så mange døde. Og det kan jo godt hævdes, for Danmark blev ikke en stor krigsskueplads. Men ved krigens slutning var 45.000 unge danskere under våben i modstandshæren: De var rede til at kæmpe, og rede til at dø.

-Det ser man i virkeligheden helst fuldstændig glemt. Og man ønsker det glemt, at det var arbejderklassen der gik i spidsen for hele befolkningens kamp, at det først og fremmest var arbejderungdommen, der var kernen i sabotagen og den aktive modstand. Kommunisterne spillede en afgørende, en ledende rolle i hele udviklingen: Det er stadig vigtigt at få erindringen om det kulet langt ned under jorden. Virkelig historisk viden er farlig for magten.

KP: -Kan det fascistiske mareridt efter din mening gentage sig?

FK: -Historien har det med at gentage sig men aldrig på samme måde. Det er min opfattelse, at vi i dag på mange måder har en situation, som ligner den i 30erne. Mange ting, der blev tilladt dengang og lettede nazismens fremmarch og besættelsens af Danmark tillades også i dag men under nye former: Der er igen givet grønt lys for nazi fra det officielle Danmarks side.

-En af de afgørende erfaringer fra kampen mod nazismen under besættelsen var netop erfaringerne med den brede folkelige kamp. Det er en folkelig front, der er brug for. Folkebevægelsen Mod Nazisme kan udvikle sig til det. Det nytter ikke noget med små sekteriske grupper, der render efter nazisterne og lader dem bestemme dagsordenen. En folkebevægelse har også noget med oplysning og viden at gøre, med de folkelige erfaringer: Dem tør vi ikke overlade til det officielle Danmark. Vi holder dem levende. Der er ingen andre til det.

Kommunistisk Politik 18, 1998

Se mere på
www.imodnazi.dk

- End -