|
Landsmøde 2005:
Nej til krig afviser
militariseringen af EU

De danske krigsmodstanderes paraplyorganisation Nej til krig besluttede på sit landsmøde søndag op til folkeafstemningen om EU-forfatningen at gå ind i debatten for at påvise, at forfatningstraktaten lægger op til øget militarisering og åbner mulighed for, at EU fører uprovokerede angrebskrige af samme slags som den nuværende amerikanske-ledte krig i Irak.
Nej til krig vil blandt andet understrege, at EU-forfatningen pålægger hvert enkelt medlemsland konstant at opruste, at den fastslår, at der skal oprettes en operativ udrykningsstyrke, der kan føre krig uden for unionen, og at der på sigt skabes et fælles militær for alle unionslandene – at de nationale styrker underlægges en centraliseret unionskommando.
Nej til krigs landsmøde fordømte samtidig forlængelsen af den danske deltagelse i besættelsen af Irak, som folketinget vil beslutte den 31. maj – imod hvad flertallet af den danske befolkning ønsker. Kampagnen for at trække de danske tropper ud af Irak og stoppe besættelsen af Irak er fortsat hovedopgaven for Nej til krig.
Op til folketingsbeslutningen vil Nej til krig overrække regeringen tusindvis af underskrifter med dette krav, indsamlet på gader og stræder ved lokalkomiteernes fremstød landet over.
Landsmødet drøftede en række nye aktiviteter og initiativer for det kommende år og valgte en ny landsdækkende koordinationsgruppe. Jørn Andersen (IS), Helge Bo Jensen (Enhedslisten), Henning Paaske (Fyn) og Sammi Alaa (Komiteen for et Frit Irak) fortsætter fra den gamle koordinationsgruppe, mens bl.a. Dorte Grenaa (APK) og Helene Caprani (DKP/ML) af arbejdsmæssige årsager ikke stillede ikke op til genvalg.
Blandt de nyvalgte til koordinationsgruppen er Carsten Andersen (Nej til krig og terror, Århus), Gerd Berlev (Valby og Sydvest mod krig), Lene Juncker (Nej til krig, Fyn), Mikael Hertoft (Ehl) og Finn Hermann (Ehl)..
- End -
|