Fredsbevægelse
 

Med ret til at kalde mig Danmarks eneste terrorist

Af Ulla Røder

Den 5. juli 2005: Det må siges at vores ytringsfrihed efterhånden bliver sat på en hård prøve.
Fogh skulle modtage hans perleven præsident Bush på Fredensborg. Jeg var mødt op til et møde på det lokale bibliotek, hvor freds- og konfliktforsker Bjørn Møller skulle holde et oplæg. Regnen silede ned udenfor.

Efter ca. 10 minutter slap min tålmodighed imidlertid op. Jeg kunne ikke koncentrere mig, mens jeg sad og tænkte på, at i Skotland havde100.000 mennesker taget vejen for at demonstrere, alt imens Fredensborgs gader var så godt som mennesketomme denne aften, når man så bort fra sikkerhedsfolkene, pressen, de ærede gæster på slottet og nogle få lokale, der lige havde lagt aftenturen rundt om afspærringerne; efter regnen var holdt op vel at mærke.

Alt dette Bjørn Møller havde på hjerte skulle vi fredsfolk jo vide alt om , for hvorfor ellers gå til fakkeldemonstration i Fredensborg og holde fredsgudstjeneste? Så jeg listede ud fra mødet, der efter de første 10 minutter ikke gjorde mig klogere på verdenssituationen og gik ned for at demonstrere, der hvor der var behov for fredsbudskabet ved et af kontrolstederne med militær, politi, køretøjer og betonklodser.

Mine associationer gik øjeblikkelig til Palæstina og mine plovskærs venner dernede, som løser problemet simpelthen ved at flyttede og smadre betonklodserne i protest for at skaffe Palæstinenserne fri bevægelighed. Men ene lille kvinde var dette ikke en mulighed her på dansk jord. Nok for udansk også, men det ville jeg nu have set stort på. At skabe fred er nu engang et internationalt spørgsmål.

Mine sko og sokker var allerede gennemblødt af det friske danske regnskyl – men pyt. Jeg soppede videre hen ad fortovet overfor hotellet. Drejede om hjørnet. Her lå et Dannebrog stribet telt, og da jeg fik blinket regnen ud af øjnene kunne jeg se, at jeg befandt mig midt i krigszonen. Et par bevæbnede betjente kom hen til mig og gjorde mig opmærksom på, at jeg sandelig ikke måtte være der, men måtte gå ca.20 meter tilbage og rundt om hjørnet.

Der var et blåt reb og et par flagstænger. Perfekt til Fredsvagtens banner, som jeg begyndte at folde ud. Betjentene kom og hev i banneret. Jeg bad om min ytringsfrihed. Betjenten proppede banneret ned i tasken igen. efter at have kikket overfladisk over rodet i min rygsæk. så jeg fandt i stedet et af mine regnbue farvede PEACE flag. Dette kunne betjenten bedre lide og dirigerede mig til at stå på fortovet bag et par parkerede lastvogne og en ambulance. Det gjorde jeg så.

En eller anden betjent må have genkendt mig på trods af min regnhætte-forklædning. Politiet bød straks på kaffe. Rygterne må være gået hele vejen fra Skotland. Det er ved at blive en hel tradition.

Jeg smilte så bredt jeg kunne og takkede for deres betænksomhed. Lidt høflighed er jo ikke af vejen. (Jeg har dem lidt mistænkt for at give mig kaffe i håb om at jeg bliver nød til at træde hurtigere af på naturens vegne efter kaffetåren).

Jeg stod i den silende regn. Det var en tavs protest.

TV –kameraer fik lidt af kedsomheden til at gå med at filme det lille intermezzo med banneret. Et par journalister var blevet nysgerrige, og en fotograf fordrev kedsomheden med at filme freds banneret fra alle leder og kanter. Som om de aldrig før havde set en demonstrant med et freds banner på dansk grund før.

Regnen stilnede af. Ud over jogging løbere og hundeluftede folk var der ret kedeligt. Den ene bus efter den anden læssede politibetjente med tunge takser og bokse af og VIP's ankom. Rulle Marie blev taget ud og ind. Hunde blev indsat. Et militært køretøj med lang anhænger spærrede vejen op til slottet, hvor jeg lige kunne skimte bilerne på parkeringspladsen.

Det var ret ensformigt. Men lokale begyndte at dukke op med deres børn. En far opgav at fortælle sit barn hvad fred var. Ærgerligt jeg ikke kunne tale, så ville jeg have sagt at han skulle kræve skolepengene tilbage, eller slå op på redsakademiets web sider i stedet for krigsspillet næste gang han placerede sit barn foran computeren.

En nydelig dame stillede sig op og fortalte alle hun kunne i forbifarten, at det var i orden at aktionere, blot man ikke ødelagde noget. Flink frue, men hun fortrængte helt krigens ødelæggelser – også svære at få øje på i den smukke Fredenborgske idyl; men hun mente det vist godt nok. Det gjorde en flok fuldfede 'kernesunde' DANSKE mænd derimod ikke. De skulle lige have nogle af deres aggressioner og dårlige manerer luftet af på mig. En far trak forskrækket sit lille barn væk, da han stod og kikkede på banneret. Han skulle ikke have sit barn i avisen sagde han forarget.

Jeg stod tavs model til det hele. Min tavshed provokerede dem vist mere, end hvis jeg kunne have ført en dialog, men det er vel også et fredsbudskab.

Dialog fremmer forståelsen.. Faktisk ret morsomt, blot var der intet jeg havde lyst til at grine af midt i al det militære/politi isenkram show.

Et par busser skulle ind. Den store lastvogn blev rykket. Var lige ved at spolere liguster hækken, da den bakkede tilbage igen.
Nu skete der noget – helikoptere og flere biler ankom.

En række soldater stod lige overfor mig. Jeg havde ondt af de knægte, hvis forældre ikke har lært dem om militærnægtelse, men sender deres unge ud for at blive skudt for fædrelandet og tjene våbenindustrien. Jeg måtte altså have fredsvagtens banner ”Fred er mulig” rullet ud. Dette her var bare for meget krigszone for en fredsaktivist. Snorene var filtret ind i hinanden efter at politiet havde foretaget deres undersøgelse af banneret tidligere. Jeg prøvede at filtre dem op.

Det fik deres overspændthed til at blusse op. En stemme bag mig sagde jeg skulle lægge det væk. En hånd begyndte at rive banneret til sig. Jeg holdt igen. Det var ikke til udlån.

Betjentene kunne nu ikke styre sig længere. Nu skulle de vise borgerskabet deres effektivitet. Skattekroner skulle jo helst ikke være helt spildt. 5-6 betjente vred mine arme rundt og trak mig væk – hen i en krog væk fra de nysgerrige omkringstående. De øvede sig vist på arm og tommelfinger wrestling. På med de skærende plastik strips. I min rygsæk fandt de kun fredspropaganda og andre nyttige småting; Kvinder for Freds nyhedsblade ”Køkkenrullen” (altid god at have ved hånden) blev bladret igennem sammen med et bundt skrivelser om at nægte at deltage i krigsforbrydelser.

Skuffede måtte de konstatere at min taske ikke indeholdt noget belastende.

Ytringsfriheden var i undtagelsestilstand. Ikke noget med ubehagelige påmindelser om den anden virkelighed af krig, når der er glo fest foran flimmerkassen hos familien Danmark. Så'en spiller klaveret ikke når Bush gæster Danmark og lærer hans ven Anders Fogh Rasmussen om demokrati anno 2005.

Så gik det af sted med hænderne fast bag på ryggen – op i 'terrorist' transporten til station Bellahøj. Jeg havde stadig ikke fået at vide, hvad jeg havde gjort for at blive slæbt på stationen. Jeg bad om, at en advokat kom til stede. ”Dette er ikke en sag der berettiger til advokathjælp” svarede vagthavende. Jeg skrev ned på bagsiden af papiret, at jeg ville have en advokat. ”Så skal du selv betale”. Det var i orden for mig.

”Ind i suite 13” , hvor en kriminalbetjent partout skulle ha' nogle billeder af mig. En kvinde kom og fjernede mine briller, som jeg nægtede at udlevere frivilligt. Et nyt ark - uden mine skriverier på bagsiden - med mine rettigheder blev listet ind på gulvet, men jeg kunne jo ikke læse resten af teksten nu.

Jeg havde slumret et par timer; blev taget ud til skranken igen; et papir blev lagt foran mig, det var en lang anklage om at have brudt en lang række paragraffer, og ikke have adlydt ordrer fra politiet.

Jeg bad igen om en advokat. Insisterede herpå og nægtede at underskrive deres flotte dokument. De satte mig tilbage i 'suite tretten'. Noget senere blev jeg vækket igen. Du skal til Vestre. Af sted. Kl. 03. Uden håndjern endda denne gang.

Jeg kunne lige nå at se Bush på TV inden sengetid og få opretholdt alle mine aversioner mod den danske presses overfladiskhed. Det var bare for meget. Jegvar ikke gået glip af noget der i hvert fald.

Kl. var 07.00 – Jeg skulle op Så kom room service med morgenmaden. Omkring kl. 8 gik min dør op – ”politiet vil tale med dig”. Jeg troede jeg skulle tilbage til Bellahøj, men ved skranken, fik jeg mine ejendele igen og blev løsladt uden et ord.

Jeg fik aldrig en advokat. Men det var jo også blot en hel nats frihedsberøvelse og fratagelse af min ret til at ytre mig i protest mod verdens krigsforbrydere.

Det kan jo ikke hidse nogen op, og hvem vil bruge deres spareskillinger på en dyr advokat til at gøre dem opmærksom på disse krænkelser. Dette ved de og derfor slipper de af sted med disse krænkelser. Problemet er bare, at det er en glidebane. Faren er at næste gang er det nye og værre krænkelser. Næste gang er det måske isolation, tortur og anden mishandling de vil slippe af med.

Nu forstår jeg bedre, hvorfor Fredensborg denne aften var næsten mennesketom. Hvem har lyst til at tilbringe natten i brummen, når man kan sidde hjemme i lænestolen og forarges over showet i DR og TV2.

Næste dag kunne Ekstrabladet referere politiets udtalelse om, at jeg var blevet anholdt for at have overskredet afspærringen. Det var jo en helt anden historie. En formildende omstændighed var dog, at de har da lidt humor på den redaktion. De havde brugt side 9.

Jeg forlod Vestre Fængsel – endnu engang glad for i det mindste at have været i Fredensborg et par timer, og vist at vi ikke alle sammen tier og samtykker i præsidentens og statsministerens verdens begreber om demokratisk-liberalt- kristent-fredsskabende-bevar-mig-velfærdsamfund (Ekstrabladets journalister må godt springe de lange svære ord over)

Således fik jeg ikke tændt en fakkel eller bedt min bøn for Foghs omvendelse – Bush har jeg opgivet at be' for. Jeg tror alligevel ikke på den samme gud som ham.

Mine fordomme om hulheden i vort demokrati blev da i det mindste endnu engang bekræftet, så der er stadig grund til at brokke sig og få bestilt morgenkomplet til hr Fogh i Vestre Statsfængsel ved først given lejlighed. Bush er allerede dømt til at gå fri for utilregnelighed i gerningsøjeblikket har jeg læst, så ham springer jeg over.

Selv krigsforbrydere som statsminister Anders Fogh Rasmussen og præsident George W. Bush har ret til et liv – hvor underligt det end må lyde for alle ofrene for deres forbrydelser; for alle de fanger der sidder og venter på dødsstraf i USA's fængsler for mindre foreteelser end dem Bush er ansvarlig for. Jeg vil slet ikke nævne, hvilken straffe Bush torturofre ville give de herrer.

Personligt svinger jeg kun min plovskærs hammer mod ulovlige våbensystemer. I plovskærsbevægelsen vil vi ikke have blod på vores hammere, men ønsker alene at forhindre blodsudgydelser og tilbede livet vor skaber har givet os.

Jeg nåede lige til demonstrationen kl. 14. Det var en god fest og energi fornyer Arrangementet var vel koordineret af folk, der garanteret ikke kom fra Venstre eller Dansk Folkeparti. Det var en sand festdag med mange stærke dunder taler til Bush og Fogh; alt sammen krydret med alle vore kære kunstnere; en rigtig åreladning af gode vibrationer og frisk energi fra deres musik.

I dag er festen slut – London udsat for terrorangreb –
Bliver London mon nu Europas Baghdad?

7/7-2005

Ulla Røder

med ret til at kalde mig:
DANMARKS ENESTE TERRORIST

- End -