Det irakiske folk vil aldrig finde sig i besættelse eller ayatollahregime

Af Omar Dhahir

Tale holdt d. 24. september 2005 ved Nej til Krigs demonstrationsmøde i Odense
på Den nye banegårdsplads

Når man taler om USA's og Storbritanniens krig mod Irak og besættelse heraf, vil man umiddelbart tænke på to elementer: teknologi og moral. Det er en krig, hvor USA og England endnu engang overbeviste verden om deres teknologiske overlegenhed.

De brugte i denne krig mod et tredjeverdens land, som i forvejen var blevet smadret itu under 13-års FN-sanktioner, et krigsmaskineri, som de ellers havde opbygget for at opveje den gamle supermagt, Sovjetunionens, magt. USA´s og Englands magt var så overvældende og knusende, at irakerne ikke engang kunne sende et fly af sted fra deres luftbaser – hvis de altså havde haft et. Irakernes russisk-producerede kampvogne fra 1970erne smeltede som isterninger, da de blev ramt af de mest avancerede amerikanske raketter.

Hele områder i Irak blev brændt ned som kul blot ved at være blevet udsat for en enkelt bombe. Saddams regime måtte aflevere Baghdad 3 uger efter krigens start, fordi amerikanerne brugte neutronbomber i deres angreb på Baghdads civile lufthavn. Amerikanerne og briterne brugte alt hvad deres arsenal indeholdt af nyfremstillede, forbudte masseødelæggende våben.

Det så derfor ud som om de på tre uger vandt krigen. Men så kom det andet element til syne, moralen, som USA og England viste sig at mangle. Besættelsens historie siden marts 2003 indtil nu har været en dokumentarfilm om denne mangel på moral. Den er så stor og katastrofal, at betydningen af den teknologiske overlegenhed nærmer sig ligegyldigheden. USA og England har tabt krigen og de afventer et katastrofalt historisk nederlag i Irak dels pga. det irakiske folks heltagtige modstand og dels pga. den morale svaghed USA og England har demonstreret overfor irakerne, deres eget folk og overfor omverdenen.

De fortalte os, at de førte krig mod Irak for at destruere landets masseødelæggelsesvåben, befri befolkningen og etablere demokrati. Historien om masseødelæggelsesvåben – siger selv USA's daværende udenrigsminister Colin Powell nu – var løgn. I stedet for at destruere påståede masseødelæggelsesvåben, brugte de selv masseødelæggelsesvåben på en uhørt skala siden Hiroshima og Nakazaki. De forårsagede dermed død og lidelser for millioner af uskyldige irakere.

Befrielsen endte med en besættelse, hvorved amerikanerne og briterne åbnede landet for alverdens mafiaer og efterretningstjenester. Og nu viser det sig, som vi hører fra Basra i Sydirak, at amerikanerne og briterne selv står bag den dødbringende terror, som irakerne bliver udsat for.

Og demokratiseringen endte med oprettelsen af et ayatollahregime i de dele af Irak, som de påstår at have befriet, altså de områder, hvor de har fundet sig kollaboratører, der beskytter deres ryg. Løgnene er så mange og så store, at man ikke rigtig ved, hvilke af dem man skal afsløre først. Men lad os huske på, at mens Bush, Blair og co. oppisker en fjendtlig stemning mod muslimer i de vestlige lande og forsøger at stemple dem alle sammen som mulige terrorister, fortsætter de deres besættelse af Irak ved indgåelse af alliance med ayatollaher og fundamentalistiske Khomeinidisciple. Vi skal huske, at besættelsen har medført oprettelsen af et Talibanlignende regime i en del af Irak. Og dette går hårdest ud over den del af befolkningen, som USA påstår at skulle have befriet, kvinderne.

Det er en skændsel, at når vi her i Danmark og i Vesten på alle mulige måder bekæmper undertrykkelsen af kvinderne, er vi i Irak med til at skabe forhold, hvori de irakiske kvinder bliver udsat for uhørt undertrykkelse. For 30 år siden var Irak et næsten vestligt land. I dag under besættelsen er Sharialoven – med dens mest forfærdelige fundamentalistiske fortolkninger – blevet taget i anvendelse i Irak. Vi skal huske, at vi danskerne er med til at skabe denne katastrofe for irakerne.

Det er en skændsel, at Vesten på den ene side har monopol på talerstolen, når det handler om menneskerettigheder, men på den anden side skaber forhold, hvor slaveri, narkohandel, kriminalitet, fundamentalisme, mafiaer og handel med børn blomstrer. Det er første gang i Iraks historie at børneprostitution opstår - og det på kommercielt niveau.

Men vi skal også huske, at det irakiske folk aldrig vil finde sig i hverken besættelse eller i at ayatollahregime oprettes i Irak. Det irakiske folk gør modstand både mod besættelsen, mod terror og mod Khomeinidisciplenes fundamentalisme. Og dette folk sejrer. Modstandsbevægelsen kontrollerer i dag store dele af Irak og den har sat kollaboratørerregeringen i Baghdad i et grønt fængsel, som hedder det grønne område i udkanten af Baghdad.

Iraks fremtid bestemmes af det irakiske folk. Vi i Vesteuropa har gode grunde til bekymring for vores egen fremtid. Vi ser det klart i dag, at den såkaldte ’krig mod terror’, som Bush og Blair satte i gang for 4 år siden er endt med en krig mod demokratiet og menneskerettighederne. ”At skyde for at dræbe” er en nylig lov, som er indført - ikke i et afrikansk land. Det er en lov indført i England, demokratiets vugge. Vi kan regne ud, hvad det næste bliver og hvordan selve ytringsfriheden efterhånden bliver kvalt under terrorlovene rundt omkring i Vesten.

Krig mod Irak, besættelse af Irak og krig mod demokratiet hænger nøje sammen. Det er fordi, det er den samme mentalitet, der står bag det hele. Det er en mentalitet, der ikke sigter på andet end penge, olie og profit og derfor bruger de mest beskidte midler: løgn, drab, terror, undertrykkelse og alliance med ayatollaher. Er der nogen saglig og ærlig person i hele verden, der i dag tror, at Bush førte krig mod Irak for at befri, genopbygge og demokratisere? Så må den saglige og fornuftige ligeledes tro på at demokrati kan indføres ved hjælp af ayatollaher.

Bush har forsøgt at bilde folk ind, at han fører et nyt korstog mod muslimer eller muslimske terrorister. Osama Bin Laden og co. på den anden side har hoppet på det og de bekræfter denne løgn. Man må være sindssyg for at tro, at Bush interesserer sig for den ene religion og bekæmper den anden. Hans bedste allierede i Mellemøsten har jo altid været de grådige korrupte arabisk-muslimske konger, som samtidigt er store aktionærer i den amerikanske våbenindustri. Bush er ikke nogen fjende af Islam eller alle muslimer. Bush er kun fjende af fattige muslimer. Men Bush er også en fjende af fattige kristne. Tror man ikke på det, skal man blot se på de lidelser, som de fattige kristne i NEW IRAQ har været igennem.

NEW IRAQ er det navn, som irakerne har givet til den katastroferamte amerikanske by New Orleans. Irakerne har ikke kun sympati for de tusindvis af fattige amerikanere, som blev ofre for Bush’s terror, manglende moral og manglende sans for menneskelighed. Irakerne har også fået bevis på, at Bush’s handling ikke tager afsæt i kristendommen, men han handler ud fra at være en grådig, sanseløs kapitalist med enorm ligegyldighed over for menneskeliv - irakisk eller amerikansk. I det amerikanske New Iraq blev de fattige udsat for det samme folkemord, som folk i Irak bliver udsat for.

I New Iraq oplevede de fattige, som blev overladt til deres skæbne, det samme som de sagesløse fattige folk i Falluja blev udsat for, død, sult, terror, sygdom og udryddelse. I New IRAQ har Bush været lige så en stor løgner som han er i Irak. I New Iraq er Bush derudover en racist mod en del af sit eget folk. Er der nogen saglig og ærlig person i denne verden, der i dag tror, at Bush førte krig mod Irak for at befri, genopbygge og demokratisere? Så må den saglige og fornuftige forklare, hvorfor Bush ikke respekterer demokratiet og menneskerettighederne på sin egen jord, i de områder, hvor ikke-hvide amerikanere bor. En racist i sit eget land kan ikke være en demokrat i et andet land, som han har besat.

Men New Iraq har vist sig at være lærerig for alle fattige i verden, muslimer, kristne, buddhister, hinduer og ateister endda. Nu ved de, hvem fjenden er. Det er de imperialistiske, kapitalistiske, fascistiske, sanseløse, rovmorderiske professionalister George Bush og Tony Blair.

At kæmpe mod Bush’s imperialisme og grove fascistiske kapitalisme er ikke kun irakernes og de fattige muslimers opgave. Det er alle fattiges opgave. Alliancen mod Bush må brede sig fra Irak til Afrika til Latin Amerika til New Iraq, og til alle de New Iraqs, der er på vej til at blive udsat for imperialismens rovmord. De fattige skal være sikre på, at selv om de ikke er i besiddelse af høj og avanceret teknologi, er de alligevel stærke nok til at sejre, fordi de er stærke dér, hvor Bush og Blair er svage, ved moralen. De fattige har en god sag at kæmpe for. Bush har ikke andet end penge og olie at myrde og fortælle løgne for.

- End -