| Fredsbevægelse |
Vi vil kæmpe til vort land er befrietAf Rina Dhahir Tale holdt d. 24. september 2005 ved Nej til Krigs demonstration i København på Christianhavns Torv
ifølge en CNN/Gallup meningsmåling fra 18. september er 67 % af amerikanerne imod deres præsidents håndtering af situationen i Irak. 59 % mener, at krigen mod Irak var en fejltagelse og 63 % mener, at tropperne enten helt eller delvist skal trækkes tilbage. Amerikanerne mærker nu, at prisen for det irakiske eventyr er alt, alt for høj. For et par uger siden var vi alle vidner til George Bush og hans kumpaners næstekærlighed. Den viste de os i New Orleans. I to uger var den fattige, sorte befolkning overladt til sig selv. Deres nød og sult blev ikke mødt af nødhjælp og mad, men af tropper og elitesoldater med ordren 'shoot to kill'. Den første nødhjælp kom først efter to uger – afsenderen var ikke det offentlige system men private nødhjælpsorganisationer. Og det i verdens rigeste nation. Hvis New Orleans er et billede på, hvordan den racistiske amerikanske ledelse behandler sine egne - hvad kan så få os til at tro, at amerikanerne sætter værdien af menneskeliv højere i Irak? Er New Orleans ikke et miniaturebillede på konsekvensen af en fordærvet politik, hvis helligste målsætning er at bevogte og tjene forretninger og erhvervsliv, mens døende mennesker lades i stikken og de, der prøver at overleve og kæmpe imod, frarøves livet? Over på den anden side af jorden, langt væk fra New Orleans, vokser dyngen af lig. De sidste par uger har besættelsesmagten angrebet og massakreret indbyggerne i den irakiske by Tal Afar, som er en gammel by i ørknen nær den tyrkiske grænse. Indbyggerne er hovedsageligt turkmenske shiaamuslimer, der lever i 500 år gamle lerklinede huse. Det er en by, som tiden har glemt, men som den amerikanske krigsmaskine nu har fundet. Ligesom i Falluja, har de amerikanske styrker i Tal Afar anvendt napalm og andre masseødelæggelsesvåben. Og ligesom andre steder i Irak, er der i Tal Afar begyndt at dukke rapporter op om krigsforbrydelser begået af amerikanske soldater – eksempelvis voldtægt af byens kvinder. Hvor er vores medier? Hvor er de og deres "kritiske journalistik" henne? Amerikanerne hævder at ville demokratisere Irak; i stedet er de, mens vi står her, i færd med at oprette et ayatollahregime i de dele af Irak, hvor de fortsat har magten. Mens muslimhetzen vokser i den vestlige verden, har disse "demokratiets forkæmpere" allieret sig med Khomeinis irakiske disciple, der nu har indført Talibanlignende tilstande med sharia-lovgivning og kvindeundertrykkelse. Oven i det florerer den organiserede kriminalitet, som de irakiske ayatollaher også er en del af; slavehandel, børneprostitution, narkohandel og organhandel er nu en realitet i det "demokratiske Irak". Er dit liberale hjerte nu tilfredst, Hr. Anders Fogh Rasmussen? Vi er siden optakten til krigen blevet fyldt med løgne: Iraks masseødelæggelsesvåben, forbindelser til Al-Qaeda, medvirken til 11. september, manglende samarbejde med FN's våbeninspektører osv. Det hele var løgn. Efter invasionen kom så den nye bølge af løgne i form af de utallige Hollywood-teaterstykker: Historien om Jessica Lynch, Nedrivningen af Saddam-statuen på Firdos Torvet, Bush's Thanksgiving-besøg i Baghdad, tilfangetagelsen af Saddam i en jordhule osv. Denne fabrikering af begivenheder er ikke blot ynkelig, men også et tegn på desperation hos verdens mægtigste nation. Den 1. maj 2003 kom dog det største set-up og fupnummer, som den amerikanske administration indtil videre har kunnet levere; det var da George Bush, mindre end 6 uger efter invasionen af Irak, erklærede krigen for afsluttet. Det var et fupnummer, men dog et fupnummer med potentialer for koalitionen af kriminelle. For ved at erklære krigen for afsluttet, har den amerikanske krigsforbryderadministration kunnet omgås visse af Genevekonventionerne, miskreditere enhver modstand mod besættelsen samt legitimere samtlige forbrydelser via installationen af en landsforræderisk marionetregering. Dette fupnummer er en manipulation af rang. For krigen er ikke slut. Den har været i gang siden den sorte torsdag morgen i marts 2003. Og den vil fortsætte indtil den sidste udenlandske soldat har forladt Irak. Efter tre år i løgnens og manipulationens tegn kan intet længere overraske. Har vi nogen grund til at tro den amerikanske administration, når den fortæller os, at Al-Qaeda står bag terroren i Irak? Irakiske modstandsgrupper afviser Al-Qaeda som aktant i den irakiske modstand – samtidigt fordømmer irakiske modstandsgrupper enhver – såvel vilkårlig som sekterisk – voldshandling mod civile irakere. Men hvem er det så, der udfører terroren mod civile? Det er umuligt med sikkerhed at besvare, om end det synes, at afsløringen venter rundt om det næste hjørne. For hvad var det lige, der skete i Basra? Jo, irakisk politi fangede to britiske SAS-agenter, der forklædt som 'arabiske terrorister', skød mod en flok civile. Da de to undercover-terrorister blev taget til fange, viste det sig, at deres bil, som var fyldt med sprængstoffer, skulle bringes til eksplosion i byens centrum. De vestlige medier har naturligvis endnu engang givet sig selv mundkurv på. Endnu engang viser de os hvordan man bedriver "kritisk journalistik". Ingen medier har mandsmod til at sætte spørgsmålstegn ved, hvorfor de to britiske agenter, forklædt som arabere åbnede ild mod en menneskeflok, og hvad de skulle med en bil ladet med eksplosiver og en fjernbetjening til at bringe disse eksplosiver til sprængning. Det interessante i denne sag er ikke briternes hastige og dramatiske "befrielse" af de to agenter. Naturligvis var det briternes topprioritet at komme disse agenter til undsætning for at afværge en afsløring af deres egentlige forehavende. De vigtigste spørgsmål er: Var eksemplet fra Basra et enkeltstående tilfælde eller er det en del af et samlet mønster? Står besættelsesmagten bag de terrorhandlinger, der udføres mod civile irakere? Er disse terrorhandlinger i virkeligheden ikke i besættelsesmagtens interesse, da man derved kan oppiske til borgerkrig og legitimere tilstedeværelsen i landet? Men de følgagtige krigsmedier har ikke tid til at stille disse spørgsmål; de har nemlig travlt med så mange andre ting, for eksempel med at miskreditere den irakiske modstand. Men det kan ikke siges klart nok: De irakiske modstandsfolk - mænd og kvinder - der bekæmper besættelsen, handler ud fra loyalitet og kærlighed til deres folk og deres land. De er mennesker, der én gang for alle har besluttet at gøre op med årtiers ulykke og sælgen ud af deres blod, deres folk og deres jord til vestlige banditter og disses bydrenge – hvad enten disse kommer i form af Saddam Hussein eller Khomeinis disciple. De irakiske modstandsfolk er de samme mennesker, der kun kunne se passivt til mens deres pårørende, deres ældre og deres børn døde under mere end et årtis direkte folkemord forklædt som økonomiske sanktioner besunget af USA og den vestlige verden. At de selv samme forbrydere, der fra 1991 til 2003 tog utallige irakeres liv, nu har invaderet irakisk jord og taget flere menneskeliv under det påskud at ville hjælpe irakerne, er ikke blot frækt, men også naivt og drønfarligt. De invaderende har nemlig overset én vigtig detalje: Vi irakere har ikke glemt vore døde og gør det aldrig - og af respekt for vore døde, de levende og de endnu ufødte og i deres navn vil vi kæmpe indtil vort land er befriet. Jeg har en jævnaldrende kusine, som arbejder på et hospital i det centrale Baghdad. Forleden skrev hun følgende til mig: "De amerikanske soldater kommer ofte her og henvender sig til os. Men vi kan ikke holde ud at se på dem og vi vil ikke have noget med dem at gøre. Så vi kigger den anden vej. De tager livet af os lidt for lidt for hver dag der går. Hvorfor gør de ikke bare en ende på det? Jeg ville ønske, at de snart gør mod os, som de gjorde mod Hiroshima". Det var hendes ord. Det er de følelser, som vi med vores tilstedeværelse i Irak, fremavler hos almindelige irakere. Er dit demokratiske hjerte nu tilfredst, Hr. Anders Fogh Rasmussen? De 150.000 udenlandske tropper er kilden til den vrede og harme, som nu er at spore overalt i Irak. De er ikke en del af løsningen - de er selve problemet. De udenlandske soldater bidrager ikke med noget godt - hverken genopbygning eller beskyttelse af civile. Deres primære opgave er nu selvforsvar. Hvis en soldat føler sig truet skyder han først og spørger bagefter – i glimrende overensstemmelse med Bush-doktrinen. Den eneste rigtige ting at gøre ovenpå dette tragiske faktum, er at trække tropperne hjem øjeblikkeligt – og det hellere i går end i dag. Lad os få de danske tropper hjem nu; af hensyn til irakerne, af hensyn til de danske soldater og af hensyn til os, den danske befolkning, der med deltagelsen i denne krig også er blevet gjort til mål for barbariet. Lad os ikke overlade vore børn en verden af løgne, politiske Hollywood-produktioner, had, racisme, kolonialisering, krig, terror og religionshetz. Det er på høje tid, at barbariets æra bringes til ende. Og ansvaret herfor er vores alles. Originalartikel www.inmediares.dk - End - |
Vi står her i dag bl.a. for at vise vore venner på den anden side af Atlanten solidaritet. Om små fem timer vil vore amerikanske brødre og søstre indlede deres march mod det hvide hus i en massedemonstration, der forhåbentligt vil få Pennsylvania Avenue til at ryste i sin grundvold.