Nytårsmorgen 2006
Af Annisette

Sneen har lagt sig på træernes grene og det skrøbelige tagpap - på de små huse i udkanten af den store by. Himlens lyseblå og lyserøde striber gi'r lyst til en skovtur med kælk og unger.
Her kommer en flok sydhavnsunger på ponyer og heste - godt nytår! - ind under det sovende æbletræ i haven. Fulde af smil og historier, sange og drømme ... gaver af liv og sjæl ...
... Sådan som også - langt væk fra det kolde nord - i bjergene på den lille jungle-ø af mango, kokos, stolt svingende musik og mennesker. Fulde af smil, historier, sange og drømme...
... Som da vi fulgtes med hvalerne over polarhavet op mod begyndelsen af moder jord. Og de grønlandske kvinder sang som bølgerne, og vi spillede og dansede på det lille skib mellem isbjergene, mænd og koner og børn, fulde af smil, historier, sange og drømme...
... Som turen rundt på scener af stilladser og bræddegulve med vilde blomster - og et hjerte af titusinde mennesker, hyllet i musikken. Med ansigter fulde af smil, historier, sange og drømme...
... Som brødre og søstre derude - derude hvor mure af cement og bomber og napalm og fængsler og tortur skal standse deres smil, historier, sange og drømme...
Og jorden revner, og bjerge står i brand
og himlen slukker sit lys,
og havet piskes
og vælter ind over byer,
mens dødens generaler peger på dig
Og som en fugl uden vinger blev verden ...
og sangen, jeg hører, skær' i mit hjerte ...
og historien, jeg ser, forbløder ...
Og jeg løber gennem junglen,
gennem de brændende bjerge
gennem frosne enge og gader.
og alle nattens stjerner følger med.
Og månen sejler med drømmene, der hvisker:
"Nu er det dig! Nu er det dig der er tiden!
Nu er det dig! Nu er det dig der er tiden!"
Sjæletyvene på rov
har munde fulde af løgne ...
spreder kun død ... har intet at gi'!
Ingen virkelighed når deres øjne!
Kom nu! Kom nu! Jordens datter!
Syng nu syng nu med liv og sjæl ....
Sneen har lagt sig på træernes arme;
drypper og blinker fra det skrøbelige tag.
Morgensolen banker på ruden.
Kom nu! Kom nu! Jordens datter!
Er du parat?
Hør nu, hør nu
det er liv eller død
Det er nu
Det er nu det gælder!
Med kærlighed
Annisette
www.thesavagerose.com
- End -
|