Status i Irak:
Operationen lykkedes men patienten døde

Af Lone Skov al Awssi
folketingskandidat (k)
Politiken 23 januar 2006

Regeringen taler mod bedre vidende, når den siger, det går fremad i Irak. Danskerne ved ikke, hvad der foregår og orker ikke at sætte sig ind i de kaotiske forhold. I virkeligheden bidrager regeringen til kolonisering og udnyttelse af Iraks ressourcer.

Udenrigsminister Per Stig Møller fremhæver, at Danmark nu er lovligt til stede i Irak, inviteret af FN og Iraks regering. Danskerne bør spørge sig selv, hvorfor udenrigsministeren er så ivrig efter at følge FN's henstillinger. Da Danmark for snart tre år siden gik i krig, skete det på trods af FN's advarsler.

Den irakiske regering ønsker, at de udenlandske besættelsesstyrker forbliver, fordi den nyder ringe opbakning i befolkningen. Medlemmerne af Parlamentet kan ikke bevæge sig ud af den amerikanske sikkerhedszone i Bagdad, flere af dem bor i i udlandet og regerer Irak fjernt fra befolkningens problemer. Mange irakiske politikere anklages for røveri af landets rigdomme, fra kunstskatte til olie, i samarbejde med amerikanske firmaer, som har fået hoved og halsret over Iraks økonomi.

Flere love om udvinding af naturrigdommene er udformet således, at irakerne har ret til de kendte olieforekomster, men ikke til fremtidige fund.

I USA diskuteres en tilbagetrækning. Demokraten John Kerry skrev i New York Times, at præsident Bush må gøre det klart, at USA ikke vil blive i Irak og fremlægge en politik for tilbagetrækning og irakisering af landet. Dette for at udrydde mistanke om en uendelig okkupation, som opildner de irakiske oprørere til kamp. I Danmark dæmper regeringen diskussionen med henvisning til, at man så går 'terroristernes ærinde'.

Mellemøstekspert Anthony Cordesman fra 'Conservative Center for Strategic and International Studies' mener, at Bushs modvilje mod at fremlægge en exitstrategi giver indtryk af en permanent besættelse. General Peter Pace fortalte i juni 2005 Kongressen, at Pentagon efter tre års indsats ikke er optimistisk med hensyn til opbygningen af den nye irakiske hær. Kun en meget lille del af hæren kan bruges til at bekæmpe oprørerne.

Joost Hiltermann fra International Crisis Group mener ligefrem, at det ville være mærkeligt, hvis USA ikke ønsker at blive i Irak. Han bygger sin analyse på, at en af arkitekterne bag invasionen Paul Wolfowitz, officielt har sagt, at USA vil bytte sin militære tilstedeværelse i Saudi Arabien med en tilsvarende i Irak .

Washington Post og The Chicago Tribune har skrevet om bygningen af 14 permanente baser i Irak. Deraf fire store baser for luftvåbnet. Artiklerne er baseret på viden om de bygningsplaner og materialer, som hæren bruger.

Anerkendte analytikere påpeger modsigelserne i Bushs udtalelser og de aktuelle begivenheder. Hvis målet var at vælte Saddam, indsætte en venligsindet regering, udøve en permanent politisk og militær tilstedeværelse for at dominere regionen og sikre olieleverancerne, så bygger man naturligvis permanente baser. Hvis målet var at sprede demokrati, så gør man det ikke.

Det er bekymrende, at forsvarsminister Rumsfeld - uimodsagt af den danske regering - for nylig kunne sige, at vi må holde op med at definere succes i Irak som fravær af terror i landet. Tænk hvis han havde samme holdning til den internationale krig mod terror. Vi vinder krigen, men antallet af vestlige ofre øges og vores demokratier bukker under. En syg 'patienten døde, men operationen lykkedes' holdning .

Det må snart være klart for alle, med undtagelse af den danske regering, at USA ikke har planer om at overlade Irak til irakerne. Der bliver tale om en midlertidig, mindre tilbagetrækning, dels for at dæmpe den tiltagende kritik, dels for at vise en succesfuld udvikling i Irak op mod midtvejsvalget.

Lige siden romerne i år 200 gik ind i Saguntum for at installere en samarbejdsvillig regering under dække af godgørende, menneskelige hensyn, har stormagter benyttet sig af dette påskud. Historisk er der intet nyt i, at USA udøver stormagtspolitik og påstår, at målet alene er at demokratisere og redde den irakiske befolkning. Det er blot blevet vanskeligere at overbevise verdens befolkninger i en informationstidsalder, hvor det vi ser på tv ikke passer med de smukke intentioner, der kommer ud af munden på vores politiske ledere.

Besættelsen af Irak er utrolig hårdhændet. civilbefolkningens sikkerhed og interesser bliver ikke varetaget af besætterne. Vi gider ikke tælle de civile tab og meget sigende udtalte Venstres udenrigspolitiske ordfører Troels Lund Poulsen for kort tid siden : 'I Vietnamkrigen blev over 40.000 dræbt, i Irak har vi mistet ca. 2000'. På trods af at over 30.000 irakere er dræbt siden krigens start.

Ifølge udenrigsministeren er der kun problemer i fem provinser. I resten af landet går det godt, og irakerne er så glade for deres stemmeret. Men selv i de mere rolige områder er der udbredt kriminalitet og kidnapninger, genopbygningen er aldrig kommet i gang. El- og vandforsyningen er stærkt svingende, arbejdsløsheden enorm, benzinen dyr og svær at købe og sundhedstilstanden under al kritik.

Efter tre års tilstedeværelse i Irak, kan vi konkludere, at den danske regering medvirker til en traditionel kolonisering. Det kan der være gode grunde til, men regeringen skylder os et klart svar.

Hvad er det virkelige formål med Irakkrigen og bifalder den en permanent amerikansk besættelse? Hvis sidstnævnte er tilfældet, skal vi beholde danske soldater i Irak. Så skal den nuværende politik ikke ændres.

Hvis formålet er at demokratisere og hæve levestandarden, så irakerne får et værdigt liv og en tålelig hverdag, så skal der sadles om nu. Så skal der udarbejdes en køreplan for tilbagetrækning, overdragelse af ansvar og magt til irakerne og planer for dansk støtte til genopbygning.

Hvad vil der ske, hvis besættelsen ophører? Vi snyder os selv, hvis vi tror, det bliver smukt. Overgangen bliver blodig. Oprørsfraktionerne vil bekrige hinanden i en tid og Irak vil få et semi-demokratisk styre. Måske med deltagere fra den gamle irakiske hær. Langtfra et tilfredsstillende resultat og slet ikke, hvad vi lovede irakerne. Men vi kan forhandle med og påvirke en stærk, central ledelse i Bagdad. Det kan vi ikke med de utallige oprørsgrupper og religiøse fraktioner, som styrer landet i dag.

Læs militærets egne rapporter, eller analyser fra respekterede tænketanke og se, at de heller ikke tegner et kønt billede af fremtiden med den nuværende besættelsespolitik.

Den sikre vej til borgerkrig er ikke en tilbagetrækning, men militær tilstedeværelse. I Vesten taler vi hele tiden om irakerne som etniske grupper. Før invasionen havde jeg aldrig hørt begreberne 'sunniaraber' eller 'shia-araber' fra min familie eller venner i Irak. De så sig selv som irakere, giftede sig uden problemer ud over de etniske rammer.

Vi er ved at fremhæve etniske skel, måske ud fra en bevidst eller ubevidst 'del og hersk' politik. Det vil på sigt skabe problemer, som 150.000 udenlandske soldater aldrig kan løse.

Men kan danskerne ikke være ligeglade? Kan vi ikke give et bidrag til Røde Kors, så der kan pyntes lidt på irakernes liv, lukke øjnene og avisen i og håbe det bedste? Nej, det kan vi ikke. Iraks fremtid hænger ubønhørligt sammen med vores. Fortsat terror i Irak, betyder terror i Europa og derved destabilisering af vore demokratiske samfund. Irak er blevet vores ansvar.

Nu må vi erkende, at Verdens stormagt kunne slå Saddams pjaltehær, men den formåede ikke at vinde irakernes hjerter og derved freden. USA havde magten, men ikke moralen til at skabe et demokratisk Irak.

Krigen kan ikke vindes militært, landet har bevæget sig fra tyranni til kaos, og derfor skal de radikale, Socialdemokraterne og SF holde fast i, at krigen skal vindes på en anden måde. De skal kræve tilbagetrækning, overdragelse af styret til irakerne og de skal sammen udarbejde en plan for dansk hjælp til genopbygningen.

- End -