Fredsbevægelse
 

Vi skal stå sammen og bestemme:

Ikke flere krige og besættelser

Af Omar Dhahir

Tale ved Nej til krigs demonstration i Odense på 3-års-dagen for starten på Irak-krigen 18. marts 2006

Hvorfor er vi samlet igen?
For at forlange at de danske soldater bliver trukket hjem.
For at fordømme Danmarks deltagelse i krigen og besættelsen
For at udtrykke støtte til det irakiske folk

Vil vi have de danske soldater hjem?

Jeg synes helt ærligt, at vi skal bruge kræfterne på andet end at forlange de danske soldater hjem. Vores børn kommer snart hjem, men ikke fordi regeringen hører efter hvad vi siger. De kommer hjem af andre grunde:

For det første , har de nu gjort deres arbejde færdigt; de har demokratiseret Irak i så høj grad, at landet nu er ved at opleve borgerkrig (hvad mere forlanger irakerne?) (Og hvad mere går demokratisering ud på?) Der er ikke mere at ødelægge i Irak. De kommer snart hjem for en pause inden de bliver sendt af sted til Iran eller Nigeria, eller Sudan eller hvem ved hvorhen.

For det andet , er krigsforbryderne nu overbeviste om, at de aldrig kan vinde denne krig. De ved, at det nu ikke handler om den irakiske modstandsbevægelse sejrer eller ej; det handler om hvornår modstandsbevægelsen retter det afgørende slag mod besættelsesmagterne. En vis grad af rationalitet har disse krigsforbrydere. Det har Tonni Blair i hvert fald; han har besluttet sig at trække sine soldater ud inden det bliver for sent. Der er ingen grund til at antage, at Anders Fogh er mindre rationel end Tonni Blair.

Slap bare af. Vores børn kommer snart hjem.

Vil vi også fordømme Danmarks deltagelse i krigen og besættelsen?

Nu er det på tide at vi ”freder” Anders Fogh R. Ved at deltage i en kriminel krig og besættelse har manden måske handlet i strid med grundloven, men politisk har han handlet på en demokratisk vis; han har haft et flertal i folketinget bag sig. I det flertal er der også mandater fra venstrefløjen. Hvorfor skal vi kun fordømme Anders Fogh og kalde ham terrorist? Det er nu på tide også at pege på de andre meddelagtige i forbrydelserne mod irakerne.

At en højreorienteret regering er interesseret i at deltage i et internationalt røveri kan ikke komme bag på nogen, men at venstrefløjen i Danmark godkender og velsigner og støtter besættelse og røveri af andre folks rigdomme er et enestående fænomen; Anders Fogh er ikke den eneste, der har begået forbrydelser mod det irakiske folk; det har også de andre danske politikere, der har givet ham den fornødne bemyndigelse til at deltage i krigen og besættelsen. HUSK ALTID venstrefløjen.

Fra andre steder, nemlig fra Irak, kender man også det fænomen, at en del såkaldte kommunister og venstreorienterede skamløst stiller sig ved siden af en imperialistisk besættelsesmagt. Det er åbenbart tendensen i nutidens venstrefløj i denne del af verden at indgå i alliance med kapitalismen og imperialismen, med den begrundelse, at både imperialismen og venstrefløjen står over for en fælles fjende, kaldet Islam.

Hvis vi skal være seriøse , skal vi frede Anders Fogh et stykke tid og fokusere på de andre. Vi skal stille os selv et spørgsmål: Hvorfor bringer valg i Latinamerika socialistiske og antiimperialistiske kræfter til magten, mens valg i Europa bringer højrefløjens ekstremister til magten? Og hvordan kan det være, at hvis der i dag afholdtes valg i Danmark, så skal vi være indstillet på, at Danmark bliver ført tilbage til inkvisitionsperioden i Europa?

Svaret er klart og enkelt: Venstrefløjen i Latinamerika kender fjenden; det er kapitalismen og imperialismen. Men i Vesteuropa og især i Danmark, ved en stor del af venstrefløjen endnu ikke om fjenden er de grådige, blodtørstige kapitalister og imperialister eller det er de fattige, sultne og undertrykte muslimer. På mange punkter går denne del af venstrefløjen og imperialismen hånd i hånd imod de undertrykte.

Vil vi udtrykke støtte til det irakiske folk?

Som sådan behøver vi ikke tænke på det irakiske folk. Det irakiske folk klarer sig fint; det har klaret omfattende krige; det har klaret 13 års umenneskelige sanktioner; det har klaret 3 års barbariske besættelse; og det overlever og sejrer. Det irakiske folk dør aldrig.

Vi skal tænke på os selv, på Danmark , som med stor hastighed går i retningen af at blive et land, der i det 21. årh. opgiver sin demokratiske identitet og deltager i de amerikanske nykonservatives imperialistiske korstog mod andre folkeslag.

Vi skal bruge kræfterne på vores egen sag; vi skal se på, hvordan det kan lade sig gøre, at vores politikere har gjort dette land til en besættelsesmagt; at de har ændret Danmarks omdømme i verden fra et demokratisk, menneskerettighedsoverholdende, fredelskende land til et land, der deltager i tortur og besættelse; et land der nu er uvenner med en milliard mennesker i verden;

Vi skal bruge kræfterne på at se, hvordan det kan lykkes et fjols som Carsten Juste eller et andet fjols som Flemming Rose at bringe Danmark i en religionskrig mod en milliard muslimer i verden; vi skal finde ud af, hvorfor vi under denne Juste-Rose skabte krise ikke har hørt andre end Danmarks bedste søn Thomas Koppel og få andre sige noget fornuftigt om denne krise og forlange, at Anders Fogh skal gå af. Vi skal bruge kræfterne på at se, hvordan det er sket, at masserne i dette land efterhånden bliver til tilskuere, mens enkelte fjolser får lov til at bestemme den politiske kurs.

I dette land lever vi nu i en dyb krise med vores værdier og principper. I dette land har vi et demokrati. Vi har et demokrati, som vi oven i købet påstår, vi vil pålægge det .. andre folkeslag. Vi har et demokrati, der tillader deltagelse i besættelse af andre lande; et demokrati, der i ytringsfrihedens navn tillader latterliggørelsen af andre folkeslags tro, helligdomme og religioner; et demokrati, der tillader, at Danmark er med i igangsættelsen af en religionskrig; et demokrati som er i krise.

Det er nødvendigt at gøre op med os selv inden vi bliver løjet ind i endnu et røveri.

I dag forbereder de os for en krig mod Iran. Undskyldningen er der – masseødelæggelsesvåben igen – og missionen denne gange er meget mere legitim!! Vi skal jo i krig mod et ayatollahregime.

Vore regeringer griner af deres befolkninger. De fortæller ikke, at de selv i det besatte Irak har allieret sig med ayatollaher; at de har skiftet et sekulært regime ud med et ayatollahregime, som passer deres interesser.

Hvis det nu lykkes dem, så skal det iranske folk udsættes for det samme som det irakiske folk bliver udsat for: drab, terror, røveri, massakrer, tortur, osv. Iran skal føres tilbage til førindustritiden. HVORFOR? Fordi der er et ayatollahregime i Iran... Iran skal jo demokratiseres .

Den slags kan nogle i venstrefløjen især i Danmark købe og igen bemyndige Anders Fogh til at deltage i. Det vil faktisk ikke være et problem for det iranske folk, men et problem for det danske folk.

For irakernes vedkommende skal det gøres klart - for venstrefløjen før højrefløjen - at hvis Iran bliver angrebet så bliver fronten mod imperialismen bare udvidet. Det irakiske folk, som på en uhørt helteagtig måde har forsvaret sit fædreland mod besættelsen, vil stå side om side med det iranske folk i kampen mod imperialismen uanset om der er et ayatollah-, eller et kommunistisk regime i Iran.

Det iranske folk, det irakiske folk, det palæstinensiske folk, det afghanske folk, det sudanske folk, det libanesiske folk, de latinamerikanske folkeslag og alle de andre undertrykte i verden er i samme båd. De kæmper også for europæernes og amerikanernes skyld, for kampen for frihed og retfærdighed er én sag, en international sag. I denne kamp gør det ingen forskel for disse milliarder af mennesker om en venstrefløj et eller andet sted i verden har problemer med sin verdensopfattelse eller med sit verdensbillede eller med sine værdier. Venstrefløjen i Danmark kan kun gøre sig selv en tjeneste ved at leve op til sine principper, ikke kun for irakernes eller iranernes skyld, men først og fremmest for det danske folks skyld.

For hvis venstrefløjen ikke tager sig sammen i dag, hvis den ikke forener sig omkring sine oprindelige principper og samler alle de antiimperialistiske kræfter, kan den om kort tid ikke forhindre gentagelsen af det, der skete i Europa i 1930'erne. Et eller andet sted i Vesten er Hitler genfødt .

Vi må hellere bruge kræfterne på at forhindre den genfødte Hitler i at misbruge demokratiet til at føre krig og legitimere besættelse og røveri; og dermed redder vi det danske folk og bliver irakernes og iranernes venner og allierede i kampen mod de grådige og blodtørstige kapitalister.

Vi skal stå sammen og bestemme:

Ikke flere krige og besættelser
Ingen religionskrig
Frihed og retfærdighed for alle verdens lande og folk


- End -